Gravfund
Indhold
- Gravhøje. Af Constanze Rassmann
- Overpløjede gravhøje med jernlag. Af Marianne Rasmussen Lindegaard
- Urnegrave og urnegravspladser i tilknytning til høje
- Røser. Af Lilian Matthes
- Fladmarksgrave og urnegravpladser
- Ligbrændingspladser. Af Anne-Louise H. Olsen
- Ligbrændingssteder og brandgrave. Af Mogens Bo Henriksen (vedlagt som pdf)
- Graven. Af Anne-Louise H. Olsen
- Egekistegrave - før og nu. Af Louise Felding
- Brandgravsformer. Af Mogens Bo Henriksen (vedlagt som pdf)
- Særlige gravkultrelationer
1. Gravhøje
Af Constanze Rassmann
Gravhøjene er landskabets tidskapsler. Udgravning af gravhøjene genererer informationer om stratigrafiske og kronologiske iagttagelser, byggeprocesser, individer og grupper, samt landskabsudnyttelse og -udvikling. Vores viden om bronzealderens gravhøje er i høj grad præget af implicitte antagelser. Nyere forskning viser dog, at processerne og ritualerne bag højene er mere komplekse end hidtil antaget (Holst og Rasmussen 2013 og 2015). Selvom gennemgang af ”Die Funde der älteren Bronzezeit” umiddelbart giver indtryk af, at der er gravet mange bronzealderhøje, så er de fleste af udgravningerne dog af ældre dato - og med fokus på de enkelte grave og gravgaverne. Højenes opbygning, deres omgivelser og sammenhæng med de andre høje i højgrupperne har været af mindre interesse.
Bronzealderens gravhøje er som udgangspunkt mindst 2-3 m høje og har en diameter på mindst 15-20 m, men kan i øvrigt variere markant mht. omfang. Bronzealdergravhøje adskiller sig ikke alene på grund af deres størrelse men også på grund af deres opbygning med græs- eller lyngtørv. Størrelsen af gravhøjene kan selvfølgelig også variere i forhold til nedpløjningsgrad, ligesom højene tit består af flere faser med ”tilbygninger” fra både fra bronze- og jernalder. Traditionelt kan man anse højene for at placere sig på bakketoppe eller på højderygge, men de kan også sagtens findes på lavere terræn. Den enkelte gravhøj er ofte en del af sammenhængende systemer af højrækker eller grupper bestående af flere høje.
Højens opbygning
Den første gravhøj bygges over en centralgrav. Højen bliver opbygget af stablede græs- eller lyngtørv med græssiden liggende nedad. I velbevarede høje, hvor de enkelte tørv kan skelnes, kan man studere højens konstruktion. Ved undersøgelserne af Skelhøj blev der påvist at byggeprocessen var en organiseret og koreograferet proces. Højen blev opbygget i forskellige segmenter og sektioner. De forskellige hold, som stod for de forskellige segmenter af højen, hentede tørv fra deres del af landskabet og stod for deres egen byggeområde og rampe ind i højen (Holst og Rasmussen 2013, Holst og Rasmussen 2015, Holst, Rasmussen og Breuning-Madsen 2004).
Tolkning af stratigrafi bliver vanskeliggjort af forskellige faktorer:
- Ramper, højtrin eller sektioner, som er del af den samme byggefase, men pga. deres forskellige materiale kan fremstå som forskellige faser
- Jordbundsprocesser (f.eks. podsolering) som kan ligne forskellige faser
- Fragmenterede monumenter pga. moderne forstyrrelser såsom tidligere udgravninger, plyndringshuller, landbrug.
Omkring foden af højen findes der forskellige anlæg. Højfoden kan være omgivet af randstenskæde, stenkapper og andre stenkonstruktioner eller stolper - i sjældne tilfælde af en helt omringende grøft. Stenene er tit blevet fjernet ved pløjning og kan derfor kun påvises på grund af stenspor. I nogle tilfælde er der fundet skåltegn på randstenene. Mellem stenrækken og højfoden findes der af og til et stendække eller stenarrangementer, som kan antyde en tilbagevendende proces af at lægge sten ned.
Senere gravlægningerne graves ned eller ind i den bestående høj eller indsættes i en udvidelse af konstruktionen. Mens gravhøjen forsegler den gamle overflade, forsegler udvidelsen den senere overflade.
