10. Eksempler på forskellige plansituationer

I dette kapitel beskrives, hvordan man kan indarbejde hensynet til kulturarven i forskellige plansituationer.

Det drejer sig om følgende plansituationer:

a. Hvordan kommer vi videre med de kulturmiljø-udpegninger, som vi har overført fra regionplanen?

b. Hvordan skal vi udpege bevaringsværdige bygninger, når vi ikke har SAVE registreringer i kommunen?

c. Lokalplan for et kulturmiljø eller bevaringsværdige bygninger.

d. Omdannelse af eksisterende byområder - kan vi sikre både byudviklingen og kulturarven i den samme plan?

e. Vurdering af konsekvenser for kulturarven, når der skal byudvikles eller landskabsudvikles.

Kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for væsentlige kulturhistoriske bevaringsværdier. I regionplanerne blev kun udpeget kulturmiljøer uden for byerne og ud fra et regionalt perspektiv. For kommunerne vil det også være aktuelt at rette fokus mod byerne og deres kulturmiljøer og på de mere lokalt betydende kulturmiljøer.

Der findes formodentlig en del potentielle kulturmiljøer, som ud fra en kommunal synsvinkel er bevaringsværdige og væsentlige, men som ikke har været det i en regional/regionplanmæssig sammenhæng.

Det afhænger helt af, hvilke områder, særpræg eller fortællinger kommunen ønsker at sætte fokus på.

Start med at få et overblik over kulturarven i kommunen. Find eksisterende viden, kortlægninger og registreringer. Tal med jeres lokale kulturhistoriske museum og få deres syn på, hvad der er interessant. Arranger en besigtigelses-rundtur i kommunen sammen med kulturhistorikere / museet / lokalarkivet og se på jeres omgivelser med ’fælles’ briller. Udveksl synspunkter. Det kan også være en ide at invitere de lokale til at komme med input - en brainstorm kan bringe nye eller utraditionelle værdier frem.

Udpegning af nye kulturmiljøer kan ske ved, at man systematisk gennemgår kommunen for potentielle kulturmiljøer, som beskrevet i kapitel 9 under ’Proces’. Det kan også ske ved, at man uden den store systematik udvælger områder, som man ved, der er en vis konsensus om har en bevaringsværdi. 

En systematisk kortlægning og vurdering vil naturligvis have den største vægt. Ligesom det giver den bedste mulighed for at få en debat om, hvilke af de mange mulige kulturmiljøer der er de væsentligste.
Kulturstyrelsen kan anbefale at anvende KIP-metoden.

Når det gælder udpegning af kulturmiljøer i byerne, kan det også være en god ide at supplere med en SAVE-registrering. SAVE metoden er ved at blive testet i forhold til også at kunne anvendes som en mere tematisk kortlægning af bebyggede strukturer. ’Bebyggede strukturer’ handler om de mere byarkitektoniske forhold, dvs. som ikke er knyttet til enkeltbygninger, men til byens matrikulering, gadenet, husrækker, torve, pladser m.m. og –sammenhænge. En kortlægning af de bebyggede strukturer kan give et overblik over enten de arkitektoniske værdier i den enkelte by og / eller over byens placering i landskabet.

Vurder om de valgte udpegninger er passende, dvs. giver de mulighed for at opnå den ønskede sikring af bevaringsinteresserne.

Giver de fx mulighed for at informere om – gøre opmærksom på - væsentlige dele af kulturarven?  At udbrede forståelsen for kulturarven – og kulturmiljøerne – er den bedste garanti for at sikre de værdifulde kulturmiljøer.

I det tidligere Viborg Amt brugte man netop en ”begejstringsstrategi” i kulturmiljø-arbejdet. Strategien gik ud på at skabe begejstring blandt borgerne i området, så de påtager sig at gå aktivt ind i arbejdet med at beskytte og udvikle de udpegede kulturmiljøer og med at informere og formidle viden om stedet.

Eller hvis kun dele af kommunen er omfattet af et kommuneatlas?

Kommunen skal pege på de bygninger, som den vurderer, er bevaringsværdige. Der behøver ikke at ligge en SAVE-registrering til grund, men det er bedst at gennemgå og vurdere kommunens bygninger mere systematisk. Der er metodefrihed, og derfor kan kommunen også vælge at anvende en anden registrerings- og vurderingsmetode. Kulturstyrelsen anbefaler, at kommunen vurderer alle bygninger udført indtil 1970.

