Møns Klint

Møns Klint søges optaget på Verdensarvslisten som et globalt set enestående vidnesbyrd om isens kræfter og påvirkning på den nordlige halvkugles landskaber i den sidste istid.

Kulturminister Jakob Engel-Schmidt underskrev i januar 2023 ansøgningen om optagelse af Møns Klint på UNESCO’s Verdensarvsliste, som efterfølgende er indleveret til UNESCO i Paris. Det næste halvandet år gennemgår ansøgningen en grundig ekspertevaluering, inden UNESCO’s Verdensarvskomité træffer den endelige beslutning. Det forventes at ske på komitéens årlige møde i 2025.

Et enestående glacialtektonisk kompleks

Ansøgningen for Møns Klint omfatter den ca. 6 km lange kystskrænt samt en del af det bagvedliggende bakkelandskab, som tilsammen er et af verdens største såkaldt glacialtektoniske komplekser. Det kuperede terræn er et enestående fysiografisk eksempel på skabelsen af de glaciale kystlandskaber, der kendetegner hele istidsområdet, og som i særdeleshed er velrepræsenterede i Danmark. Især i selve klinten er det tydeligt, hvordan isens enorme kræfter har skubbet og foldet både kridt og flint op i de smukke og dramatiske formationer, man ser i dag. Arealet inden for det nominerede område er ejet af henholdsvis staten og Klintholm Gods, og både selve klinten og det bagvedliggende bakkelandskab er beskyttet af lovgivning og regulering på flere niveauer, herunder naturfredning. Beskyttelsen er en væsentlig forudsætning for optagelse på UNESCO’s Verdensarvsliste.

Flere geologiske epoker

De sorte flintelag i den hvide kridtklint aftegner det sidste gletscherfremstød i Weichsel-istiden (slut ca. 9.600 år f. Kr.), hvor de dengang horisontale kridtlag blev skubbet op til det stærkt kuperede område, der er kendt som Høje Møn og Møns Klint. Men historien om Møns Klint begynder lang tid før. Kridtet i klinten er dannet i Kridttiden for 70 millioner år siden som aflejring af utallige kalkskaller fra runde kokkolitalger, der dengang var vidt udbredte i det såkaldte ”Kridthav”. Dette subtropiske hav dækkede store dele af Nordvesteuropa, men kalkaflejringerne fra denne tid er mange steder eroderet bort eller dækket af yngre sedimenter og dermed ikke synlige. På Møns Klint er kridtlagene dog blevet trukket op til overfladen ved de pladetektoniske bevægelser, som også fik de norske fjelde til at rejse sig for 66 mio. år siden. I Weichsel-istiden har isens kræfter så skubbet og foldet kridtet op i den dramatiske fremtoning, der i dag er så karakteristisk for Møns Klint.

Fossiler, flintelag og klimaforandringer

Det hvide kridt i klinten består af gammel havbund fra Kridttiden og er dannet af døde kalkalger, og derfor er det også rigt på fossilt materiale. Havet var fyldt med liv, og især vættelys (blæksprutter) og forstenede søpindsvin er talrige i klinten og på stranden nedenfor. De mørke flintelag har også en organisk oprindelse. I Kridthavet levede der kiselsvampe og kiselalger med ydre skeletter af kisel. Når gravende dyr, f.eks. krebsdyr, lavede gange i sedimentet, kunne opløst kisel fra kiselsvampene og kiselalgernes skeletter gå i forbindelse med det organiske materiale fra de gravende dyrs kroppe, og derved dannedes langsomt flint, som – i modsætning til andre stenarter – dannes ved kemisk udfældning. Derfor kan flinten tage form af enten den dyreskal, hvori den er udfældet (ofte søpindsvin), eller som i flintelagenes tilfælde af gravegange eller andre hulrum i havbunden. Det formodes, at flinten især er udfældet i perioder med varmere klima og deraf følgende mere liv og mere organisk materiale. Flintelagenes grafiske linjer i kridtet fortæller altså ikke kun om istidens formende kræfter, men også om tidligere tiders klimaforandringer.

Flintekapital og gravhøje

I Klinteskoven oppe over kystskrænten findes mange gravhøje fra især overgangsperioden mellem stenalder og bronzealder. I denne tid var flintekapitalen på sit højeste, og selvom metaller som kobber og bronze vandt frem i Europa, perfektionerede flintemagerne i denne periode deres håndværk. Det ses f.eks. i de berømte ”fiskehaledolke”, som var konkurrencedygtige i handelen med de sydfra kommende bronzedolke, men som var langt mere komplicerede at producere. De kunne produceres af den særlige senonflint, som findes ved Møns Klint, og som skiller sig ud fra andre flintetyper ved at have ekstra fine flækkeegenskaber. Det store antal gravhøje vidner sammen med fund af bl.a. flinteredskaber om en rig kultur, der brugte flinten som en eksklusiv handelsvare.

Guldaldermotiv og turistdestination

I første halvdel af 1800-tallet blev Møns Klint et yndet motiv blandt de allerstørste malere i Danmark. C. W. Eckersberg malede på Møn allerede i begyndelsen af perioden, og siden kom både P. C. Skovgaard og andre til. Stedets maleriske værdi er fortsat intakt med den stejle hvide kridtklint, sorte flintestensstrande, det turkisblå hav og den intenst grønne bøgeskov på toppen. Den rige farvepalet kombineret med klintens dramatiske fremtoning giver en usædvanlig landskabsoplevelse, som ikke finder sit lige på en så nordlig og tempereret breddegrad. Derfor har klinten også i mere end 200 år været et yndet rejsemål for både danske og udenlandske turister.

Af Eliza Jarl Estrup, MSc i palæontologi og PhD i naturfagsdidaktik, GeoCenter Møns Klint.

Opdateret 23. januar 2024