Kulturlandskab - landskabsorganisation

Af Jesper Hansen

Kulturlandskabsanalyser kan medvirke til skærpet indsigt i lokalområdet ikke mindst i forbindelse med Museumsloven kapitel 8 om arkæologiske undersøgelser. Via landskabsanalyser får vi dels information om landskabets anvendelse og udnyttelse i tid og rum, og dels får vi et redskab til at vurdere, hvor det er vigtigt at foretage arkæologiske undersøgelser og indsamle data for at tilvejebringe ny viden.

Men hvad er et kulturlandskab? Og hvordan håndterer vi bedst data? Analyser af kulturlandskabet rummer naturligt perspektiver, der er både:

• fagligt bredspektrede
• analyseret i stor skala
• har høj tidsdybde
• forankret i kulturlandskabets rumlige dimension

Som sådan udgør anbefalingerne for kulturlandskabsperspektivet et på mange måder samlende supplement til strategiens øvrige delområder (bebyggelse, gravfund, offerfund, forsvarsanlæg osv.). Det overordnede afsæt for kulturlandskabsperspektivet er at studere mennesker (deres handlinger og tanker) i samfundskontekster, der grundlæggende opfattes som komplekse, og hvis udviklinger oftest må ses i en multikausal og flerdimensionel sammenhæng. Kulturlandskabsperspektivet knytter sig i den forstand tæt til den landskabsarkæologiske metode.

Den landskabsarkæologiske metode er gennem de seneste tre årtier blevet stadig dybere forankret i dansk arkæologi - og dét i særlig grad i projekter med fokus på yngre jernalder og vikingetid; f.eks. Settlement and landscape, Foranderlige Landskaber, Agrar 2000, Centralitet og vækst i yngre jernalder og vikingetid samt i Jellingprojektet, Førkristne Kultpladser og From Central Space to Urban Place.

Kendetegnende for det landskabsarkæologiske perspektiv er en tilgang til de arkæologiske problemkomplekser som værende grundlæggende forankret i sociale aspekter. Kulturlandskabet kan så at sige opfattes som en scene, hvor de rumlige fysiske udtryk afspejler sociale, ideologiske og økonomiske forhold, der ultimativt kan opfattes som udtryk for sociale relationer; "Det rumlige studie af menneskets adfærd, i hvilket landskabet frem for alt betragtes som en social scene og hvor subsistensproduktionen udgør bagtæppet.

Til trods for de senere årtiers landskabsarkæologiske fokus, så er der for en lang række helt grundlæggende kulturlandskabelige problemstillinger omkring f.eks. rigsdannelse, organisation, protobyer, driftslandskab, netværk osv. stadig meget at vinde ved en tilgang defineret af en bred landskabsarkæologisk tænkning.

De store linjer - grænser i landskabet

I forskningen har både historikere og arkæologer ved flere lejligheder foreslået en forbindelse mellem stabile ejendomsforhold (herunder fiksering af bebyggelser og ejerlav) og etableringen af egentlige landskabsriger baseret på simple tynge-strukturer.

I forlængelse heraf er det ydermere foreslået, at langvarig og generel stabilitet for landskabets grundlæggende deling i geografiske enheder - primært ejerlav og herreder - forudsætter en juridisk overbygning, der stabiliserer gennem simple retsprincipper, der holdes i hævd af magtstrukturer på tværs af enheder. Her tænkes blandt andet på ting-strukturer - herred, syssel og land.

Ting-systemer i Danmark har vi imidlertid først skriftlige belæg for i det sene 1000-tal, og i større detaljer møder vi dem først gennem de bevarede landskabslove fra 1100/1200-tallet. Dette uanset at ting-systemer oplagt har en oprindelse forud for de historiske kildebelæg.

    
Til trods for årtiers udforskning af de organiserende samfundsmæssige strukturer - ejerlav, herred, syssel, 'land', rige - fremstår vores arkæologiske viden om disse endnu uklart i yngre jernalder og vikingetid.

Gennem studier i et landskabsarkæologisk perspektiv, hvor stednavne, matrikelkort og historiske kilder supplerer en arkæologisk big data-indsamling af bl.a. bebyggelseslevn, har det vist sig muligt at se bag om tiden for de bevarede historiske kilder og derved at skabe ny teori om de organisationsstrukturer og grænsedragninger, der siden midten af 1. årtusinde må have været afgørende for rigsdannelsen, rigsopfattelsen, driftslandskabet, juridiske forhold, sociale forhold, trossystemer, netværk, militær & politik mv.

Ny viden om 'Danmarks' administrative systemer/delinger, deres geografi, alder og organisatoriske struktur er ikke blot i sig selv en kilde til ny viden, men vil samtidig kunne skabe en helt ny fortolkningsramme for perioden; geografisk, organisatorisk og mentalt, som det er fremhævet i et regionalstudie fra Fyn.

   
Et fokus på aspekter af kulturlandskabets grænsedragninger kan feltarkæologisk understøttes gennem en lang række konkrete tiltag, der alle har det tilfælles, at der fokuseres på spredning og datering i en relationel kontekst i et landskabsperspektiv.

