Bebyggelse

 
REGIONALE ASPEKTER:

1. Regionale aspekter, generelt.
2. Bopladser i Sønderjylland. Af Lilian Matthes
3. Regional variation - cases fra Sjælland.

BOPLADSER:

4. Bronzealderhuset. Af Anne-Louise H. Olsen
5. Huse fra Sjælland
6. Husfunktion: Huse med kornfund. Af Martin Egelund Poulsen
7. Gårdsanlæg
8. Produktionsanlæg. Af Lilian Matthes
9. Ovne
10. Flinthugning på bopladser
11. Bronzestøbning. Af Martin Mikkelsen

RESSOURCEUDNYTTELSE:

12. Marker. Af Anne-Louise H. Olsen
13. Folde, indhegninger og diger. Af Anne-Louise H. Olsen og Lilian Matthes
14. Stendiger og palisader. Af Per Borup
15. Marine ressourcer, fiskeri og gruber. Af Liv Appel

Antallet af undersøgte bronzealderpladser i Sønderjylland er steget markant de seneste 10 år fra ca. 14-15 pladser til ca. 40 (Ethelberg 2000, 175). Den geografiske fordeling er i nogen grad misvisende, idet den naturligvis afspejler intensiteten i arkæologiske udgravninger mere end den faktuelle udbredelse. Der er på det seneste også dukket bronzealderbebyggelse op i den vestlige del af Sønderjylland og i området nord for Museum Sønderjyllands ansvarsområde (Egelund Poulsen 2013, 51; Moberg Riis 2015, fig. 15).

Yngre bronzealders huse og anlæg, der hidtil har fremstået noget uklare, er ligeledes tiltaget i antal, hvilket medfører mulighed for nye fortolkninger. Bebyggelsen fremstår mere varieret end hidtil antaget, og der kan bl.a. erkendes økonomibygninger i tilknytning til gårdene.

Den isolerede enkeltgård har været en del af bebyggelsesmønstret, men dette mønster suppleres af andre gårdsenheder med flere funktioner. Således ser det ud til, at der er større variation i bebyggelsesformerne i centrale og ressourcerige områder end der, hvor ressourcerne var begrænsede, og hvor der var ikke var umiddelbar tilknytning til centrale kommunikationslinjer. Denne udvikling synes også at gælde for det sønderjyske område.

Topografien i bronzealderen er dels regionalt varieret inden for det danske område og har dels været endnu mere uensartet end det landskab, der afspejler sig i dag (Robinson 2000, 288f). Moderne dræning og pløjning har udjævnet landskabets konturer og resulteret i, at det oprindelige landskab er næsten forsvundet. Derfor skal en landskabelig vurdering foretages med forsigtighed.

Bronzealderbebyggelsen er ikke nødvendigvis knyttet til en speciel jordbundstype eller adgang til græsningsarealer. Der findes derimod både bronzealderbebyggelse ved kystområder og datidig afsides regioner tilsyneladende uden gravhøje eller lignende formodede territoriemarkører. Museum Sønderjyllands ansvarsområde rummer flere eksempler på dette bl.a. ved Flovt, Vollerup, Marskhallen m.fl. (Kruse og Matthes, under forberedelse).

Bronzealderens bebyggelse er karakteriseret af treskibede langhuse med kraftige tag- og vægkonstruktioner. Disse har kogestensgruber oftest placeret i den vestlige del og sjældnere i den østlige del. Der er erkendt skillevægskonstruktioner og til dels andre ruminddelinger i de store halbygninger, mens de mindre sjældent har rumslig inddeling eller spor af anden indretning som f.eks. stald.

Bygningerne virker både mindre og fremtræder mere spinkle i yngre bronzealder. Der optræder væggrøfthuse med tagbærende stolper, men som regel uden spor efter indretning eller ildsteder. Det er muligt, at denne udvikling afspejler, at flere aktiviteter foregik uden for beboelseshusene.

Derudover kendes trapezformede huse, hvor den brede del vender mod vest. Disse er dateret til ældre bronzealder periode III til ind i yngre bronzealder periode V. Dertil dukker firstolpe-anlæg op i yngre bronzealder. Eksempel på dette er Flovt Strand (HAM 4601). Der er også spor efter hegnsanlæg, folde og andre småkonstruktioner, der knytter sig til bopladsen.

Bronzealderhuse er en anlægstype, der har vist en eksplosiv vækst i antal og udbredelse over de seneste 40 år. I dag kendes bronzealderens huse over hele landet men i meget varierende antal og bevaringsgrad (Fig. 1).

Bevaring

Bevaringsgraden af huset er bl.a. afhængig af typen af vægkonstruktion og af graden af nedpløjning i det pågældende område. I store dele af Jylland var huse med lerklinede fletværksvægge dominerende, og her findes i mange tilfælde kun hullerne efter de tagbærende stolper og de dybe gruber, mens hullerne efter de spinklere vægstolper er bortpløjet. I visse tilfælde kendes dog også huse med helt bevaret stolpesætning efter fletværksvægge. I områder med bulvægshuse, hvor vægstolperne er store og dybe, er der gode betingelser for, at vægstolpehullerne er bevaret.

Huse med bevarede vægstolper giver mulighed for at bedømme:

• husets nøjagtige dimensioner
• indgangenes placering
• ruminddeling
• eventuelle funktionstræk, såsom båseskillerum
• eventuelle udvidelser/tilføjelser

Under særligt optimale vilkår er også strukturer og anlæg i gulvniveau bevaret. Det er bl.a. tilfældet i områder med sandflugt, hvor husene ved Hemmed på Djursland, Fragtrup i Himmerland og Bjerre Enge i Thy alle har givet fund, hvor detaljer som indgangsbrolægninger, lergulv og ildsteder var bevaret.

Huse uden vægstolper har en lavere udsagnsværdi, men er ikke uden betydning. I nogle områder og i nogle perioder udgør de den største del af hustomterne fra bronzealderen, og som elementer i boplads- og bebyggelsesstrukturen har de stor betydning. Det er derfor vigtigt, at der ikke ensidigt fokuseres på at undersøge og datere de velbevarede, detaljerige huse, da man herved risikerer at skævvride materialet.

