Voksne

En af grundtankerne i Danmark Læser var, at litteraturen rummer et stort socialt potentiale. Et uforløst potentiale, kan man samtidig konstatere, når man ser på Kulturvaneundersøgelsen fra 2012, der viste, at 40 procent af danskerne stort set aldrig åbner en skønlitterær bog. 

Voksne var den primære målgruppe i Danmark Læser, og som målgruppe er de blevet grebet an på vidt forskellige måder og med forskellig succes.  Årsagerne til, at voksne har lagt bogen på hylden, er mange. Voksne er samtidig et vidt begreb. Af samme årsag er metoderne til at nå de voksne målgrupper også vidtfavnende og alsidige. 

Hvem er de?

Kulturministeriet fik i 2014 gennemført en undersøgelse af, hvem der læser sjældent i Danmark.  Undersøgelsen kortlagde særligt tre ikke-læsende segmenter af voksne. 

De travle familier eller gennemsnitsdanskeren udgør med 700.000 personer den største gruppe. 

Gruppen består af en blanding af kvinder og mænd, dog med en overvægt af mænd (61 %) fra alle samfundslag og med en kort-/mellemlang videregående uddannelse. De har travlt med hus og have, bil og båd, lokale sportsaktiviteter og motion samt deres børns gøren og laden.

De travle familier er positivt stemt over for bogen og forbinder læsning med fordybelse, ro, hygge samt tid til sig selv. 9 % af dem siger, at de aldrig læser, og 30 % har ikke læst en skønlitterær bog inden for de seneste to år – for 9 % af dem er det mere end 10 år siden.

De motiverede udgør med 500.000 personer den næststørste gruppe. 

Gruppen dækker over højtuddannede, som primært er kvinder fra storbyen, har travlt med karriere og tusind andre ting. De er særdeles positivt stemt over for bogen og forbinder den med at blive klogere og stimulere sin fantasi samt at have tid til ro og tid til sig selv. 

12 % har ikke læst en skønlitterær bog inden for de seneste to år. 59 % af dem læser skønlitteratur en til fem gange halvårligt – dvs. lige under en gang om måneden. De læser primært i ferier, hvor de har tid og overskud.

De ikke-interesserede er den mindste gruppe på 300.000 personer. Den dækker over primært (yngre) lavt uddannede (70 %) mænd, som ikke er interesserede i at læse skønlitteratur og forbinder det med negative oplevelser fra deres folkeskoletid. 

31 % af dem siger, at de aldrig læser skønlitteratur, og 63 % har ikke læst en skønlitterær bog inden for de seneste 2 år – for 28 % af dem er det mere end 10 år siden.

At nå de voksne ikke-læsere  

Den voksne målgruppe af ikke-læsere er vanskelig for bibliotekerne at nå. Målgruppen er spredt på demografi, uddannelsesniveau og præferencer. De voksnes hverdag er modsat børns spredt ud i byrummet. Derfor har modelkommunerne set muligheder i at finde dem der, hvor de er i deres hverdag, fritids- og arbejdsliv. 

Furesø, Randers og Horsens har arbejdet med bøger frit tilgængeligt i byrum, vaskekældre og idrætshaller, og ikke overraskende er arbejdspladslæsning et element, som flere modelkommuner har bidt på. Med en arbejdsuge på 37 timer for en overvejende del af den danske befolkning tilbringes mange timer på job. Således har Hillerød, Odsherred, Rebild og Sønderborg fokus på lydbøger på arbejdspladsen. 

København har skabt ny litteratur til en særlig faggruppe, Sosu'erne, og i Horsens og Odsherred har man arbejdet med at introducere litteraturen til hele byer – store som små. 

At nå de travle familier 

Særligt i Furesø og Greve Kommuners projekter har man haft fokus på de travle familier. Opgaven er grebet forskelligt an.

Fælles for begge kommuner har været at have et overordnet fokus på en stor velfungerende midtergruppe, som netop på grund af en travl hverdag vælger bogen fra, ikke fordi de ikke kan eller ikke holder af at læse, men fordi tiden er en væsentlig faktor. 

