Bebyggelse

1. Bebyggelse generelt i yngre stenalder. Af Anne Rosenberg og Lotte Reedtz Sparrevohn
2. Kulturlag generelt. Af Esben Aarsleff
3. Bebyggelse i senneolitikum. Af Torben Sarauw
4. Undersøgelse af toskibede senneolitiske huse. Af Martin Egelund Poulsen, Scott R. Dollar og Lars Grundvad
5. Dybe anlæg. Af Martin Egelund Poulsen og Lars Grundvad

 
I takt med det store opsving i de arkæologiske undersøgelser, er der fundet mere neolitisk bebyggelse end nogensinde tidligere. Bebyggelsen er karakteriseret af store regionale forskelle med hensyn til typen og karakteren af bebyggelsen, og man bør derfor være meget opmærksom på regionale og lokale forhold. Af samme årsag er generaliseringer på tværs af landet vanskelige.

Det er et generelt problem, at den toskibede bebyggelse sjældent bliver erkendt allerede i forundersøgelsesfasen, og at den ofte er en "sidegevinst" på store felter med treskibet bebyggelse. Samlet set ser bebyggelsen fra tragtbægerkulturen ud til at være den sværeste at lokalisere, og i flere regioner kan der være markant flere senneolitiske huse end hidtil antaget.

Problematikken omkring den neolitiske bebyggelse omfatter også en manglende typologi for periodens huse. Poul Otto Nielsen fremlagde i 1997 en typologisk udvikling for den neolitiske bebyggelse, der stadig anvendes: Små huse i den tidlige tragtbægerkultur, der blev gradvist længere op igennem de neolitiske perioder for at kulminere i senneolitikum. Siden 1997 er der gjort mange fund af hustomter, som er med til at nuancere og ændre dette billede, bl.a. hustomter med forsænkede gulvpartier og små huse fra senneolitikum.

• At erkendelse og dokumentation af neolitisk bebyggelse svækkes af mangelfulde forundersøgelser, og at bebyggelsen sjældent er det primære udgravningsobjekt.
• At det selv med målrettede forundersøgelser (jf. Museum Sallings strategi (Skive)) er meget vanskeligt at finde huse fra tragtbægerkultur.
• På den positive side kan det fremhæves, at mange museer efterhånden har et så stort materiale, at der kan laves analyser på selve bebyggelsen.
• Der er en regional oversigt på vej om "Hus og bolig i neolitikum og tidlig bronzealder" fra Kroppedal Museum.
• Tragtbægerkulturens huse er beliggende spredt i landskabet. Ved overgangen til Enkeltgravstid i Jylland bliver bebyggelsen mere klart defineret og større. Dette mønster fortsætter ind i senneolitikum, hvor man også på Sjælland ser pladser med flere huse og et potentielt områdefællesskab.
• Bebyggelsesmønstret fra senneolitikum ser på nogle lokaliteter ud til at fortsætte i den tidlige bronzealder.

Problemfelter

Lokaliseringen af neolitisk bebyggelse i forundersøgelsesfasen er problematisk, når vi anvender den klassiske tilgang med nord-sydgående grøfter med 15 til 20 meter i mellem. Denne tilgang er særligt anvendelig, når det kommer til lokaliseringen af jernalderens øst-vestliggende typehuse. De toskibede neolitiske hustomter varierer både i størrelse, udformning samt orientering. Derfor kan disse huse være svære at opdage i forbindelse med "almindelige" søgegrøfter.

Den store nedslidning, som kan forekomme på husene, kan betyde, at hustomterne kun giver sig til kende som en række af midtsuler. Disse vil i så fald kun optræde som en enkelt stolpe eller to i søgegrøften.

Sammenkædning med jernalderens landskabsudnyttelse ser ud til at betyde, at der har foregået en stor nedslidning af anlægssporene først i jernalderen og igen i moderne tid. Derfor findes de bedst bevarede huse i områder, der ikke blev foretrukket i senere perioder, samt under gravhøje og kulturlag.

Tips og tricks til lokalisering af neolitisk bebyggelse i forundersøgelser

• Lav mange udvidelser af søgegrøfterne - også omkring de enkelte stolpehuller (besluttes bedst, hvis alt "snittes") samt sværme af stolpehuller, da de toskibede huse kan gemme sig her. Vær opmærksom på, at afstanden mellem de tagbærende stolper kan variere (op til 8 meter), rækken kan være uregelmæssig, og stolperne kan også variere mht. form og farve.
• Vær opmærksom på, at bebyggelsen kan ligge langt fra samtidige gruber og kulturlag, og de skal måske findes i en fjern søgegrøft.
• Udvid omkring kulturlagsplamager og udgrav gerne prøvehuller i disse, da der kan være tale om forsænkede hustomter. En homogen fyld af en dybde på 20-40 cm, en plan bund samt flintaffald og groftmagret/letbrændt keramik er positive tegn på en forsænket hustomt
• Kortere afstand mellem søgegrøfterne, hvis der eftersøges neolitiske huse. Det foreslås at være ca. 7,5 - 10 meter i mellem grøfterne.
• Tjek området for løsfund. I Svendborg-området er indikation på en sammenhæng mellem rapporterede løsfund og tilstedeværelsen af neolitisk bebyggelse.

Udgravninger

Fokus bør selvsagt være på neolitiske hustomter, der bør opprioriteres, da vores viden omkring den typologiske udvikling stadig er mangelfuld.

• En grundig dokumentation af hustomten.
• Indsamling af naturvidenskabeligt materiale. Det er vigtigt at få taget prøver til C14-dateringer fra så mange anlæg som muligt. Desværre spiller den meget udvaskede karakter af disse ind her, hvorfor det ikke altid er muligt at få materiale fra tre anlæg i hustomterne til AMS C14. Derfor bør man stræbe efter at tage jordprøver fra alle anlæg for at få nok materiale til datering. Det vil være en god ide at undersøge potentialet for bevarede makrofossiler, da bevaringsforholdene kan være gode, også selvom der ikke er tydeligt mørke og trækulsholdige anlæg.
• Det er også vigtig at tage prøver fra alle anlæg i hele huset, hvis man vil undersøge funktionsopdeling af husene ved udgravning.

Vær særligt opmærksom på:

• At hustomter kan gemme sig i sværme af stolpehuller. At husenes orientering, især i de tidlige perioder, oftere er en anden end øst-vest. Og man kan lede efter dem ved at se efter stolper, som indgår i forløb, der ikke er øst-vestvendte.
• Pas på med kontekstuel datering, der især på mange-periode-lokaliteter kan være højst usikker, netop da konteksten ikke er entydig, og oldsagerne til den kontekstuelle datering ofte vil være svære at kæde sammen med et eksakt hus. Nedenstående betragtninger er selvfølgelig baseret på de lokaliteter, hvor bebyggelse findes. Der er egne af landet, hvor bebyggelse fra Tragtbægerkultur ikke kan erkendes. I disse områder fremkommer i stedet gruber og kulturlag - de strategiske overvejelser omkring udgravningen af disse findes andetsteds på siden.

Hustomter

Store fladeafdækninger er frugtbare på lokaliteter med neolitiske hustomter, da bopladsernes aktivitetsspor tilsyneladende ligger spredt over et større areal. Med undtagelse af husenes indre arealer er samtidige grubeanlæg sjældne i husenes næromgivelser. De er derimod placeret i periferien og kan rumme et deponeret indhold af rituel karakter.

Således kan gruberne anskues i sammenhæng med såkaldte husofre og minirøser. Dertil kommer tilstedeværelsen af reelle rydningsrøser med en diameter op til 6 meter, hvori der smidt senneolitiske oldsager.

Sporene af den neolitiske bebyggelse kan være meget udvaskede, men kan blive synlige på afdækkede arealer, der står åbne i længere tid. Dette gælder ikke blot stolpehuller og gruber men også kulturlag i forsænkninger. På grund af udvaskningen er der generelt et behov for efterskovlning af stolpehuller. Som regel er de tydeligere i profilen end på fladen. Således kan hustomter, der ikke blev erkendt umiddelbart efter muldafrømningen, opspores efter en eller flere uger.