Mulige fokuspunkter:
- Stratigrafiske iagttagelser
- Organisation af højens opbygning
- Landskabsgenese og -udnyttelse: Højen forsegler forskellige lag som repræsenterer forskellige tidshorisonter og tilstand af landskabet (pollenprofiler, non pollen palynomorphs, gødning )
- Fundene i højfylden kan afspejle forhistorisk aktivitet i området og kan være vigtige for faser, som ellers kun er belyst sparsommelig (f.eks. tidlig- og mellemneolitiske fund i Museum Midtjyllands område)
- Materialerne brugt i stenkæderne og -dække, skåltegn?
Gravformerne
De typiske grave fra ældre bronzealderen er egetræskister, som ligger i en stenramme, -pakning eller –leje (læs mere om egekistegrave her). Egekisterne kan også ligge uden nogen form for beskyttelse i gravhøjen. Kisten kan være pakket ind i skind, tang eller andet. Der findes også simple aflange gruber, som ligger på eller bliver nedgravet i undergrunden. Gravenes orientering varierer vidt og er ikke fastlagt med hensyn til f.eks. køn.
De fleste af de ovennævnte grave er jordfæstegrave, selvom skeletmateriale ikke altid er bevaret. Det er dog ikke kun ubrændt men også kremeret knoglemateriale, som bliver begravet i gravene. I enkelte tilfælde bliver kremeret knoglemateriale også lagt ned uden en tydelig afgrænset gravkonstruktion og er dermed svær at erkende under udgravning.
I yngre bronzealder er de typiske brandgrave urnegrave, som nedlægges både i gravhøje og på fladmarksgravpladser.
Gravene i bronzealderhøjene kan stamme fra yngre perioder end bronzealderen og kan dermed adskille sig fra de her opremsede gravtyper.
Mulige fokuspunkter:
- Gravenes placering i højen
- Materiale brugt til bygning af gravene (f.eks. bestemt type sten)
- Aktivitetsspor på gravområdet (tilhugning af kiste, afbrænding m.m.)
- Knogleanalyser (mangler generelt).
Gravgaver
Ikke alle grave i højene er rigt ekviperet. I nogle grave findes der slet ikke gravgaver, imens andre har mange genstande. Det kan være alt fra flintgenstande, bronzegenstande, rav- og glasperle og genstande af træ samt andet organisk materiale.
Mulige fokuspunkter:
- Iagttagelser og bevaring af genstande af organisk materiale
- Genstande fra gravhøjene uden klar kontekst kan være deponeringer og ikke gravgaver - som bl.a. påvist i Holland (Fontijn, 2002))
Omkring og under højen
Højene er manifestationer af en længerevarende proces og en del af et kulturlandskab. Højene fremkommer sjældent alene og er ofte del af en gruppe af flere høje, hvor de ældste kan dateres til enkeltgravskultur. Omkring og under gravhøjene findes der ofte flere spor af forhistoriske aktiviteter, bopladsanlæg, ardspor m.m. Det kan dog være et problem at definere det kronologiske forhold mellem disse. Der forekommer også rækker af kogestensgruber (Thörn, 2007, Kristensen, 2008) og hulveje, som muligvis blev anlagt på samme tid som gravhøjen (Egeberg, 2014). Der er en stadig igangværende diskussion, hvorledes gravhøjslinjer afspejler forhistoriske vejsystemer (Løvschal, 2013).
Mulige fokuspunkter:
- Mange høje forsegler spor efter boplads, som så kan have fremragende bevaringstilstand
- Ardspor
- Sammenhæng mellem høje i grupper og rækker
- Undersøgelse og dateringer af veje, kogestensrækker og kulthuse.[Tilbage til toppen]
4. Røser
Af Lilian Matthes
Røser er forholdsvis sjældne i det danske oldtidslandskab. En søgning i Fund og Fortidsminder giver et resultat på 135 danske lokaliteter, hvoraf de fleste findes på Bornholm, Fig. 1. De findes tillige i Nord- og Vestsjælland, hvorimod denne anlægsform kun træffes sporadisk i resten af landet. Gravhøje med røser er fredet. Derfor er der kun udgravet ganske få. I Museum Sønderjyllands ansvarsområde findes kun tre-fire gravhøjskonstruktioner, der har vist sig at være ”ægte” røser.
Røser er høje, der er opbygget af mange mindre marksten, der er lagt som stenlægning ud over hele højen og ofte afgrænset af større sten, således at hele højfylden består af sten, og kun en lille del er tørv eller jord. Det, at anlægstypen tilsyneladende er mere udbredt i Østdanmark, kan derfor måske skyldes, at vi bl.a. mangler viden om gravhøjenes opbygning og konstruktion i Vestdanmark.
