Kujataa, Grønland: Nordbo- og inuitlandbrug ved randen af indlandsisen

Middelalderens nordiske bønder i Grønland var meget driftige. De producerede forskellige mejeriprodukter og tog på lange fangstture nordpå efter hvalrostænder og isbjørneskind, som de byttede med jern og tømmer fra Europa. Senere kom Inuitfolket og det nyere grønlandske landbrug blev udviklet i mødet mellem øst og vest.

Et frodigt landbrug

De indre dele af de dybe sydgrønlandske fjorde udgør en arktisk oase. Hovedparten af området er lavt fjeldterræn med en frodig vegetation, som egner sig som foder for kvæg, geder og får. I de varmeste måneder kan middeltemperaturen nå op over 10° grader, og lokalt er mulighederne for husdyrhold ligeså gode som under langt varmere himmelstrøg.

Fra fanger til bønder

Her har der været drevet landbrug i to kronologisk adskilte, men historisk set forbundne perioder. Først kom folk med skandinavisk baggrund, som etablerede sig som bønder i en 4-500 år lang periode, indtil de ikke længere magtede at tilpasse sig de både klimatiske og kulturhistoriske ændringer, som senmiddelalderen bød på.
Nye klimaundersøgelser viser for eksempel, at klimaet blev koldere samtidig med, at der fandt væsentlige handelsmæssige ændringer sted i Europa, hvor andre varer end de luksusvarer, som kunne skaffes fra Grønland, blev foretrukne.

Senere var det sønner og døtre af inuitkulturens højtspecialiserede sælfangere, som påvirket af den dansk-norske kolonisation, tog det store spring fra fangere til bønder. Fælles for begge perioder var, at bønderne baserede deres landbrug på fjeldgræsning for husdyrene om sommeren, og at de dyrkede græs til vinterfoder på markerne i nærheden af gårdene, hvor de boede.

De norrøne bønder

De norrøne gårde fra ca. 1000-1450 efter Kr. i Grønland udgjorde den vestligste udpost af det nordiske bondesamfund under vikingetidens og den tidlige middelalders kolonisering af øerne tværs over Nordatlanten.
Det er vanskeligt at sige præcis hvor mange bosættere, som kom til området i begyndelsen, men man gætter på, at der var en befolkning på ca. 2 - 3.000, da der var flest.
De norrøne bønder skabte ud fra deres nordiske baggrund en selvstændig grønlandsk landbrugskultur med egne driftsformer, husbygningskultur og egne redskabsformer. De havde hele ”pakken” af husdyr, som deres skandinaviske kolleger - får, ged, kvæg, hest, svin, hund og kat.
Får og geder var de vigtigste, og til forskel fra andre områder inden for den nordiske kulturkreds var geder på mange gårde næsten lige så talrige som får.
Dette afspejler en lokal tilpasning til en udbredt vegetation af birke- og pilekrat, men hænger også sammen med behovet for udnyttelsen af drøvtyggernes mælk til fremstilling af langtidsholdbare mejeriprodukter. Husdyrholdet blev suppleret med sælfangst og noget rensdyrjagt. En økonomi som i så høj grad som det var tilfældet var baseret på udnyttelse af mælkeprodukter og sælkød, er på verdens plan ret enestående. 

Globaliserede fangere

Trods det at de arktiske bønder var bundet til at udnytte ressourcerne lokalt, har de alligevel ageret i et så kolossalt stort geografisk rum, at det næsten foregriber moderne global bevidsthed. Om sommeren tog de ud på lange fangstrejser mange hundrede kilometer mod nord for at skaffe varer som hvalrostand og huder, narhvaltand og isbjørneskind som de kunne bytte med livsvigtige importvarer som jern og skibstømmer fra den anden side af Atlanterhavet.  
De grønlandske bønder var under indflydelse af tidens religiøse strømninger i Europa. De var katolikker med egen domkirke og biskop. Modemæssigt var de også påvirket af den samtidige europæiske mode. Fra Island medbragte de den rige nordatlantiske digtning og fortælletradition, som bl.a. har indeholdt beretningerne om kolonisationen af Nordatlanten og Leif den Lykkeliges rejser til ”Vinland”.

Kulturmøder

Fra omkring 1200 efter Kristus blev Grønland befolket af et helt nyt folk, Inuit, som udgør det eskimoiske ophav til den nuværende grønlandske befolkning. Deres kultur kaldes thulekulturen og har sin oprindelse ved Beringshavets kyster mange hundrede kilometer mod vest i det nuværende Alaska og Nordøst Sibirien.
Inuit mødte i Grønland andre fremmede kulturer. Tidligt stiftede de bekendtskab med nordboerne, der holdt til i Sydgrønland, og efter 1721 mødte de de dansknorske kolonister.

Nyere tids grønlandske landbrug

Da den norske købmand Anders Olsen blev pensioneret fra sit arbejde i Den kongelige grønlandske Handel i 1782, bosatte han sig sammen med sin grønlandske kone Tuperna i Igaliku ved ruinerne af det gamle norrøne bispesæde, Gardar. Det blev begyndelsen på et grønlandsk bondedynasti med traditioner, der rækker frem til nutiden.
Nybyggerne byggede huse af sten fra middelalderbispens gård og genindførte kvæg- og fårehold. Bygden udviklede sit specielle særpræg, som er delvist bevaret i dag. Blandt andet havde de en særlig bygningskultur - nogle små karakteristiske røde bygninger lavet af den lokale røde Igalikusandsten.
I 1915 blev der grundlagt en fåreavlsstation i den sydgrønlandske by Qaqortoq, som uddannede unge grønlandske elever til fåreholdere. Otto Frederiksen var i 1924 den første grønlænder, som tog springet ud i fårehold som fuldtidsbeskæftigelse, da han slog sig ned med familie i Qassiarsuk, det norrøne Brattahlid, hvor også nordboernes foregangsmand, Erik den Røde, dengang boede.
Forsøget blev en succes og Elisabeth og Otto Frederiksen blev stamforældre til en stor slægt af grønlandske landmænd. Qassiarsuk er i dag en levende og driftig landbrugsbygd med ca. 150 indbyggere.

Hjemmestyre og selvforsyning

I 1979 ville grønlænderne gerne modernisere fåreholdererhvervet, som er et af de få erhverv som bidrager til landets selvforsyning af fødevarer ved siden af de traditionelle hovederhverv, fangst og fiskeri. I det foreslåede verdensarvsområde findes i dag 43 gårde ud af 55 gårde på landsplan.

De fleste består af økonomiske enheder med moderne staldanlæg og muligheder for dyrkning og opbevaring af vinterfoder.

Der bliver løbende opført nye boliger og stalde efter selvbyggerprincippet. Etablering af marker, indhegninger, køreveje, mindre broer over elvløb mm., udføres også af brugerne selv. Denne aktive deltagelse af fåreholdere ved etablering af infrastruktur bidrager til at sikre og styrke den karakteristiske grønlandske bondekultur.

Af Georg Nyegaard, museumsinspektør, Grønlands Nationalmuseum & Arkiv.