Hustomter under kulturlag

Det er vigtig at være meget opmærksom på stratigrafien, hvis der erkendes hustomt under kulturlag, da det kan være uhyre vanskeligt at erkende nedgravede stolper i et kulturlag. Stolpehuller, der fremtræder tydeligt i undergrund, er måske ikke blevet erkendt i kulturlaget og behøver derfor ikke være ældre end kulturlaget.

Det må som minimum forventes, at huset under kulturlaget er velbevaret, hvis det er ældre end kulturlaget og har ligget beskyttet af dette. C14-datering af huse nær kulturlag kan være problematisk. Kulturlaget kan have haft en større udbredelse, da det blev dannet, og risikoen for sammenblanding med materiale i yngre hustomter i nærheden er stor.

Hustomter med forsænket gulve

Hustomter med forsænket gulv kræver en anderledes udgravning end de toskibede huse uden neddybede gulvpartier. Opfyldningslaget i forsænkningerne bør udgraves i kvadranter med vinkel-formede balke, for en udgravning af disse kulturlag i kvadratmeterfelter er for tidskrævende og dermed omkostningsfulde i forhold til resultatets omfang.

Opfyldningsmaterialet er meget homogent og repræsenterer tilsyneladende en udjævningsaktivitet, der er foregået som én handling. Derimod er det nødvendigt at være opmærksom på materialet, der ligger forseglet under kulturjorden, hvilket netop risikerer at blive overset i forbindelse med udgravning i kvadratmeterfelter.

Forsænkningernes opfyldningsmateriale har samme beskyttelsespotentiale som gravhøjene, hvor forskellige aktivitetsspor bevares, som under normale forhold under muldhorisonten vil være bortpløjet. Disse spor kan udover nedgravede stolper og ildsteder/kogegruber være levn fra håndværksaktiviteter, ardpløjning, anlæggelse af minirøser, placering af forråd og bestemte genstande, rester af oprindelige gulvlag etc.

Det er desuden vigtigt at opprioritere disse forseglede levn i forbindelse med udtagning af prøver til arkæobotaniske og andre naturvidenskabelige analyser. Selve opfyldningslaget er mere eller mindre uegnet til dette formål, da husholdningsaffaldet ikke nødvendigvis stammer fra husets levetid og næromgivelse.

 [Tilbage til toppen]

 
Neolitiske kulturlag er en bred betegnelse, som i bund og grund dækker over ophobede affaldslag. Ophobningen ses ofte i lavninger eller på kanten af forhøjninger, men også på bopladser med lang funktionstid kan der ses kulturlag på selve pladserne.

Anlægstypen kendes som en meget varieret gruppe. Fra de massive og materialetunge lag ved f.eks. Troldebjerg (Winther 1935) til de mindre lag som f.eks. Lystrup Østergård (Rasmussen 2012). Som med kulturlag fra de fleste andre perioder af oldtiden kan anlægstypen således ikke rubriceres efter indhold af trækul eller organisk materiale, men vil næsten altid kunne erkendes gennem indholdet af antropogen flint og/eller karakteristisk keramik.

Kulturlagene fra neolitikum kendes fra ganske mange bopladser rundt om i landet. Ofte kan de være meget materialetunge, og det kan derfor være svært at få udgravet kulturlagene i tilstrækkelig grad på en almindelig fladegravning. Frygten for at lide materialedøden skal dog holdes op mod de landvindinger, som nye tilbundsgående udgravninger af kulturlag vil medføre. Med konkrete spørgsmål til indhold, funktion, datering og bopladsdynamik vil mange kulturlag kunne give langt flere svar, end man hidtil har afkrævet dem.

Erkendelse af kulturlagene

Ofte vil kulturlag med fund af enkelte karakteristiske flint- eller keramikfund blive rubriceret som neolitisk kulturlag, på trods af at laget måske kun rummer ganske få fund fra neolitikum. Dette skal tilskrives, at de neolitiske fund som gruppe kan være let genkendelige, samt at især flinten har tendens til at blive sekundært omlejret ved senere tiders udnyttelse af samme områder. Det er derfor vigtigt at skelne mellem kulturlag med primært aflejrede fund og de sekundært aflejrede flint- og keramikfund i senere tiders kulturlag.

Kulturlagene vil normalt give sig til kende ved almindelig forundersøgelse med gravning af søgegrøfter. De primære lag vil typisk rumme vekslende mængder af diagnostisk flint og keramik, om end de finere dateringer, f.eks. skelnen mellem MNIa og b, ofte må afvente egentlige udgravninger.

Det er imperativt at der, allerede i forundersøgelsen, graves til senglacial aflejring eller lign., både gennem vådbundområder og de ofte tilhørende erosionslag, i daglig tale "grå lag." Især sidstnævnte kan virke meget naturlige, men gemme på neolitiske aflejringer, som er usynlige på overfladen.

Baggrunden for, at de neolitiske kulturlag kan findes under de relativt homogene grå lag, skal sandsynligvis søges i de store landskabsændringer, der sker med rydningen af skoven i netop neolitikum. Herved åbnes der op for jordflydning og erosion i langt større grad end tidligere.

Erkendes kulturlagene under de grå lag først i udgravningsfasen, kan det være svært at få lagt den rette strategi for udgravningen, hvilket i sidste ende kan være til skade for tolkningen.

Kulturlagenes placering i landskabet

Neolitiske bopladser og dermed kulturlag er ikke begrænset til én landskabstype. De kan potentielt findes overalt i landskabet. På de større forhøjninger kendes kulturlag fra hele neolitikum, hvorimod de mindre forhøjninger, gerne i kanten af moseområderne, som regel kun rummer kulturlag fra udvalgte dele af perioden. I Nordsjælland ses f.eks. hovedsagligt kulturlag fra TNII-MNI i kanten af moserne.

I lavninger kan kulturlagene ofte have karakter af udsmid. Kulturlagene kan eksempelvis ligge som en bræmme uden om en lille forhøjning, hvorpå den tilknyttede boplads har ligget. De vil ofte afspejle en enkelt fases ophobning af affald og kan derfor give et tidsmæssigt afgrænset indblik i bopladsens subsistensøkonomi.

Dog kan der ligeledes være funktioner tilknyttet i lavningerne, da man i flere tilfælde har boet helt ude i kanten af de vandførende eller fugtige områder. I de mere regulære moseområder kan der påtræffes jagtstationer, og dermed kulturlag, fra flere dele af neolitikum, og disse må anses for at have en stor værdi for forståelsen af ressourceudnyttelsen op gennem perioden. Desuden kan der i moserne påtræffes både affaldslag og offerfund, hvor de fugtige miljøer kan være garant for gode bevaringsforhold.

På forhøjningerne erkendes kulturlagene som dele af boplads- eller aktivitetsområder, hvor de vil være aflejrede hen over bopladsen, eller evt. i forsænkninger i undergrunden. Senere tiders landbrug har ofte spredt kulturlagene - og dermed fundene - over et større område, hvorfor man skal være varsom med at tolke løsfund i muldlagene eller lyse kulturlag med få fund under mulden, som tegn på regulære aktiviteter. Tilvirkningen af bare én økse kan skabe op mod 5-10 kilo afslag (Hansen og Madsen 1983). 10 økser vil dermed generere 50-100 kilo, som kan spredes over et ganske stort område.

Kulturlagstyper i grove træk

Nedenstående inddeling er ikke retvisende for, hvad der bør udgraves eller ikke udgraves, men giver derimod en ide om, hvilke kulturlag der må formodes at rumme de fleste informationer.