I forbindelse med stormskader o.l. er der i Sønderjylland gravet enkelte anlæg, der kan defineres som røser, Fig. 2. Udgravning af røser er relativt tidskrævende, idet de ofte rummer flere faser, der kan være komplicerede at udrede. Røsen rummer ofte en centralgrav, der definerer gravkompleksets anlæggelsestidspunkt. Derudover kan forekomme sekundære stenlægninger bl.a. små lave stensætninger, der har dannet ramme om flere senere anlagte gravkonstruktioner.
Fra Sønderjylland er det bedste eksempel på en nyere udgravning af en røse Hjulgraven fra Hjordkær, der blev undersøgt i 1978. Anlægget blev i 2011 rekonstrueret og flyttet fra den oprindelige lokalitet, Fig. 3. I den forbindelse valgte man at genbruge de oprindelige sten fra stenlaget, suppleret med nye. Højen var opbygget i fire faser. Den ældste høj var 15 meter i diameter. Ved højfoden fandtes pælehuller efter et hegn, der muligvis havde bestået af et flettet risgærde. På eller under højens overflade lå et lag sten, der havde dækket hele højen.
Første højfase
Centralt i højen fandtes en stendynge, der var forbundet med en omgivende stenkreds med stenrækker, der tilsammen dannede et hjulkors med fem eger. Midt i den centrale stendynge fandtes en grav med sparsomme rester af et skelet, der har ligget på ryggen med hovedet i vest, men uden oldsager (Grav 134). Graven var omgivet af en oval grøft med spor af lodretstillede stolper eller planker, antageligt en slags dødehus. I og ved grøften fandtes dårligt bevarede knogler, der kan have stammet fra en hund. I den sydlige del af stendyngen fandtes en stammekistegrav med et kranium i hver ende (Grav 127). Begge de døde var udstyret med flintdolke af type IV.
Anden højfase
Den anden højfase var omgivet med en krans af store stolper. Den grav, der hørte til fasen (Grav 2), var nedgravet i toppen af den ældste høj. Foruden tandemalje fra et barn rummede den skår af et lerkar, fragmenter af en bronzedolkklinge, en ravperle, fragmenter af en bronzenål, en bronzearmring, et bronzebånd og en bronzebøjlenål.
Tredje højfase
Tredje højfase havde ingen randmarkering. Den dækkede over en grav (Grav 1), der var anlagt op ad den foregående højs sydlige fod og var dækket med en stendynge. Den yngste høj havde rester af en randstenskæde. Herover har højen været brolagt med en ca. 1,2 m bred stenkrave. Der fandtes ingen grav, men et sværd, der blev fundet i 1888, kan stamme fra denne grav.
Fokus ved udgravning:
- GIS- og fotodokumentation af stenlægningen bl.a. for at dokumentere eventuelle faser. Stenlægninger kan være meget komplekse og består ofte af sten af forskelig karakter.
- Det er i nogle tilfælde muligt at skelne bestemte stentyper, der kan knyttes til en aktuel fase. Stenene er tilsyneladende indsamlet fra en og samme lokalitet netop til den pågældende lejlighed.
- Større sten bør undersøges for eventuelle helleristninger eller skålsten (se afsnit om helleristninger).
- Fritlægning af området rundt om højfoden for at se eventuelle anlægsspor fra trækonstruktioner, dvs. eftersøg stolpespor i en radius af mindst 5 m.
- Prøvetagning af eventuelle stolpehuller i anlægget til makrofossilanalyse og datering.
- Prøvetagning af eventuelt organisk materiale fra stenlægninger eller gravsætning.
- Husk at fladeafdække under stenlægningen, da der kan forekomme ardspor eller nedgravninger, der kan være meget svære at erkende.[Tilbage til toppen]
6. Ligbrændingspladser
Af Anne-Louise H. Olsen
I forhold til antallet af kendte brandgrave er antallet af kendte ligbrændingspladser fra bronzealderen forsvindende lille. Fra Fyn er fremlagt flere eksempler på ligbrændingspladser fra yngre bronzealder (Madsen og Thrane 1992). Fra Thy kendes et mindre antal ligbrændingsgruber fra ældre bronzealder, og disse har to paralleller på øen Sild (Bech & Olsen 1996).