Tagstolpekonstruktioner

Overgangen fra to- til treskibede huse:
I periode I af ældre bronzealder sker overgangen fra toskibede til treskibede huse med en særlig, mellemliggende gruppe af hybrid-huse, der kendes fra Jylland, overvejende Nørrejylland, Fig. 5-8. Hybridhusene kombinerer det toskibede og det treskibede mønster i tagstolperne, hvor den treskibede form typisk er brugt i husets beboelsesdel, Fig. 6. I yngre bronzealder er der en tendens til, at husets østende bliver smallere med mindre afstand mellem tagstolperne. Dette er dog ikke altid gældende.

Vægkonstruktioner

Fletvægge:
Vægge bestående af relativt små, tætstillede stolpehuller tolkes normalt som spor efter lerklinede fletværksvægge. Afstanden mellem midten af stolpehullerne er ofte 50-100 cm. Ved Fragtrup i Himmerland er fundet brændt lerklining med grenaftryk (Draiby 1985, p. 150), men i øvrigt findes der meget sjældent spor af selve lerkliningen, og tolkningen hviler først og fremmest på konstruktionen med de spinkle, tætstillede stolper.

Bulvægge

Vægge med kraftige vægstolper anbragt med ca. 2 meters mellemrum tolkes normalt som bulvægshuse, hvor mellemrummet mellem stolperne har været udfyldt med vandrette planker. Ved Hemmed Kirke på Djursland er der fundet lerklining, der er brugt til at tætne mellemrummet mellem plankerne (Boas 1989, p. 96.) I bulvægshuse er det vanskeligere at påvise indgangenes placering i væglinjen på grund af den store afstand mellem stolpehullerne, eks. Fig. 10.

Bulvægshusene tilhører først og fremmest ældre bronzealder. Regionale forskelle: Bulvægshuse er almindelige i sydlige Jylland men sjældne i Nordvestjylland, hvilket i høj grad må formodes at skyldes mangel på egnet bygningstømmer.

Indgangsbrolægninger

Indgangsbrolægninger forekommer sjældent, men kendes fra velbevarede huse, f.eks. i Bjerre Enge i Thy - se Fig. 12, der viser den nordlige indgangsbrolægning i hus I, cf. fig. 13. I dette tilfælde består brolægningen af strandvoldssten, som var de eneste tilgængelige sten på lokaliteten. Forekomsten af indgangsbrolægninger følger forekomsten af lergulvsrester og ildstedsspor, hvilket indikerer, at sjældenheden skyldes dårlige bevaringsbetingelser, og at indgangsbrolægninger har været tilstede ved bronzealderens huse i langt højere omfang, end det ses i dag (sml. Ethelberg 2000, 191).

Udvikling i husstørrelse

Husenes areal er størst i ældre bronzealder med de store sønderjyske bulvægshuse som de største med op til ca. 500 m². Henimod yngre bronzealder aftager størrelsen på et normalt hus til ca. 100-140 m².

Funktionsopdeling – skillevægge, ildsteder og koge/ildgruber, lergulv

De fleste huse rummer både en beboelses- og en økonomi-del, hvor beboelsen normalt er i vestenden og markeres af et større spænd mellem de tagbærende stolper, mens funktioner som opbevaring og lignende har foregået i østenden. I en del tilfælde ses skillevægge - enten som en række stolper med en døråbning eller kun markeret af to dørstolper.

Fokus på:

• Funktionen af husets forskellige dele, hvilke aktiviteter, der har fundet sted, og hvor mange hushold og personer, der har boet i samme hus, er stadig langt fra tilstrækkeligt belyst. Det er spørgsmål, som bør være i fokus ved fremtidige undersøgelser.

I enkelte tilfælde, hvor der f.eks. er tale om en brandtomt, har rummenes funktion kunnet belyses gennem makrofossil-undersøgelser.

  
Beboelsesrum defineres – ud over det større tagstolpespænd – ofte ud fra tilstedeværelsen af koge- og ildgruber i rummets centrale del.

Koge/ildgruberne udgør en heterogen gruppe, hvor flere forskellige typer kan være repræsenteret i det samme hus. Der er:

• gruber med mange ildskørnede sten
• gruber med små stumper spredt i fylden
• gruber med fyld af gråt sand med trækulstykker
• gruber med et tyndt trækulslag ved bunden

Mange af gruberne skærer hinanden og kan ikke have været i funktion samtidig.

Fokus på:

• Grubernes funktion i husholdningen er stadig dårligt belyst, og der savnes viden om, hvorvidt mere end én var i brug ad gangen, eller om gruber med forskellig fyld havde komplementære funktioner, hvorvidt de blev brugt kontinuerligt eller kun af og til, om de var overdækkede, når de ikke var i brug - og meget andet.

Ved gode bevaringsforhold kan der af og til påvises spor efter ildstedet, der ses som en let rødbrændt plet, i eller lige under gulvniveau. Ved Hemmed kirke på Djursland er der i østenden af Hus I (plan fig. 1) fundet et stensat ildsted under sandflugtslag, cf. fig. 15.

Eksempel:

Ved Bjerre Enge i Nordthy er lave gruber med sten, bl.a. strandvoldsflint, i midten af vestenden i to huse fra ældre bronzealder tolket som ildstedunderlag. Omkring den ene grube kunne der iagttages en rødfarvning af fylden.

  
Kun i sjældne tilfælde træffes lergulve i bronzealderhuse, hvilket først og fremmest må tilskrives bevaringsforholdene. I hus I fra Hemmed kirke (fig. 2) kunne iagttages nedsunkne partier med lergulv f.eks. over koge/ildgruber og i toppen af stolpehuller, cf. fig. 15 herover. Ved Fragtrup i Himmerland fandtes i hus I et 10-12 cm tykt lergulv, der umiddelbart ligner lergulvene fra jernalderen (Draiby 1985 p. 140).