1. Funktionslag, med bevaret knoglemateriale. De mest optimale omstændigheder, hvor der kan argumenteres for kulturlagets funktion, herunder de aktiviteter, som har afstedkommet ophobningen af laget. Desuden er laget bærende for tolkningen af pladsen.
2. Funktionslag uden bevaret knoglemateriale. Samme som ovenstående, men her kan det knibe med at påvise de mange facetter, som knoglematerialet kan belyse. F.eks. jagt og husdyrhold på især tidlig- og mellemneolitiske pladser.
3. Ophobningslag omkring huse eller boplads uden spor af aktiviteter, der kan knyttes til lagene. Der kan ikke påvises funktioner i selve kulturlagene, men de afspejler funktioner eller aktiviteter på bopladsen og er derved en vigtig informationskilde til forståelsen af pladsen.
4. Udsmidslag med og uden knoglemateriale. Udsmidslagene findes ofte i lavningerne og rummer informationer om den boplads, som de har været tilknyttet. Med bevaret knoglemateriale kan flere vigtige spørgsmål adresseres, men uden knogler svinder værdien af disse lag. Man skal dog være varsom med at afskrive dem, da der kan være funktioner i lagene på trods af, at de ligger i lavningerne. Desuden kan der gemme sig andre oplysninger, som kan være vigtige i visse egne af landet, men ikke i andre. Dertil kommer den periodespecifikke relevans. Udsmidslag fra TNI vil have en større arkæologisk værdi end f.eks. lag fra TNII/MNI. Endelig giver fundene i udsmidslagene vigtige informationer om den specifikke boplads og de aktiviteter, der trods alt kan aflæses uden knoglematerialet, herunder muligheden for at sammenligne bopladskeramik med gravkeramik, hvilket er en noget uopdyrket facet.
5. Erosionslag. Kulturlag, der er ophobet ved erosion fra højereliggende områder, vil ofte have en meget lille værdi i forhold til at forstå bopladsen. Enkelte sonderende profiler gennem disse lag vil ofte være tilstrækkeligt.

Udgravningsmetode for kulturlag

Der kan ikke opstilles klare retningslinier for udgravningsmetoderne i forbindelse med denne meget varierende anlægstype, det bør altid være afhængig af det enkelte objekt. Der kan dog gives nogle eksempler på, hvordan visse typer af kulturlag kan undersøges.

Funktionslag med påviselige aktiviteter på stedet kan med fordel nærmest udgraves efter mesolitisk forbillede, med frempreparering af flader, udgravning i kvarte kvadratmeterfelter og indmåling af fund i tre dimensioner. Dertil kommer soldning - med relevante spørgsmål for øje: Skal der påvises alle facetter af flinthugningen på stedet? Eller er målet at få de mindste fiskeknogler med?

Kulturlag i form af ophobnings- og affaldslag uden klare funktioner kan udgraves i kvadratmeterfelter, eventuelt i lag, for derved at belyse spredning af genstandstyper, og derigennem funktioner/aktiviteter. Man bør have et defineret mål for øje, hvor et repræsentativt genstandsbillede kan være én mulighed. Genstandsbilledet bør dog i så fald bunde i en videnskabelig valid udgravning af kulturlaget, hvilket betyder, at en fornuftig andel af det tilgængelige kulturlag er udgravet i kvadratmeterfelter.

Vælges en metodik med enkelte udgravede kvadratmeterfelter og maskinafgravning af resten af laget, må man holde sig for øje, at udgravningen sandsynligvis kun vil påvise det evidente. At det er et kulturlag fra en given periode med enkelte tilfældige genstandstyper repræsenteret. Metoden kan dog ofte være den eneste rentable metode, hvis man er i tvivl om kulturlagets potentiale.

Erosionslag eller lignende kan der blot maskingraves sonderende profiler igennem for at belyse strukturen. Dette gøres for så vidt muligt allerede i forundersøgelsen.

Det bør tilsigtes at åbne større flader omkring lagene for derved at afgøre den kontekst, hvori de indgår. Desuden bør det tilsigtes at få undersøgt fladerne under kulturlagene. Disse rummer ofte anlæg, der kan være vigtige for forståelsen af bopladsen eller kulturlaget.

Den massive akkumulering af fund og kulturlag, som påtræffes ved pladser med længere kontinuitet, kan være særdeles kompleks. Og man må nok indse, at det meget sammenblandede fundbillede på disse kulturlagspladser, kan være misvisende. Bl.a. locus classicus Troldebjerg rummer flint fra flere perioder end MNIa, som pladsen jo lægger navn til.

Fokus på:

Det er vigtigt med identificering af korterevarende hændelser - som f.eks. Lystrup Østergård, hvor der kunne påvises en værkstedsplads med øksetilvirkning og et forbavsende stort antal stikler i et gråligt kulturlag. Dette påvises bl.a. gennem minutiøs udgravning og bestemmelse af flinten (Rasmussen 2012).

Indhold af flint og keramik er stadig vigtig for forståelsen af de respektive pladser. Endnu er der kun fremlagt et fåtal validt udgravede pladser, hvor flinten er opgjort efter typer og keramikken bestemt. Kun dermed kan pladserne sammenlignes på mikroniveau.

Pladser med tykke kulturlag udgør en særskilt problemstilling. På disse vil fundmængden altid være enorm, og man må være meget bevidst om, hvilke spørgsmål der stilles til materialet. En simpel opgørelse af genstandene vil ikke være tilstrækkelig på disse pladser, der oftest rummer flere faser af neolitikum.

I stedet bør der f.eks. søges svar på spørgsmål omkring bofasthed eller gentagen tilbagevenden. Eller spørgsmålet om subsistensøkonomiske forskelle op gennem neolitikum - meget gerne belyst ud fra stratigrafiske observationer. Synes pladserne at afspejle andre facetter end det dagligdags, måske alene gennem deres størrelse, bør det overvejes, om der kan være tale om samlingspladser eller lignende.

 
Efterbearbejdning af kulturlag

Af hensyn til den store datamængde som kan blive indsamlet ved udgravninger af neolitiske kulturlag, kan der evt. foretages en ompostering eller prioritering af budgettet med en ekstra procentdel på beretningsdelen af udgravningsbudgettet, for derved at sikre, at det indsamlede materiale bearbejdes og ikke blot registreres og fremlægges.

  [Tilbage til toppen]

 
Undersøgelser af senneolitiske bebyggelsesspor er, som det allerede er nævnt af Anne Rosenberg og Lotte Sparrevohn ovenfor, ofte et biprodukt i forbindelse med store fladeafdækninger og udgravning af bopladser fra andre perioder af oldtiden, Fig. 1. Senneolitiske bebyggelsesspor og især deres omfang og karakter kan således være vanskelige at erkende i forbindelse med en almindelig forundersøgelse.

Dette skyldes først og fremmest husenes ofte spredtliggende placering og vekslende bevaringsgrad kombineret med karakteren af fyldskifterne i huskonstruktionerne, som kan være meget lyse og svære at se i fladen. Dertil kommer manglen på karakteristiske bopladsassocierede anlæg som f.eks. kogegruber, lertagningsgruber mv., som kunne give en indikation på, at prøvegravningsområdet indeholder bebyggelsesspor fra senneolitikum.

En klar bopladsindikation er dog ofte tilstedeværelsen af fladehugget flint i pløjelaget i form af segl- og dolkfragmenter. Desuden findes i de flintrige områder ofte mange karakteristiske flintafslag - de såkaldte bifacielle flintafslag fra tilhugning af dolke og segl.

De tidlige senneolitiske hustomter er ikke ret store, hvorfor man i forbindelse med forundersøgelser, hvor man allerede har erkendt bebyggelsesspor fra SN, bør tilstræbe at placere søgegrøfterne tættere end normalt. Det vil sige ca. 8-10 m fra hinanden, hvis fladen ikke skal muldafrømmes som følge af tilstedeværelsen af andre anlægsspor. Det er således af stor vigtighed for forståelse af bebyggelsesstrukturen på de enkelte lokaliteter at undersøge og kortlægge alle huse.

 
Placering i landskab og bebyggelsesstruktur

Det er vanskeligt at opstille nogle generelle regler for, hvor de senneolitiske bebyggelser skal lokaliseres. Som beskrevet ovenfor findes husene ofte i forbindelse med undersøgelse af bebyggelser fra andre perioder af oldtiden. Bosættelsesmønstrene er således differentierede og tilpasset de lokale forhold.