Ligbrændingsgruberne i Thy ligger alle i umiddelbar tilknytning til kisten og i flere tilfælde overlappende med denne. Som følge heraf blev de første forekomster ikke erkendt som ligbrændingsgruber – det var først ved fremkomsten af en klassisk ligbrændingsgrube ved Damsgård (herunder), at tolkningen stod klart. Efterfølgende viste det sig, at flere tidligere undersøgte fund kunne tolkes på samme måde.
Fokuspunkter
- Vær opmærksom på, at der kan forekomme ligbrændingsgruber i forbindelse med grave. I Thy er gruberne kendetegnet ved rødgul fyld, som skyldes indholdet af tørveaske, mens der i andre egne af landet formentlig vil være tale om trækul.
- Der behøver ikke altid at være tale om en grube, og i så fald vil der kun være en plet med aske og trækul, som er meget udsat for at blive ødelagt ved pløjning.
- Finder man en grube, bør fylden floteres og solderesten gemmes, så alle knogledele kommer med. Husk også makrofossilanalyse af forkullet materiale fra fylden, hvilket kan give oplysninger om, hvad bålet bestod af. Gem evt. en prøve af fylden før flotering til andre analyser.
- På Fyn er der iagttaget stolper i forbindelse med ligbrændingspladser. Området omkring grav og ligbrændingsplads bør undersøges omhyggeligt for spor efter den fysiske indretning af ligbålet. Alle oplysninger, der kan hjælpe til at belyse processen, er af betydning.
7. Ligbrændingssteder og brandgrave
8. Graven
Af Anne-Louise H. Olsen
Indtil for ca. 40 år siden, hvor bopladserne for alvor kom ind i fundbilledet, var bronzealdergravene den vigtigste kilde til viden om bronzealderens mennesker, samfund og materielle kultur.
I Thy kan man i dag iagttage en tydelig udvikling, hvor det er meget sjældent, at museet i dag får meddelelse fra en landmand om, at han pløjer på sten på sin mark. Der er grund til at formode, at gravfund bliver ødelagt på markerne i et hastigere tempo end nogensinde før, samtidig med at der undersøges langt færre gravfund end tidligere. Det skyldes bl.a. strukturændringer i landbruget, hvor de store maskiner og maskinstationer har vundet indpas, og formentlig også en ny museumslov og deraf følgende ændring i befolkningens indstilling til arkæologi.
Stenkister
Bronzealdergravskikken viser klare regionale forskelle, der kan være begrundet i såvel forskelle i naturgrundlaget som i ideologiske og kulturelle forskelle. I Thy er næsten alle begravelser forud for urnegravenes indtog ved midten af bronzealderen foregået i stenkister, hvilket hænger sammen med, at bronzealderens landskab i denne del af landet var meget træløst og manglede materiale til de store bulkister, der kendes fra det øvrige land.
Stenkisterne kunne ikke undgå landmandens opmærksomhed under markarbejdet, og de har ydet god beskyttelse for indholdet. Sammen med en meget stor tæthed af høje har det resulteret i et meget stort antal undersøgte grave med velbevaret gravgods. Ikke desto mindre er der brug for nye undersøgelser, hvor en moderne metodik kan tages i brug ved undersøgelsen.
Der findes også stadig nye træk ved gravene, som ikke har været erkendt tidligere – et eksempel er ligbrændingsgruber, som siden 1990'erne er fundet i Thy ved flere lejligheder (se afsnit om ligbrændingspladser).
Gravens indhold og placeringen af de forskellige genstande m.m. i kisten giver indblik i:
- sociale forhold
- samfundsstrukturer
- ideologi
- regionale forskelle mellem forskellige egne af landet
Importerede genstande som glasperler belyser kontakter og forbindelser til områder uden for den lokale region, og metalanalyser medvirker til indkredsning af oprindelsesområdet for det importerede metal, der blev anvendt.
I heldige tilfælde, hvor kisten er anlagt på kalkundergrund, eller der er benyttet kalksten i konstruktionen, kan ubrændte knogler være bevaret. Disse er af stor betydning for et bredt spektrum af naturvidenskabelige analyser. Adskillige mandslange kister rummer dog brændtbensbegravelser. Disse giver ikke samme mulighed for naturvidenskabelige analyser som de ubrændte knogler, men de kan dog anvendes til bl.a. køns- og aldersbestemmelse samt datering.
Omkring midten af bronzealderen aftager stenkisterne i størrelse, og i yngre bronzealder ses meget små stenkister, der afløses af urnegrave, der også kan være stenomsatte.