Spor efter stalde

Båseskillerum optræder ret sporadisk i bronzealderens huse og kan være placeret dels i midterdelen af et hus med tre rum og dels i østenden. Selve båseskillerummene ses oftest som små væggrøfter, men under disse er der iagttaget spor efter nedrammede stager, der imidlertid kan være væsentligt sværere at se end selve væggrøften. 

Eksempel:

Et af de bedste eksempler på en stald fra ældre bronzealder er Legård hus III, hvor hele midtersektionen har tydelige båseskillerum (fig. 17). Fosfatanalyse viste imidlertid ingen forhøjede fosfatværdier i husets midterrum. I øvrigt henvises til afsnittet om fosfatanalyse.

 
Staldens placering ser ikke ud til at ligge fast fra introduktionen omkring 1500 f. Kr. I ældre bronzealder kan den både findes midt i huset og i østenden, men i yngre bronzealder kendes den kun fra østenden af huset (Bech og Rasmussen, under udgivelse). Fra yngre bronzealder per. IV kendes ved Bjerre Enge i Thy et hus med stald og grebning i østenden, hvor planen ligger meget tæt op ad huse fra ældre jernalder (fig. 17).

Indre konstruktioner

I nogle tilfælde findes indre stolpekonstruktioner m.m. i husene. Cf. fig. 1 og fig. 10.

Disse kan også ligne båseskillerum og er blevet tolket som sådan i Brdr. Gram hus IV, der ses på fig. 10. Ved Bjerre enge i Thy er der fundet et hus med lignende - men dog lidt afvigende - stolpekonstruktioner i vestenden. De kan også tolkes som bænke eller lignende. Det er typisk, at disse indre konstruktioner findes i de to ”yderskibe” i husene - mellem tagstolperne og væggen. Her sås i et velbevaret hus ved Fragtrup en stenlægning, der tolkes som et muligt underlag for en sove- og opholdsplads (fig. 18).

Tilbygninger og moduler

Bronzealderens huse var ikke statiske, men kunne udvides som svar på nye behov, f.eks. for at skaffe plads til nye medlemmer af husstanden. Fig. 19 viser et hus fra Fårtoft i Thy med en tydeligt tilføjet østende, hvorved huset får to beboelsesafdelinger. Det er karakteristisk, at der kun sjældent bygges til i vestenden af huset. Tilbygningernes grundplan genfindes af og til i små, selvstændige huse, så det får karakter af modulbyggeri.

FOKUSPUNKTER

• Der mangler stadig C14-daterede huse i tilstrækkelig antal til, at man kan opstille modeller for bebyggelsens udvikling i de forskellige egne af landet over tid. Specielt er daterede huse fra yngre bronzealder stadig en mangelvare. Derfor bør der lægges vægt på C14-dateringer. Ikke kun af de velbevarede huse med væglinjer, men også af huse, hvor vægkonstruktionen har været spinklere og derfor mangler, eller i områder, hvor fortidsminderne er stærkt nedpløjede. Der bør laves mindst to og helst tre C14-dateringer pr. hus.
• Huse med gode bevaringsforhold bør prioriteres højt, specielt hvor der er mulighed for at få belyst de forskellige funktioner i huset. Det kan f.eks. være huse med bevarede gulvlag, ildsted, skillerum, indre konstruktioner eller spor efter stald. Hvor der er gode muligheder for naturvidenskabelige analyser, bør disse udnyttes – ikke kun ved makrofossilanalyse og andre traditionelle metoder, men der bør også fokuseres på hvilke nye analysemetoder, der kan tages i brug, således at de kan tænkes ind i feltstrategien. Huse i fugtige områder er specielt vigtige på grund af de ekstraordinære bevaringsforhold for organisk materiale, der bl.a. giver mulighed for at belyse samspillet mellem bebyggelse og naturgrundlag.
• Der bør endvidere lægges vægt på huse, der indgår i større sammenhænge – dels som led i et større bebyggelsesmønster, dels hvor flere huse danner et samlet gårdsanlæg, sml. afsnittet om gården.
• Klare, tolkbare, datérbare huse vil altid være relevante at undersøge.

 
I Syd- og Sønderjylland samt Midtjylland på hedeslette- og bakkeølandskaberne vest for ungmorænen er de første generationer af treskibede langhuse meget stereotype i grundplanen. Husene har kraftige vægstolper i stor indbyrdes afstand og afrundede gavle i begge ender. Der er generel enighed om, at vægforløbet i disse huse må repræsentere en bulkonstruktion.

Huskonstruktion

Et treskibet langhus (K1) fra lokaliteten Kongehøj II ved Askov i Sydjylland er et repræsentativt eksempel på et af tidens storhuse. Huset måler 40 m i længden og 8,5-9 m i bredden. Langhuset er det hidtil største i lokalområdet og har stået på det højeste punkt af en sandet højderyg, der strækker sig knap 2 km. nord for Kongeåen.

K1 har bevarede stolpespor i samtlige tag-, væg- og gavlstolpehuller (Fig. 1). Stolpesporerne måler 25-40 cm i tværsnittet, som i fladen gerne danner en let rektangulær form, der afspejler kløvet bygningstømmer. Stolperne har været nedgravet i en dybde på 45-70 cm fra undergrundens overflade. Nedgravningerne til stolperne har samme dybde men naturligvis større diameter på 60-100 cm. Nedgravningsfylden står i stærk visuel kontrast til de humøse stolpespor, mens afgrænsningen mellem den lyse nedgravningsfyld og undergrunden kan være ret diffus (Fig. 2). Det er derfor vigtigt at være ekstra opmærksom på den generelt hyppige opdeling i stolpespor og stolpenedgravning.

