Broer, vadesteder og lignende strukturer
Indhold
1. Bro eller vadested
Af Lilian Matthes
Vadesteder og andre spor og konstruktioner, der har med veje eller transport at gøre, er sjældne. De vil yde et vigtigt bidrag til forståelsen af bronzealderens transport- og vejforhold. I den forbindelse er lokaliteten Nørre Å (HAM 4343) et eksempel på en endnu ikke særlig velundersøgt anlægstype fra bronzealderen.
Undersøgelsen foregik i forbindelse med en overvågning af gensnoning af en å-strækning, hvor bevaringsforholdene viste sig at være gode. Selve udgravningen i et åbredsområde var dog kun begrænset muligt pga. indtrængende vand. Det havde formodentlig været givende at vælge at tørlægge området og udgrave pælekonstruktionen, hvilket dog ikke kunne ske under de beskedne rammer ved en afgravningskontrol.
I alt blev tre forskellige delområder af åbrinken undersøgt for at fastslå konstruktionens omfang. Der fremkom i alt 77 pæle, der syntes at høre til samme anlæg. Det er først og fremmest dateringen til ældre bronzealder, der gør fundet interessant. Fældningstidspunkt for en af pælene var 1359 f.Kr., mens dateringen af de øvrige pæle lå i tidsrummet 1380-1330 f.Kr.
Der kunne ikke umiddelbart verificeres et mønster i pælenes placering eller fastslås en funktion. Her må man tage forbehold for, at hele anlægget ikke blev frilagt ved undersøgelsen. Da fundet er gjort i en ådal, må det formodes, at det også i ældre bronzealder har været et fugtigt engområde, der ind imellem - eller måske hele tiden - har været oversvømmet. Det tyder på, at det f.eks. kan være rester af en bro eller vej.
Der er dog ikke tidligere fundet rester af bro- eller vadesteder fra ældre bronzealder – ifølge Fund og Fortidsminder.
Erkendte broer og vadesteder er Ravning Enge-broen, der er dateret til vikingetid og beliggende i Vejle Ådal (Roesdahl 1980:54ff). Derudover kendes broen eller vejen fra Nybro Enge, der ligeledes er dateret til vikingetid (Ravn 1999:227ff).
Tolkningen af anlægget er usikker. Det kan være en form for bro, vej eller vadested. En anden tolkning er, at fundet er relateret til fiskeri. Man kan heller ikke se bort fra den mulighed, at det er en form for bebyggelse, der er afdækket, som det kendes fra de fransk/tysk/schweiziske pælehus-bebyggelser (Christiansen 2006: HAM 4343 – Nørre Å, Sommersted sogn, St. nr. 200209-117. Arkæologisk Rapport).
Et sådant område burde tørlægges for bedre dokumentations- og undersøgelsesmuligheder. I forbindelse med et andet projekt på grænsen til Tyskland blev der foretaget en geomagnetisk undersøgelse for at kortlægge flere anlæg eller konstruktionsspor og få et indblik i oldtidens oprindelige landskab. Der blev dokumenteret en nedgravning på begge sider af det eksisterende, nuværende åløb, jf. Fig. 2 (Harald Stümpel, Institut für Geowissenschaften CAU, Kiel 2006).
Materialet fra Nørre Å viste stor lighed og systematik i pælenes udformning, der var tilspidsede. Desuden fandtes trægenstande med ukendt funktion. Det er vigtigt at undersøge og dokumentere materialet fra en sådan undersøgelse.
Ved samme lokalitet blev der foretaget naturvidenskabelige undersøgelser, der bl.a. resulterede i et pollendiagram.
Fokus på:
- Mulighed for at tørlægge med sugespidser – såfremt det kan rummes i budgettet
- Genstandsanalyse
- Naturvidenskab bl.a. dendrokronologi og pollen
- Geofysik
2. Vejkonstruktioner
Af Sanne Boddum
Vejen i Tibirke Ellemose er den ældste danske vej. Den var opbygget af fletværkssektioner, fastholdt af lodrette pæle, som er dateret til ca. 2800 f.Kr. Senere kom plankevejene, hvoraf de første er fra ældre bronzealder. I løbet af bronzealderen opførtes formentlig også de tidligste stenbyggede veje, som vandt indpas i den tidlige jernalder (Jørgensen 2001).
