Middelalder - Landbebyggelse (1050-1536 e.Kr.)
Strategi for arkæologiske undersøgelser af middelalderens landbebyggelser
Baggrund for strategien
Den arkæologiske strategi skal benyttes til vurdering af fortidsmindernes væsentlighed ved arkæologiske undersøgelser. Det gælder for alle typer undersøgelser dvs. bygherrebetalte undersøgelser og de undersøgelser, der foretages på grund af erosion.
På siden her formidles den nationale strategi for arkæologiske undersøgelser indenfor middelalderens landbebyggelse.
Du kan læse et resumé af den samlede middelalderstrategis fokuspunkter her.
Den arkæologiske virksomhed i Danmark har været genstand for en international evaluering. Ekspertpanelet fra England, Tyskland, Holland, Norge og Sverige konkluderede, at der er en lang række positive forhold omkring den arkæologiske virksomhed. Det er bl.a. en museumslov, der følger internationale regler og konventioner, finansieringsbestemmelser svarende til andre europæiske lande, museernes varetagelse af opgaven med arkæologiske undersøgelser og den nationale registrering i databasen Fund & Fortidsminder.
Ekspertpanelet anbefalede et kvalitetsløft i videndeling, forskning og formidling. Kvalitetsløftet består i understøttelse af netværk og konferencer, forbedre muligheden for forskning, udvikling af afrapportering af de arkæologiske udgravninger, udarbejdelse af årlige nationale oversigter, og skabelse af et fælles kvalitetsløft i udbyttet af de arkæologiske undersøgelser ved formulering af fælles nationale udgravningsstrategier indenfor forhistoriens perioder fra stenalder til middelalder. På siden her formidles den nationale udgravningsstrategi indenfor Middelalder landbebyggelsen.
Holdet bag strategien
Strategien er udarbejdet af:
- Mette Svart Kristiansen, Institut for Kultur & Samfund, Arkæologi, Århus Universitet
- Michael Andersen, Nationalmuseet
- Lennart S. Madsen, Museum Sønderjylland
Projektleder: Anne Nørgård Jørgensen, Slots- & Kulturstyrelsen
Faglig tovholder: Thomas Roland
Introduktion
Middelalderen var en periode med store forandringer, som lagde grunden til det samfund og det kulturlandskab, vi kender i dag. En befolkningstilvækst kombineret med nye strategier inden for landbruget gik hånd i hånd med udviklingen af en kirke- og kongemagt udformet efter europæiske idealer for centraladministration og hierarkisk struktur mellem samfundets sociale grupper og individer.
De nye sociale miljøer blev finansieret af landbrugets ekspansion og teknologiske udvikling, og produktionens merværdi blev udtrykt i diverse former for afgifter til jordejere, Kirke og Konge.
Den middelalderlige landbebyggelse kendes gennem en række kilder, som på forskellig vis bidrager til fortolkningsrammen, både arkæologiske, skriftlige, billedlige kilder samt kulturlandskabet, som udover de mange landsbykirker gemmer synlige spor efter forladte landsbyer og gårde, gamle veje og dyrkningssystemer.
Mens arkæologien viser fortidens materielle dimension, giver skriftlige kilder et indblik i ’overjordiske’ forhold som ejendomsforhold, afgifter og fællesskabets adgang til og brug af ressourcerne, og sognekirkernes kalkmalerier viser bondesamfundets sociale fællesskaber og typiske arbejdssituationer.
Hvor historiefagets tradition inden for middelalderens landbebyggelse er lang, har det arkæologiske forskningsfelt haft en mere varierende intensitet og et skiftende fokus, tematisk såvel som metodisk. En kombination af forskellige bevaringsforhold i det åbne land og de eksisterende, historiske landsbyer betyder, at nogle aspekter og perioder er mere tilgængelige for arkæologiske undersøgelser, mens andre kun sjældent berøres. Senmiddelalderens gård er eksempelvis stort set ukendt.