 
Husets funktionelle elementer

Vægstolpernes indbyrdes afstand ligger gennemgående på 2,7 m. Fire steder er mellemrummet dog en meter kortere, hvilket umiddelbart kan tolkes som spor efter indgangspartier (fig. 1). Gavlstolperne står væsentligt tættere i forhold til vægstolperne. Otte tagstolpepar har udgjort den bærende hovedkonstruktion i langhuset, og ud fra deres indbyrdes placering danner de to større gulvflader i vest- og østenden.

To tværgående skillevægge, som består af en grøft i vest og en stolperække i øst, deler huset op i tre hovedrum (fig. 1). I vestrummet ligger varmekilderne i form af en meterdyb kogestensgrube og et mere overfladisk ildsted, hvorfor her må være tale om selve beboelsesafdelingen. Østrummet indeholder fund af kværnstensfragmenter og vævevægte, hvilket giver afdelingen karakter af et værkstedsområde, hvor kornbearbejdning og tekstilfremstilling blandt andet er praktiseret.

Indenfor østgavlen er der allerede i feltprocessen registreret en stor mængde forkullede kornkerner, hvilket gav anledning til mere detaljerede arkæobotaniske analyser.

Fokus:

• Det anbefales at se nærmere på det forkullede materiale i selve udgravningsprocessen, da det ofte rummer andet end blot trækul.

Makrofossilerne og deres potentiale

De forkullede planterester kan berette om afgrødevalg, agerbrugsteknik og indsamling samt supplere vores viden om funktion og ruminddeling. I tilfældet med K1 har makrofossilernes fordeling vist, at der indenfor østgavlen lå et større kornforråd eller spisekammer, som har bestået af velsorterede depoter af renset nøgenbyg og emmerhvede med avner (fig. 3). Et andet og mere blandet forråd har været opbevaret i centralrummets nordøstlige hjørne og bestod af både nøgenbyg samt lidt hvede, avnklædt byg og markukrudt (Andreasen 2011).

En foreløbig isotopanalyse af kornkernerne har desuden påvist, at kornet ved østgavlen har groet på velgødskede agre, hvilket ikke er tilfældet med det vestlige sammenblandede korndepot, der muligvis repræsenterer dyrefoder (Kanstrup 2012, s. 107 ff.). Central- og vestrummet har været fyldt med ukrudtsfrø og kornrensningsaffald, hvilket tolkes som levn efter gulvstrøelse. En markant ansamling af dette materiale er registreret mellem to vægstolper midt i hver langvæg, hvilket tyder på hyppig færdsel og dermed indgangspartier, der således var placeret let forskudt overfor hinanden i centralrummet (fig. 3, Andreasen 2011, s. 17 ff.). Indsamlede plantefrø som hasselnødder og hindbær/brombær er også erkendt i huset, om end i mere beskedent omfang.

En jævn fordeling af slagge fra sand og organisk materiale vidner om, at langhuset er gået til grunde ved en brand. Dette er ud fra fire AMS C14-dateringer af forkullede kornkerner sket engang i det 14. århundrede f.Kr., svarende til anden halvdel af periode II (AAR 14745-14748).

  
Kongehøj-huset er et eksempel på, hvor stort et potentiale, der ligger i analyser af forkullet organisk materiale fra hustomternes anlæg. Spørgsmålet om staldindretning kan i denne sammenhæng også belyses, da rester af potentielt dyrefoder kan erkendes, og da gødskede agre indirekte kan vidne om opstaldet kvæg. Dyreholdet er generelt underrepræsenteret på bronzealderens bopladser, da knogler sjældent er bevaret på de ofte sanddominerede lokaliteter, og båseskillerum som regel er bortpløjet.

[Tilbage til toppen]

 
Bopladserne skal fladeafdækkes i langt højere grad, såfremt de skal give ny viden om sammenhængen og strukturen. Affaldshåndtering på bronzealderens bopladser er bl.a. et vigtigt emne, som trænger til nærmere undersøgelse.

Betydningsfulde produktionsanlæg eller andre anlæg, der kan belyse bopladsaktiviteter og økonomi, er bl.a.:

Lertagningsgruber

Lertagningsgruber er som regel fast bestanddel af en boplads' aktivitetsområde, men det er en anlægstype, der ikke systematisk undersøges (dvs. snittes). Ler til både keramikfremstilling og husbygning har haft en central betydning på bronzealderens bopladser, og gruber har i perioder været genanvendt som affaldsgruber.

Derfor er en nærmere undersøgelse af disse gruber vigtig for at få viden om dagligdagen på stedet. De ofte flade og ret uregelmæssige gruber er i yngre bronzealder jævnligt genbrugt som affaldsgruber, mens lertagningsgruberne fra ældre bronzealder ikke indeholder ret meget materiale. Derudover er der ofte knuste eller sekundært brændte sten i gruberne.

Økonomibygninger (bl.a. firstolpeanlæg og indhegninger)

Økonomibygninger eller lader er som regel beliggende omkring 10 meter fra bronzealderhuset og kan bestå af mindre firstolpeanlæg eller runde, pælesatte konstruktioner. Disse stolpesatte konstruktioner kan have været overdækkede områder, hvor der kan have foregået produktion af f.eks. keramik (der kræver en tør, men gerne kølig forarbejdningsplads).

Ovnanlæg til keramik og bronzestøbning

Bevaringsforholdene for produktionsanlæg som ovne er ikke altid lige optimale. Det gælder både for keramikovne og for ovne brugt til bronzestøbning. De har som regel været placeret oven på jorden og erkendes ofte kun ved rødfarvning af undergrunden. De ganske få støbepladser står i stor kontrast til det efterhånden rige bopladsmateriale fra både ældre og yngre bronzealder, der findes i hele landet.

Bronzestøbning lader generelt til at knytte sig til bopladser. Fra andre dele af landet kendes støbeovne sjældent, men altid i forbindelse med bopladser som f.eks. Brokbakken og Vilsted i Midt- og Nordjylland.