• De nordjyske bopladser ligger ofte på større eller mindre sandede plateauer eller i sydvendt terræn, men tæt på vandløb og engarealer.
• På Sjælland og andre steder har man også fundet huse på mere lerede jorde.
• På Limensgård på Bornholm er husene placeret på en sandet højderyg.
• Flere senneolitiske huse, f.eks. Diverhøj og Svapkæret på Djursland, er fremkommet under gravhøje, hvilke understreger en forkærlighed for en placering højt i terræn.

Ser man på en del af det publicerede husmateriale, synes mange lokaliteter at bestå af enkeltliggende eller en samling af et beskedent antal huse, f.eks. Øster Nibstrup i Vendsyssel og Vestervang i Sønderjylland. I nogle tilfælde afspejler dette sandsynligvis de forhistoriske forhold og antyder en spredt og labil bebyggelsesstruktur. I andre tilfælde skyldes det snarere udgravningstekniske forhold i form af en begrænsning i det areal, der er undersøgt.

Næsten alle udgravninger af senneolitisk bebyggelse er således en konsekvens af kap. 8-arbejde i form af byggemodninger, råstofindvinding og andet. I de tilfælde, hvor det har været muligt at undersøge og frilægge meget store arealer, ses ofte et større antal hustomter og en mangfoldighed i hustyper og andre bopladsassocierede anlæg. Man får dermed et mere realistisk billede af bebyggelsesstrukturen og mulighed for mere vidtrækkende tolkninger vedr. landudnyttelse, den sociale organisation og andre forhold.

Bejsebakken (Fig. 2)

Et eksempel på dette er Bejsebakken ved Aalborg, hvor der inden for et ca. 48 ha stort forundersøgelsesområde undersøgtes 23 hustomter fra tidlig senneolitisk tid. Husene var toskibede, både med og uden en forsænket del, samt enkelte mindre udhuse, og de lå fordelt i 3-4 koncentrationer. Et tolkningsforslag er, at der inden for en periode på 200-300 år har ligget to eller tre gårde, som er flyttet rundt inden for et stort ressourceområde. Andre eksempler på lokaliteter med mange huse, som tilsammen repræsenterer en lang bebyggelseskontinuitet, er bl.a. Hemmed-bopladserne på Djursland og Limensgård på Bornholm.

Hemmed Kirke, Hemmed Plantage og Egehøj

Hemmed Kirke, Hemmed Plantage og Egehøj, som ligger inden for en radius af ca. 1 km, dækker således et tidsrum fra slutningen af enkeltgravskulturen til midten af bronzealderen. Bebyggelsen kunne ikke frilægges i sin helhed, hvorfor det er svært at gisne om antallet af samtidige gårde, bebyggelseskontinuitet osv. De usædvanlige bevaringsforhold giver imidlertid nogle enestående muligheder for at følge husenes udvikling over tid mht. konstruktion og indretning.

Limensgård (Fig. 3)

Endelig skal Limensgård på Bornholm fremhæves, fordi den adskiller sig fra mange andre danske lokaliteter ved den store stedfasthed. Husene, som dækker tidsintervallet mellemneolitikum til SN/ældre bronzealder, ligger således mere eller mindre oven i hinanden inden for et 5.000-6.000 m² stort område.

Hustyper, udgravningsstrategier og kildekritiske forhold

I 1957 i anden udgave af Danmarks Oldtid var kendskabet til huskonstruktioner og byggeskik i neolitikum stort set begrænset til tre lokaliteter: Barkær på Djursland, Ørnekul på Nexelø i Sejerøbugten og Gug ved Aalborg.

Barkær-lokaliteten, der blev beskrevet som en landsby bestående af rækkehuse, viste sig sidenhen at udgøre resterne efter to træbyggede gravanlæg fra tidligneolitisk tid. En tilsvarende skæbne overgik to hesteskoformede husgrundrids på bopladsen ved Ørnekul, ligeledes fra tidligneolitisk tid, eftersom der i dag rejses tvivl om tolkningen. Den tredje lokalitet, Gug, udgjordes af en ca. 5x10 m stor hyttetomt med nedgravet gulv - en type der senere skulle vise sig at være ret almindelig specielt i senneolitikum i Jylland.

Antallet af toskibede huse fra senneolitikum er siden eksploderet, Fig. 4. I dag findes der 112 lokaliteter fra SN, hvor der er registreret "Hus (evt. med stald)". Samlet set anslås det, at man fra perioden kender 4-500 huse. Det er dog stadig vanskeligt at danne sig et overblik over hustyper og bebyggelsernes karakter og datering, eftersom mange huse ikke er publiceret, og fordi indberetningerne til Fund og Fortidsminder er meget uensartede.

Der skal således mange krydssøgninger i systemet til for at udtrække de indberettede huse. For at lette adgangen til materialet i den fremtidige udforskning af SN, vil jeg derfor opfordre til, at man som minimum opretter en anlægshovedgruppe, som hedder "Bosættelse", og en anlægstype "Hus (evt. med stald)", og at man sætter anlægsdateringen til "Senneolitikum". I beskrivelsesfeltet bør hustypen anføres som toskibet (og ikke midtsule, 2-skibet, to-skibet, enkeltgård osv.), således at anlægskategorien også kan udsøges ved fritekstsøgninger. Dette vil i fremtiden gøre systemet mere brugbart.

 
De senneolitiske huse kan groft inddeles i tre hovedgrupper: Toskibede huse, toskibede huse med en forsænket del og småhuse. I det følgende skal de enkelte grupper beskrives nærmere med henblik på at fremhæve nogle karakteristika og andre forhold, der kan være vigtige i forbindelse med en udgravning.

 
Toskibede huse

Inden for denne gruppe findes der stor variation. Variationen er delvist kronologisk betinget fra mindre knap så velkonstruerede huse over store stolpebyggede huse til de østdanske "typehuse" af Fosie-typen (Fig. 5). De mindre og knap så regelmæssige huse er vanskelige at erkende i forbindelse med normale fladeafdækninger som følge af deres lette og uregelmæssige konstruktion.

Hvis der er bevaret spor efter sådanne huse, vil mange måske endda være tilbøjelige til at afskrive dem som huse pga. enten få konstruktionsspor eller deres usymmetriske konstruktion. Enkelte heldige fund under gravhøje viser dog, at der især i den tidlige del af senneolitikum har fandtes sådanne konstruktioner.

Lindegårdens Mark (Fig. 5,1)

Et eksempel er Lindegårdens Mark nord for Randers, som er vist på figuren ovenfor. Hustomten, som i grundrids er svagt trapezformet, var ca. 18,5x5,5 m stor. Den var defineret ved 3-4 tagstolper og spredtliggende vægstolper. Antydning af en mulig indgang sås i syd, og et ildsted i øst tilskrives ligeledes hustomten. Klokkebægerinspireret keramik daterer huset til en tidlig del af SN. Mindre og uregelmæssigt byggede huse med delvist forsænkede dele er især karakteristiske i en meget tidlig del af SN (se nedenfor).

Symmetriske stolpebyggede huse kendes også fra en tidlig del af senneolitikum:

Hemmed Kirke hus VI

Eksempler på dette er Hemmed Kirke hus VI, Øster Nibstrup i Vendsyssel og husene A210, A214 og A407 på Bejsebakken. Fællestræk for disse er de rektangulære regelmæssige grundplaner med 5-6 tagstolper og vægforløb bestående af enkelt eller dobbelte stolpeforløb. Størrelserne på disse huse varierer mellem 5,75-7 x 14-19,5 m.

Fosie-typen

Typehuse af Fosie-typen, som dateres til den mellemste og sene del af senneolitikum, kendetegnes ved de systematisk placerede indtrukne vægstolper, som er placeret ud for de tagbærende stolper. Således skal man forestille sig, at Fosie-husene har bestået af to større rum og to gavlrum, som var afsluttet med en enkelt stolpe midt i gavlen. Husenes længder varierer typisk mellem 13-17 m, mens bredderne varierer mellem 5,8-6,7 m. Ud over i Skåne kendes hustypen også fra Bornholm, Amager og Møn i forskellige variationer og størrelser, således at man kan tale om en sydøstskandinavisk tradition, hvor kystområderne snarere synes at forene end adskille.

