Introduktion til bronzealder
Af Marianne Rasmussen Lindegaard
Senneolitikum/ældre bronzealder
Den europæiske bronzealder begynder, mens vi i Danmark har senneolitikum. Senneolitikum II (1950–1750 f.kr.) falder sammen med markante bronzealderkulturer bl.a. klassisk Únětice i det nordøstlige Centraleuropa og Wessex I i Sydengland (Vandkilde et al. 1996). Den tidlige europæiske bronzealder markerer sig bl.a. som en horisont af rige grave og markante gravhøjsbyggerier i områder, hvor adgangen til metallerne kobber og tin var relativ let. Nogle af de særlige bronze- og guldgenstande, som er knyttet til dette overregionale fænomen, findes også i danske senneolitiske grave og depoter. Samtidig ser en hjemlig metalproduktion af primært randlisteøkser sin begyndelse parallelt med en højtudviklet flintteknologi.
I overgangsperioden kan det være vanskeligt at skelne præcist mellem senneolitikum og ældre bronzealder, da mange træk er sammenfaldende. Den stigende betydning af bronzen ses primært i omfangsrige depotfund af våben (økser og/eller spyd) eller mere spektakulære nedlæggelser med smykker, guld m.m. (f.eks. depotfundet fra Skeldal med bikubeformet dåse eller det nye fund fra Boest – begge Midtjylland). Der er stadig relativt få bronzer i gravene, hvis udstyr kan have et senneolitisk præg med f.eks. flintredskaber, skiferhængere o.lign.
Bebyggelserne viser stor variation af hustyper fra meget store og monumentale langhuse (se også Bebyggelse i Senneolitikum), til forskellige størrelser huse med nedgravede dele samt mindre langhuse uden nedgravninger. Alle huse er toskibede, dvs. de er konstrueret med én række tagbærende stolper. Den fladehuggede flint er ofte den eneste relative dateringsmulighed for bopladserne, og bl.a. derfor er karakteristisk mange bebyggelsesfund dateret bredt til SN/ÆBA. Set i et langtidsperspektiv er bebyggelsesmønster og landskabsorganisation tilsyneladende sammenfaldende med og måske endog en videreudvikling af enkeltgravskulturens landskabsudnyttelse – i alle tilfælde i Vestjylland.
Ældre bronzealder (1750-1100 f.kr)
Ældre bronzealder er først og fremmest gravhøjenes periode. Gravhøjenes rolle som begravelsessted er velkendt, men selve bygningen af de markante monumenter er et af de mest definerende elementer for periodens samfundsstruktur, ressourceforbrug, landskabsudnyttelse, videnoverførsel, kosmologi og meget andet. Der bygges titusindvis af høje, hvoraf broderparten opføres inden for nogle få århundreder i periode II (1500 – 1300 f.kr) (Holst & Rasmussen 2013a). Gravhøjene er opført over en enkelt eller flere begravelser men er ofte ”genbrugt” ved, at senere grave er indsat i det oprindelige monument eller med en tilbygget konstruktionsfase. I de senere år er der kommet et øget fokus på selve højen, dens konstruktion, landskabsmæssige sammenhæng samt ikke mindst byggeriets rolle som socialt konstituerende fænomen (Holst et al. 2001, 2004). De mange gravhøje deler flere grundlæggende træk, som f.eks. deres opbygning af stablede græs- eller lyngtørv, men både i forhold til omfang, konstruktionselementer og brugsvarighed er der en meget stor variation (læs herom under Gravfund: Gravhøje, Urnegrave og urnegravspladser i tilknytning til høje og Graven).
I løbet af periode I (1750 – 1500 f.kr) foregår et markant skifte fra toskibede til treskibede langhuse (læs: Bronzealderhuset). Bortset fra dette grundlæggende træk er husfund fra ældre bronzealder kendetegnet af en meget stor variation mht. både størrelse samt indvendig og udvendig konstruktion og arkitektur (Bech & Olsen 2013; Mikkelsen 2013). Forskellene kan i visse tilfælde forklares ud fra adgang til ressourcer men bunder også i høj grad i endnu stort set uudforskede sociale og funktionelle aspekter. På samme måde som gravhøjene udgør visse bygninger på op mod 500 m2 imponerende og ressourcekrævende manifestationer (Holst et al. 2013).