    
I hvor høj grad omlægninger af bebyggelser ca. 600 e.Kr. og efterfølgende torp-dannelse inden for denne struktur skal betragtes som normen i hele Danmark er endnu et åbent spørgsmål. Meget kan faktisk tyde på, at der vil kunne iagttages regionale forskelle også på dette område. Data, der understøtter problemstillingen på tværs af alle landskaber og egne, bør prioriteres.

Byer opstår

Vores viden om de tidlige danske byer og emporier, f.eks. Hedeby, Ribe og Odense, er steget betydeligt de seneste år. Byernes arkæologi rummer stor kompleksitet, og hertil er der udarbejdet en målrettet strategi (Middelalder & Nyere tids Byarkæologi).

Set i en kulturlandskabelig ramme i yngre jernalder og vikingetid er vores viden om de tidlige byers opståen og deres kulturlandskabelige relation og interaktionen til det grundlæggende rurale samfund imidlertid endnu præget af mange åbne spørgsmål, som bør understøttes feltarkæologisk i de kommende år.

  
Anbefaling

Da der i udpræget grad er tale om fælles udfordringer på tværs af perioden yngre jernalder/vikingetid og middelalder, anbefales det i denne strategi for yngre jernalder og vikingetid generelt at orientere sig i Strategi for Middelalder & Nyere tids Byarkæologi og Strategi for den middelalderlige landbebyggelse.

Enkelte overordnede anbefalinger specifikt for kulturlandskabet i yngre jernalder og vikingetid fremhæves i nedenstående, men de kan og bør suppleres af andre indsatser, der tilsvarende understøtter det landskabsarkæologiske helhedsperspektiv på perioden.

Rum og grænser

Fysiske rum og grænser er definerende og styrende for menneskers tænkning og praksis på en lang række niveauer. Konceptuelt kan fysiske rum og grænser iagttages på såvel mikro- som makroniveau - fra husets indre og ydre rum over gården, landsbyen, ressourceområdet, bygden, landsdelen og riget. I et kulturlandskabsperspektiv med fokus på yngre jernalder og vikingetid er især tofte-grænser, vange-grænser, ejerlavs-grænser, herreds-grænser, syssel-grænser og evt. rigs-grænser sammen med de forbindende fysiske (f.eks. vand- og landveje) og visuelle (f.eks. bavner) kommunikationslinjer oplagte strukturer som udtryk for de organisatoriske, strukturelle og mentale rum og grænser.

Karakteren og tidsdybden for de fysiske fortidsminder (typisk diger/grøfter), der kan definere delinger i landskabet er endnu underbelyst, og det bør ved arkæologiske undersøgelser altid have høj prioritet at indsamle oplysninger, der kan understøtte viden herom. At langt fra alle grænser defineres af egentlige synlige fortidsminder er velkendt, og det anbefales da også for ejerlavs- og herredsgrænser, at undersøge tidsdybden bag om de jordfaste levn gennem en landskabsarkæologisk tilgang, der kombinerer udgravning og datering af bl.a. bebyggelsesspor fra perioden med kartografisk og onomastisk (navne) kildematerialemateriale.

FOKUSPUNKTER:

Undersøgelser, der underbygger og perspektiverer vores viden om både organisatoriske, geografiske og temporære forhold omkring grænselandskaber og rum i yngre jernalder og vikingetid, anbefales styrket i den feltarkæologiske indsats og prioritering.

• Rummets og husets grænser
• Gårdens grænser
• Landsbyens og ejerlavets grænser
• Herredets grænser
• Syslets grænser
• Rigets grænser
• Byens såvel som det rurale landskabs rum og interaktionen herimellem

  
Regionale forhold og netværk

Regionalitet afspejles på mange niveauer i det arkæologiske materiale og kan defineres ud fra mange forskellige parametre - stilmæssige, driftsmæssige, landskabelige, strukturelle, sociale etc. At der er forskellige parametre, udstiller på én og samme tid kompleksiteten og potentialet ved iagttaget regionalitet som analyseredskab. Regionalitet i yngre jernalder/vikingetid kan således betragtes forskelligt/asynkront på baggrund af f.eks. smykketyper og bebyggelse.

FOKUSPUNKTER:

Der anbefales et fokus på arkæologiske levn, der udbygger vores viden om regionalitet i yngre jernalder og vikingetid på tværs af kildeværdien i forskellige arkæologiske kildegrupper. Beslægtet med regionalitet er udforskning af netværk. I yngre jernalder og vikingetid etableres protobyer/emporier og stærke interregionale/internationale netværksstrukturer, der forbinder store områder gennem knudepunkter. Det anbefales at prioritere arkæologiske indsatser, der understøtter forskning i kulturlandskabets netværksrelationer:

• Stil, design og arkitektur
• Driftsform
• Kulturlandskaber
• Bebyggelsesorganisering
• Socialstrukturer
• Rituel praksis
• Netværksrelationer

Det førkristne sakrallandskab

Kirkerne og i særdeleshed de geografiske sogne, der etableredes i første tredjedel af 1100-tallet, er en anakronisme i yngre jernalder og vikingetid. Til trods for sporadiske oplysninger fra Adam af Bremens kirkehistorie (1070´erne) og sagatekster nedskrevet i middelalderen, så er vores viden om sakrallandskabet i den sene førkristne tid meget begrænset, og det anbefales derfor at prioritere alle typer af arkæologisk viden herom. Væsentlige fremadrettede fokuspunkter er her på arkæologiens udsagnkraft i direkte samspil med stednavnematerialet, historiske beretninger, sagaer og mytologiske fortællinger.