Derfor har udfordringen været at tage netop dette benspænd, der handler om mangel på tid, og omsætte det til fremgangsmåder, løsninger og produkter skræddersyet til travle familier, så de oplever tilbuddet om litteratur på en vedkommende måde i hverdagen. 

Furesø Kommune søsatte projektet ”Bogkasser”. Furesø Bibliotek allierede sig med Pedalartisten, som er et kommunalt beskæftigelsestilbud for voksne udviklingshæmmede. Borgerne tegnede abonnement på en bogkasse, biblioteket udvalgte bøgerne, og cykelbude bragte bogkasserne til døren.

Bogkasseprojektet er færdigudviklet og klar til at blive adopteret og sat i værk i andre kommuner. Læs mere her.

I Greve Kommune var målgruppen børn i alderen 5-12 år og deres forældre, og projektet tager sit afsæt i en forskningsbaseret viden om, at læsning - herunder højtlæsning - i hjemmet er den afgørende faktor for børns lyst til læsning, og at forældre dermed er de centrale rollemodeller. 

At nå voksne med særlige udfordringer

Særlige målgrupper med særlige behov giver både udfordringer og potentiale formidlingsmæssigt set. For at nå de grupper, som ikke blot ikke læser, men har forskellige udfordringer i livet, må bibliotekerne tage utraditionelle metoder i brug.

For alle målgrupper har gode relationer vist sig afgørende i projektarbejdet. Men når man arbejder med særligt udsatte målgrupper, er det af afgørende betydning, at personale med gode relationskompetencer sættes i spil.

Under Danmark Læser har flere modelkommunerne haft et fokus på grupper med særlige behov. Lige så forskellige som målgrupperne er, lige så forskellige er projekterne. Kommunerne har f.eks. haft fokus på jobsøgende, ordblinde, psykisk sårbare, socialt udsatte, lavtuddannede og mennesker med kaotiske livssituationer. Når man arbejder med disse målgrupper, er forventningsafstemning inden projektstart måske endnu mere væsentligt end med andre målgrupper.

I Hillerød lavede man 8 ugers forløb med læsegrupper på Forsorgshjemmet Skansen, som er et hjem for 62 hjemløse borgere. Målgruppen er karakteriseret ved, at beboernes situation er for kaotisk til, at de kan planlægge og forpligte sig til kontinuerlig deltagelse. 

Personalets opbakning har været vigtig for at få læsegrupperne til at fungere. Projektet oplevede stor modstand i begyndelsen, men den modstand blev vendt til positiv stemning og stor deltagelse.

Nogle beboere endte med at opfatte litteraturen og læsegrupperne som terapi, hvilket vidner om litteraturens sociale potentiale. Bibliotekspersonale med gode relationskompetencer var her afgørende.

I Odsherred forsøgte man sig med at lave læsegrupper for hjemvendte soldater. Tanken var, at veteranerne skulle skrive egne historier, som efterfølgende skulle omsættes til et teaterstykke. En vigtig læring i projektet, som ikke lykkedes, da biblioteket ikke havde held med at rekruttere veteranerne, var, at nogle var for sårbare, og andre var videre i deres liv og følte ikke behovet.

Desuden fandt man ud af, at mange andre kulturprojekter havde forsøgt at rekruttere veteranerne i andre sammenhænge, og at ikke alle oplevelser havde været lige gode for veteranerne.

I Randers Nordby, som huser beboere i et socialt belastet boligområde, har man brugt allerede eksisterende fællesskaber til at introducere litteraturen i, og i Horsens har man arbejdet med læsning på arbejdspladser og på uddannelsessteder med blandt andet ordblinde. I Aabenraa har man haft et samarbejde med jobcenteret, og i Ringkjøbing-Skjern har et samarbejde med den lokale plastfabrik sat fokus på nye kompetencer hos en bestemt faggruppe.