Nye vejtyper erstatter ikke de forrige. Derimod eksisterer de forskellige vejtyper sideløbende op gennem oldtiden og middelalderen, og de mere ”primitive” vejkonstruktioner er ikke et udtryk for den teknologiske formåen, men et udtryk for, hvad der har været nødvendigt for at gøre færdsel på stedet mulig (Jørgensen 2001). Oldtidsveje opbygget af ris, planker eller stenlægninger findes i vådområderne, hvor en sådan forstærkning har været nødvendig, mens vejene på fast land fortsatte i simple systemer af hjulspor (Jørgensen & Egeberg 2000:34; Bang 2013). Men vejspor uden belægning kendes også fra ådale. Ved Amholm nær Skjern Å er der hen over en sandbanke i ådeltaet fundet simple hjulspor fra bronzealderen (Jørgensen & Egebjerg 2001:188f.). Det sker, at hjulsporene findes i forbindelse med undersøgelsen af andre anlæg, hvilket betyder, at dateringen af hjulsporene i visse tilfælde kan indsnævres. Eksempelvis sås ved Nøragergård Høje II (131211-58) hjulspor både langs højfoden og under den yngste højfase (Mikkelsen 2013:65), og på Møllegårdsmarken fandtes en spinkel vejbrolægning (Thrane 2013).
Vejkonstruktioner
Langt de fleste forhistoriske vejkonstruktioner i Danmark har været dækket af et afretningslag bestående af sand, grus, tørv eller jord for at lette kørslen og beskytte hjulene, som har været bedst til kørsel i hjulspor på fast land og vegetationsdækkede arealer (Jørgensen 2001:12; Jørgensen & Egeberg 2000:34). Ved træbyggede vejbaner er der ofte fundet pæle eller stokke langs siderne. De har været en markering af vejbanen, så den har kunnet ses, hvis vejen groede til, eller hvis der stod vand over vejbanen. Tilsvarende har de store kantsten ved nogle af de stenlagte veje kunnet fungere som markering af vejbanen - og i øvrigt som trædesten (Jørgensen & Egeberg 2000:34).
- Træbyggede veje er en fælles betegnelse for vejbaner opbygget af træ og dækker over både grenveje og plankeveje samt dem, der måtte være lige imellem (Jørgensen 1996:45; 2001:5).
- Ris- og grenveje er opbygget af ris og grene, eventuelt bundtede, fra nærmeste vegetation samt affaldstræ lagt ud direkte på overfladen på tværs af færdselsretningen. Alt sammen fastholdt af skrå, nedhamrede stokke. Grenlaget er efterfølgende dækket af et sand- eller gruslag for at gøre bunden mere fast og jævn. Ris- og grenvejene har normalt en bredde på 3-4 meter, og grenlagets tykkelse kan have været op til en halv meter. Et nyt lag blev bygget oven på, eller en ny vej blev anlagt ved siden af, når den kortlivede grenvej ikke længere var brugbar (Jørgensen 1996:44-45; 2001:5). Der kan også være tilfælde, hvor grenlag kan have været fundament for plankevejen (Spegehøje Mose-vejen) (Jørgensen 1982:143).
- Plankeveje består af kløvede - eller yderligere tilhuggede - planker, der ligger tæt sammen på tværs af færdselsretningen. Plankerne kan være anlagt direkte på mosefladen eller på indtil flere lag af langsgående grene eller stammer (strøer). Plankerne eller strøerne kan være fastholdt af lodrette, nedhamrede pæle. Den ældste plankevej er fra midten af ældre bronzealder (Jørgensen 1996:45; 2001:5). Betegnelsen svellevej er før brugt om plankeveje.
- De stenbyggede veje varierer fra veje beståede af et enkelt lag af sten, der er udlagt uden noget system, til vejbaner af regelmæssige mindre sten og kantet med meterstore sten, som også kan have fungeret som trædesten og vejbanemarkeringer. Stenvejenes bredde varierer fra knap 2 til 3,6 meter, men mest almindelig er en vejbredde på 2,5-3 meter. Under stenlagene har der ofte været et fundament af grene, ris, stammer, planker og genbrugstræ, som også har kunnet fungere som arbejdsvej under byggeriet af vejen (Jørgensen 1996:46; 2001:5).
