Læsning i fællesskaber

Fælleslæsning faciliteret af biblioteket er en formidlingsform, som nemt kan adopteres og bredes ud eller knibes ind efter budget og personaleressourcer. Fælleslæsning har den fordel, når man gerne vil ramme "Ikke-læserne", at det er uforpligtende at deltage i, og at det ofte ikke kræver, at man har læst noget på forhånd. 

Arbejdspladslæsning 

I Hillerød Kommune var tanken med arbejdspladsbibliotekerne at bringe bøgerne ud til medarbejdere i en række virksomheder samt beboere i den ene eller anden form for pleje. Seks arbejdspladser deltog, og målgruppens spænd fra ansat til beboer havde stor indflydelse på resultaterne. En let genkendelig (rød) bogreol blev placeret centralt på de enkelte arbejdspladser – fyldt med bøger og lydbøger målrettet medarbejdergruppen/beboerne.

Litteraturen blev løbende udskiftet og justeret efter udlån og feedback, ligesom de enkelte medarbejdere/beboere kunne bestille specifikke bøger til deres bogreol. Der var ingen driftsopgaver for arbejdspladsen, men forventninger om ledelsesmæssig opbakning og formidling. Erfaringer fra andre arbejdspladsbiblioteker understreger betydningen af dette. 

Bogreolerne formåede på samme tid at være et tilbud til de allerede aktive læsere og ikke-læserne og er en nem måde at skabe merværdi på en arbejdsplads. Den enkelte medarbejder får et nyt tilbud i hverdagen, og der bliver samtidig støttet op om en positiv kultur på arbejdspladsen. Bogreolerne bidrager til fællesskabet vad at give samtalen indhold og retning.

Tilgængelighed, øjenhøjde og nærvær

Hillerøds projekt opererer med tre grundværdier: Tilgængelighed, øjenhøjde og nærvær. To af de tre har fra starten været opfyldt: Tilgængelighed og øjenhøjde. Arbejdspladsbibliotekerne gør litteraturen tilgængelig for folk, der ikke er i daglig kontakt med litteraturtilbud, og bogudvalget er specifikt udvalgt til målgruppen. Den tredje grundværdi, nærvær, repræsenteres ikke i sig selv ved bogreolerne. Ud over det indledende fællesmøde, hvor bogreolerne blev præsenteret af biblioteksmedarbejdere, og den månedlige udskiftning af bøgerne har arbejdspladserne ikke haft en personlig kontakt med bibliotekspersonalet. 

Bogreolerne er med andre ord et passivt formidlingsprojekt. Dette er en væsentlig pointe ift. succesraterne på den enkelte arbejdsplads. Når deltagerne har været motiveret, har den personlige vejledning haft mindre betydning, men behovet stiger med deltagernes manglende motivation.  

Dette illustreres tydeligt af en episode på den ene arbejdsplads, Drift & Service, som var projektets mindst motiverede deltagergruppe. Da bogreolen blev præsenteret på et fællesmøde, hvor ca. 30 medarbejdere deltog, blev der samme dag udlånt 14 bøger. Det foregik ved en motiveret salgstale, hvor to bibliotekarer gennemgik reolen. Siden da ophørte den personlige kontakt og dermed nærværet, og udlånet gik i stå. 

Det manglende nærvær forsøgte Hillerød dog at imødegå med et nyhedsbrev indeholdende læsetips, fakta, interviews mv.

Bøger til ferien 

Furesø Bibliotek indgik en aftale med en lokal chokoladefabrik med over 300 ansatte, hvoraf omkring 8 procent er kvinder og resten mænd. Tillidsrepræsentanten og HR-chefen brugte indledningsvis noget tid på sammen med biblioteket at tilbyde de ansatte at få en roman med i feriekufferten. 

Efter et par møder i den lille gruppe fandt biblioteket to romaner, som de præsenterede for medarbejderne i frokostpausen. Herefter tilmeldte de interesserede sig og fik bogen med på ferie.  Erfaringen var, at selvom virksomheden bakkede fantastisk op, var interessen blandt de ansatte for beskeden til, at projektet kunne fortsætte. Eksemplet viser, hvor vigtigt det er at undersøge og ideelt set også inddrage den målgruppe, man ønsker at ramme.

