Undersøgelse

Af Torben Egeberg

   
Denne fremlæggelse viser eksempler fra primært bebyggelse i Jylland i den senere del af jernalderen og vikingetiden. Den generelle undersøgelsesmetode dækker imidlertid hele jernalderen og vikingetiden.

Landbebyggelserne fra yngre jernalder-vikingetid er en væsentlig kilde til Danmarkshistorien i perioden ca. 400-1000 e. kr. Perioden indledes med ældre germansk jernalder, der i udpræget grad er en fortsættelse af byggeskikken fra yngre romersk jernalder, fulgt af yngre germansk jernalder, der af flere grunde er svær at dokumentere bebyggelsesmæssigt. Herefter følger vikingetiden, der i et vist omfang bryder med tidligere tiders byggeskik, ligesom gårdsenhedernes areal øges. Perioden opdeles i en ældre og en yngre vikingetid, hvor skellet ligger omkring Trelleborg-arkitekturens introduktion.

Status over bebyggelsernes antal gennem perioden er ifølge Fund og Fortidsminder, at ældre germansk jernalder og vikingetid er de perioder (se spredningskort her), hvorfra det største antal forekomster er registreret, mens yngre germansk jernalder kun rummer omkring 50 lokaliteter i databasen. Det nuværende fundbillede viser, at bebyggelser er udbredt over det meste af Jylland. Dog synes visse områder af Midtjylland stadig at mangle spor af bebyggelse.

Geologi (sandjord kontra lerjord), jordbundsbetingede dyrkningsformer og uens adgang til byggematerialer synes desuden i nogen grad at præge bebyggelsernes layout. Hertil kommer, at på sandede jorder er konstruktionssporene ofte velbevarede, mens de på lerede jord kan være mere nedpløjede.

Strategien belyser Vestdanmark, hvor der er en del velbevarede hustomter fra perioden. Lillebælt er valgt som afgrænsning mod øst på trods af, at skellet er kunstigt, da bebyggelser på begge sider af bæltet her har mange lighedspunkter. Strategien kan være inspiration for hele det danske område - ikke mindst i områder, hvor der er ringe bevaringsforhold.

Bebyggelsesformer og bygningsformer - byggeskik

  
Det generelle forløb er, at hovedhusene i yngre romersk jernalder og ældre germansk jernalder opføres i en byggeskik, der har rødder bagud i tid, mens vikingetiden karakteriseres af forandringer som anbringelse af tagbærende stolper i selve gavlene og ændrede principper for rumopdeling og placering af døre. I yngre vikingetid splittes bolig og stald op i hver sin selvstændige bygning. Det her skitserede forløb skønnes med lokale afvigelser at have gyldighed for store dele af det vestdanske område. Forskellig adgang til ressourceområder og til byggematerialer har her betinget mange tilpasninger i form af små lokale forskelle i detaljer i byggeskikken.

En bebyggelse består i Vestdanmark typisk af hegnede gårde, der fysisk ligger samlet i større eller mindre grad inden for en given topografi, svarende til et formodet datidigt ressourceområde. Samlingen af gårde tolkes funktionsmæssigt som en "landsby" i østdansk forstand og indbefatter muligvis også enkeltliggende gårde, der ellers ofte benævnes "enkeltgårde".

Germansk jernalder

I yngre jernalder er tre forskellige bebyggelsesformer i brug:

• Indhegnede enheder i klynger eller aflange strukturer (Fig. 3)
• Enheder omgivet af grøfter i stedet for stolpehegn (Fig. 4)
• Stramt strukturerede og ensartede, små indhegnede gårde, ordnet i rækker (Fig. 5)  

Ældre vikingetid

   
Indretningen af hovedhuse med bolig og stald i ældre vikingetid har tydelige rødder i jernalderens byggeskik, men adskiller sig alligevel ved tilføjelse af tagbærende stolper i begge gavlkonstruktioner. Blandt de øvrige bygninger i gårdene optræder forskellige andre bygninger som mindre huse, fire-stolpeanlæg og grubehuse i varierende antal ved de enkelte gårde. Der er en bemærkelsesværdig uensartet forekomst af grubehuse med hensyn til antal, lige fra tilsyneladende fravær til bebyggelser med utallige grubehuse, til tider i lange rækker sammen med tidens almindelige landbygninger som i Henne Kirkeby. Grubehuse kan desuden optræde som selvstændige bebyggelser.

Gårdene i ældre vikingetid synes i de tilfælde oprettet, hvor der ikke var bebyggelse i den forudgående yngre jernalder.

Yngre vikingetid

    
Trelleborg-byggeskikken, der er karakteristisk for de militære anlæg, er også i brug i samme arkitektur som hovedbygninger i landbebyggelserne. I 10. århundrede, hvor dette skift sker, forlades oldtidens tradition med bolig og stald under samme tag, og nu opføres fritliggende bygninger, der tolkes som stalde og lader, i bebyggelserne. I samme forandringsproces forsvinder grubehusene, ikke bare fra landbebyggelserne men også fra handelspladserne.