Skals Å-vejen (Løvel-vejen): plankevej
Plankevejen blev fundet og formodentlig afgrænset i 1944-45 (130808-36). Oppløjning af planker i 1982 ledte til en mindre undersøgelse med henblik på optagning af planker til hhv. datering og udstilling. En tidlig C14-datering af vejen gav dengang resultatet 620 f.Kr. (K1978; svarende til 898-412 f.Kr. ved IntCal13 og 2σ). I 1990'erne har Kjeld Christensen foretaget dendrokronologisk datering af vejen til 401 f.Kr. (rapport under udarbejdelse, mundtlig meddelelse, Niels Bonde, Nationalmuseet). Der var tale om en ca. 3 m bred plankevej, og der blev iagttaget lodrette pæle eller pinde i forbindelse med vejen. Ca. midt i forløbet var der kviste over plankerne, men ingen steder blev der iagttaget kviste, grene eller sand under plankerne. Vejen er fundet i den østlige side af dalen til Skals Å, på et sted hvor ådalen er ca. 1 km bred. Vejen blev fulgt ved tværgående grøfter eller mindre felter over 215 m. Vejen stoppede tilsyneladende ca. 100 m før åen, hvis man går ud fra det forløb, åen har i dag og havde i 1940'erne (Thorvildsen 1973; Jørgensen 1982).
Kvorning-vejen (Årup-vejen): grenveje, plankevej(e), stenveje og vadested
I 1989 blev Kvorning-vejen (131203-57) fundet i forbindelse med almindelig pløjning. Den blev delvist udgravet i 1990, 1991, 1993 og 1994 i samarbejde med Nationalmuseet. Nørreådalen er ca. 2 km bred på det sted, hvor den ca. 150 m korte vejkonstruktion blev fundet. Vejen var anlagt, hvor der var en forholdsvis kort strækning over ådalens blødeste parti mellem den nordlige skrænt og holmen Tindbæk Hestehave, og vejkonstruktionen fortsatte ikke op på de tørre og fastere stykker, hvor undergrundsleret ligger tæt på den nutidige overflade, og hvor færdslen har været nemmere end over ådalens laveste dele. Tæt ved vejkonstruktionens sydlige afslutning har der antagelig været en lille bæk eller å, og her ved ”vadestedet” var vejen anderledes og kraftigere konstrueret. Antallet af vejfaser varierer, men overordnet set er Kvorning-vejen opbygget af flere selvstændige grenveje efterfulgt af en gennemgående plankevej, og nogle steder to plankefaser. Yngst var en 1-2-faset stenlægning med afretningslag. Afretningslagene er afgørende for tolkningen af selvstændige faser, men afretningslagene kan være flydt ud til siderne pga. regn og oversvømmelse, og ved Kvorning-vejen var der en del sand langs vejens kanter (Nørgaard 1989; 1990; 1991; Iversen 1996; Boddum 2007a; 2007b; 2014).
Undersøgelserne ved Kvorning-vejen
- Der blev forsøgsvis foretaget georadar-opmålinger i 1990/91, og vejens videre forløb blev afsøgt med stenspyd.
- Til undersøgelserne var der tilknyttet specialister i form af geologer, botanikere, en zoolog og en entomolog.
- Der blev foretaget geologiske boringer med henblik på landskabsanalyse.
- Botanikerne indsamlede træ- og pollenprøver. Der blev indsamlet mange træprøver til C14-datering, vedanatomiske bestemmelser, vegetationsanalyse og dendrokronologiske prøver samt prøver til entomologiske studier (primært fra platformen).
- Træstykkerne blev i felten markeret med forskelligt farvede tegnestifter, afhængig af hvilken specialist/undersøgelse de var tiltænkt (Jørgensen og Petersen 1994).
- Stykker med velbevarede huggespor blev fotoregistreret og tilgik, efter nøje udvælgelse, Træteknologisk Studiesamling i København.
Fokuspunkter
- Tildannede genstande af træ, ben og tak, evt. genbrugstømmer.
- Højrækker og hulveje ud til vådområder. Selv om vejkonstruktionen ophører på rimelig fast grund, kan vejen have fortsat over tør mark og eng, indtil det igen har været nødvendigt at forstærke kørebanen med grene, planker eller sten.
- Faser eller reparation, samt afretningslag.
- Eventuelle anlæg i tilknytning til eller ved siden af vejforløbet (eksempelvis platforme).
- Detektorfund langs vejen.
- Naturvidenskab generelt.