Tidlige urnegrave
Urnegrave kendes i Thy allerede fra midten af ældre bronzealder. I én og samme høj fandtes to urnegrave, der dateres til per. II og overgangen per. II/III. Højen rummede også den sekundære stenkiste (fig. 2). Denne høj er et eksempel på, at overpløjede høje stadig er en kilde til nye oplysninger, selv om der gennem tiden er undersøgt et betragteligt antal. Centralgraven i højen var en urnegrav fra ældre bronzealder per. II omgivet af en stensætning (fig. 5).
Fokus på:
- Grave med mulighed for bevarede ubrændte knogler er meget vigtige med henblik på demografiske undersøgelser samt materiale til analyser af ernæring, sammenhæng med naturgrundlaget m.m. DNA-analyser og strontium-analyser kan belyse den gravlagtes individuelle historie, hvorvidt vedkommende er lokal eller kom udefra m.m. Det betyder, at grave fra områder med kalk i undergrunden og kalksten eller kridt anvendt som byggemateriale i kister har høj prioritet.
- Velbevarede grave i almindelighed er vigtige på grund af muligheden for at få indblik i samfundsstrukturer, demografi, udlandskontakter osv.
9. Egekistegrave - før og nu
Af Louise Felding
Egekistegravene er fast del af begravelsesskikken i ældre bronzealder og kendetegner især per. II. Traditionelt set kendes de især fra de meget velbevarede egekistegrave fundet bl.a. i Egtved, Skrydstrup og Borum Eshøj.
De berømte egekistegrave fremkom alle fra midten og slutningen af 1800-tallet og frem til midten af 1900-tallet. Deres bevaring skyldes særlige jordbundsforhold i højene, hvor højens kerne blev fundet uforstyrret, vanddruknet og indkapslet af en jernkappe. Jernlagene i højen dannes ved redoxprocesser, hvor det naturlige jern i jorden bl.a. udfældes i overgangen mellem fugtige og tørre jordforhold i højen. Jernudfældningen kan danne et eller flere uigennemtrængelige lag. For yderligere gennemgang af redoxprocessen samt generering af de særlige bevaringsforhold, se Breuning-Madsen & Holst 1995; Breuning-Madsen & Holst 1998; Breuning-Madsen, Holst & Rasmussen 2001, Holst & Rasmussen 2013 & 2015.
De meget velbevarede egekister stammer alle fra Jylland og her i sær Syd- og Sønderjylland, mens traditionen med at begrave i egekister kendes over hele landet – dog uden de samme gunstige bevaringsforhold. I overpløjede høje er det i dag usandsynligt at støde på helt uforstyrrede og velbevarede egekistegrave. Som oftest vil kisten og dens organiske indhold være forsvundet eller stærkt nedbrudt. Der kan dog ved heldige tilfælde stadig være høje, der fremstår med centrale våddruknede og fugtige bevaringsforhold. Hvis bevaringsforholdene ikke er ideelle, kan eventuelle stenlejekonstruktioner være indikatorer på gravformen.
Egekisten og dens placering i højen
Selve kisten består af en udhulet egestamme, der er typisk er 2-3 meter lang og bred nok til at indeholde person med gravgods.
Kisten dannes ved at flække stammen på langs og udhules derefter. Der kan udformes tapper (håndtag) på underdelens ender. Den dødes hoved placeres ofte i rod-enden (stammens bredeste del). I mange tilfælde ses en spalte eller et hul i kistens bund og det formodes at skulle være til bortdræning af væsker.
Egekister forekommer både med og uden bark.
Den mest almindelige orientering er øst-vest (hvor den afdøde har hovedet placeret i vest og ser mod øst), men alle orienteringer af kisten forekommer.
Den afdøde har typisk været udstyret med gravgaver, dragt og udstyr typisk for perioden.
Egekisterne anbringes på jordoverfladen, oftest understøttet af stenrækker eller trugformede stenlejer. Kisterne dækkes for det meste med tørv, men stendynger er også almindelige. Der kendes også eksempler på, at stenkister/hellekister indeslutter en trækiste, eller at en større egekiste omslutter en mindre (Brøndsted 1939: 33).
Hvad kan man forvente at finde i dag? Stenforinger og stenpakninger i overpløjede høje.
På trods af at bevaringsforholdene i dag er præget af intensiveret dyrkning og skovdrift, kan man selv under kraftigt overpløjede gravhøje finde spor fra egekistegrave.