   
Fokus på:

• Omstruktureringer af bebyggelser: Hvilke perioder?
• Eftersøgning og datering af de yngste faser i flerfasede bebyggelser fra ældre germansk jernalder
• Underbygge antagelsen om, at byggeskikken fra ældre germansk jernalder fortsætter, men modificeres i 6. – 7. århundrede
• Boligindretning og bygningsfunktioner: Brandtomter med rester af gulvlag har høj prioritet
• Hvad bruges ”stalde” til, når spor af båseskillerum sjældent er bevaret i perioden yngre romersk jernalder-germansk jernalder?
• Hegnshusene fra germansk jernalder (også kaldet saddeltagsbygninger): Hvilken funktion har de?
• Lokalt tilstedevær eller fravær af bestemte bygningsformer så som grubehuse og firstolpekonstruktioner gennem yngre jernalder-vikingetid. Hvorfor?

Strategier

- fra store, uformelige, sammenhængende områder med utallige anlæg til detaljerede stratigrafier mellem konstruktioner: generering af en finmasket relativ kronologi.

I de arkæologiske undersøgelser i Vestdanmark bliver vi ofte mødt af store områder med mange og langvarige bebyggelser. Når gode bevaringsforhold er tilstede, kan en bebyggelse bestå af hundredevis af individuelle grundplaner af bygninger og indhegninger, ligesom antallet af enkelt-anlæg kan nå op i 5 eller endda 6-cifrede tal. Disse ofte voldsomme mængder anlæg fordrer mange nødvendige strategivalg, både før og under udgravningsarbejdet. Desuden vil en detaljeret indsigt i egnens byggeskik som udgangspunkt være en forudsætning for en god og vellykket udredning af bebyggelseshistorien på undersøgelsesstedet.

Denne viden om tidens byggeskik er oparbejdet over de sidste 4-5 årtiers udgravninger, med Drengsted-bebyggelsen som den første, veldokumenterede lokalitet.

Afgravningsstrategier

En stor fordel for den ideelle undersøgelse er at få hele undersøgelsesarealet afgravet for muld, med mindre vind- og vejrforholdene er ugunstige. Hvis en total-afgravning ikke lader sig gøre, må der vælges en mere begrænset, etapevis fremgangsmåde. Ofte vil denne så kunne foregå ved afgravning i brede øst-vest baner. Dette vil for germansk jernalder-perioden ofte betyde, at hovedbygningernes grundplaner bliver frilagt i deres helhed, hvilket absolut er fordel for udredning af de repræsenterede konstruktioner og deres indbyrdes stratigrafier. Men for vikingetidens vedkommende er øst-vest baner ikke nødvendigvis en fordel, da hovedbygninger også kan være orienteret nord-syd. I disse tilfælde må der så foretages tilpasninger i afrømningsarbejdet.

Fladen - det vandrette snit

Metodisk kan muldafrømningen anskues som opstart på et tilnærmelsesvis vandret snit gennem overfladen af alle anlæg. Den efterfølgende finafrensning af fladen, hvor anlæg, konstruktioner og stratigrafier identificeres, genererer i princippet den overordnede, relative kronologi for bebyggelsen på arealet. Formuleret meget forenklet, kan hovedtrækkene i den relative kronologi ofte udredes, endnu før der er foretaget i ét eneste snit i anlæggene.

Lodrette snit vil, anskuet på denne måde, fungere som kontrol på fladens stratigrafiske iagttagelser, forudsat samme stratigrafi lader sig erkende lige så entydigt i snitfladen, hvilket dog ikke altid er tilfældet, særligt ikke ved anlæg med ringe dybde. Det bør således undgås at lade snitning af anlæg være den primære udredningsmetode, da evt. vigtige stratigrafier i fladen herefter sjældent vil være bevaret til eventuel fornyet observation.

Det bør altid være en vigtig målsætning at få kombineret så mange af fladens stolpehuller og øvrige anlæg til grundplaner af identificérbare strukturer.

Arbejdet med anlæggene i fladen bør have fokus på både lokale og også overordnede stratigrafier, der tilsammen har betydning for en udredning af forandringer over tid. Et vigtigt fokus er også observation af, hvilke bygninger og gårde, der for eksempel på grund af stratigrafiske iagttagelser ikke kan eksistere samtidigt. Hertil kommer en række andre muligheder for relationer mellem en bebyggelses enheder.

