Kulturhistorisk værdi
Digerne ligger som et net over hele Danmark, et forskelligartet net med små og store masker, rektangulære eller uregelmæssige, indeni hinanden eller krydsende hinanden. Ser man nærmere på mønstret, viser digerne forskellige funktioner, men også en overordnet sammenhæng. Gennem tiden har der været brug for forskellige afgrænsninger og inddelinger og ofte er de samme strukturer genbrugt til nye funktioner.
Administrative grænser
Inddelingen i sogne skete i den første kristne tid. De diger, der markerer sognegrænsen, er også grænsen omkring de landsbyer, der gik sammen om den fælles kirke.
Skellet omkring den enkelte landsbys jord, ejerlavet, har ofte rødder langt tilbage i jernalderen. Indenfor dette skel flyttede landsbyen med dens gårde med lange mellemrum rundt for at bedst udnytte jorden.
Sogne- og ejerlavsdiger, der var vigtige fælles grænser, er ofte opført højere og bredere end andre skeldiger, og derfor velbevarede. Det samme gælder for digerne omkring hovedgårdens ejerlav, herregårdsdiget. De fleste herremænd flyttede ud og frahegnede deres jord fra landsbyerne i middelalderen.
Ejendomshistorie
Den mosaik af diger vi kan se indenfor landsbyens ejerlav er historien om den store udskiftning af landsbyfællesskabet sidst i 1700- og først i 1800-årene. Alle gårde fik samlet deres jord få store jordlodder for at give mulighed for rationel drift. Det var det målet, at hver gård højst skulle have tre jordlodder, eksempelvis et stykke god agerjord, et stykke dårlig agerjord og en eng-lod.
Fordelingen var vanskelig, især i de store landsbyer med mange gårde. Nogle gårde flyttede ud på marken, midt på den nye jordlod, langt væk fra landsbykernen. Andre gårde kunne pga. jordfordelingen blev liggende i landsbyen i spidsen af deres "lagkagestykke".
Tidligere tiders udnyttelse
I afsides liggende egne, hvor jorden har været mere ekstensivt udnyttet, er der bevaret diger, der viser skellet mellem agerjorden (indmarken) og de fælles græsningsarealer og skov (udmarken).
I andre enkelte tilfælde er skellet mellem vangene i den fælles dyrkede agerjord bevaret som diger. Det er grænser, der stammer helt tilbage fra landsbyfællesskabets tid, fra langt før udskiftningen omkring 1800.
Der kan også være bevaret efterladte indhegninger af små løkker, der har været brugt som nyttehaver eller enge til høslet. Dyrenes permanente græsgange og drivveje blev også indhegnet og kan stadig opleves mange steder.
Fredskovsforordningen i 1805 betød, at al højskov blev hegnet med diger. Fredskovsdiger blev også bygget senere i forbindelse med anlæggelse af de store plantager heden. Digerne kan også være indre skel på marken der viser kobbelbruget eller 7-8 marks-driften fra 1800-tallet.
Forskelle for egn til egn
Hver egn har sin karakteristiske inddeling af landskabet, der afspejles i mønstret af diger.
Hovedgårdslandskaber, som i Østjylland og på Fyn, er inddelt i store marker. I udkantsområder i Vestjylland og på Bornholm kan vi opleve mere uregelmæssige inddelinger og mange små løkker. I Midt- og Vestjylland er opført store indhegninger til skovbeplantninger på heden.
Hvor der var god plads i landsbyen og jævnt fordelt jordkvalitet, blev selve gården i landsbykernen, og den fælles jord udskiftedes som en stor stjerne, stjerneudskiftning. Hvor der var trangt og vilje til udflytning kan vi i dag se gårdene spredt ude i landskabet (blokudskiftning).
I kystnære områder kan vi opleve tangdiger (f.eks. i Ebeltoft og Svendborg), stendiger i stenrige landskaber og i egne med herregårde (Bornholm og Fyn). I kridtområderne på Mors byggedes selvfølgelig hegn af kridt, der står der den dag i dag.