Samlings- og handelspladser

Af Jens Ulriksen

    
Anløbspladser

De specialiserede anløbspladser er fundet over det meste af landet, men det samlede antal dokumenterede lokaliteter - færre end 40 - er i virkeligheden ganske beskedent. Ser man alene på kystmorfologien, er mulige naturhavne talrige - se blot på Bornholm - men de arkæologisk funderede beviser savnes i næsten lige så mange tilfælde.

Definition på anløbsplads

En anløbsplads er et hvert sted, hvor skibe har kunnet anløbe, og derfor er anløbspladser først og fremmest kendetegnede ved at ligge ved sejlbart farvand. Herfra kan anløbspladser deles i henholdsvis specialiserede og agrart baserede lokaliteter.

Specialiseret anløbsplads

En specialiseret anløbsplads har ikke noget agrart element, eller også er det stærkt nedtonet, og pladsen baserer sin eksistens på søværts-orienteret virksomhed.

En typisk specialiseret anløbsplads er domineret af grubehuse, mens der vil være ganske få eller ingen treskibede huse, staklader eller andre konstruktioner, der er typiske i agrar sammenhæng. Der kendes specialiserede anløbspladser, hvor der slet ikke er påvist huse, men hvor der forefindes kulturlag med aktivitetsspor suppleret af f.eks. brønde og ildsteder.

Agrar anløbsplads

Den agrare anløbsplads er kendetegnet ved gårdbebyggelse, men der kan samtidig identificeres et maritimt element. Det kan dog være svært at finde. Skibe og skibsdele er en absolut sjældenhed, og klinknagler har været anvendt til andet end skibsbyggeri, men der kan være fiskeredskaber (f.eks. netsænkesten, der - i modsætning til lystertænder - viser, at man har været på mere åbent vand).

Ofte vil adgangen til en dokumenteret sejlbar å eller beliggenhed på kysten være det væsentligste argument. Ikke mindst diskussionen om åers sejlbarhed er vigtig. Selv større åer i Danmark har sjældent været sejlbare mere end nogle få kilometer opstrøms fra mundingen, og det bør undersøges kritisk hver gang, man overvejer en påstand om sejlbare åer.

De identificerede pladser ligger oftest ved kysten, mens åbaserede lokaliteter hidtil har været få. Som eksempel på sidstnævnte kan nævnes Ribe, der ved sin struktur og sit fundmateriale tydeligt adskiller sig fra agrare lokaliteter.

Anderledes er det med Næstved, hvor det ikke er klarlagt, om stedet har været anlagt for at kunne udnytte den sejlbare nedre del af Susåen hverken i ældre germansk jernalder eller vikingetid, hvorfra der er fund tæt ved åen. Der mangler et overblik over de strukturelle forhold, så på nuværende tidspunkt er det umuligt at fastslå, om der er tale om en åbaseret anløbsplads, og hvorvidt den i givet fald er agrar eller specialiseret.

Overblik over strukturer er i det hele taget sagens kerne, når det gælder om at fastslå, om en konkret lokalitet er en specialiseret anløbsplads eller ej. Det er vigtigt at undersøge så store arealer som muligt, så man ikke misforstår pladsens karakter, fordi man har et for begrænset og ukarakteristisk udsnit frilagt. Ved nødudgravninger er museet imidlertid sjældent herre over, hvor arealet ligger, og hvor stort det er, så det er vigtigt at erindre, at det indebærer en risiko for at tage fejl af objektet, hvis strukturen ikke er tilstrækkeligt belyst.

    
Karakteristika i kort form

• Topografi:
• Beliggende ved sejlbart farvand, hvor topografien kombinerer let adgang til stranden med bakker/klinter.
• Anløbspladsen ligger på et tørt, veldrænet areal oven for stormhøjvande.
• Ofte findes et kildevæld i forbindelse hermed.

•  Anlæg:
• Grubehuse er altid den dominerende hustype, hertil brønde, affaldsgruber, ovne, esser, lerforede gruber, kulturlag.

• Aktivitetsspor:
• Mere end to håndværk er repræsenteret. Flere andre håndværk end jernforarbejdning og tekstilfremstilling, især produktion af kamme og glasperler, metalstøbning, skibsbygning.
• Spor af produktion i stor skala.

 Eksempel på en specialiseret anløbsplads med international betydning: Vester Egesborg

    
Vester Egesborg var i det 6.-10. århundrede e.Kr. en specialiseret anløbsplads ved bredden af Dybsø Fjord på Sydsjælland. Dengang fungerede Vester Egesborg som samlingsplads og træningslejr for skibsmandskaber inden oversøiske togter, mens der øjensynlig blev holdt strandmarkeder, når de vendte hjem. Pladsen indgik i lokale, regionale og internationale netværk, og målet for rejserne var formentlig oftere Østersøens kyster end de vesteuropæiske. Lokaliteten er blandt de største og fundrigeste anløbspladser i Danmark, og samtidig er der massive spor efter produktion. Blandt andet har man i stor stil raffineret jernluppe og vævet tekstiler og i mindre målestok fremstillet glasperler, kamme af ben og tak og støbt smykker og pyntegenstande i sølv og bronze. 

Handelspladser

Definition på handelspladser

Handelspladser defineres ud fra deres brug som steder for omsætning af varer, men en vigtig følgevirksomhed er håndværk af forskellige typer. Det er oftest affaldet fra håndværkene, der træder tydeligst frem i det arkæologiske materiale, mens handelen kan være vanskeligere at påvise materielt, fordi varerne netop er handlet og derpå fragtet væk fra handelspladsen. En overrepræsentation af klipsølv, sølvmønter og vægtlodder i forhold til den gennemsnitlige bebyggelsestomt kan være en god indikator, mens to-tre lodder og et tilsvarende antal sølvstykker ikke i sig selv siger noget om handel.