Hustyper fra 2100-2000 f.Kr.

I den sene del af senneolitikum fra ca. 2100-2000 f.Kr. dukker de meget store langhuse op over det meste af landet, hvilket tyder på, at der er sket generelle ændringer i socialstrukturen. Husene kan nu være op til 47 m lange og 8-9 m brede. I enkelte huse er afstanden imellem de tagbærende stolper op til 9 m, hvor spænd på mellem 2-5 m i den tidlige del af senneolitikum er mere almindeligt. Vægforløbene består typisk af enkeltstillede stolper med indbyrdes afstande på 1-1,5 m, i nogle tilfælde flankeret af indvendige støttestolper.

I ganske få tilfælde, bl.a. Vestervang-huset, ses væg- og gavlforløb som deciderede grøfter i øst flankeret af udvendige små støttestolper, men uden stolpespor i grøften. Gavlene kan både være stolpefri som Limengård hus AB, bestå af deciderede stolpeforløb eller være markeret med en enlig gavlstolpe i stil med Fosie-husene. I enkelte tilfælde ses skillerum i form af væggrøfter. Der findes sjældent spor efter sikre indgange.

Indre konstruktioner og andet, der kan fortælle om de toskibede huses indretning og brug, er få. I mange af Fosie-husene var afstanden mellem de tagbærende stolper størst i vest, hvorfor husenes ildsteder menes at have ligget der. Hemmed Plantage hus I, Vestervang og Bejsebakken hus A210 havde ildsteder i vest, mens Hemmed Kirke hus III havde ildsted i begge ender. I enkelte tilfælde er der fremkommet forråds- og arbejdsgruber i husene, som må tilskrives disse, Fig. 6. Emnet er nærmere behandlet i næste afsnit.

 
Endelig skal det bemærkes, at der i senneolitiske huse af flere forskellige typer er fremkommet flintdolke, segl, særlige flintafslag og andre redskaber, der er tolket som husofre. Der er således god grund til at undersøge alle stolpehuller. I et vægstolpehul i hus 95 på Fosie fremkom sågar en randlisteøkse.

Toskibede huse med en forsænket del

Overskriften er måske lidt misvisende, eftersom et af de store problemer med denne hustype kan være at finde sporene efter de tagbærende stolper til trods for, at de neddybede dele ofte er forseglede af tykke kulturlag, Fig. 7a og 7b. Med udgravningen af husene ved Myrhøj og den efterfølgende publicering i 1973 blev hustypen for alvor kendt og udbredt til den arkæologiske verden. Siden er antallet af huse vokset, og de kendes nu i stort antal fra især Jylland, men enkelte mulige om end atypiske huse er udgravet ved Lindebjerg på Fyn og på Nordøstsjælland.

 
Myrhøj-typen

Huse af Myrhøj-typen, som er den mest almindelige blandt huse med en forsænket del, karakteriseres ved, at den nedgravede del, som ligger i øst, typisk udgør 40-60 % af husenes grundplaner, som ofte er ca. 85 m². Spor efter vægforløb, hvis de kan erkendes, kan både bestå af få og spredtliggende stolpehuller og af regelmæssigt placerede stolper i enkelt- eller dobbeltforløb. Sikre indgange kendes ikke. Dermed kan husene i grundplan minde om de tidlige toskibede huse, som ikke har en forsænket del. I Myrhøj hus GAB bestod vægforløbene af stolper placeret med indbyrdes afstande på ca. 2,25 m. Noget tilsvarende sås i Hemmed Plantage hus III, hvor nordvæggen bestod af dobbeltstolper.

Ellers synes især de ældste huse at udvise stor diversitet hvad angår nedgravningens størrelse, placering og den tilhørende stolpekonstruktion. Fra Bejsebakken kendes således et kun 9,5 m langt hus med spredtliggende vægstolper og spor efter 2-3 tagbærende stolper. Et ildsted i den nedgravede del antyder, at huset skal ses som et beboelseshus, Fig 8.

Hvad angår de tagbærende konstruktioner, ses ofte spor efter 4-5 stolper placeret med indbyrdes afstande på 2-5 m, men undtagelser forekommer naturligvis (bl.a. i Myrhøj hus GAB og Hemmed Plantage hus III, hvor de største afstande er hhv. 9 og 7,5 m). I enkelte tidlige bronzealderhuse med en forsænket del ses der eksempler på, at den tagbærende konstruktion både er to- og treskibet.

Undersøgelse af nedgravningerne

Hvad angår husenes nedgravede del, udgør de i nogle huse en meget lille andel af husenes samlede arealer og har således mere karakter af lave arbejdsgruber. I andre tilfælde kan de udgøre hele husets grundplan. De forsænkede dele, som i nogle tilfælde er indtil en meter dybe, kan være meget komplekse og tidskrævende at udgrave som følge af stratificerede opfyldninger, tilstedeværelsen af ardspor o.a. Dertil kommer, at opfyldslagene nogle gange er meget fundrige. Bundniveauerne kan også indeholde anlægsspor i form af:

• lave gruber
• ildsteder
• ardspor
• stenlægninger mv.

 In situ liggende oldsager, der med sikkerhed kan henføres til bundniveauet, forekommer sjældent.

 
Forud for udgravning kan man med fordel nær anlæggets centrum lave et skovlhul for at klarlægge dybde, stratigrafi mv., således at en undersøgelsesstrategi kan lægges. Er opfyldningen fx:

• lagdelt
• er der meget trækul
• brændt korn, og
• er der noget, der tyder på, at der er en form for gulvlag bevaret?

Dertil kommer spørgsmål vedr.:

• fundrigdommen, mht.
• hvorvidt kulturlagene skal soldes.

Ud fra disse faktorer og udgravningsbudgettets størrelse kan det besluttes, hvorvidt anlægget skal udgraves i kvadratmeterfelter eller evt. kvarte kvadratmeter, og om fylden skal fjernes lagvis.

Man kan med fordel fjerne fylden vha. tømmemetoden, således at der opstår en forskudt krydsbalk, hvorved det bliver muligt at registre længde- og tværsnit af profilerne og udtage prøver. Når de resterende to kvadranter er fjernet, kan bundniveauet fotograferes og måles detaljeret op, således at der ved hjælp af Mapinfo eller andre GIS-programmer kan genereres højdemodeller af den nedgravede del.

Bundniveauerne indeholder som nævnt ofte:

• ardspor
• lave uregelmæssige gruber, som måske skal ses i sammenhæng med de aktiviteter, der har foregået i husene, og
• ildsteder.

Sidstnævnte, som ofte ligger placeret på overgangen mellem den forsænkede og ikke forsænkede del, optræder både som svage rødfarvninger af undergrunden og som trækulsholdige gruber med enkelte ildskørnede sten.

Tolkning af nedgravningerne

Det store spørgsmål er selvfølgelig, hvorfor man valgte at nedgrave dele af huset, og hvad disse områder har været brugt til? Der er ikke noget, der tyder på, at områderne har været brugt som stalde. Der ses således ikke forhøjede fosfatværdier i disse områder. I enkelte tilfælde, bl.a. i flere af husene ved Resengaard i Skive, er der derimod fundet store koncentrationer af forkullede korn, hvilket synes at indicere en form for kælderfunktion, med mindre kornet stammer fra et sammenstyrtet loft.

Småhuse og økonomibygninger

Denne hustype er forholdsvis sjælden, men kendes fra Bejsebakken, Højgaard i Sønderjylland og enkelte andre lokaliteter. Enkelte meget små toskibede huse skal måske også opfattes som økonomibygninger. Dertil kommer muligvis en række mindre treskibede huse fra Viborg-området, som er kulstof 14-dateret til senneolitikum, om end antallet af dateringer er beskedent.

