Vandplanlægning

Undersøg hvilken historie vandet, vandløbene og udnyttelsen af vandkraftens fortæller om kommunen. Hvordan er landskabet og naturgrundlaget blevet udnyttet af mennesket gennem tiden? Kortlæg vandløbssystemernes sammenhæng med vandkraftens landskab. Hvor findes vandmøller, industri, vanddrevne elværker, engvandingsanlæg, dambrug og andre anlæg med tilknytning til vandløbene?  

Vandkraftens kulturarv indeholder, både i sit fysiske udtryk og sin historie, værdier, som er vigtige for kommunes vandløbshistorie som helhed. En kulturarv, som kan bidrage til identitet, meningsdannelse og tilhørsforhold for den enkelte borger. Hvilken historie fortæller vandet i kulturlandskabet? Anlæggelsen og lokaliseringen af købstæder, landsbyer, klostre, voldsteder og rurale byer er ofte nært knyttet til vandet.

Vandløbssystemerne går ofte på tværs af kommunegrænserne. Opfyldelsen af vandplanernes målsætninger og arbejdet med den kommunale vandløbsindsats skal ske i dialog med nabokommunerne.

Kommunen bør også inddrage det lokale statsanerkendte kulturhistoriske museum tidligt i forløbet. Museet og lokalarkivet kan deltage i kortlægningen og registreringen af kulturarven og bidrage med vurderinger, der kan hjælpe i prioriteringen af indsatsen. Museets kan både hjælpe med at pege på nedlagte møllesteder og andre opstemninger, hvor en vandløbsrestaurering vil kræve arkæologiske undersøgelser. Det kan også bidrage til dokumentation af bevarede vandkraftmiljøer, som bør nyde særlig opmærksomhed.

Lodsejere, bevaringsforeninger, grønne organisationer og andre brugergrupper vil ofte have stor interesse i vandkraftmiljøerne og skal inddrages i dialog om vandplanlægningen gennem hele forløbet. De lokale ildsjæle besidder som regel en væsentlig pulje af viden og vilje, der kan bidrage til at gøre kulturarven til en aktiv ressource og medvirke til at sikre en langsigtet bevaring og udvikling.

Prioriter vandløbsrestaureringen og bevaringen af vandkraftens kulturarv. Findes der længere, sammenhængende vandløbsstrækninger, hvor vandkraftens kulturarv har regional eller national betydning, som bør tilgodeses særligt i den samlede prioritering af indsatsen. Foretag en overordnet vurdering af sammenhængen mellem vandløbenes målsætning i vandplanerne og forekomsten af væsentlige vandkraftanlæg med særlig kulturhistorisk betydning. Hvilke vandkraftmiljøer er vigtigst at bevare og hvor findes opstemninger, som ikke umiddelbart hindrer en opfyldelse af vandplanernes målsætninger?

Lav en samlet plan for vandløbsrestaureringen, der tydeliggør og tager hensyn til vandkraftens kulturarv. Hvor findes betydningsfulde vandkraftmiljøer, som er bærende for kommunens fortælling om udnyttelsen af vandet? Hvor kan restaureringen gennemføres mest enkelt og hvor skal der tages hensyn til fragmenter og spor af vandkraftens historie?

Vandets sammenhæng med vandkraftanlæggene kan bevares, både funktionelt, visuelt og lydligt. Fungerende vandkraftanlæg er efterhånden sjældne og bør have høj prioritet, når de kulturhistoriske interesser skal afvejes i den samlede vandplanlægning.

Kulturarven kan inddrages som en strategisk ressource og integreres i en helhedsorienteret bæredygtig landskabsforvaltning. Bevaring og vandløbsrestaurering skal sammentænkes med mulighederne for at styrke friluftslivet, naturoplevelser og turisme. For hver delopland i vandløbssystemet kan kommunen udarbejde integrerede forvaltningsplaner, der bl.a. kan omfatte naturpleje, miljøvenlig landbrugsdrift, hensyn til offentlig adgang samt formidlingstiltag. Vandmøller og andre vandkraftanlæg kan anvendes som støttepunkter i et sammenhængende oplevelsesrum, der både omfatter landvejen og vandvejen.

En helhedsorienteret landskabsplan må bygge på tværgående samarbejde mellem kommunens forvaltninger indenfor fx teknik og miljø, plan og byg, vej og park, kultur og fritid samt erhverv og turisme. De kommende år vil vand- og naturplanlægningen komme til at betyde meget i den kommunale naturforvaltning og sætte dagsordenen for prioriteringen af ressourcer til indsatser på det grønne og blå område. Derfor er det en god ide at se på kommuneplanens retningslinjer for kulturarven og forholdet til vand- og naturplanerne.

Den landskabelige sammenhæng

Vurder vandløbsrestaureringens landskabelige sammenhæng. Hvordan tilpasses restaureringen til omgivelserne? Er det eksempelvis ønsket at bevare eller etablere et rekreativt, parklignende anlæg, understøtte en mere romantisk mølleidyl eller dyrke vandløbsrestaureringen som tydelig ingeniørkunst. Det ene udelukker ikke det andet, men kulturarvsværdierne kan sløres, hvis restaureringen udføres uden blik for den landskabelige sammenhæng og de historiske og arkitektoniske værdier.

