Velfærdssamfundet

Danmark udviklede sig efter 2. verdenskrig til et moderne velfærdssamfund. Det var en brydningstid præget af vækst og optimisme, der på få årtier ændrede vores familiemønstre, arbejdsmarked og boligformer. Det var vanskelige tider med krig, økonomisk krise, arbejdsløshed, sult og boligmangel, der skabte behovet for et nyt samfund i Danmark. Et samfund, der kunne give borgerne en bedre velfærd og tryghed.

Tiden var præget af vækst og store reformer. Kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet i stort antal og en langt højere andel af befolkningen fik en uddannelse. Folkepension, offentlig sygesikring og almennyttigt boligbyggeri blev realiseret og spandt et sikkerhedsnet under borgerne. I dag er velfærdssamfundet en selvfølgelig del af vores hverdag, som de færreste tænker over.

Velfærdssamfundet er ikke alene en central del af vores samtidshistorie. For mange danskere er det også en del af deres personlige historie. Der knytter sig mange egne erindringer og erfaringer til velfærdssamfundet, og historien om velfærdssamfundet er derfor i høj grad ”vores historie” om det levede liv.

Vi er dagligt i berøring med velfærdssamfundets kulturarv, enten som beboer i en af velfærdssamfundets boliger, som bruger af dets mange skoler, daginstitutioner, sygehuse eller sportshaller, køber ind i et af velfærdssamfundet butikscentre eller benytter den infrastruktur, der er et resultat af velfærdssamfundets planlægning.

Velfærdssamfundet er den periode i Danmarks historie, der har forandret landskabet og byerne mest. Mere end 75 procent af bygningsmassen er opført efter 2. verdenskrig.

Selvom velfærdssamfundet er ophav til mange og ofte meget store bygninger og anlæg, så er væsentlige dele af velfærdssamfundets kulturarv under hastig forandring i disse år. Et stort antal af periodens bebyggelser er ved at forgå eller er blevet udsat for mange velmente, men også voldsomme renoveringer. Der er behov for at udvikle en bevaringsstrategi for velfærdssamfundets kulturarv. Ved at inddrage kulturarven i fremtidens omdannelser styrkes et område, en by eller et hus' langsigtede udvikling og værdi med en forankring i historien.

Velfærdssamfundet er ved at runde et halvt århundrede. Det er nødvendigt at se på noget af den i tid nærmeste historie, således at der ikke overses eller forbigås væsentlige kvaliteter i vores kulturarv, som ellers vil forsvinde for eftertiden. Det er nu, vi skal bevare velfærdssamfundets historier og erindringer, idet det er den kulturarv, som fremover skal fortælle om en vigtig del af vores identitet og historie.