Fællestræk for de små økonomibygninger, hvis vi ser bort fra de treskibede huse, er, at den tagbærende konstruktion typisk består af enten to tagbærende stolper eller spredtliggende stolper rundt om en husgrube. Denne hustype kan let forveksles med meget nedpløjede huse af Myrhøj-typen. Allerede i forbindelse med publiceringen af Myrhøj-husene forudså Jens Aarup Jensen således, at meget nedpløjede huse ville fremstå som en lav uregelmæssig grube med en størrelse på ca. 5x8 m. Husstørrelserne varierer fra 4-5 m i bredden og 4,5-8 m i længden.

De små treskibede huse består typisk af tre sæt tagstolper. Der er ikke bevarede spor efter vægforløb, men enkelte indeholder kogegruber. Størrelserne varierer fra 4,9-6 x 6,2-10,2 m. Husene er både fremkommet på lokaliteter med toskibede huse fra senneolitikum og på lokaliteter, hvor der ikke er konstateret andre huse.

 
Andre bopladsrelaterede anlæg

I forbindelse med udgravning af senneolitiske huse synes mængden af bopladsassocierede anlæg ikke overvældende. Forskellige typer af mere eller mindre karakteristiske gruber og kulturlag kan forekomme, dog ikke nødvendigvis i hustomternes umiddelbare nærhed. Kogestenslignende gruber findes kun i begrænset antal i husene.

Det er dog almindeligt, at kulturlagene i de neddybede dele kan indeholde mange fragmenter af ildskørnede sten. En karakteristisk type af gruber, som bl.a. kendes fra Bejsebakken, er gruber med lodrette sider og flad bund. Dybde og diameter er ca. 1 meter, Fig. 11. Særligt bundniveauer og sider kan indeholde tynde mørke lag, der indicerer, at anlæggene måske har indeholdt en form for træforing.

Tilsvarende gruber fundet i forbindelse med udgravningen af et hus fra ældre bronzealder er tolket som en form for korntørringsanlæg. Enkelte gruber er efterfølgende benyttet som affaldshuller, hvor man har deponeret flere tusinde flintafslag.

Kulturlag fra senneolitikum kan være omfangsrige såvel horisontalt som vertikalt. De kan endvidere gemme på underliggende strukturer og ardspor og dermed indeholde mange informationer, som kan være af stor vigtighed mht. dyrkning og bopladsens generelle tolkning. Udgravningsstrategien kan med fordel baseres på mindre prøvehuller. Se også særskilt afsnit om kulturlag ovenfor.

Er lagene stratificerede, indeholder de mange fund evt. gamle overflader f.eks. i form af koncentrationer af flintafslag (huggeplads), eller er der blot tale om homogene fundløse lag, som kan nedprioriteres? Endvidere er det væsentlig at fastslå, om lagene har naturvidenskabeligt potentiale, f.eks. for pollenanalyse.

Ardspor, Fig. 12, forekommer som nævnt på senneolitiske bopladser i forbindelse med de nedgravede huse eller kulturlag. Ardspor ses også under periodens gravhøje, ligesom der her kan forekomme gruber, huse og andre bebyggelsesspor. Man kan med fordel registrere ardsporene vha. lodfoto for senere at digitalisere dem f.eks. i Mapinfo.

 
Flintminer

Flintminer fra senneolitikum kendes fra Aalborg-området, men man har også hentet flint ved klinterne på Stevns og Norddjursland, hvor den var lettere tilgængelig. I sidstnævnte område kendes også flinthuggepladser anlagt på strandvolden.

Flint forekommer naturligt i undergrunden i Limfjordsområdet, på dele af Djursland og på Sydvestsjælland, Møn, Lolland og Falster, hvorfor der også her er en teoretisk mulighed for at finde nye flintminer. I Aalborg-området fremstår flintminerne i kridtundergrunden som uregelmæssige cirkulære fyldskifter 3-4 m i diameter. I flere tilfælde er minerne anlagt i sandfyldte jordfaldshuller, eftersom det har været lettere at grave her end i kridtundergrunden.

Indsamling af fund

Huse med en nedgravet del er ofte meget fundrige pga. de kulturlag, de nedgravede dele er fyldt op med, efter at huset ikke længere var i brug. Det drejer sig især om:

• flintaffald
• flintredskaber
• keramik
• makrofossiler
• kværn- og slibestensfragmenter
• affald fra tilhugning af kværnsten o.l.
• rav
• andre typer af oldsager
• Derimod er knogler sjældent bevaret.

Keramik fundet i de nedgravede dele er ofte meget slidt og fragmentarisk, hvilket skyldes de transformationsprocesser, anlæggene har været udsat for allerede i oldtiden, herunder pløjning med ard. Sammensætning af klokkebægerlignende keramik fundet forskellige steder i opfyldslag har dog vist, at anlæggene i nogle tilfælde kan betragtes som kronologiske enheder, og at de samlede oldsagsinventarer har stor informationsværdi.

På tilsvarende vis kan flintaffald rumme oplysninger om produktion, herunder type og omfang og råmaterialestrategier, ligesom flintredskaberne f.eks. ved hjælp af slidsporsanalyse kan fortælle os om funktionen. Der er således ikke altid en sammenhæng mellem udseende og funktion.

I flere tilfælde er der i den nedgravede del fundet store koncentrationer af flint, der evt. repræsenterer huggepladser. På huggepladser, hvor der er fremstillet flintdolke og segl, er der altid få millimeter store trimningsafslag til stede, som dannes, når flinthuggeren præparerer platformen. Sådanne trimningsafslag findes kun, hvis man solder med maskestørrelse 2-3 mm.

I forbindelse med udgravning af flinthuggepladser bør udgravningsmetoden forfines f.eks. ved at indsamle flintaffaldet i kvarte kvadratmeterfelter, registrering af redskaber osv. (se "Ældre stenalder - udgravning af bopladslag"). Således bliver det muligt vha. spredningsanalyser at få et større indblik i produktion, teknologi og måske af mere dynamiske aspekter vedr. bosættelsen så som varighed og intensitet. I forbindelse med de rige fund er det væsentligt at indsamle alt materialet.

 
Naturvidenskab og toskibede huse

Floteringsprøver kan med stor fordel indsamles systematisk fra alle hustyper med henblik på makrofossilanalyse og prøveudtagning til kulstof 14-datering. Mange senneolitiske hustomter, også hvor bevaringsforholdene har været mindre gode, er således dateret med succes.

Alt efter bevaringsforholdene bør floteringsprøverne udtages fra et bredt udvalg af stolpehuller i hele huset og gerne fra stolpespor, hvis det er muligt. I forbindelse med huse med en forsænket del kan der her findes store mængder af forkullede korn på gulvniveauerne.

En brandtomt, Hestehaven ved Skanderborg, indeholdt således mere end 37 l korn, Fig. 14. Udgravningen af dette hus blev meget tidligt i udgravningsprocessen tilrettelagt sammen med naturvidenskabsfolk fra Moesgård, således at man sammen kunne lægge den rette udgravningsstrategi. Analyser af makrofossiler fra senneolitikum har stadig et stort forskningspotentiale mht. forståelsen af dyrkningsstrategier og opbevaring.

Fosfatkartering af både toskibede huse med og uden en forsænket del har i flere tilfælde været forsøgt bl.a. af huse fra Højgård, Bejsebakken og af flere svenske huse. De giver ikke noget entydigt resultat mht. husenes funktion, men der ses ikke forhøjede værdier i de nedgravede dele.

