Aasivissuit – Nipisat

I 2018 blev Aasivissuit - Nipisat optaget på Unescos verdensarvsliste. Det unikke kulturlandskab blev en del af den eftertragtede liste, fordi det strækker sig fra Indlandsisen via de store rensdyrjagtområder i Aasivissuit til fjordene og ud til og med øerne med de mange forhistoriske bopladser.

Aasivissuit - Nipisat er et unikt velbevaret Inuit kulturlandskab. Det nominerede område er ca. 235 km langt og ca. 20 km bredt og det strækker sig fra Grønlands indlandsis mod øst over indlandets sletter, dybe dale og den 60 km lange Ikertooq fjord til øgrupper ud mod Davis Strædet i vest.

Unikt kulturlandskab med oldgamle jagttraditioner

Det nominerede kulturlandskab ligger centralt i et af ​​de største isfri landområder i Grønland, og det har bl.a. som følge af placeringen ved overgangszonen mellem ’åbnevandsområdet’ og den højarktiske del af Vestgrønland været et attraktivt jagt- og bosættelses-område for mennesker gennem tusinder af år.

Talrige gamle bopladser, grave, varder, depoter og stier fra kysten til indlandets ren-jagt lejre vidner om områdets lange bebyggelseshistorie, og arkæologske udgravninger viser, at områdets jagttradition har været praktiseret fra 2500 f.Kr. til nutiden. Ruinerne og ruten fra kyst til indland formidler en bæredygtig arealanvendelse baseret på årstidens vandringer mellem yderkystens vinterbopladser til indlandets sommerlejre, og kolonitidens ruiner på Nipisat afspejler ankomsten af ​​europæerne i det 18. århundrede og deres samspil med Inuit. De traditionelle jagtmarker udnyttes i dag af jægere og fiskere fra bygden Sarfannguit samt af jægere fra Kangerlussuaq og byen Sisimiut.

Rensdyrjagt i Aasivissuit

Sommerlejren Aasivissuit, der har lagt navn til første del af områdets navn er en velundersøgt og omhyggeligt registreret rensdyrjagt lejr, hvor kilometer lange rækker af inussuit (varder) blev brugt til at drive rensdyrflokke tæt på jægere, der gemte sig bag skydeskjul bygget af sten eller som ventede i kajakker i søen Aasivissuit Tasiat, hvor flygtende rensdyr kunne nedlægges med lanse fra kajak.

Velbevarede ruiner i Nipisat

Øen Nipisat i den vestligste del af området har lagt navn til den anden del af områdets navn. Denne ø huser en af de bedst undersøgte 4000 år gamle Paleo-Inuit bopladser, der kendes fra Grønland, såvel som spektakulære ruiner stammende fra den tidligste koloni i denne del af Grønland.

Ud over disse to fortidsminder huser Nipisat også flere Inuit vinterhuse, grave og andre strukturer. Nipisat samt mange andre lokaliteter i den vestlige kystnære del af Aasivissuit - Nipisat har således mange velbevarede ruiner af de karakteristiske tørvehuse med ’husgang’ – en særlig sænket indgang, der holdt varmen inde i huset, som blev introduceret ved Inuits ankomst i 12-1300 tallet, såvel som af de yngre flerfamilies ’fælleshuse’, der blev anvendt fra 1600 tallets slutning til 1900 tallets begyndelse. Områdets talrige ruiner, der vidner om jagttraditionen i forhistorisk tid, suppleres i de seneste 300 år af historiske kilder og arkivalier, der rummer tidlige kort såvel som optagelser fra den koloniale administration og historiske beretninger. I dag videreføres traditionen af adskillige jægere og deres familier, der i løbet af foråret, sommeren og efteråret bedriver fangst og fiskeri fra lejre nær de gamle bopladser. Den moderne jagt etablerer derved en konkret sammenhæng mellem fortid og nutid.

Oplev fortidens årscyklus

En rejse gennem Aasivissuit - Nipisat giver således den besøgende mulighed for at opleve autentiske ruiner og bygder, der repræsenterer alle kulturelle epoker samt en fuld ’årscyklus’ repræsenteret af vinterhuse af tørv og sten, der er koncentreret i skærgården mod vest. Foråret og forsommerens lejre i fjorden og ved elvudløb, hvor fiskeri af lodde og fjeldørred var i fokus, samt sommer og efterårets ren-jagt bopladser beliggende i indlandet.

Af Jens Fog Jensen, Statens Naturhistoriske Museum

Opdateret 17. januar 2023

kontakt

Vil du spørge os om noget? Her kan du henvende dig til Slots- og Kulturstyrelsen

En grønlandsk fortælling

En berømt og underfundig grønlandsk fortælling om den falske ”profet” Habakuk knytter sig til bopladsen ved Eqalummiut. Ifølge beretningen havde Habakuk og hans kone Maria Magdalene i slutningen af 1700-tallet vinterboplads i Kangerlussuatsiaq (Evighedsfjorden). De tilbragte en stor del af sommeren med at jage rensdyr inde i landet. Mens de opholdt sig på bopladsen tog Habakuk sig en elskerinde, som han åbenlyst foretrak frem for sin kone.

Selvom Inuit på dette tidspunkt var kristne blev de indimellem fristet til at genoptage gamle, hedenske skikke. Og netop hedensk magi var årsag til, at jagtlykken pludselig udeblev for jægerne fra Eqalummiut. Da jagtholdet efter nogle dage kom tilbage til bopladsen, kunne Habakuks kone til alles forbløffelse fortælle, at hun i en drøm var blevet rådet til at benytte magi mod jægerne.