Ud over stammekister i gravhøjene, er der også eksempler på plankebyggede kister. Hvis der ikke noget bevaret af selve kisten, må man være opmærksom på stenlejets udformning. Hvis det er meget firkantet og plant, kan der være tale om et leje for en plankebygget kiste og ikke en stammekiste (eksempel kendes fra Højvangen i Ørum sogn VSM 09035, 131213-41).
To eksempler på nyere udgravede egekistegrave under overpløjede gravhøje:
VKH 3418 Jelling Øst (170904-58)
Umiddelbart øst for Jelling blev der i 2005 udgravet en overpløjet høj fra ældre bronzealder med bevaret højfyld i 60cm højde (plus det moderne pløjelag). I højen fandtes tre gravlæggelser i to erkendbare højfaser. Den primære centrale grav i første højfase blev plyndret allerede i oldtiden og indeholdt derfor ikke daterende materiale. En formodet relativ datering må være senneolitikum eller ældre bronzealder.
Centralgraven i højens anden fase bestod af en stammekiste, hvoraf et tyndt lag formuldet træ stadig var bevaret over stenpakningen, som har støttet kisten. I graven fandtes et bronzesværd, en dragtnål samt et fragment af en mulig ragekniv. Graven dateres til bronzealderens per. II. Til samme periode dateres en jordfæstegrav i højens østside. Denne grav rummede skeletrester i efter to individer - en voksen og et barn. Ved kraniet efter den voksne fandtes en bronzekniv. Under højen kunne yderligere konstateres ardspor (Christensen 2006).
KØM 2565 Jernvejsgård III (020505-10)
Ved en udgravning nær Solrød Strand foretaget af Køge Museum i 2008, fandtes under en overpløjet høj resterne af en central egekistebegravelse samt to sekundære begravelser (jordfæstegrav og brandgrav). Egekisten i centralgraven var nedbrudt, men stenlejet og bronzegenstandene i graven var bevarede.
Højen havde en diameter på ca. 15 meter og på det højeste sted en tykkelse på ca. 60 cm. Højen var opbygget af lys grå til mørk brun sand og ler og havde en meget kompakt struktur, der på det tykkeste sted målte 25 cm. I højfylden kunne ses rester af tørv, og der fandtes en del forarbejdet flint. Under højfylden var der bevarede rester af den oprindelige muldhorisont på ca. 15 cm tykkelse.
Den centrale egekistegrav, A761, var orienteret SØ-NV med hovedenden i SØ. Af organisk materiale var kun en smule tandemalje og enkelte halshvirvler fra den gravlagte bevaret. Den gravlagte bestemmes ud fra gravgods til at være en kvinde. Egekisten, som anslås til en længde på 2,5m, var sat på et leje af marksten anlagt oven på det oprindelige muldlag. Højen var efterfølgende anlagt oven på graven. Ved udgravningen var der ca. 20 cm muld bevaret over graven.
Ved hovedenden fandtes et lille lerkar, en bronzehalsring og en lille nål af bronze. Derudover fandtes i graven en bæltedåse, bronzedolk med mulig fæsteknap samt bronzerør fra snoreskørt. Bronzerne var i meget dårlig stand og måtte optages i præparat. Typologisk dateres graven til ældre bronzealder.
Øvrige grave: NØ for centralgraven fandtes de sidste rester af en jordfæstegrav (A758), orienteret N-S og synlig i fladen som et 70cm langt mørkt fyldskifte nedgravet i højfylden. I graven fandtes resterne af en stærkt fragmenteret bronzedolk, samt resterne af træ eller læder, formodentlig fra dolkskeden. Intet var bevaret af den gravlagte.
SØ for centralgraven fandtes en brandgrav (A757), erkendt som en cirkulær nedgravning ca. 32cm i diameter. Graven var anlagt uden for højfoden og må derfor antages at være yngre. Graven bestod af et lerkar med låg indeholdende brændte knogler og trækul.
Under højen fandtes ardspor, der kunne ses i hele højfyldens udstrækning. (Langkjær 2008).
Fokus
Selv ved udgravningen af overpløjede høje kan der være gode muligheder for at identificere tilstedeværelsen af egekistegrave. Det organiske materiale vil som oftest være nedbrudt, men mørke aftegninger kan indikere tilstedeværelsen af kiste, knogler og gravgods.
Ved stærkt nedbrudte egekistegrave anbefales en prøveudtagningsstrategi i samarbejde med naturvidenskabelige specialister og konservatorer. Optagning af præparater til senere udgravning, konservering og evt. prøveudtagning, synes at være en anbefalelsesværdig fremgangsmåde.