 
Fokus på:

Senneolitikum dækker over en ca. 600-årig periode af Danmarks forhistorie, hvor der sker store omvæltninger. Bl.a. udvikler hustyperne sig fra mindre og mere uregelmæssige hustomter til store og velkonstruerede huse i periodens anden halvdel, hvilket indikerer, at der sker ændringer i socialstrukturen. Dette sker samtidig med andre teknologiske landvindinger, idet bronzeteknologien rigtigt finder fodfæste. Dette er næppe tilfældigt, men afspejler de forvandlingsprocesser, som peger frem mod bronzealderen. I forbindelse med udgravningerne er der behov for at fokusere på:

• Hustyper og indretning, herunder fokus på fundspredning og aflejringsforhold i de meget fundrige forsænkninger. Flere kulstof 14-dateringer af alle hustyper, heriblandt de små treskibede huse.
• Ardspor på senneolitiske bopladser, bl.a. markstørrelser. Desuden ardspor i husene - rituelt eller dyrkning?
• Bebyggelsesmønstre på de enkelte pladser, bl.a. bebyggelsernes størrelse og indretning. En eller flere gårde? Bebyggelsens levetid.
• Udgravning af associerede anlæg med henblik på at opnå større viden om erhvervsrelaterede emner som "korntørringsgruber", lertagning osv.
• Naturvidenskabelige undersøgelser af særligt velbevarede lokaliteter, bl.a. makrofossiler, trækul, pollen og andet.
• Bopladser med knogler bevaret bør have høj prioritet.
• Særlige fund, f.eks. flinthuggepladser, flintminer, depotfund i tilknytning til huse og særligt velbevarede hustomter, f.eks. brandtomter, bør have høj prioritet og gennemføres som forskningsudgravninger frem for som nødudgravninger.

Forskningsmæssige fokusområder i forbindelse med senneolitisk bebyggelse:

• Der mangler fremlæggelser af de mange undersøgte lokaliteter. Herunder regionale oversigter og mere detaljerede publiceringer, som indbefatter fundmaterialerne, f.eks. i stil med Myrhøj-publiceringen.
• Deciderede forskningsudgravninger med fokus på ovenfor nævnte problemstillinger.
• Større gerne tværvidenskabelige forskningsprojekter i senneolitisk bebyggelse.

  [Tilbage til toppen]

_______________________________________________________________________

 
De toskibede huse findes som bekendt i to hovedtyper: 1) huse med forsænket gulv og 2) huse uden forsænket gulv. Undersøgelsespraksis er vidt forskellig for de to typer. Denne tekst omhandler det jyske materiale og kan for så vidt være relevant også for toskibede huse fra de forudgående neolitiske perioder - ikke mindst enkeltgravskulturen.

Hovedparten af de neolitiske huse i Danmark er opført på sandet undergrund. Dette resulterer ofte i et frustrerende problem i udgravningsprocessen, da stolpehullerne kan være meget udvaskede og dermed visuelt usynlige eller meget svage. Udvaskningen gør naturligvis, at mange neolitiske huse bliver overset.

De opdages sjældent i forbindelse med forundersøgelsernes søgegrøfter. Som regel dukker de op på de store fladeafdækkede arealer. Ofte fremkommer de efter nogle dage eller uger under åben himmel, hvor ilt og fugt har gjort dem mere synlige. Dette illustrerer, hvor underrepræsenterede de neolitiske huse kan være.

Forundersøgelser af senneolistiske huse

De traditionelle nord-syd-orienterede søgegrøfter bør suppleres med flere udvidelser omkring potentielle stolpehuller (som påpeget af Anne Rosenberg og Lotte Sparrevohn i indledningsafsnittet) idet de udlagte grøfter med en bredde på 2-2,5 m generelt er for smalle til afsløringen af midtsulekonstruktioner. De er først og fremmest egnede til afdækningen af tagbærende stolpesæt i treskibede hustomter.

• Hvis det er muligt, er det hensigtsmæssigt at lade udvidelserne stå åbne et stykke tid, hvilket kan resultere i mere komplette hustomter.
• Ligeledes bør der udvides omkring kulturlagsplamager for at afgøre, om de repræsenterer forsænkede hustomter.
• Vær opmærksom på stenansamlinger i disse kulturlag og gå således nænsomt frem i forbindelse med muldafrømningen.
• Hvis der ingen tilknyttede stolpehuller er til stede, eller plamagen er meget uregelmæssig, kan det anbefales at grave et lille prøvehul (på højst 1x1 m) for at afgøre fyldskiftets funktion.
• En homogen fyld af en dybde på 20-40 cm, en plan bund samt flintaffald og groftmagret/letbrændt keramik er positive tegn på en forsænket hustomt.

Systematiske udgravninger

Den traditionelle snitgravning af stolpehuller bør foretages på samtlige stolpeelementer i en hustomt. Horisontal gravning af indre gruber kan anbefales, da lag med organisk materiale (f.eks. forkullet korn) kan være til stede. Erfaringen viser, at sådanne fund risikerer at blive overset under ordinære snitgravninger. Alle anlæg bør tømmes - ikke blot for hjemtagelsen af genstandsfund, men især med henblik på udtagning af prøver til naturvidenskabelige analyser. Det er navnlig de velbevarede midtsulehuse, der skal højprioriteres i denne sammenhæng (en række med tre stolpehuller kan i princippet repræsentere andre konstruktionstyper som f.eks. hegnsforløb).

Hvis indholdet i de floterede jordprøver er egnet dertil, bør makrofossilanalyser samt evt. vedanatomiske analyser efterstræbes, og ideelt bør mindst tre kulstof 14-dateringer foretages på forkullet plantemateriale fra hver velbevaret hustomt, som har hele eller store dele af vægforløbet bevaret.

Der vides endnu meget lidt om neolitisk agerbrugsteknik, husindretning, dyrehold etc., hvorfor en øget anvendelse af arkæobotanik utvivlsomt forbedrer vores viden om landbruget i datidens samfund.

Hustomter med forsænket gulv kræver en anderledes udgravning end de toskibede huse uden neddybede gulvpartier. Opfyldningslaget i forsænkningerne bør udgraves i kvadranter med vinkel-formede balke, for en udgravning af disse kulturlag i kvadratmeterfelter er for tidskrævende og dermed omkostningsfulde i forhold til resultatets omfang. Opfyldningsmaterialet er meget homogent og repræsenterer tilsyneladende en udjævningsaktivitet, der er foregået under én handling.

Derimod er det nødvendigt at være opmærksom på materialet, der ligger forseglet under kulturjorden, hvilket netop risikerer at blive overset i forbindelse med udgravning i kvadratmeterfelter. Forsænkningernes opfyldningsmateriale har samme beskyttelsespotentiale som gravhøjene, hvor forskellige aktivitetsspor bevares, som under normale forhold under muldhorisonten vil være bortpløjet.

Disse spor kan udover stolpenedgravninger og ildsteder/kogegruber være levn fra håndværksaktiviteter, ardpløjning, anlæggelse af minirøser, placering af forråd og bestemte genstande, rester af oprindelige gulvlag etc. Det er desuden vigtigt at højprioritere disse forseglede levn i forbindelse med udtagning af prøver til arkæobotaniske og andre naturvidenskabelige analyser.

Selve opfyldningslaget er mere eller mindre uegnet til dette formål, da husholdningsaffaldet ikke nødvendigvis stammer fra husets levetid og næromgivelser.

Øgede kulstof 14-dateringer af husene må bl.a. kunne afgøre, hvornår den toskibede og forsænkede tradition eksakt ophører og afløses af den treskibede.

Store fladeafdækninger er frugtbare for forståelse af lokaliteter med senneolitiske hustomter, idet bopladsernes aktivitetsspor tilsyneladende ligger spredt over et større areal.

Med undtagelse af husenes indre arealer er samtidige grubeanlæg meget sjældne i husenes næromgivelser. De er derimod placeret langt ude i periferien og rummer gerne et deponeret indhold af rituel karakter. Således kan gruberne anskues i sammenhæng med såkaldte husofre og minirøser. Der bør også udtages jordprøver til naturvidenskabelige analyser fra disse perifere anlæg for derved at få en bedre forståelse af landskabsudnyttelsen på en senneolitisk boplads.

Desuden fremkommer der jævnligt ornamenteret keramik i disse perifere gruber af klokkebægerlignende karakter. Her vil flere kulstof 14-dateringer af anlæggene være et frugtbart bidrag til diskussionen om det europæiske Klokkebæger-fænomens begyndelse og afslutning.