De seneste 20 års udgravninger har formået at kaste lys over bopladser og skabt brugbare hustypologier, mens emnet bronzeforarbejdning og produktion ikke er særlig velbelyst. Det skyldes højst sandsynligt, at de anlæg, der hører til produktion, ikke genkendes, og at de fund, der kan knyttes til både produktion og forarbejdning af bronze, heller ikke genkendes i fundmaterialet, fordi der mangler definition og referencemateriale.

Det fremstår tydeligt, hvis man sammenligner med Nord- og Midtjylland, hvor fund af anlæg og bygninger er meget hyppigere (Mikkelsen, 2013). Systematisk gennemgang af det samlede fundmateriale fra f.eks. de seneste fem års udgravninger af yngre bronzealders bopladser kan formentlig ændre noget på fundbilledet.

Fokus på:

• Eftersporing af bronzeforarbejdning ved systematisk soldning af gruber og andre anlæg, der ikke umiddelbart kan tolkes.

Eksempler:

Lokaliteten Dalbygård blev undersøgt ved en forundersøgelse, hvor der fandtes en større affaldsgrube, hvori der blandt keramik, flint og ler fandtes dele af en smeltedigel og støbeformrester af ler (Hirsch 2009). Gruben hørte til et bopladsområde.

Fra Steengård på Als fandtes et stykke af en støbeform af ler, der ligeledes stammede fra en affaldsgrube (Hirsch 2014, mundtlig meddelelse). Genstandene blev fundet ved soldning og er relativt dårligt bevarede, men viser tydeligt, at en omhyggelig gennemgang af et uanseeligt fundmateriale kan betale sig.

Fokuspunkter

• Oppriotering af lokaliteten som helhed, herunder anlæg som i første omgang ikke umiddelbart er tilknyttet støbeaktiviteten
• Evt. revurdering af tidligere undersøgte anlæg
• Særligt fokus på træbyggede konstruktioner
• Tredimensionel indmåling af fund i kulturlag
•  Udtagning af omfattende prøvemateriale
• Kontakt til naturvidenskabeligt laboratorium

[Tilbage til toppen]

 
Bronzealderens marker kendes i det meste af landet først og fremmest gennem forekomsten af ardspor, der er dannet dér, hvor skæret på arden er gået gennem det relativt tynde pløjelag og har ridset furer på kryds og tværs i underlaget. Typisk forekommer bronzealderens ardspor f.eks.:

• under gravhøje
• på bopladser med kulturlag
• under sandflugtslag

Dvs. der, hvor de ikke er ødelagt af senere tiders dyrkning. Det tilhørende pløjelag er normalt 10-12 cm tykt.

Marksystemer og afgrænsninger

Modsat jernalderens marksystemer, der kendes flere steder, er egentlige marksystemer fra bronzealderen stadig sjældne. De to bedst bevarede forekomster indtil nu har begge været overlejret af flyvesandslag, hvilket giver mulighed for at registrere større sammenhængende flader end under gravhøje.

Ved Glesborg (Fanghøje) på Djursland er der således fundet flyvesandsdækkede marker på op til 90 x 25 meter.

Ved Bjerre Enge i Nordthy er der afdækket et egentligt marksystem med ret små marker, overvejende mellem 400 og 900 m2, beliggende på små, sandede højninger omgivet af vådbund. Markkanterne markerer sig ved parallelle pløjninger på grænsen til det udyrkede areal. Der er registreret små digevoldinger, som de kendes fra jernalderen.

Pløjelagsundersøgelser - dyrkningsmetoder

Ud over selve de synlige ardspor, der belyser markens eventuelle afgrænsning og giver en indikation på antallet af pløjninger, rummer det overliggende pløjelag - hvor det er bevaret - et vigtigt materiale til belysning af bronzealderens agerbrug, specielt med relation til spørgsmålet omkring gødskning. Fund af findelt og jævnt spredt bopladsmateriale som skår, stumper af ildskørnede sten og forkullede planterester tyder på, at husholdningsaffald er spredt på markerne.

Spørgsmålet omkring, hvorvidt markerne i bronzealderen også har været gødsket med dyregødning, kan ikke betragtes som afklaret. Det har ikke kunnet påvises gennem fosfatanalyse m.m. ved Bjerre Enge eller Østerild Klitplantage i Thy.

Ardsporsforekomster uden for sandflugtsområder

Som nævnt findes ardspor uden for sandflugtsområder typisk under gravhøje, hvor de er beskyttet af højfylden, men under særlige omstændigheder kan de også findes andre steder.

Ved Sønderhede i Asmild sogn har Viborg Museum således fundet ardspor i en slugt under et tykt, sekundært muldlag som følge af jordtransport ned ad skråningen.

Hvad betaler sig:

• Detailstudier med forsøg på at udrede enkelte pløjninger kan kun anbefales i specielle situationer.
• Fotodokumentation er velegnet – enten ved fotogenopret eller drone.
• I visse tilfælde kan man bruge tætliggende søgegrøfter, men fladedækning er at foretrække, hvis man har mulighed for at undersøge hele marker eller marksystemer.

Særlig opmærksomhed på:

• Velbevaret pløjelag med henblik på materiale til naturvidenskabelige undersøgelser samt arkæologisk materiale fra vandsoldning og flotering til belysning af spredning af husholdningsaffald på marken.
• Undersøgelser af pløjelaget - også fra områder med god jord - hvor ardsporene overvejende findes under høje, især hvis pløjelaget er overlejret af et allag. Disse har således også forskningsmæssig værdi, selv om der ikke kan afdækkes hele marker. Ud over fosfatanalyse bør der foretages kemiske analyser baseret på flere grundstoffer samt mikroslibsundersøgelser, pollenanalyse, makrofossilanalyse m.m.
• Spor efter marksystemer og/eller afgrænsning af den enkelte mark i fladen i form af parallelpløjning, digevoldinger (sjældne), eller evt. grøft (sjældent).