Fællesskab og læsning

I Horsens satte de sig for at undersøge, hvordan fællesskabet, der er omkring dét at læse sammen, kan fremme læsning og læselyst. Forskellige projekter blev sat i gang i forskellige fællesskaber, bl.a. læsning på arbejdspladser og uddannelsessteder. Der var tale om et hold for voksne ordblinde, en 10. klasse, to hold på produktionsskolen samt medarbejderne i virksomheden DSV. Overordnet set peger samtlige projekter på, at samarbejdet er givende, når læseaktiviteterne integreres i hverdagens aktiviteter og tager afsæt i den enkeltes interesser og behov; det gælder også dem, der måtte have et decideret negativt forhold til læsning.

Bibliotekets faglighed, engagement, mod til at møde biblioteksfremmede grupper, samt evnen til at kombinere dette med humor er altså vigtige forudsætninger for, at aktiviteterne bliver en succes. Desuden kan aktiviteter gennemføres i en driftshverdag med relativt få ekstra ressourcer fra bibliotekets side, når samarbejdet involverer partnerne fra starten i en meningsgivende kontekst og form og i en respektfuld dialog.

Guidet læsning

Borgerdreven læsning i boligsociale områder

Projektet Læse-spirerne i Horsens skulle ruste deltagerne til at kunne etablere læsegrupper i deres eget lokalmiljø. Seks kvinder med meget forskellig baggrund gennemførte projektet, men nåede aldrig at blive rustet til at blive læse-spirer. Dette skyldtes primært sprogbarrierer, som var større end ventet. Derfor må et fremtidigt koncept fokusere på, at deltagerne har et vist danskniveau, og at en bibliotekar, og siden en ressourcestærk borger, er til stede til at facilitere fælleslæsningen. Desuden bør læsningen integreres i andre fællesaktiviteter, hvor deltagerne mødes. 

Læsning i målrettede læsegrupper

Horsens’ intention bag oprettelsen af en læsegruppe for medarbejdere på plejehjemmet Præsthøjgården var at lade litteraturen komme folk i møde der, hvor de er, og tilføje en anden dimension i medarbejdernes eksisterende arbejdsfællesskab.

Forløbet bestod af tre fælleslæsninger af Vibeke Marx’ roman Nederste skuffe, faciliteret af en bibliotekar. Desuden deltog bogens redaktør fra Modtryk og Vibeke Marx én gang hver. Den sidste gang deltog Vibeke Marx, og forfatter og læsere fik således mulighed for at gå i dialog.

Færre end ventet deltog, nemlig fem, men tilbagemeldingen fra dem var til gengæld så positiv, at man valgte at brede konceptet ud til også at gælde en læsegruppe for veteraner og en for førtidspensionister. Der var dog også forslag til ændringer. Læsningen og diskussionen af værket løb over tre måneder, hvilket var for langstrakt et forløb, da det gjorde det sværere at have værket i klar erindring. Det kunne desuden overvejes, hvorvidt en mere komprimeret tekst, eventuelt novellegenren, ville være bedre egnet. 

Til læsegruppen for veteraner viste det sig at være de pårørende, der mødte op. Der blev læst højt og diskuteret livligt og intenst ud fra tre scener, uden at det blev for privat, og deltagerne gav udtryk for, at de gerne vil fortsætte læseaktiviteterne. Også førtidspensionisterne fik talt godt sammen og udtrykte glæde over at deltage, men som i flere af de andre delprojekter oplevede man, at initiativet til opfølgning måtte komme fra biblioteket. Udfordringen her ligger i at bevæge sig fra den enkelte gode læseoplevelse til læsning som en integreret del af folks fritid.

Læseklub med sundhedsplejersker 

I Furesø oprettede man en læseklub med sundhedsplejerskerne i kommunen. Biblioteket sendte en projektbeskrivelse pr. mail ti lederen og ringede efterfølgende op, og det viste sig, at der var stor interesse for projektet.

Sundhedsplejerskerne fik en måned til at læse en bestemt bog og valgte at mødes efter arbejde med bibliotekaren og snakke løst og fast om læseoplevelsen. Sammen læste de fire bøger, og biblioteket sørgede for, at forfattere kom og fortalte om deres roman ved åbne forfatterarrangementer på biblioteket i løbet af efteråret. Det var et fint supplement, at sundhedsplejerskerne kunne møde forfatteren og høre om bøgernes tilblivelse.