Kommunen kan selv iværksætte en SAVE registrering – enten i hele kommunen eller i udvalgte dele. I nogle kommuner foretager man fx en ny registrering i områder, hvor man skal i gang med en ny lokalplan. Se nærmere om SAVE på Kulturstyrelsens hjemmeside. Kulturstyrelsen deltager ikke længere i udarbejdelse af kommune- eller kulturarvsatlas, men til gengæld sørger styrelsen for, at SAVE metoden løbende opdateres, ligesom der i forbindelse med Bygningskultur 2015 [link nedenfor] bliver arrangeret kurser i SAVE.

Bevaringsværdige bygninger er kun bevaringsværdige i juridisk forstand, når det fremgår af kommuneplanen, en lokalplan eller en byplanvedtægt, at de er det. Kommuneplanen bør derfor indeholde en udpegning af kommunens bevaringsværdige bygninger, hvis de skal sikres. Det kan fx ske ved at vise bygningerne på et kort eller medtage en liste over de pågældende bygninger, hvor bygningernes bevaringsværdi fremgår. Alternativt kan man – hvis man bruger SAVE systemet - skrive, at bygninger med en bevaringsværdi 1-4 (eller evt. 1-3) er bevaringsværdige og så henvise til en løbende, opdateret SAVE-registrering i kommunen, og dermed også til FBB, som altid skal opdateres som følge af eventuelle ændringer i den kommunale registrering.

Formelt set bør de bygninger, som ændrer bevaringsværdi fra at være bevaringsværdige til ikke at være bevaringsværdige – eller omvendt - medtages i en efterfølgende kommuneplan, så offentligheden er orienteret om disse ændringer. 

Det kan anbefales, at den enkelte kommune indarbejder en rutine, som sikrer, at deres SAVE registreringer – eller en anden form for bygningsregistrering – løbende opdateres, så eventuelle ændringer i bygningers bevaringsstatus som følge af byggesagsbehandling, nyregistrering eller ved tilsyn fremgår af registreringen. Og at disse ændringer dels indberettes til FBB, dels medtages ved den næste kommuneplanrevision.

Husk altid at give ejere besked, hvis deres bygninger ændrer bevaringsværdi, så de enten er - eller ikke mere er - bevaringsværdige. Sker ændringer i bevaringsstatus i forbindelse med et planforslag, er de t dog ikke nødvendigt at give individuel besked til ejere, da planlovens offentlighedsregler sikrer, at der sker offentlig bekendtgørelse.    

SAVE

Bygningskultur 2015 

Hvis du skal i gang med at udarbejde en lokalplan for et kulturmiljø eller et område med bevaringsværdig bebyggelse, findes god inspiration i Kulturstyrelsens elektroniske guide over lokalplaner. Heri findes forskellige eksempler på, hvordan man kan sikre kulturarven i byområder, landsbyer og bebyggelser gennem lokalplaninstrumentet.  Det gælder lige fra den situation, hvor man ønsker, at lade dele af kulturarven blive genanvendt eller indgå i en fremtid byfornyelse. Og til den situation, hvor man ønsker at opretholde status quo og sikre et område mod ændringer.

Kulturstyrelsens elektroniske eksempelsamling er en slags ’best practice’, der viser eksempler på, hvordan lokalplanlægning kan sikre forskellige typer af kulturarv.

Hvad er bevaringsværdierne?

Når du går i gang med planlægningen, så start med at beskrive de bevaringsværdier, som et givent område eller bygninger rummer. Så kan andre, herunder ejerne, bedre få en forståelse for værdierne. Fokuser på de bærende bevaringsværdier – hvad er vigtigt at fastholde? Er det nogle mere overordnede forhold som bygningers placering, størrelsesforhold og proportioner?

Eller er det materialevalg, byggestil, facadebestemmelser? Vurdér, om det er helheden, der udgør det bevaringsværdige, og hvor langt det er nødvendigt at gå i detaljer. Eller handler det om at sikre nogle særlige historiske strukturer, delelementer eller fragmenter i en kommende områdeomdannelse? Vurdér endelig mulighederne for, at evt. bevaringsbestemmelser er til at leve med for en nutidig og fremtidig anvendelse. Det er vigtigt, at der er en lokal forståelse for bestemmelserne – og det kan tage tid at sikre dette.  

Beskriv også, hvad de bærende bevaringsværdier i området er sårbare overfor, fx ændringer i bebyggelsesmønster eller -proportioner, fortætning eller nedrivninger, materialeudskiftning, beplantning, terrænregulering etc.

De mere detaljerede beskrivelser af bevaringsværdier, bygningsstilarter mv., herunder eventuelle vejledninger om vedligeholdelse og bygningsmæssige ændringer, kan godt ligge som et bilag til lokalplanen eller som en selvstændig publikation. Men husk, at hvis der ikke henvises til materialet i lokalplanens retningslinjer, så er indholdet ikke nødvendigvis bindende for ejerne.