Fokus på:

• Afdækning af flere hele marker/marksystemer, hvor det er muligt.
• Der mangler dateringer og relation mellem marker og bopladser i nærheden.
• Dyrkningsmetoder – gødskning, evt. med husholdningsaffald
• Hvordan indgår markerne i bebyggelses- og udnyttelsesstrukturen?
• naturvidenskabelige undersøgelser:
  • jordbundskemi
  • mikroslibsundersøgelser
  • pollenanalyse
  • makrofossiler

[Tilbage til toppen]

 
Anlægstypen folde defineres her som:

• et mindre, afgrænset eller indhegnet areal - typisk omkring 40-60 m² - der kendes dog både mindre og større, helt op til 3-400 m². Arealet er afgrænset af en stolpesætning eller en gravet grøft, evt. en kombination af de to. I forbindelse med grøften kan der have været en vold af den opgravede fyld, evt. med et hegn på toppen. Disse elementer vil normalt ikke kunne registreres i udgravninger.

Udbredelsen er i øjeblikket først og fremmest Thy i Nordvestjylland, men enkelte anlæg kendes ned langs Vestkysten. Fra Vestkysten kendes et anlæg ved Agerskov (HAM 4501), som består af en ringgrøft med gruber med knogler, der kan have været et midlertidigt kvægindelukke. Det er muligt, at også andre grøftanlæg skal tolkes i den samme retning dvs. som kvægfolde af en mere midlertidig karakter, der har tilknytning til bopladserne (Kruse og Matthes, under forberedelse til 2016).

Indhegninger, der er afgrænset af en stolpesætning, kendes i øjeblikket stort set kun fra Thy. Her findes stolpebyggede anlæg med én eller flere stolperækker på adskillige bronzealderbopladser - i enkelte tilfælde sammenbygget med husene. Stolpeanlæggene findes både på sandede flader med hævet havbund, som ved Bjerre Enge, og på morænen. I flere tilfælde er der blot fundet et fragment af et sådant anlæg på bronzealderbopladser.

En enkelt parallel til stolpeanlæg fra Thy kendes fra Holland. Anlæggene har en vis lighed med hulbælterne fra jernalderen, men den lukkede form, placeringen på bopladserne, samt hullernes klare karakter af stolpehuller, adskiller dem fra hulbælterne.

I Thy findes stolpebyggede anlæg og grøftanlæg ofte sammen, og de to typer har i nogle tilfælde afløst hinanden på samme sted eller indgår i samme anlæg (fig. 2).

Funktionstolkning:

Tolkningen som dyrefolde bygger først og fremmest på anlæggenes form og deres placering på bopladserne. Der er i flere tilfælde foretaget fosfatundersøgelser af anlæggene, men uden resultat i de fleste tilfælde, hvilket antagelig først og fremmest kan tilskrives bevaringsmæssige og geologiske forhold. Undtagelsen er et grøftanlæg af en speciel type, tolket som en skillefold (se nedenfor).

Lukkede grøftanlæg er også tolket som indgrøftede pladser til opbevaring af afgrøder (tysk: Diemen). (Ethelberg 2000)

Typer

Stolpebyggede indhegninger

  
Skillefolde

Der kendes enkelte eksempler på anlæg, der tolkes som skillefolde, der har været anvendt til sortering af husdyr. Den klareste er folden fra Klostergård i Thy, der består af to dele: Et trapezformet grøftanlæg med en åbning i SØ-hjørnet og et grøftanlæg formet som et liggende L (fig. 8-9). Anlægget tolkes som en skillefold, hvor dyrene blev drevet ind i den åbne del og derfra enten kunne drives ind i den trapezformede del eller sendes udenfor.

Lignende anlæg i større målestok kendes fra engelsk bronzealder (Pryor 1996). Folden lå tæt syd for et lille bulvægshus dateret til ældre bronzealder periode III. Folden anses for omtrent samtidig med huset på basis af fund af keramik og flint i grøftfylden samt ud fra fyldens karakter. Fosfatanalyse viste forhøjet fosfatindhold i og omkring anlægget (fig. 9).

 
Fra lokaliteten Bolderslev Skovvej i Sønderjylland fandtes et særpræget grøftanlæg, der sandsynligvis skal fortolkes om en slags dyrefold. Den ældste del af anlægget er en ringgrøft med en diameter på ca. 12 meter. Direkte syd herfor er konstruktionen udvidet med et nærmest ovalt aflukke, der er ca. 150 m² stort. Det kan være et anlæg i stil med skillefolden fra Klostergård, idet der også er en åben og en lukket del af anlægget. Der blev ikke taget fosfatprøver af anlægget, og der var heller ingen daterende fund i grøfterne. På pladsen fandtes desuden spor efter et treskibet hus, formodentlig fra yngre bronzealder (Sørensen 1995).

Stendiger

I udkanten af bronzealderbopladsen Klostergård i Thy er der fundet en rest af et formodet stendige, der var bevaret som en stenfyldt grøft under et tykt muldlag. Grøftens indhold af sten vekslede meget, og diget kan have bestået af en kombination af sten og tørv. Dateringen hviler på fyldens karakter samt fund af flint og keramik.

Det kunne ikke afgøres, om der er tale om et dige med en tilhørende grøft ved foden, hvor diget er væltet ned i grøften ved sløjfningen, eller om diget er anlagt i grøften (Olsen 2002).

Muligvis skal nogle ”almindelige” grøfter i undergrund tolkes som rester af forsvundne diger. I Sydnorge kendes på Jæren lignende stendiger, dateret til bronzealder. De kan ses fortsætte som en grøft i undergrundsniveau i områder, hvor selve diget er fjernet (Juhl 1999).

Der mangler:

• Anlæg fra flere dele af landet. Stolpeanlæggene med flere stolperækker er lette at kende - også i fragmenteret udgave. De kan dog forveksles med fragmenter af hulbælter. Anlæg med en enkelt række stolper kan være vanskeligere at se, især hvis der er mange anlæg på en plads.
• Grøftanlæggene er vanskelige at adskille fra f.eks. grøftanlæg tolket som kultiske, f.eks. i forbindelse med gravhøje, men adskiller sig ved deres placering i bopladssammenhæng. Buede og runde grøftanlæg kendes også fra senere perioder.