3. Platforme - grenplatforme
Af Sanne Boddum
Grenplatforme i Danmark er oftest blevet opfattet som et neolitisk fænomen (Jensen 2002:324). De fleste platforme er dateret til yngre stenalder, men to platforme ved Bølling Sø Vest IIItypo3/ (130302-113) er dateret til ældre bronzealder (Møbjerg 2004; 2005; 2007), mens en mulig platform ved Bølling Sø Vest V (130302-91) er udateret. Langt de fleste af de neolitiske grenplatforme er fundet mellem cirka 1850 og cirka 1950 ved tørvegravning, og kun Veggerslev og Føllenslev er delvist udgravede (Becker 1947; Koch 1998). Ved flere af platformene er der fund fra forskellige perioder – eksempelvis ved Føllenslev, hvor der var fund fra neolitikum, bronzealder og jernalder (Koch 1998:143; 301-302). Påfaldende er det, at de bedst undersøgte og forholdsvis nyopdagede platforme er fra bronzealderen frem for neolitikum.
Kvorning-platformen
Grenplatformen (131203-57) i Nørreådalen blev delvist undersøgt i 1991 og 1993 i forbindelse med undersøgelserne af Kvorning-vejen (Fig. 1). Udgravningen var foreløbig og en del af et forskningsprojekt, hvor der var en forventning om at fortsætte udgravningen efter behandling af diverse naturvidenskabelige resultater.
Platformen består af et kompakt, 10-30 cm tykt vandret grenlag mellem lodrette pæle. Den største sammenhængende afdækning af platformen var 6x12 m, men i dette felt blev platformen kun afgrænset mod øst af et vadested. På baggrund af samtidige udgravningsfelter og tidligere søgegrøfter vurderes det, at platformen er mindst 12x24 meter.
Ved udgravningen af platformen blev udgravningsfeltet opdelt i mindre felter med forskellig metode og formål. Nogle underfelter blev ikke gravet ned til et niveau, hvor træ var bevaret, mens andre områder af hensyn til afdræning af feltet blev bortgravet uden registrering. Men 34 m² af platformen blev registreret i fladen, og her blev der registreret ca. 145 pæle – ca. fire pr. m² (Boddum 2014:27; 2007a; 2007b). Hovedparten af de lodrette pæle i platformen bestod af eg (Bartholin 1996).
Vedbestemmelse af grenene inden for én kvadrant i platformen viste, at hassel udgjorde 49 pct., eg 20,7 pct., æbletræ 6,3 pct. og lind 5,3 pct. af prøverne (Bartholin 1996) – en træartsfordeling, der ifølge Thomas Bartholin er afgjort af, hvilke træarter der har været lettest tilgængelige, og ikke af arternes egenskaber, eftersom konstruktionerne og dimensionerne ikke har gjort hassel og eg mere fordelagtige end de øvrige sorter (Bartholin 1996).
I forbindelse med undersøgelserne ved Kvorning blev der taget prøver til vedanatomi, hugsporsanalyser, pollenanalyser, dendrokronologi, C14-datering og entomologiske studier. Der blev i forbindelse med projektet Vej og Vad i bronzealderen ved Kvorning skelet til undersøgelserne ved Flag Fen i England (Boddum 2007b). I opbygningen af grenlag mellem lodrette pæle ligner de to platforme hinanden, men Flag Fen formodes at være 1,4 ha og er dermed meget større. I tilknytning til platformen og stien/gangbroen ved Flag Fen blev der fundet ca. 300 metalgenstande, men kun syv af disse blev fundet i de ca. 160 m² af platformen, som er undersøgt; de resterende lå i et bælte langs den ene side af stien (Pryor 1991; 1992; 2005; Coombs 1992). For Kvorning-lokaliteten gælder måske noget der minder herom, idet to ud af de tre fundne metalgenstande ikke er fundet i platformen: En lansespids lå i platformen, mens en dobbeltspiralnål lå vest for vejen og en yngre lansespids af jern lå i tørven over vejen (Iversen 1996; Boddum 2007b).
Knoglematerialet i platformen ved Flag Fen indeholdt, foruden de samme arter som Kvorning-platformen, også gedde samt en enkelt human mælketand (Halstead & Cameron 1992). Ved Flag Fen adskilte knoglematerialet sig ikke fra almindeligt bopladsaffald, men de næsten hele skeletter af ko og hund, samt flere tilfælde, hvor kæbe og mellemfodsknogler fra får blev fundet sammen, ligner ikke tilfældig bortkastet bopladsaffald (Halstead & Cameron 1992). Da der mangler en grundig analyse af knoglematerialet fra Kvorning, er det ikke muligt at sige, hvorvidt noget tilsvarende kan være tilfældet her.
Undersøgelserne ved Kvorning-platformen
- Til undersøgelserne var der tilknyttet specialister i form af geologer, botanikere, en zoolog og en entomolog.
- Der blev foretaget geologiske boringer med henblik på landskabsanalyse.
