Dragør gamle by og havn
Dragør gamle by og havn er på den danske tentativliste som et enestående eksempel på et samlet anlæg, der afspejler en maritim kultur i 1700- og 1800-tallet, hvor Danmark var blandt Europas førende søfartsnationer. Det var den periode, hvor store og hurtige sejlskibe for alvor skabte forbindelser mellem landene i Europa, men også mellem verdensdelene – begyndelsen til verdens økonomiske og kulturelle globalisering. Dragør kan beskrives som en skipperby, idet langt hovedparten af den lokale befolkning udelukkende levede af søfart - nærmere bestemt handelssejlads – trampfart.
Dragør - europæisk markedsplads
Den første bebyggelse i Dragør opstod i middelalderen, hvor kong Valdemar Atterdag i 1342 gav privilegier til hansestæder ved Østersøen og i Holland til at etablere et stort marked, hvorfra der kunne eksporteres nedsaltede sild til de katolske lande i Centraleuropa. Man regner med, at op til 20.000 personer opholdt sig på markedet i Dragør i høstperioden, hvor sildeforekomsterne i Øresund var store. Middelaldermarkedet blev organiseret i grundstykker, såkaldte fed, hvor hver hansestad havde en midlertidig bod. Resterne af markedet findes i dag som et ca. 2 m tykt kulturlag under den nuværende bebyggelse fra sejlskibstiden i 1700- og 1800-tallet.
Hollænderne kommer!
I 1521 bosatte 24 hollandske bønder og deres familier sig i nabolandsbyen Store Magleby på initiativ af kongen, Cristian II. De hollandske indvandrere var specialister i at dyrke grøntsager og var med til at udvikle det danske landbrug. Samtidig havde de også godt kendskab til fiskeri og søfart fra Holland. Kongen gav hollænderne jurisdiktion over lejet i Dragør, og de prægede byens kultur og levemåde afgørende. Hollændernes velstand betød, at de investerede i partsrederi og kom til at eje en stor del af Dragørs sejlskibsflåde. Et voksende befolkningsoverskud i den hollandske koloni i Store Magleby medførte imidlertid, at mange af bøndernes efterkommere efterhånden flyttede til Dragør og levede af søfart.
By – havn – landskab
1700- og 1800-tallet er sejlskibenes storhedstid i Danmark og Europa. Dragør var regnet i skibstonnage henholdsvis landets 2. og 3. største havn næstefter København. Byen voksede op med en bydel af tætliggende lave, gulkalkede huse og en havn, som er byens fælles arbejdsareal - åbent af karakter, med kun få maritime bygninger, deriblandt landets og sandsynligvis et af verdens første officielt organiserede lodserier fra 1684. Langs kysten uden om byen strækker sig et usædvanligt fladt landskab af naturlige strandenge. Engene blev i sejlskibstiden brugt til græsning og blegning af lærred, som byens kvinder vævede, mens deres mænd var på søen. By, havn og landskab udgør også i dag en sjælden helhed i det flade åbne terræn, præget af horisontale linjer.
Byplanen – regelrette huse, gader og stræder
Der kendes ingen plan fra kongen eller overordnede myndigheder, som kan forklare Dragørs byplan. Alligevel er gade- og bebyggelsesmønstret usædvanligt regelret og funktionelt. Det synes at være skabt alene ud fra lokale byplanprincipper og en traditionel byggeskik, uden arkitekter. Måske kan middelalderens organisering i grundstykker være en forklaring på mønstret? Den tætte bydel består grundlæggende af dobbeltrækker af længehuse, hvis facader følger de øst-vestgående gader, mens husrækkerne står frem med husgavle i de nord-sydgående stræder, der skærer vinkelret på gaderne.
Husene – helhed og variation
De mange gulkalkede huse med røde tegltage og sorttjærede sokler giver den gamle tætte bydel et sjældent helhedspræg - stor homogenitet. Samtidig rummer husene en rigdom af detaljer med døre, vinduer, kviste og udhuse, som følger lokal byggeskik og beriger og skaber variation i helheden. Den regelrette byplan efterlader også rum for små intime torve og pladser og til små private gårdhaver. Dragørs bymiljø har været inspiration for mange arkitekter i planlægningen af moderne tæt-lave boligbebyggelser. De gamle huse på havnen står frit som forposter for den tætte bydel men følger også den lokale byggeskik.
En gammel moderne by
Dragørs livsgrundlag som skipperby gik tabt, da sejlskibene bliver udkonkurreret af dampskibene. Imidlertid blev byen bevaret, nok netop fordi der ikke længere var økonomisk grundlag for større fornyelser, og fordi husene fortsat blev beboet. I begyndelsen af 1900-tallet opstod der hos lokale ildsjæle en stærk bevidsthed om at bevare byens særpræg. Den lever videre i dag som en immateriel kulturarv. De private grundejere føler ansvar for byen, når der sker byggeri eller bygningsvedligeholdelse. Og Dragør er således i dag både en velbevaret gammel by og et levende, attraktivt og moderne boligmiljø.
En by ligesom et skib
Dragør gamle by og havn er et enestående fysisk udtryk for en maritim kultur fra verdens store sejlskibstid i 1700- og 1800-tallet. Den regelrette byplan og tætte bebyggelse afspejler den samme disciplin og faste organisering, som måtte herske ombord på et sejlskib i et fællesskab, hvor man levede tæt sammen og var helt afhængige af hinanden. Den helhedsprægede arkitektur udtrykker tilsvarende et ligeværdigt socialt fællesskab. Kaptajner, styrmænd og matroser og deres familier boede tæt sammen i næsten ens sammenbyggede huse, men med plads til små private haver. De rigeste boede ikke i et fint kvarter, isoleret fra mere jævne folk. Denne kulturarv rummer værdifuld inspiration og eftertanke, hvad angår balancen mellem individualitet og fællesskab i det moderne samfund.