Opsplitning i veldefinerede anlæg og tilhørende stratigrafier vil imidlertid være lettest gennemførlig på undersøgelser, hvor undergrunden er sandet. På lerede jorder kan stratigrafier ofte være noget sværere at erkende i fladen. På sandjord vil vigtige, men uafklarede stratigrafier, med fordel kunne genafrenses efter nogle dages forløb, hvorved jordkemiske forhold ofte har tydeliggjort stratigrafierne. Hertil vil betragtning i "medlys" ofte medvirke til at fremhæve svage nuanceforskelle mellem anlæggene.

Hvis der forekommer store samlinger af stolpehuller og andre anlæg uden eller med kun få erkendelige strukturer, kan det anbefales at tage snitning af anlæg i brug som primær metode, dvs. at undersøge et større antal anlæg mht. dybde og fyldens udseende i et forsøg på at lokalisere og identificere hidtil ikke-erkendte strukturer.

En mere gennemgribende metode til udredning af områder med mange anlæg uden erkendelige strukturer kan være maskinel afgravning af undergrunden i en større sammenhængende flade. Denne metode bør forudsætte, at det oprindelige niveau er fotodokumenteret eller som minimum er GPS-målt i forvejen. Omvendt giver metoden overblik over, hvor dybe stolpehuller forekommer og evt. konstruktioner vil nu forholdsvis let kunne erkendes.

GIS-værktøjer

Som eksempel vises herunder fire stadier i et udredningsarbejde i en udgravningsflade med mange anlægsspor. Umiddelbart er en stor vikingetidsbygning samt forskellige jernalderbygninger erkendelige. Derimod er flere grundplaner af mindre bygninger fra yngre vikingetid knap så lette at erkende. De skematiske byggefelter på den sidste illustration bidrager til opbygning af overblik og indgår efterfølgende i den samlede oversigtsplan over alle udgravningens konstruktioner. Eksemplet er et udsnit fra undersøgelsen SKJ 839, Agerhøj, der blandt andet er bebygget i yngre vikingetid.

   
Ved at samle alle strukturer i et GIS-lag, der dagligt eller jævnligt opdateres, sikres det, at et komplet overblik fortløbende er tilstede. Det kan anbefales allerede i undersøgelsesfasen at udbygge GIS-laget med koder for datering og anlægstyper. Herved sikres enkle værktøjer til etablering af overblik. Ved visuel kontrol af den digitale plan opdages eventuelle mangler eller problemer, som for eksempel uafklarede stratigrafiske problemer, mens det stadig er muligt at efter-kontrollere iagttagelser i den igangværende undersøgelse.

  
Ved komplicerede undersøgelser med mange anlæg kan der skabes overblik ved at oprette en kodning af typer af konstruktioner. De forskellige analyser, tilpasset den aktuelle udgravning, kan medvirke til erkendelse af sammenhænge, som måske ikke umiddelbart er indlysende. Yderligere kan der for eksempel oprettes kodninger for hvilke hovedbygninger, der uden konflikter vil kunne kombineres med hvilke hegn samt andre bygninger og brønde m.m. Herved etableres et første overblik over forekommende gårdsenheder i en bebyggelse, samt ikke mindst et overblik over, om der indgår stratigrafier, der dokumenterer overordnede afgørende forandringer over tid.

3D-dokumentation

   
Kan det på nogen måde lade sig gøre, er 3D-dokumentation af udgravningsfladerne en metode, der giver betydelige fordele. På helt normal vis opridses alle anlæg i en nyafgravet flade, hvorefter der med drone foretages billeddokumentation, inklusiv et antal georefererede punkter. Ud fra billederne sammensættes et ortofoto, der så indeholder 3D-informationen. Modellen af fladen bruges som tegneforlæg for den digitale udgravningsplan. Efterfølgende danner print af den digitale plan sammen med opdateringer af undersøgelsens GIS-lag det vigtigste hjælpemiddel i den fortsatte undersøgelse af en fladen, med mindre der er mulighed for at medbringe data-sættet på et digitalt medie.

Når digitaliseringsarbejdet foregår ved skærmen, opnås at de ofte meget komplicerede stratigrafier forholdsvis let kan tegnes/opmåles, mens dette kun med stort besvær lader sig gøre ved traditionel opmåling med GPS eller totalstation. En skærm-tegnet opmålingsplan vil som udgangspunkt have et højere kvalitetsniveau med hensyn til præcis gengivelse af anlæggenes form og indbyrdes stratigrafier. 3D-dokumentation igen har således gjort det muligt at matche den fine kvalitet fra tidligere tiders brug af millimeterpapir og målebånd.

At råde over et ortofoto over en given udgravningsflade giver desuden den store fordel, at eventuelle tvivlsspørgsmål ofte vil kunne kontrolleres og afklares fra skærmen. Endelig har et sådant foto stor værdi i en udgravningsberetning i høj kvalitet og som udgangspunkt for formidling af udgravningens resultater i øvrigt.