Bevaringsværdige bygninger - metode

I 1997 fik bygningsfredningsloven et kapitel om bevaringsværdige bygninger. Bevaringsværdige bygninger, er bygninger med særlige arkitektoniske eller kulturhistoriske kvaliteter af regional eller lokal betydning. Ansvaret for udpegning af bevaringsværdige bygninger ligger hos kommunerne.

Ifølge bygningsfredningslovens § 17 er en bygning først bevaringsværdig, når den er optaget i kommuneplanen eller i en bevarende lokalplan. I enkelte tilfælde kan en ældre byplanvedtægt eller en tinglyst bevaringsdeklaration også være grundlaget for udpegningen, jf. planlovens § 15. En udpegning af en bygning som bevaringsværdig omhandler alene bygningens ydre.

Læs Bygningsfredningsloven på retsinformation.dk

I princippet kan en kommune udpege bevaringsværdige bygninger i kommuneplanen eller i en bevarende lokalplan uden forudgående undersøgelse eller ved at bruge andre vurderingsmetoder. Men i praksis er langt de fleste udpegninger af bevaringsværdige bygninger sket på grundlag af en SAVE-registrering, der har været det dominerende metodiske grundlag for vurdering af bevaringsværdien siden ca. 1990.

Slots- og Kulturstyrelsen kan ligeledes udpege bygninger som bevaringsværdige efter bygningsfredningslovens § 19. Retsvirkningerne af styrelsens udpegning af bevaringsværdige bygninger er de samme som ved kommunalbestyrelsens udpegning i kommuneplanen. I særlige tilfælde kan styrelsen dog beslutte, at udpegningen skal have retsvirkning som en lokalplan efter planloven. Dette betyder, at nedrivning, ombygning og andre ændringer af bygningen ikke må ske uden kommunalbestyrelsens tilladelse.

Læs Planloven på retsinformation.dk

Der er udviklet tre metoder til kortlægning, vurdering og udpegning af de arkitektoniske og kulturhistoriske bevaringsværdier i både byerne og det åbne land.

SAVE-metoden er udviklet til at kortlægge bystrukturens dominerende træk, bydele og kvarterer, bymiljøer og enkeltbygninger. SAVE-metoden kan også bruges til enkeltbygningsregistrering i det åbne land.

Læs mere om SAVE-metoden

KIP-metoden er udviklet til at kortlægge kulturmiljøer, kulturhistoriske helheder og elementer i det åbne land.

Læs mere om KIP-metoden

KulturMiljø-Metoden er udviklet som en tværfaglig metode til vurdering, værdisætning, udpegning og afgrænsning af kulturmiljøer i kommuneplanen.

Læs mere om KulturMiljø-Metoden

De tre metoder kan supplere hinanden, men de kan ikke erstatte hinanden. Valget afhænger af det konkrete formål med planlægningen. SAVE fokuserer på de arkitektoniske værdier og behøver ikke at have en geografisk afgrænsning. KIP fokuserer på det kulturhistoriske og skal have en geografisk afgrænsning. KulturMiljø-metoden fokuserer på principper og redskaber til afgrænsning af kulturmiljøer baseret dels på hensynet til det politisk-administrative krav om præcis afgrænsning på kort og dels baseret på den valgte bærende fortælling, som kulturmiljøet repræsenterer.

Kulturmiljøer er mere end bare en enkelt bygning eller et anlæg. Et miljø har også omgivelser, der sammen med bygninger eller anlæg udgør en samlet helhed. Eksempler er herregården med park og jorder, et middelalderligt bykvarter, et sluseanlæg med dige eller en planlagt bebyggelsesplan, som er med til at skabe en samlet helstøbt og værdifuld kulturhistorisk fortælling om kulturmiljøet og dets forudsætninger.

De tre metoder kan supplere hinanden, men de kan ikke erstatte hinanden. Valget afhænger af det konkrete formål med planlægningen. SAVE fokuserer på de arkitektoniske værdier og behøver ikke at have en geografisk afgrænsning. KIP fokuserer på det kulturhistoriske og skal have en geografisk afgrænsning. KulturMiljø-metoden fokuserer på principper og redskaber til afgrænsning af kulturmiljøer baseret dels på hensynet til det politisk-administrative krav om præcis afgrænsning på kort og dels baseret på den valgte bærende fortælling, som kulturmiljøet repræsenterer.

Kulturmiljøer er mere end bare en enkelt bygning eller et anlæg. Et miljø har også omgivelser, der sammen med bygninger eller anlæg udgør en samlet helhed. Eksempler er herregården med park og jorder, et middelalderligt bykvarter, et sluseanlæg med dige eller en planlagt bebyggelsesplan, som er med til at skabe en samlet helstøbt og værdifuld kulturhistorisk fortælling om kulturmiljøet og dets forudsætninger.

I bygningsreglementet - en bekendtgørelse, som uddyber reglerne i byggeloven - oplistes en række krav til energioptimering af bygninger. Der gælder særlige fritagelsesbestemmelser fra energikravene for fredede og bevaringsværdige bygninger. Herudover kan kommunen benytte byggelovens § 22 til at dispensere fra gennemførelse af visse arbejder, såfremt arkitektoniske hensyn taler herfor.

Selvom bevaringsværdige bygninger er fritaget for energikravene er der mange penge at spare ved at mindske klimaskærmens varmetab og forbedre de tekniske installationer. Mange tiltag kan udføres uden at kompromittere bygningens bevaringsværdier, men der kræver råd og vejledning.

Læs mere i energiguiden fra Historiske Huse

En ejer af en bevaringsværdig bygning må ikke nedrive den uden foregående offentlig bekendtgørelse, jf. bygningsfredningslovens § 18. Nedrivningsanmeldelsen skal bekendtgøres i 4-6 uger, så offentligheden har mulighed for at fremsætte indsigelser. Kommunen kan også selv nedlægge forbud mod nedrivningen efter planlovens § 14. Nedrivningsforbuddet gælder et år, som kommunen kan bruge på at udarbejde en lokalplan, der sikrer bygningens bevaring.