Regionale pollendiagrammer samt lokale analyser fra gravhøjene vidner om vidtstrakte græsningsområder i Vestjylland, et stort set træløst Thy, mens der i det østlige Danmark stadig er store skovområder. Menneskets udnyttelse af landskabet varierer formodentlig i overensstemmelse med de fysisk-geografiske betingelser. I fundmaterialet er agerbrugsindikatorer som f.eks. mange nyere store kornfund tydelige (læs om huse med kornfund her), mens husdyrholdet pga. meget få knoglefund er svært at belyse.
Ældre bronzealder anses med rette for en af oldtidens store kosmopolitiske perioder først og fremmest qua den nødvendige udveksling af metaller, men der er ingen tvivl om, at mobilitet i meget bred forstand er grundlaget for dette samfund (Frei et al. 2015, Holst & Rasmussen 2013b).
Yngre bronzealder (1100 – 500 f.kr)
I yngre bronzealder er ligbrænding slået igennem som enerådende gravskik. Det betyder dog langtfra en standardisering af gravskik og gravformer. I de senere år har der været fornyet fokus på spor efter gravformer og især de særlige aktiviteter og strukturer som måske er et udtryk for kulthandlinger i relation til gravlæggelsen (link). I sammenligning med ældre bronzealders rigt udstyrede jordfæstegrave kan yngre bronzealders grave ofte forekomme pauvert udstyrede. Men til gengæld rummer de mange brændte knogler en kilde til demografisk viden (Hornstrup 1999). Urnerne sættes ind i ældre gravhøje eller nedsættes på flad mark, om end det kan diskuteres, hvorvidt fladmarksgravenes manglende markering måske skyldes bevaringsforhold. Markante storhøje som Lusehøj, der også rummer mindre høje, viser, at højbygningstraditionen stadig lever (Thrane 1984).
I yngre bronzealder nedlægges de største mængder bronze i depoter (Frost 2003, 2011). Kendt er de unikke fund af lurer, hjelme, skjolde og importerede metalkar m.v. Store kvindesmykker anses som et typisk indhold i de klassiske depotfund, men f.eks. findes også hesteudstyr, som i depotfundet fra Stevneskoven ved Svendborg eller det seneste fra Bækkedal i Himmerland med bevarede læderdele og pragtbeslag til hovedtøjet (Sarauw 2015). Helleristninger og andre ikonografiske vidnesbyrd har i de sidste 20-25 år sat fokus på kosmologi (Kaul 1998), og sammen med offerdeponeringerne afspejler de en mangfoldig og spektakulær religiøs praksis med display og processioner som vigtige elementer. De efterhånden talrige fund af strukturerede kogegrubefelter kan være rester efter begivenheder for store forsamlinger (Kristensen 2008; Kruse 2013).
I et europæisk perspektiv anses Hallstatt-kulturen for en urolig periode med store omvæltninger. Borgen Timmesøbjerg i Store Klinteskov på Møn kan være et dansk eksempel på en befæstet plads fra denne periode, mens der forsat mangler spor efter egentlig krigshandlinger som f.eks. ses på den Mecklenburgske slagmark ved Tollense (dog fra omkring 1200 f.Kr.).
Det er sandsynligt, at landskabet i yngre bronzealder i stigende grad reguleres, og at de økonomiske strategier ændres frem mod den tidlige jernalder. Bl.a. stammer de ældst daterede agersystemer fra perioden (Løvschal & Holst 2015; Nielsen 2000; 2010; 2015). Hustyperne varierer i forhold til størrelse, indretning og vægtyper, selvom en stigende standardisering af det treskibede langhus måske gør sig gældende. De tidligst erkendte bronzealder-bopladser var velbevarede pladser fra yngre bronzealder, som f.eks. Fragtrup, men i dag virker netop yngre bronzealder ikke velbelyst på dette område.
Tid og rum
Bronzealderens kronologisystem med seks hovedperioder blev etableret i slutningen af 1800-tallet af S. Müller og O. Montelius. Systemet er metodisk baseret på typologiske studier af bronzer (seriation og kombinationsfund). Senere er foretaget justeringer, f.eks. ved formulering af sub-perioder (Randsborg 1972), ligesom periodernes absolutte grænser og varighed afprøves vha. C14 og dendrokronologi (Christensen 2006; Vandkilde 1996). Selvom der er foretaget undersøgelser af bopladskeramik m.m. (Draiby 1984; Lolk 2009; Rasmussen 1993), er et relativt-kronologisk grundlag sjældent tilstrækkeligt for sammenligninger og synteser, der inddrager bebyggelsesproblemer. I stedet er en systematisk indsamling af velbevarede C14-daterede anlæg grundlag for f.eks. studier af hustypernes udvikling (Bech & Olsen 2013; Ethelberg 2000). Nyere studier af gravfund m.m. baseres tilsvarende i højere grad på absolutte dateringer (Hornstrup et al. 2012).
