Vikingetidens Ringborge

Vikingetiden og specielt den sene del af det tiende århundrede, fremstår som en skelsættende epoke, kendetegnet af vidtgående omvæltninger - ikke kun i det nuværende Danmark, men i hele Norden. De mest fremtrædende arkæologiske vidnesbyrd fra denne periode er ringborgene: Aggersborg (ved Løgstør), Borgring (ved Køge), Fyrkat (ved Hobro), Nonnebakken (i Odense) og Trelleborg (ved Slagelse). Det er de mest exceptionelle anlæg fra vikingetiden i Skandinavien.

Fund forbløffer

Opdagelsen af Trelleborg-anlægget på Sjælland og de efterfølgende arkæologiske undersøgelser af de andre ringborge af samme type fra midten af 1930’erne til 1960’erne, var ikke mindre end en sensation, som gav genklang langt ud over Danmarks grænser, fordi anlæggene i deres monumentale karakter og ensartede geometriske opbygning vendte op og ned på den gældende opfattelse af vikingetiden. Man havde ikke kunnet forestille sig en sådan teknisk og organisatorisk formåen i forhistorisk tid eller tilstedeværelsen af et så veludviklet politisk magtapparat, som det giver sig til kende med disse anlæg. Med opdagelsen af Borgring ved Køge og den senere udgravning fra 2015 til 2018 af borgen, får nutidens arkæologer også mulighed for gennem deres forbedrede teknikker, at føje nye kapitler til den spændende fortælling om vikingetidens samfund.

Præcise cirkler og rette vinkler

Ringborgene er alle karakteriserede ved en ringvold med tilhørende voldgrav og fire overbyggede portåbninger. Borgenes indre er strengt geometrisk opdelt i fire kvadranter, hvori der i flere af borgene er fundet rester efter vikingetidens karakteristiske langhuse, arrangeret som firlængede gårde. Alle de fem anlæg har en ensartet og streng geometrisk arkitektur og en stringent symmetri, som tydelig kommer til udtryk i befæstningernes cirkulære form og portåbningernes placering efter de fire verdenshjørner. Man regner med at ringborgene blev bygget omkring år 980. Men borgene har sandsynligvis ikke haft en særlig lang levetid, måske kun få år. Fyrkat er, for eksempel, udslettet efter en kraftig brand og blev ikke genopbygget. Ved Borgring har man også konstateret rester efter en kraftig brand.

Ens og dog forskellige

På trods af deres ensartethed har borgene hver især individuelle konstruktionstræk. Diameteren på Aggersborg er for eksempel 240 meter, hvilket er omtrent dobbelt så stor som de øvrige borge. Til Trelleborg hører en forborg bestående af 15 langhuse og beskyttet af en ydre vold samt grav. På Borgring har udgravningerne endnu ikke påvist rester efter den type af langhuse, som man finder på de andre borge. Både ved Fyrkat og Trelleborg er der fundet samtidige gravpladser.

Magtens borge

På baggrund af deres ensartethed og geometriske stringens regner man med, at borgene har fungeret som dele af et større politisk magtapparat og militært system. På ringborgenes placering i landskabet kan man se, at bygherren har haft en utrolig god forståelse for det militærstrategiske landskab. De enkelte huse og gårde kan man forestille sig afspejler mandskabsenheder eller skibsbesætninger, og borgenes militære funktion understreges af det store antal mandsgrave og de tre massegrave på gravfeltet ved Trelleborg.

Uigennemtrængelige tykke mure

Kom man som besøgende til borgene, må de med deres jordværker, tykke træpalisader og høje voldgrave have virket overvældende imponerende og vel nærmest umulige at erobre. Gik man igennem borgporten og ringvolden, hvorfra vagterne stod og holdt øje med de ankomne, stod man i selve borganlægget, som summede af liv. Efter datidens målestok må de godt 7 meter brede og knap 30 meter lange huse med deres buede langvægge have virket som en slags haller. Når man så tager i betragtning, at der på Trelleborg og Fyrkat var fire firlængede karreer og på Aggersborg 16 karreer af sådanne langhuse, kan man let forestille sig og fornemme den magt, som lå bag opførelsen af borgene. Selve langhusene var inddelt i tre rum, hvoraf det midterste var omtrent 20 meter langt og i flere tilfælde forsynet med en langild. Her holdt vikingernes tropper til. Her sov de, reparerede deres personlige udstyr eller spillede terningspil. Fra flere af hallerne har man kunnet høre råb, sang og latter, men ikke alle husene har været benyttede til beboelse. Fra smedjen har hammerens klang mod ambolten blandet sig med de glade råb og i magasinbygningerne har regnemesteren stille og roligt været i færd med at holde styr på hærens forsyninger - rationerne skulle holde vinteren over.

Livet i borgene

Ringborgene nævnes ikke af samtidige eller middelalderlige historiske kilder, hvilket kan synes mærkeligt, når man tænker på det massive arbejde, som blev lagt i deres opførelse. Men med et opførelsestidspunkt omkring 980 er det sandsynligt, at Gorm den Gamles søn, Harald Blåtand, var involveret i opførelsen af dem. Borgene formodes derfor at have spillet en væsentlig rolle i den samling af riget, som Blåtand refererer til på den store Jellingsten fra sidste halvdel af 900-tallet. ”Kong Harald bød gøre disse kumler efter Gorm sin fader og efter Thyra sin moder - den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og gjorde danerne kristne" Borgene ligger beskyttet på land, men også tæt på vand ved åer og fjorde, så man kunne trække skibe ind til dem, og de kunne bruges til kontrol af handel eller som værn mod fjender. Borgene kan også have haft en funktion i forbindelse med konflikter uden for rigets grænser. Mest sandsynligt er det dog, at Ringborgene var kongelige magtcentre, som primært skulle sikre kontrollen over rigets provinser.

Samling af Norden

Aggersborg, Borgring, Fyrkat, Nonnebakken og Trelleborg repræsenterer de mest fremtrædende arkæologiske vidnesbyrd og monumentale anlæg fra vikingetiden i det nuværende danske område. Med deres storslåede karakter og ensartede geometriske opbygning er de enestående, og derfor er de verdensarv. Borgene spillede også en afgørende rolle i forbindelse med ’samlingen af riget’, der refereres til på Jellingstenen. De er derfor del af den langvarige proces, der førte til integrering af Norden i det europæiske kulturfællesskab og dannelsen af de skandinaviske stater.

Af arkæolog og museumsdirektør, ph.d. Lars Christian Nørbach