Vandtilførsel

Som tommelfingerregel bør en fungerende mølle have vand nok til mindst 2 timers daglig drift. Bibehold i muligt omfang vandtilførslen til møller, damme og kanaler, men undgå lokkestrøm fra frisluse og møllens bagkanal. Bevar vandet til møllehjul og andre konstruktioner, der er sårbare overfor udtørring og ændret vandføring. Et møllehjul kan ikke tåle at stå stille for længe, det skal vædes og drejes, ellers rådner det hurtigt.

Bygningsskader

Undgå bygningsskader og sætning af fundament. Mølle- og dambrugsbygninger befinder sig ofte på kanten mellem mineralske og organiske jorder, der er meget følsomme overfor ændringer i (grund)vandstanden. Vandløbsrestaurering bidrage til at sikre afløb i perioder med høj vandføring.

Lyd af vand

Bevar lyden af vandets plasken, lad strømmen rinde. Selvom hovedvandstrømmen ledes uden om bør man sikre, at en lille strøm endnu passerer mølle- eller turbinebygninger. Lyden af vandets plasken skaber en konstant og erindringsskabende fornemmelse af anlæggets historie.

Damme

Fasthold mølledammens, fiskedammens, spejldammens, voldgraven og gadekærets pædagogiske og visuelle sammenhæng med anlægget. Dammen er et af de væsentligste landskabselementer, som fortæller om anlæggets historie. Mølledammen udgør ofte et attraktivt og rekreativt åndehul. For private mølleejere vil mølledammen ofte bidrage til ejendommens herlighedsværdi (udsigt, andedam, jagt, fiskeri og gåture). Husk at sikre udskiftningen af dammens vand for undgå lugt og algeopblomstring. Vær opmærksom på forurenende stoffer, hvis dammen skal oprenses.

Spor og elementer

Bevar sporene af vandkraftens kulturarv, så stedets historie fortsat kan aflæses i landskabet. Umiddelbart tilfældige og undselige stendynger, fundamenter, betonstumper, træstolper, jernkonstruktioner og andre rester af anlæg kan have en væsentlig historisk værdi og fortælleværdi. Vandløbsrestaureringer af dambrug og engvandingsanlæg foregår ofte meget hårdhændet. Overvej hvordan der kan tages hensyn, så sporene efter dambrugs- og engvandingshistorien fortsat kan aflæses i landskabet, selvom der er etableret en faunapassage.

 Fortidsminder

Vandløbsrestaurering indebærer ofte forskellige former for jordarbejder, der kan være til skade for landets fortidsminder. Museumsloven peger bl.a. på vigtigheden af, at de arkæologiske undersøgelser inddrages så tidligt som muligt i planlægningen forud for et anlægsarbejde. Det lokale arkæologiske museum, som kan oplyse, om der er fortidsminder i et område.

Jo tidligere bygherren inddrager museet i planlægningsarbejdet, jo bedre vil muligheden være for, at de arkæologiske undersøgelser kan indarbejdes i planlægningen, og at anlægsarbejdet evt. kan ændres i forhold til fortidsminderne.

De fleste fortidsminder, fx høje og grave, er skabt på tør jord. For at sikre bevaringsforholdene og oplevelsen må fortidsmindet ikke stå med foden i vand eller på anden måde blive påvirket af en vandstandshævning. I museumslovens bilag 1 gives en liste over, hvilke fortidsmindetyper, der er beskyttet efter §29e.

Omkring tørlagte voldsteder kan en vandstandshævning i grave eller omgivelserne være med til at forbedre oplevelsen. Omvendt er det meget vigtigt, at vandfyldte grave ikke afvandes i forbindelse med vandløbsrestaurering omkring fredede voldsteder.  

Spærringer i vandløb kan også være forhistoriske, fx pælespærringer og rafter fra jernalder og vikingetid. Kendskabet til denne type fortidsminder er ufuldstændigt, og de kan derfor dukke op ved vandløbsrestaurering.  

I ådale og engområder kan man finde lave jordvolde, der er rester af inddigede græsningsområder og dyrefolde, typisk fra middelalder og nyere tid. Disse tåler ikke oversvømmelse i forbindelse med vandløbsrestaurering og etablering af våde enge.   

Overgangssteder ved vandløb og gamle vejforløb har ofte meget lang kontinuitet tilbage til yngre stenalder. Fredede fortidsminder som trædestensrækker og stenlagte vadesteder tåler ikke at komme dybt under vand. Det kan hindre oplevelsen af fortidsmindet. Stenkister (vejkister), som regel fra middelalder eller nyere tid, er sårbare overfor stærk og høj vandføring, der kan spule materiale væk fra anlægget og gøre stenkisterne ustabile. 

Fredede kanaler er sårbare overfor kraftige vandstandsændringer, både lavere og højere vandstand, da de i materiale og skråning er anlagt og dimensioneret til en given middelvandføring.  

I eller ved søer og moser kan der findes fredede fortidsminder, fx bopladser, offerfund, som er sårbare overfor vandstandsændringer.

Kommunen bør arbejde bevidst med at inddrage og kommunikere med ejere og borgere, der skal leve i og benytte vandkraftens kulturarv. Interesse for vandløbsforholdene og vandkraftens historie skal vækkes ved at involvere befolkningen i handleplanerne. Jo større viden blandt borgerne om vandløbsrestaurering og kulturarv, jo større interesse er der for at styrke kvaliteterne i området.

Kommunen kan inddrage folk i vandplanlægningen på utallige måder fra artikler, kampagner og udstillinger, til interviews, cafémøder, vandreture og workshops. Som et led i vandindstasen er det en god ide at lave en bevidst pressestrategi og arrangementer med aktiviteter og fortællinger om vandkraftens historie.