En informativ og pædagogisk beskrivelse af bevaringsværdierne har normalt en klar positiv sideeffekt, da viden om værdierne er første skridt på vejen til at passe på dem.

Retningslinjer

Den nærmere udformning af retningslinjer for kulturmiljøer kan variere fra den korte form, hvor der står, at evt. ændringer i det pågældende kulturmiljø skal ske i overensstemmelse med et bilag til lokalplanen eller en anden, nærmere præciseret redegørelse/vejledning. Heri skal så være beskrivelser af fx bevaringsværdier, sårbarhed, anbefalinger m.v., samt rammer for ændringer. Lokalplanens retningslinjer kan også være mere udbyggede, så de beskriver rammerne for bevaring og eventuelle ændringer.

Brug planprocessen til at informere

Det er en god ide at få politikerne med ud i marken og præsentere dem for området og dets kulturhistorie. Fortæl historierne om området/bebyggelsen, mens I ser på dem. Hvorfor ser det sådan ud? Hvilke forandringer har området gennemgået – og hvorfor? Eller hvilken sammenhæng er der med andre forhold, fx lokale råvarer eller produktionsforhold. Find den gode historie om området, uanset om det er fra oldtiden eller fra ’i går’! Det er vigtigt at skabe forståelse for udpegningerne. Både hos politikerne og hos ejere og beboere i området.

Se desuden nærmere inspiration i den elektroniske eksempelsamling af lokalplaner og i vejledningen om lokalplaner.

At sikre kulturarven er ikke det samme som, at der ikke må ske nogen forandringer. Kulturarven skal netop ikke være en barriere for en udvikling. Kulturarven skal være med til at tilføre en fremtidig udvikling kvalitet, fordi den kan fortælle noget om et områdes historie og være med til at skabe (eller sikre) identiteten i området.

Når der skal ske en udvikling i et område, i form af fx byomdannelse eller byfornyelse, er det vigtigt, at man er opmærksom på områdets kulturarv.

Vurdér, om der er nogle kulturhistoriske interesser i området. Har man først fjernet disse, kan de ikke gendannes. Sørg derfor for at få beskrevet de kulturhistoriske interesser, der knytter sig til området, tidligt i planforløbet. Det kan give inspiration til den fremtidige anvendelse, fx kan der være nogle strukturer, fragmenter eller særpræg, som kan indgå i den fremtidige udvikling. Vurdér, hvordan en eventuel ændret anvendelse kan kombineres med en hensyntagen til kulturarven. Det kan ofte give mere spændende løsninger, som tjener sig ind på lidt længere sigt – også i markedsøkonomisk forstand.

Kulturstyrelsen ser fx industrisamfundet som en vigtig del af Danmarks kulturarv og har arbejdet på at øge kendskabet til industrisamfundets historie, dets virksomheder, kulturer, bygninger og landskaber. Industrisamfundets kulturarv kan bruges som en strategisk ressource for en fremtidig udvikling.

Læs nærmere om beskrivelsen af industrikultur

Læs nærmere om genanvendelse af industriområder. Her findes også publikationen "Brug Havnen", hvor der er eksempler fra ti danske og udenlandske havne og gode råd til, hvordan kulturarven kan bruges i udviklingen af fremtidens havne.

Reglerne om at vurdere de miljømæssige konsekvenser af nye planer og projekter gælder også konsekvenserne for de kulturhistoriske interesser. I miljøvurderinger arbejder man med et bredt miljøbegreb. Det betyder, at også påvirkningen af landskab og kulturarven skal indgå i en miljøvurdering på lige fod med de traditionelle forureningsparametre. Det siger imidlertid ikke noget om, med hvilken vægt de kulturhistoriske interesser skal indgå i den endelige afvejning. Men jo mere præcist og operationelt de kulturhistoriske interesser er beskrevet, jo større betydning kan sandsynligvis få i den endelige afvejning.

Se reglerne om miljøvurderinger på Miljøstyrelsens hjemmeside.

I planer for naturgenopretning, herunder restaurering af vandløb, kan der opstå en konflikt mellem hensynet til naturinteresser og hensynet til kulturarven. Mange vandmøller, elværker og engvandingsanlæg er af kulturhistorisk interesse. Ved naturgenopretning ønskes sådanne forhindringer i vandløb imidlertid ofte fjernet. Kulturstyrelsen har udgivet en publikation, som beskriver de kulturhistoriske interesser forbundet til vandløb, samt beskriver mulighederne for at kunne lave løsninger, der kombinerer hensynet til både de naturmæssige og de kulturhistoriske interesser.

Se nærmere i publikationen om de kulturhistoriske interesser i forbindelse med vandløb: Vandkraftens kulturarv (PDF).