Topografisk set kan en handelsplads være etableret hvor som helst, det har været opportunt ud fra politiske, økonomiske og transportmæssige hensyn. I Danmark/Sydskandinavien findes de undersøgte handelspladser ved sejlbart farvand (hav eller å), og det samme gælder omkring Østersøen (hav eller flod). En god del af de grundlæggende karakteristika er fælles med de specialiserede anløbspladser, der er bare mere af det hele og så lidt ekstra i posen.

Karakteristika i kort form

Topografi:

• Tilgængelighed har været et nøgleord.
• Placering ved vigtige transportkorridorer (land og vand), hvor det har været muligt at knytte lokale og regionale ruter an til overregionale forbindelser.

Anlæg:

• Grubehuse og små stolpebyggede huse. Det etskibede Hedebyhus og det treskibede Ribehus dominerer.
• Ingen agrare gårde.
• Pladsen - i nogle tilfælde kun det bebyggede område - er inddelt i lodder/parceller i meget mindre målestok end en gårdstoft.
• Der er udlagt gangstier eller vejbaner.
• Hertil kommer brønde, affaldsgruber, esser, ovne og oftest massive kulturlag.

 Aktivitetsspor:

• Håndværksspor er fremherskende i form af relativt store affaldsmængder (halvfabrikata, produktionsaffald og kasserede/tabte råmaterialer), værktøj, redskaber.
• Der er typisk tale om jernsmedning, metalstøbning, glasperlefremstilling, tekstilproduktion, kam-, horn-, rav- og benmageri.
• I det omfang at bevaringsforholdene er gunstige nok, kan der være spor efter trædrejer og lignende håndværk i let forgængelige materialer.

Genstandsmateriale:

• Overrepræsentation af importeret keramik, glasperler, hulglasskår, klipsølv, møntet sølv, lodder, vægte, smykker, produktionsaffald

Udgravning af anløbspladser og handelspladser

En indledende afgrænsning af lokaliteten kan ske med metaldetektor. Man skal være opmærksom på, at detektorfundene kan dække et større areal end det område, der siden viser sig at omfatte anlægsspor.

Kulturlag og strukturer

Det er afgørende at få fastslået pladsens struktur, for det er herigennem, at den specialiserede anløbsplads og handelspladsen kan adskilles fra agrare gårde og stormandsgårde. Der skal tænkes stort i udgravningsmæssig sammenhæng. Et for lille areal kan lede til fejlslutninger alene fordi, man ikke har et overblik over pladsens struktur.

Et kulturlag indikerer ofte, at der er tale om en ekstraordinær plads, men det er ikke udelukkende på anløbspladser og handelspladser, at fænomenet forekommer. Sammenholdt med topografi (sejlbarhed) kommer man en identifikation nærmere.

Anlægssporene kan "forsvinde" i et kulturlag og bliver først synlige i råjorden under kulturlaget. Et klassisk dilemma ligger mellem på den ene side at foretage en minutiøs udgravning af kulturlaget for at fange genstandsmateriale og forskellige niveauer med aktivitet, og på den anden side at fjerne kulturlaget for at blotlægge anlægssporene med henblik på en fastlæggelse af strukturen.

Rummer kulturlaget organisk materiale i form af stolper, fletværk mv. løser spørgsmålet sig selv: Så skal kulturlaget undersøges for at få afdækket strukturerne. Hvis ikke der er organisk materiale af denne karakter i kulturlaget, bør man foretage vandsoldning af prøvehuller (f.eks. 1x1 m eller 2x1 m for at få lidt længere profil) fra top af muld eller evt. kun fra top af kulturlag. Det vil kunne give et indtryk af lagets indhold af genstandsmateriale (herunder knogler), makrofossiler, pollen og eventuelle fysiske strukturer og lagopdelinger.

I nødudgravninger er det hér, man oftest er nødt til at foretage den ubehagelige prioritering. Kulturlaget må undersøges partiært, men ellers må det være strukturerne, som først kan ses under kulturlaget, der skal prioriteres højest. Årsagen er, at man kan definere lokalitetens karakteristika, hvis ikke hustomter, hegn, brønde mv. kan undersøges.

      
Grubehuse

Grubehuse rummer ofte et omfattende genstandsmateriale, og det er vigtigt, at så meget af fylden som muligt bliver vandsoldet. Det er ligeså vigtigt, at man er opmærksom på, at fylden i et grubehus grundlæggende er opdelt i tre horisonter:

1. I bunden er det lag, der har udgjort husets gulv. Heri finder man det primære genstandsmateriale fra husets funktionstid.
2. Derover ligger en horisont af fyld, der er kommet til, efter huset er blevet opgivet og taget fjernet. Genstandene heri kan være efterladenskaber fra husets funktionstid, der blot har ligget på jorden omkring grubehuset og siden er blevet skubbet ned i den åbne grube. Det kan også være genstande fra andre områder af pladsen, men det er næppe flyttet mange meter.
3. Er der tale om en plads med et dækkende kulturlag, vil fyldens øverste ca. 10 cm skulle opfattes som en del af kulturlaget, og dermed er indholdet mere blandet.

Udgravningsteknisk vil det være hensigtsmæssigt at vandsolde grubehusene i kunstige 10 cm tykke niveauer fra top til bund. Dermed kan man adskille genstandsmaterialet i de tre skitserede fyldtyper, ligesom man i mange tilfælde kan relatere de kunstige niveauer med profilens reelle lagdeling. Den modsatte side af grubehuset kan man så grave i de egentlige lag.