FOKUSPUNKTER:

Der anbefales et fokus på arkæologiske levn, der underbygger ny viden om det førkristne sakrallandskab samt viden om de kultur- og natur-landskabelige relationer, som de arkæologiske levn indgår i.

• Rituelle bygninger
• Offerpladser og offerskik
• Gravpladser og gravskik

    
Landsbyer og omgivende fundkoncentrationer

Der indsamles hvert år tusinder af metalgenstande fra pløjejorden, og herværende strategi omfatter et særskilt afsnit netop med det fokus. Set fra et kulturlandskabsperspektiv er der dog særligt ét spørgsmål der bør adresseres her: Hvad repræsenterer de talrige koncentrationer af metaller fra yngre jernalder og vikingetid, der findes i forskelligt omfang på marker omkring vores landsbyer? Er der tale om spor af tidligere/underliggende bebyggelse? Tabte genstande fra markarbejde, der afspejler landsbyindbyggernes forskellige velstand? Spor efter markeds- og håndværkspladser i landsbyernes udkant? Materiale, der er redeponeret ved gødskning af marker? Nedpløjede gravpladser? Religiøse lokaliteter? Eller en skønsom blanding af alt dette og meget mere.

Vores viden om disse for kulturlandskabsforståelsen helt afgørende spørgsmål er pt. båret af regionalstudier og med kun ganske få større udgravningskampagner til støtte for tolkningerne af fundspredninger fra pløjelagene. Afklarende feltundersøgelser med fokus på eventuel lokalisering, registrering og datering af samtidige anlægsspor bør prioriteres fremadrettet.

• Afklaringer af eventuelle sammenhænge mellem koncentrationer af løsfund og evt. jordfaste fortidsminder.

    
Torper og adelbyer

Torper eksisterer både som arkæologiske torper, juridiske torper og onomastiske torper. Gennem målrettede udgravninger og dateringer af (ikke) udparcellerede ejerlav (geografiske torper) og navngivne torper (onomastiske torper) er der grundlag for at skabe ny viden om torp-etableringen, dens temporale tyngdepunkter og strukturelle karakter.

Ligesom tilfældet er med torperne, så er snævre dateringer fra etableringstidspunkter af de øvrige grupper af landsbyer, der bærer de klassiske stednavneefterled, endnu forholdsvis dårligt belyst (Dam 2015), og periodens bebyggelsesspor er i det hele taget underrepræsenterede.

FOKUSPUNKTER:

Det anbefales ved undersøgelser (særligt i landsbyer navngivet med de klassiske stednavnegrupper, -inge, -um/-hem, -lev, -løse, -sted, -by, -torp, -rød etc.) at sikre det bedst mulige dateringsgrundlag for bebyggelsen - dens etablering, struktur og udvikling. Det anbefales desuden at sikre et robust dateringsgrundlag for erkendte bygninger af alle typer og bevaringsgrad på den enkelte bebyggelse.

• Bygninger
• Brønde
• Produktionsanlæg
• Skel
• Kulturlag

  
Samlede kulturlandskaber

Arkæologisk udgravning af samlede kulturlandskaber, der rummer detaljerede oplysninger om såvel driftsforhold, bebyggelse, hierarki, sakrallandskab, kommunikation og handel/håndværk, er sjældne i alle arkæologiske perioder og i særdeleshed i yngre jernalder og vikingetid. Perioden er på mange områder præget af en svær kildesituation og sammenlagt med de naturlige begrænsninger af arealerne, som den lovbestemte arkæologiske indsats medfører, så er det afgørende, at vi i vores strategiske indsats altid har (kommende) helheder for øje, når vi betragter de enkelte dele - dvs. de konkrete arealer berørt af vores konkrete indsats.

Særligt ved kulturlandskabsperspektivet er det afgørende, at indsamling og prioritering skal foretages ud fra langsigtede mål og med sigte ikke kun på det, vi allerede ved, men med bevidstheden om den kontekst, som den enkelte lokalitet kan blive en del af. Det anbefales at kontekstualisere vores indsats i sociale, ideologiske og økonomiske positioner i kulturlandskabet.

FOKUSPUNKTER:

• Sakrale landskab
• Magtens landskab
• Organisationsstrukturens landskab
• Krigens landskab
• Ritualernes landskab
• Kommunikationens landskab
• Handlens landskab
• Råvarernes landskab
• Produktionens landskab