 Fokus på:

• Velbevarede, veldaterede anlæg med potentiale for naturvidenskabelige undersøgelser bør prioriteres særligt højt.
• Undersøgelse af den geografiske forekomst med henblik på at vise, om dette er en regionalt begrænset anlægsgruppe, eller om den blot ikke er erkendt i andre dele af landet.
• Kan anlægsgruppen relateres til specielle kulturelle og/eller geografiske faktorer?
• Der skal ske mere arbejde med funktionsbestemmelsen, evt. med inddragelse af andre naturvidenskabelige metoder ud over fosfatanalyse.

[Tilbage til toppen]

   
Ved Østbirk lidt nord for Horsens er gennem flere udgravninger undersøgt et system af forskelligartede grøfter og stendiger, fig. 1. Lokaliteten ligger lige indenfor den sydøstlige del af en sandet smeltevandsdal, som danner vandskel mellem Horsens Fjord og Gudenåen. En nærmest retlinet palisadegrøft var her opført tværs over dalen mellem nogle mindre bakkepartier i begge dalsider, en strækning på ca. 500 m (registreret under HOM 1018, 1509 og 1590).

Grøften var de undersøgte steder mellem 30-60 cm bred og 25-55 cm dyb. Selve palisadehegnet var opført med svære stolper i et tilsyneladende ikke overalt lige ensartet og regelmæssigt forløb: Mod nordøst var stolperne 16-20 cm brede og næsten helt tæt stillede, mens de mod sydvest stod med større eller mindre afstand og omsluttet af støttesten. Enkelte steder blev der påvist ganske korte brud på grøften, disse var dog ikke brede nok til at kunne betragtes som passager.

Ud fra topografien må palisadehegnet tolkes som en form for spærring over den oldtidsvej, der har passeret gennem dalen siden stenalderen. En åbning heri må i så fald forventes at have været omtrent midt i dalen, hvor grøften ikke er fuldt afdækket.

Grøften er ikke dateret naturvidenskabeligt, men den gennemløber et stort bopladsområde med tilhørende gravplads og dateres foreløbig stratigrafisk bredt til bronzealderen.

   
Lidt sydøst for palisadens sydvestlige afslutning lå et formentlig samtidigt kompleks bestående af flere stendiger, eller stenfyldte grøfter, og andre forskelligartede grøftforløb. Væsentligst var to parallelle stendiger eller stenfyldte, ca. 1 m brede og 0,5 m dybe grøfter, som var pakket med nederst nogle op til store marksten, der herimellem var dækket af nogle lidt mindre sten.

Digerne lå med en indbyrdes afstand af godt 15 m og vinkelret på dalsiden, som de gennembrød i en svag lavning lige nedenfor en stejl bakke i dalsiden. De blev udgravet over en 14 m lang strækning indenfor dalen men kun delvist afdækket udenfor dalen, hvor de kunne følges yderligere 6-8 m.

  
De to stendiger synes at have været delvist forbundet med det lange palisadehegn oppe på bakken via et system af først en smal grøft, herefter endnu et - lidt smallere – stendige, som efter seks meter fortsatte forløbet under overfladen i en markant større, op til 4 m bred og godt 2 m dyb grøft, som var gravet ind i siden af bakken.

Denne grøft blev påvist i en længde af godt 10 meter, inden den tilsyneladende forgrenede sig med en udløber ud gennem dalsiden, en anden med retning mod den sydlige ende af palisadehegnet på kanten af dalsiden, hvor den desværre blev afskåret af en stor recent nedgravning. De forskellige typer af grøfter må anses for at være helt eller delvist samtidige og tilsammen at have udgjort en funktionsmæssig enhed.

Endnu kendes helt tilsvarende anlæg ikke fra andre danske lokaliteter, og hvorvidt de enkelte anlæg udelukkende har haft en praktisk funktion er uvist, men udformningen og den særlige relation til den lokale topografi tyder på, at de har indgået i en form for regulering af færdslen (mennesker og dyr?) til og gennem dalen.

[Tilbage til toppen]

  
Status

Spor af bronzealderens fiskeri i form af fiskeknogler og muslinger kendes fra hele landet, men de er først og fremmest kendt fra de østlige dele af landet, hvor bevaringsforholdene er bedst. Der er fundet skaller af muslinger og snegle samt fiskeknogler fra især torsk. Også udnyttelse af strandede havpattedyr som delfin, nordhval og kaskelothval er dokumenteret ved f.eks. St. Magleby på Amager og Hasmark på Fyn. Det er tankevækkende, at de fleste fund er gamle, fra dengang man gravede for hånd - uden maskiner.

Fiskeri og anden udnyttelse af havets og de ferske vandes ressourcer har ikke tiltrukket sig særlig opmærksomhed i den sydskandinaviske bronzealderforskning, da man traditionelt har betragtet den agrare økonomi som næsten enerådende. Det er da også langt mere almindeligt at støde på et bronzesegl i et depotfund eller på knogler fra husdyr på en bronzealderboplads end at finde rester efter fiskeredskaber og -kroge. I de senere år er der dog gjort nye opdagelser, der viser, at det billede, som man hidtil har haft af bronzealdersamfundets ressourceudnyttelse, langt hen ad vejen er fordrejet på grund af den strenge praksis, der herskede inden for gravskik og deponering i bronzealderen, og som betød, at et snævert udvalg af genstandstyper kom i jorden.

Bronzealderbebyggelsens udprægede kystnære placering sammenholdt med sporene efter fiskeri og indsamling af muslinger tyder på, at mange levede som fiskerbønder i kyststrøgene. Samtidig synes der i løbet af bronzealderen at blive øget mobilitet mellem indland og kyst (Appel & Olsen 2016).

Fokus

Da fund af fiskeredskaber er meget sjældne, skal man ved arkæologiske undersøgelser i højere grad se efter andre tegn på, at man har brugt stranden og havet i bronzealderen f.eks. strandsten, ral, sand, tang, muslinger og havsnegle.