Erfaringen var, at alle var glade for at være med i projektet, det gav noget at snakke om i pauserne, og sundhedsplejerskerne følte, at de var sammen om noget nyt. Generelt kan man antage, at litteraturen er blevet en del af den fælles referenceramme på arbejdspladsen. Litteraturen genererer samtale og understøtter den sociale tone – læsning af den samme litteratur styrker de eksisterende netværk og knytter kollegaerne tættere til hinanden.

Guidet fælleslæsning blandt SOSU’er

Guidet fælleslæsning er en inkluderende metode, hvor deltagerne kan møde op uden forberedelse. Læseguiden læser højt af novellen, og der diskuteres undervejs. Det inkluderende og kravfrie aspekt ved fællelæsning er afgørende; det betyder dels, at nysgerrige kan vælge spontant at slutte sig til en læsning, dels at ingen risikerer at udstille sig selv som dårlig eller uøvet læser.

Der er ingen krav til, at deltagerne i en fælleslæsning skal sige noget; at lytte er lige så vigtigt. Desto vigtigere er det, at vejlederne formår at gribe fat i de tematikker, som de deltagere, der vælger at ytre sig, tager op. Vejlederne kan skabe trygge rammer og facilitere en tvangfri og levende snak om den litteratur, der læses op. 

Læsevejledernes uddannelse er vigtig, og det kan stærkt anbefales at anvende erfarne vejledere. Københavns læsevejledere var bibliotekarer, som er uddannede fra Læseforeningen i metoden guidet fælleslæsning. Læs mere på www.laeseforeningen.dk 

København afholdt fælleslæsninger blandt SOSU-assistenter. Det viste sig både at gå godt og være sværere end forventet. Der blev afholdt i alt 10 fælleslæsninger fordelt på fire arbejdspladser. Hver fælleslæsning omhandlede en novelle, som var blevet skrevet til lejligheden og med udgangspunk i arbejdspladsen. Der blev fremstillet et bogmærke, hvor man gjorde opmærksom på fælleslæsningerne, og det blev lagt ind i de bøger, man havde med til medarbejderne ved de velbesøgte lanceringsevents.  I alt deltog ca. 75 personer i en eller flere fælleslæsninger. Deltagerantallet per gang var 4-12 personer med et gennemsnit på ca. 7.

Der var flere udfordringer forbundet med at afholde fælleslæsninger på arbejdspladserne - dels praktiske, dels indholdsmæssige. De praktiske udfordringer var især forbundet med arbejdstid. Nogle steder kunne medarbejderne bruge deres arbejdstid på at deltage i fælleslæsning. Andre steder deltog de i deres fritid. Dette gør naturligvis en forskel. Man kan derfor med fordel afsøge muligheden for, at medarbejderne kan bruge arbejdstiden til fælleslæsning.

Desuden arbejder SOSU-assistenter i treholdsskift, og det er derfor vanskeligt at lægge fælleslæsninger på tidspunkter, som ikke udelukker nogen fra deltagelse. Endelig blev der inden for projektets ramme kun afholdt 2-3 fælleslæsninger hvert sted, hvilket gjorde det vanskeligt at bygge grupperne op og lade ordet sprede sig om deltagelse. Det er derfor nødvendigt med tålmodighed; det tager tid at udbrede fælleslæsning på arbejdspladser, hvor der ikke sædvanligvis tales så meget om litteratur. 

Hillerød Kommune har også gjort sig erfaringer med guidet fælleslæsning. Erfaringerne herfra bekræfter vigtigheden af en erfaren læsevejleder, som kan skabe den tilgængelighed og det nærvær, som er nødvendigt for at engagere selv inkarnerede ikke-læsere.

Læsegrupperne lægger op til, at man engagerer sig personligt i litteraturen ved at perspektivere det læste med erfaringer og minder fra eget liv. For nogle deltagere har læsegrupperne nærmest virket terapeutisk.  Omvendt udfordres læsegruppen, hvis ikke både tilgængelighed, nærvær og øjenhøjde opfyldes. Et forsøg med oprettelse af en læsegruppe med frivillig og uuddannet læsevejleder faldt sammen efter fire uger, mens en anden gik i opløsning, fordi deltagerne skulle mødes sent om eftermiddagen et sted, der for nogle var i betydelig afstand fra deres hjem.