En nyerkendt anlægsvariant, som typisk fremkommer ved store fladeafdækninger, er nogle meget dybe mandslange nedgravninger, der muligvis skal tolkes som jordfæstegrave, selvom de i bundniveauet mangler daterende gravgods. De ligger ligeledes ofte på betydelig afstand fra husene. På overfladen minder de gerne om rodvæltere med deres ovale og lettere diffuse karakter. Det må således anbefales at undersøge, om disse større bioturbationslignende plamager i virkeligheden repræsenterer dybe anlæg.

De bliver allerede i en dybde af 20-30 cm meget regelmæssige i formen. Her er det vigtigt at udtage prøver til kulstof 14-datering, da vi på landsbasis hidtil kun har enkelte veldaterede eksempler på denne anlægsvariant (til enkeltgravstid-senneolitikum).

Neolitisk bebyggelse er som nævnt ofte anlagt på fin sandundergrund, hvilket ofte resulterer i meget udvaskede nedgravninger. Større afdækkede arealer får normalt lov til at stå åbne i længere tid, og i den forbindelse vil hustomterne blive mere synlige. Dette gælder ikke blot stolpehuller og gruber men også kulturlag i forsænkninger.

På grund af udvaskningen er der gerne behov for efterskovlning af stolpehuller. Som regel er de tydeligere i profilen end på fladen. Således kan hustomter, der ikke blev erkendt umiddelbart efter muldafrømningen, opspores efter en eller flere uger. Neolitiske huse - især eksemplerne uden forsænkning eller monumentale dimensioner - er således gerne tids- og pladskrævende i de arkæologiske undersøgelser.

Rekognoscering

Markrekognoscering er generelt uegnet i jagten på senneolitiske bopladser. Hustomterne er fundfattige, og samtidige grubeanlæg er som nævnt sjældent til stede i husenes umiddelbare nærhed. Faktisk er antallet af deciderede affaldsgruber med store fundmængder næsten ukendte på bopladser fra senneolitikum i Norden.

Forsænkningerne kan dog udgøre en undtagelse i forbindelse med rekognosceringsproblemet, da dybdepløjning kan afsløre deres tilstedeværelse i form af genstandsfund og mørk kulturjord. Der kendes eksempler på dette fra Nordvestjylland i forbindelse med skovrejsningssager.

Genstandsfund fra senneolitiske hustomter er helt overvejende domineret af flintaffald, der ikke kan dateres nærmere. Bopladskeramikken er groftmagret og meget letbrændt uden ornamentik, hvilket kendetegner både senneolitikum og ældre bronzealder. På grund af dens skrøbelighed overlever den ikke længe i pløjejorden. Datérbare fund på bopladserne er så fåtallige, at chancen for at finde dem på markoverfladen er forvindende lille. Senneolitisk bebyggelse kan med andre ord ikke rekognosceres.

Ovenfor fremlagte strategi over senneolitiske bebyggelser er præget af idealisme, for ofte vil de økonomiske muligheder være begrænsede og tidspresset for stort. I andre tilfælde er det ikke muligt at foretage større fladeafdækninger. Budgetterne bør dog generelt være så rummelige, at ovenstående ønsker - eller dele deraf - bliver realistiske at gennemføre, såfremt vi ønsker større forståelse af de senneolitiske samfund i Norden.

  [Tilbage til toppen

 
Forekomst

En anlægskategori repræsenteret af usædvanligt dybe nedgravninger er inden for de senere år dukket op i et større antal. De er primært fundet på indlandslokaliteter i Jyllands sydlige halvdel og hører tilsyneladende hjemme i sen tragtbægerkultur, enkeltgravstid og senneolitikum. Der kendes mindst 100 dybe anlæg på landsplan, men hvordan, de skal tolkes, er indtil videre et helt åbent spørgsmål. Af denne grund anvendes den meget neutrale betegnelse for anlægstypen (Grundvad 2015).

På undergrundsoverfladen varierer de dybe nedgravninger fra regelmæssige fyldskifter af oval eller nærmest cirkulær form til meget diffuse og irregulære plamager, der kan minde om større bioturbationer af rodvælterlignende karakter.

Det naturlige udseende må ofte have resulteret i, at flere dybe anlæg er blevet fraprioriteret på de arkæologiske udgravninger, da de nemt forveksles med bioturbationer eller geologiske variationer i undergrunden.

 
Karakteristika

• Anlæggenes fladedimensioner varierer fra 245 til 400 cm i længden og 140 til 235 cm i bredden. Fyldskifterne har som regel en lysegrå og/eller lysebrun farve i fladen, men ofte kan en mørkere sortgrå og trækulsholdig plamage udskilles i eller ved midten af fyldskifterne (se fig. 1-2).
• Anlæggenes dybder varierer mellem 140 og 235 cm fra undergrundens overflade, men hovedparten ligger på omkring de 2 m i dybden.
• Profilerne har en karakteristisk tragtform, og i den øvre brede halvdel kan flere buede sammensunkne lag iagttages. Heriblandt findes 1-3 trækulslag.
• Den smalle nedre del består gerne af genopfyldt undergrundsmateriale (fig. 3).
• Bundfladen danner en rektangulær form. Den er oftest plan, men i nogle tilfælde kan den være trugformet.
• I enkelte tilfælde er der registreret tydelige spor efter lodretstillede planker i bunden, der danner en kasse på omtrent 250 x 50-70 cm (fig. 4).
• En mangel på flyvesand, slamlag eller andre naturlige aflejringer i bunden af de dybe anlæg antyder en hurtig tildækning efter brug.
• Orienteringen af de dybe anlæg er hyppigst nord-sydlig eller nordvest-sydøstlig. I sjældnere grad er de øst-vest-orienterede.
• De er oftest placeret højt i terrænet - gerne på let skrånende grund, og næsten altid er de nedgravet i sanddomineret undergrund.
• På lokaliteter med flere dybe anlæg repræsenteret kan der være tale om grupperinger eller rækkedannelser, hvor sidstnævnte tegner en bølget øst-vest-gående linje. I denne forbindelse kan anlæggene danne par på en let uregelmæssig facon.
• Langt de fleste dybe anlæg er fundtomme.
• Når genstande endelig optræder, er det som regel i de øvre, trækulsholdige lag.
• Fundene er helt overvejende repræsenteret af flintafslag og fragmenteret keramik.

 
Datering

De få daterede anlæg er placeret i et langt tidsrum (ud fra fund, stratigrafi og AMS C14), der strækker sig fra midten af tragtbægerkulturen til tidlig førromersk jernalder. En ophobning ligger dog i den sene tragtbægerkultur, enkeltgravstid og senneolitikum.

Det skal påpeges, at samtlige dybe anlæg er fremkommet på lokaliteter med flere perioder repræsenteret, hvorfor en del kan være fejldateret. Her er det naturligvis vigtigt at udtage dateringsprøver fra dybere laghorisonter i fylden.

Fokus på:

• Som beskrevet ovenfor, savner anlæggenes datering en nærmere præcisering.
• Endnu mere mangelfuld er vores viden om de dybe anlægs funktion.
• Jordfæstegrave eller rituelle anlæg er de hyppigst anvendte tolkninger. Her kan plankesporene i bunden være rester efter kister, og de sammensunkne trækulslag foroven kan afspejle afbrændte småkamre eller lignende ildritualer. Gravindikationerne er dog yderst sjældne, for ingen ligspor eller gravgavelignende objekter er registreret i de dybe anlæg.
• Er der snarere tale om rituelle anlæg tilknyttet dødekulten?
• En slags afløsere af sarupanlæggenes systemgrøfter med et ændret aktivitetsmønster?
• Andre tolkningsforslag er taget op, som f.eks. brønde, produktionsanlæg og fangstgruber (se Pedersen & Rostholm 2006).
• Anlæggene er tidligere beskrevet hos Eriksen 1979 og Gyldion et al. 2004.
• Indtil videre står vi på bar bund med hensyn til tolkningen af de dybe anlæg. Det nytter intet at fraprioritere anlæggene, blot fordi arbejdsindsatsen er stor, og fundgevinsten er lille. De bør alle udgraves, og analyseprøver må udtages, hvis vi skal blive klogere på, hvad de mærkværdige anlæg repræsenterer.

 [Tilbage til toppen]