Molerklinterne

Hendes Majestæt Dronning Margrethe II besøgte Fur i midten af 1990’erne og så moleret. Da hun fik at vide, at de mere end 100 sorte, basaltiske askelag er ca. 54 millioner år gamle, var hendes kommentar: ”Det svarer jo til alderen af de færøske basalter." Dronningen påpegede ganske rigtigt, at vort kongerige på den måde hænger geologisk sammen. 

Aske bliver til land 

Den sammenhæng, som Dronningen her så, var en forudsigelse af den viden, som geologerne netop i de år var ved at nå frem til. De mange basaltiske askelag svarer til de store vulkanske udbrud, der skete da Grønlands og Norges kontinentrande skiltes og drev mod øst og vest, mens basalterne, som også Færøerne består af, skabte den nye oceanbund i Nordatlanten. Begyndelsen til denne udvikling skete for 55 millioner år siden, og oceanbunden dannes stadig den dag i dag midt i Atlanten, hvilket Island er et slående bevis for. Island er dog først dukket frem i midten af oceanet efter, at der på 50 millioner år var skabt 1000 km oceanbund.

Molerets hemmeligheder

Moleret ved Limfjorden består af en blanding af fint ler og ufattelige mængder af mikroskopiske diatoméer, som er mikroskopiske kiselalger, som levede, døde og sank til bunds i molerhavet. Tilsammen blev det et 60 m tykt lag, som blev dannet i løbet af tre millioner år.

Det er ikke kun i molerområdet ved Limfjorden, at man finder de vulkanske askelag, som blev spredt over det meste af Nordvesteuropa. Men de fleste andre steder blev askelagene begravet af marint ler. I denne type af aflejringer omdannes det vulkanske glas let til lermineraler. I moleret, derimod, bevares askelagene.

Der findes mere end 100 arter af diatomeer, men den største og mest dominerende er ”Coscinodiscus”, som består af en tallerkenformet rund æske, der kan være op til 0,2 mm i diameter. Skallen består af opal og den høje koncentration af silicium har været med til at hindre det vulkanske glas i at blive omdannet.

Som blade i en avis

Moleret og de vulkanske askelag blev af-lejret i det store hav, som dengang dækkede Nordsøen og det meste af Danmark. Ligesom alger og diatomeer kan blomstre op i en varm sommerperiode i de danske farvande i dag, blomstrede diatomeerne i de Eocæne have også op i forskellige perioder.

Til tider var der en stor opblomstring, der medførte en stor koncentration af visne diatomeer på havbunden i et tyndt lag. Efterhånden som det tynde lag lejredes oven på hinanden, kom materialet til at ligne bladene i en bunke aviser. Dette forudsatte dog, at havbunden var iltfattig, så der ikke kunne leve bunddyr. Hvis bundvandet derimod var iltholdigt, så der kunne leve bunddyr, blev lagdelingen forstyrret af bunddyrernes gravegange. Når en stor askesky drev hen over havet kunne det ske, at gravegangene blev udfyldt af sort sand, og hele gravegangens mønster kan man derfor tydeligt se i moleret.

Forsteninger af dyr

Men det var ikke kun diatomeer, som fyldte havet med liv. Talrige fisk svømmede rundt i vandmasserne. Den mest almindelige fisk på dette tidspunkt var strømsilden på ca. 5 cm. Fra landområderne i England og Skandinavien blev fugle og insekter blæst ud over det åbne hav, hvor de sank til bunds og blev bevaret som forsteninger.

Tilsammen giver de mange fund et levende billede af det spændende dyreliv, som for 50 millioner år siden eksisterede i og omkring moler-havet. På museer på Mors og Fur findes pragteksemplarer af de bedste fund fra moleret og mange værdige til betegnelsen ”danekræ” - altså de naturhistoriske fund som forstenede dyr og planter skeletter fra istiden, eller særlige krystaller, man har fundet i jorden i Danmark, som staten ejer, og som har en enestående videnskabelig værdi.

Moleret ville stadig ligge på bunden af Limfjorden, hvis ikke det var blevet skubbet op i folder og overskydninger af den fremrykkende is i sidste istid. Fra at være begravet på vanddybder mere end 20 meter, blev moleret skubbet op i bakkerne på det nordlige Mors, på Fur, i Salling og i Thy for ca. 25.000 år siden.

Moleret er vores bjergkæder

Det skandinaviske isskjold havde på det tidspunkt vokset sig til en tykkelse på 3 kilometer. Isen spredte sig ned over Danmark, som på daværende tidspunkt lå som en søfyldt mammutsteppe. Ved iskanten blev bakkerne skubbet op i de bakkestrøg, som er så markante for molerområdets landskab, hvor tværsnit gennem bakkernes opbygning og struktur kan ses i de store klinter, der spejler sig i Limfjordens havblik. 

Strukturerne er specielt synlige på en tør sommerdag, hvor moleret ser helt hvidt ud og askelagene som sorte streger tegner forskydningernes former. I en beskeden skala kan man sige, at skiverne af moler svarer til små bjergkæder i det danske landskab.

Molerets anvendelse

Ved århundredeskiftet begyndte man industrielt at udnytte moleret som råstof til fremstilling af molersten og andet isoleringsmateriale. De første sten blev fremstillet på Frederiksholm Teglværk. Molerindustrien på Mors fremstiller i dag forskellige typer granulater med stor sugeevne til brug i industrien og til private husholdninger, som såkaldt ”kattegrus”. Granulatprodukterne eksporteres til mange lande. Moler kan også anvendes i ovne, skorstene, til fremstilling af dynamit og til filtrering af gæret øl. 

Moleret langs Limfjordens klinter er vældig værdifuldt. Det flotte landskab med de langstrakte bakker, hvor de hvid-gule klinter fremstår som snit ind i bakkernes indre struktur er enestående. De mange fine fund af fossiler, som er smukt bevaret i moleret og den værdifulde geologiske dokumentation, hvor hele viften af geologiske emner er repræsenteret fra havaflejringer til vulkaner, fra fossiler til krystaller, fra strukturgeologi til glacialgeolog er også alle sammen med til at gøre moleret til noget helt enestående i Danmark.

Moleret - naturskabt kunst

Mennesker, der ser moleret ved Limfjorden for første gang har sagt: ”Jeg vidste slet ikke, at Danmark har så flot en geologi”.  Det samme gælder, når udenlandske turister besøger for eksempel Hanklit, som for udlændinge kan virke ligeså dramatiske som Jurabjergene i Alperne. 

Faktisk kan man sige, man slet ikke behøver at kende ordet geologi for at opfatte skønheden ved de lysgule klinter, som spejler sig i Limfjordens himmelblå vand, hvor øjet bliver fanget af de sorte bånd i klinten. Man ser umiddelbart hvordan de geologiske lag er bøjet og krøllet. Her har store kræfter tydeligvis været i spil, og Limfjordens bølger har gjort sit til, at vi i dag kan stå og beundre de naturskabte skulpturelle former i molerklinterne på Fur og Mors.

Af Dr. Stig Schack Pedersen, seniorforsker ved Geus