Danmarks fysisk-geografisk varierede landskab giver forskellige muligheder for udnyttelse og økonomiske strategier. Alene af den grund bør bronzealderens samfund studeres med et regionalt perspektiv. En del studier har i tidens løb analyseret regional variation på forskellige niveauer og grundet i forskellige kilder dog mest typisk ornamentik på bronzerne eller gravenes forskellige sammensætning af udstyr.
S. Müllers opdeling af landet i Zone I og Zone II står stadig markant som fortolkningsramme for ældre bronzealder. Opdelingen er delvis i overensstemmelse med fysisk-geografiske forhold og afspejler på mange måder to forskellige kommunikative indflydelsesretninger henholdsvis baseret på maritime og landbaserede lokale og kontinentale sammenhænge. Zonerne er i større eller mindre grad karakteristiske for flere dele af oldtiden.
Fokus
Ovennævnte beskrivelse er yderst kortfattet i forhold til de mange og komplekse problemstillinger, der vedrører bronzealderen. En del ny viden opnår vi tilfældigt ved overraskende og uventede nye fund, mens andet bliver skabt ved et langvarigt, problemorienteret og systematisk arbejde med sammenstilling af resultater og bidrag fra mange forskellige udgravninger. Som man kan erfare ved læsning af Det Arkæologiske Nævns rapport fra 1987, er vi nået langt på knap 30 år, hvor bare det at finde et hus fra bronzealderen dengang var sensationelt.
På to af bronzealderens væsentligste kildeområder ændres vores fokus i disse år:
Fra hustypologi til husfunktion. Den tidsmæssige udvikling i husets konstruktion har i mange år været en central problemstilling. Kildematerialet åbner efterhånden mulighed for, at vi kan orientere os mod mere overordnede arkitektoniske perspektiver, få øje for forskellighedens betydning samt erkende særlige aktiviteter, som f.eks. støbepladser.
Fra graven og gravgaverne til monumentet og højens konstruktion. Analyser og tolkninger af bronzealderens samfund har i mange år været baseret på det enkelte gravfund og det gravlagte individs gravudstyr mm. Inden højene helt forsvinder, kan der være god grund til at forsøge at forstå dem i højere grad som markante elementer i bronzealderens kulturlandskab i sammenhænge, der rækker ud over den enkelte høj som begravelsesmonument.
I strategiens enkelte dele kan man læse specifikt om fokuspunkter for de enkelte emner.
Eksempler på væsentlige generelle fokuspunkter er:
- Den europæiske sammenhæng og bronzealderens kosmopolitiske. Vores berømte egekistegrave og andre unikke fund har givet den danske bronzealder en enestående placering i international sammenhæng. Udgravninger af lokaliteter med vidnesbyrd om bebyggelsesaktiviteter, landskabs- og ressourceudnyttelse, kommunikation og mobilitet, religion m.m. har bragt veldokumenterede fund for dagen, som kan og skal udnyttes i overordnede synteser. Det sker kun, hvis vi publicerer og publicerer internationalt.
- Helheder og sammenhænge. Mange af de brikker, vi bygger vores fortolkning af bronzealdersamfundet op på, er som enkeltdele ganske godt belyst. Derimod mangler vi i høj grad konkret viden om sammenhænge. Sammenhænge mellem enkelte huse og konstruktioner på en boplads, sammenhænge mellem gravlæggelser og andre anlæg, sammenhænge mellem høje i en gruppe, sammenhænge mellem bebyggelse og landskabsudnyttelse, sammenhænge mellem det fysiske landskab og menneskets organisation i dette osv. En tværvidenskabelig tilgang er vigtig.
- Variation og forskellighed. Forståelse og fortolkning af nye fund og anlæg bygger på parallelfund og komparative analyser. Et blik på forskellighed og variation vil i den forbindelse måske kunne bidrage til ny viden. Hvori består den regionale variation? Hvad skyldes forskellige hustyper og variationen i bopladsernes struktur og indretning? Hvordan skal vi forstå de specielle og underlige religiøse anlæg? Bronzealderen er en kompleks periode, der efterlader os med et indtryk af noget fundamentalt anderledes og vanskeligt sammenligneligt med andre samfundsformer, vi kender.