Det er sandsynligt, at brugen af tang i forbindelse med begravelserne i bronzealderen er udtryk for, at man også i hverdagen benyttede tang til forskellige praktiske formål. Husk derfor at udtage prøver af velbevaret organisk materiale fra bopladser og grave til naturvidenskabelige undersøgelser.

Når gruber med skaller fra snegle og muslinger forekommer på bopladserne, bør materialet fra dem altid soldes. Snit altid alle gruber, for skal-laget er ikke altid synligt i fladen. Det kalkholdige miljø giver gode bevaringsforhold for fiskeknogler. Brug derfor et meget finmasket sold for at få selv de mindste knogler med.

Vær særlig opmærksom på tegn på bronzealderens udnyttelse af de ferske vande ved udgravninger i nærheden af søer og åer. Bronzealderens ferskvandsfiskeri er om muligt endnu dårligere belyst end saltvandsfiskeriet.

Grave og depotfund

De elementer i bronzealdergravene, der indikerer marin ressourceudnyttelse, kan opdeles i to kategorier (Appel & Pantmann 2013):

1. Genstande med praktisk funktion
2. Genstande, der markerer individet, eller som har en ikonografisk funktion

Til den første kategori hører strandsten, sand, ral, tang og muslinger. Man finder ofte strandsten, ral og sand anvendt som fundamenter for ældre bronzealders egekister, og i både ældre og yngre bronzealder har man pakket først kisterne og senere også urnerne ind i tang – oftest ålegræs/ bændeltang (zostera marina). I kystnære områder har ålegræs frem til vor tid været anvendt til bl.a. tagdækning, diger, madrasser, isolering og gødning, og noget lignende kan meget vel have været tilfældet i bronzealderen. Når tangen er helt nedbrudt, kan de muslinger, der oprindeligt levede i tangen, være det eneste tilbagevendende indicium.

Til den anden kategori hører fiskekroge, enkeltfundne snegle, forsteninger og afbildninger af skibe, fisk og bølger på bronzer eller sten i gravene. I en urnegrav fra yngre bronzealder ved Bavnehøjene, som er en del af højgruppen Maglehøje ved Rågeleje, blev der i 1890 sammen med gravgodset fundet en vinding fra en konksnegl, hvilket tyder på, at man ligesom i renæssancens fiskerlejer har knust sneglehuset og udtaget sneglen som agn til krogfiskeri. Sneglehuset kan derfor være lagt i graven som en markering af afdødes status som krogfisker (Appel og Pantmann 2012).

    
I andre grave og på bopladserne findes desuden rav og fossiler, som eksempelvis søpindsvin, der må være samlet op ved stranden, hvor de er lettest at finde. Måske har ornamenterede sø-fjer (pennatularia) fra urnegravpladserne fra Over Tastum og Vinkelplet i Ørum været anvendt som hårnåle (personlig meddelelse fra Inge Kjær Kristensen, Muse®um). Der er ikke meget rav i bronzealderfundene i forhold til de store mængder, man så i neolitikum. Dette kan skyldes, at det meste rav blev byttet væk for andre varer. Når rav forekommer i bronzealderkontekst, er det oftest i form af perler eller små uforarbejdede stykker. At uforarbejdet rav kunne anvendes til røgelse, antyder en stor klump rav, der blev fundet sammen med kogesten på en boplads fra bronzealderens per. IV på Tofthøjsåsen ved Rågeleje. 

Der er kun ganske få fiskekroge i bronzealdergravene, bl.a. fra Karlstrup på Sjælland og Strantved på Fyn (Aner og Kersten bd. 1, nr. 5; bd. 3, nr. 2144c). I gravfundet fra ældre bronzealder, per. II, fra Strantved var fiskekrogen nedlagt sammen med et sværd, en økse, en døllemejsel, et spidsvåben og en pincet.

I Nordsjælland, hvor fiskeriet har haft stor betydning i historisk tid, kender man fire gravfund med fiskekroge, der i tid spænder fra ældre bronzealder (per. II) til yngre bronzealder (per. IV). Fiskekroge af ben var almindelige gennem hele stenalderen, og traditionen fortsætter op i bronzealderen i vore nordiske nabolande. Det er derfor påfaldende, at de danske fiskekroge stort set alle er af bronze. For at finde ud af om denne forskel er reel, eller om den skyldes forkert typologisk datering af benkrogene, er det ved nye fund vigtigt at datere selve krogen eller fundkonteksten.

• Afløses fiskekroge af ben helt af bronzekroge i bronzealderen?
   

Case 1: Lindbjerg ved Annisse i Nordsjælland, ældre bronzealder, per. II

Arkæologen Conrad Engelhard undersøgte i 1875 centralgraven i en bronzealderhøj, der ligger på et højdedrag med udsigt over Arresø. I bronzealderen var denne sø en salt fjordarm. Graven tegnede sig som en 2,85 m lang og 1,1 m bred stenpakning. Graven er bestemt som en mandsgrav, da den foruden en fiskekrog var udstyret med en bronzedolk i en skede af skind eller læder, en ragekniv med hestehoved, en bøjlenål, en sav, to prene og et lille stykke rav. (Aner og Kersten 1973, nr. 5).

Case 2: Store Karlsminde ved Hundested i Nordsjælland, yngre bronzealder, per. IV

I 1939 undersøgte C. J. Becker en urnegravplads fra yngre bronzealder i en overpløjet gravhøj ved store Karlsminde nær Sølagerhuse på Halsnæs (Becker 1941). To af urnerne indeholdt hver en fiskekrog, den ene lå sammen med en dobbeltknap. En nyere kønsbestemmelse af knoglerne tyder på, at begge urner indeholdt kvindegrave. Også i depotfund som ved Hønsinge i Odsherred og Kjelleklintegård ved Kalundborg optræder fiskekroge sammen med kvindeudstyr.

• Hvad var kvindens rolle i forbindelse med bronzealderens fiskeri?