- Botanikerne indsamlede træ- og pollenprøver. Der blev indsamlet mange træprøver til C14-datering, vedanatomiske bestemmelser, vegetationsanalyse og dendrokronologiske prøver samt prøver til entomologiske studier.
- Træstykkerne blev i felten markeret med forskelligt farvede tegnestifter, afhængig af hvilken specialist/undersøgelse de var tiltænkt (Jørgensen og Petersen 1994).
- Stykker med velbevarede huggespor blev fotoregistreret og tilgik, efter nøje udvælgelse, Træteknologisk Studiesamling i København.
Fokusområde
- Grenplatforme er en anlægstype, vi sjældent finder, da de ligger i vådbundsområder. Og dræning og dyrkning gør det mindre sandsynligt at finde velbevarede anlæg, såsom Kvorning-platformen, og mere sandsynligt at finde anlæg som Bølling Sø-platformene. De dårligere bevaringsforhold gør erkendelsen mere besværlig, men ikke anlæggene mindre betydningsfulde.
- Pæle, grenlag, sandlag samt sten, hvor der ikke naturligt forekommer sten.
- Tildannede genstande af træ, ben, bronze og tak, evt. genbrugstømmer.
- Knogler, hele dyr eller særlige ”par”.
- Om den er opbygget over tid eller er enfaset (f.eks. ved dendrokronologi).
- Om hele konstruktionen har stået under vand (f.eks. ved entomologi).
- Eventuelle anlæg i tilknytning til eller ved siden af platformen (f.eks. veje eller brønde).
- Naturvidenskab generelt.
4. Case: Platform og trædestensrække ved Bølling Sø
Af Constanze Rassmann
Træplatform Bølling Sø (HEM 3898 Bølling Sø Vest III)
Der findes en række unikke anlægstyper, som tilsyneladende mangler paralleller. Dette skyldes sandsynligvis først og fremmest bevaringsforhold.
Et eksempel på et sådant anlæg er fundet i den nordvestlige del af Bølling Sø. Søens størrelse er gennem tiden blevet reduceret pga. opvækst af en højmose. Processen begyndte i ældre stenalder, og ved bronzealderens begyndelse lå den nordvestlige del af søen i mose.
Grundet mosen bevares de organiske rester af to rektangulære platforme på henholdsvis 4x6 og 5x7 meter (fig. 1).
Det sydlige, mindre anlæg bestod af vandretliggende egetømmer i retningen NØ-SV med enkelte stykker tømmer, som lå vinkelret i forhold hertil. Nordøst for platformen fremkom endnu et anlæg, bestående af vandretliggende tømmer med retningen NV-SØ. I dette område fandtes også en del spredtliggende sten. Der forekommer ikke sten naturligt i aflejringerne, og stenene må være bragt til pladsen med et specielt formål. Mod nordøst har træet tilsyneladende gået hen over en brønd. Brønden var gravet ned omkring et kildevæld og aftegner sig som et næsten sort fyldskifte, der var omkranset af lodrette pæle.
Et stykke af tømmeret fra den store platform er C14-dateret til 1738-1694 f.Kr., altså til begyndelsen af ældre bronzealder.
Platformene tolkes som offersteder i mosen i forbindelse med brønden/kildevældet. Der er dog ikke blevet fundet genstande fra bronzealderen bortset fra stenene. Lignende anlæg kendes fra The Fens i det østlige England.
Udover at mosen bevarede trægenstande, konserverede den også biller og lign., som giver et godt indblik i klima og landskabet omkring Bølling Sø.
Trædestensrækken Bølling Sø (HEM 2878 Trædestensrækken)
Ligeledes i den nordvestlige ende af Bølling Sø - og dermed i højmosen - ligger en trædestensrække (Fig. 3). De fleste trædestensrækker dateres til jernalderen og findes op til nyere tid. Anlægget fra Bølling Sø skal pga. absolutkronologiske dateringer placeres i bronzealder. Trædestensrækken består, som navnet antyder, af stenene på række, som muliggør, at man tørskoet kan krydse et ellers fugtigt område.
Ved Bølling Sø kan anlægget følges over ca. 390 meter. De nordligste 173 meter består af en sammenhængende, synlig stenrække. På den sydlige del findes stenbunker og spredte oppløjede sten.
Trædestensrækken krydser et tidligere åleje. Her fremkom en større mængde træ som formentligt var et broanlæg. Et stykke af dette anlæg er dendrokronologisk dateret til 550 f. Kr. (Fig. 4).
Trædestensrækken og broen er dermed del af en færdselsvej.