Sarupanlæg

1. Undersøgelse af sarupanlæg 1. Af Lutz Klassen
2. Undersøgelse af sarupanlæg 2. Af Niels H. Andersen

 
Sarupanlæg eller causewayed enclosures/Erdwerke/Grabenwerke i den form, vi kender dem fra Danmark, er et vest- og centraleuropæisk fænomen, som bliver introduceret i Norden i tidlig neolitikum. I velundersøgte områder ligger anlæggene meget tæt med afstande på kun 4-5 km til hinanden. Det samme gør sig gældende i Central- og Vesteuropa. Det er derfor sandsynligt, at mange hundrede af disse anlæg blev bygget i Danmark.

Anlæggenes funktion har været meget omdiskuteret. I Norden er der gennem de sidste tre årtier blevet etableret en konsensus om, at der er tale om centralpladser beliggende i midten af et territorium, og at de af befolkningen af de omliggende, spredte bebyggelser er blevet brugt til sociale, religiøse og økonomiske aktiviteter.

Særlig forbindelsen til gravlæggelserne i megalitgravene, som oftest findes i større tal i umiddelbar nærhed, er blevet fremhævet. Der er dog stadig tale om en tolkning, som nyere forskning i udlandet og i Danmark sætter spørgsmålstegn ved. Dette gælder dog kun anlæggenes primære funktion i konstruktionsfasen, som tilsyneladende ikke er relateret til territorier, men til bestemte vejforløb og her især disse vejes overgange over åer og sunde.

 
Med en enkelt undtagelse er alle danske sarupanlæg blevet anlagt mindre end 4 km fra den neolitiske kystlinje. De findes kun i områder, som har været bebygget i begyndelsen af tidlig neolitikum (TN I), men ikke i områder, hvor den neolitiske bebyggelse ekspanderer til i den sene del af tidlig neolitikum og tidlig mellemneolitikum (TN II/MN A I).

Der er indtil videre ikke påvist bebyggelsesspor i anlæggene, der med sikkerhed er samtidige med konstruktionsfasen. Mange - men langt fra alle - anlæg udvikler sig til bopladser gennem det sene tidligneolitikum og mellemneolitikum med højdepunkt (størrelses- og fundmæssigt) i MN A V. Dette har ført til, at nogle sarupanlæg hører til de mest fundrige og ikke mindst de store neolitiske pladser, vi kender.

Der findes også sarupanlæg uden bopladsspor og med meget få eller slet ingen fund i systemgravene (f.eks. Starup-Langelandsvej, Esesfeld). Disse pladser opdages kun ved tilfældigheder og må antages at være kraftigt underrepræsenteret i øjeblikket.

Sarupanlæg er gennem snart mange år entydigt blevet dateret til den sene del af tidlig neolitikum (TN II). Nyere undersøgelser viser dog, at konstruktionen flere steder startede ca. 200 år tidligere omkring 3700 f.Kr. og dermed i slutningen af TN I.

Karakteristika

Sarupanlæg i Danmark er kendetegnet ved et enkelt eller to parallelle forløb af systemgravrækker, som oftest afskærer spidsen af et næs. Anlæg med lukkede forløb af systemgravsrækker kendes dog også - disse ligger typisk højt i landskabet på bakketopper eller plateauer. I Nordtyskland er dokumenteret anlæg med 3-5 parallelle systemgravsforløb, tæt ved den nuværende grænse. Disse anlæg vil også kunne forekomme i Danmark - formentlig i Sønderjylland.

Karakteristisk for de danske sarupanlægs beliggenhed er deres forhold til vand. Bortset fra en lille håndfuld anlæg på bakketoppe/plateauer (Bjerregård, Store Brokhøj, Skævinge Boldbaner) er alle kendetegnet ved at være afgrænset af vand til én eller flere sider. Der er oftest tale om placeringer ved å-udløb i en fjord eller i en flodgaffel, men anlæg på halvøer i fjorde og evt. søer (Ballegård, Gammeltoft Odde), i flodslyng eller på tørre holme i vådområder kendes også.

De fleste anlæg var meget synlige, og nogle er kendetegnet ved en for danske forhold dramatisk beliggenhed (f.eks, Bjerregård, Blakbjerg). Nogle ligger så lavt, at de måske i perioder har været oversvømmet (Gammeltoft Odde, Ballegård).

  
Undersøgelse

På grund af deres størrelse, deres fundrigdom og ikke mindst på grund af de enkelte konstruktioners karakter er udgravningen af sarupanlæg oftest udfordrende.

Karakteristisk for systemgravene er, at de i langt de fleste tilfælde åbenbart blev kastet til igen kort tid efter deres udgravning, uden at der blev deponeret genstande eller foretaget synlige handlinger i dem. Derfor kan især konstruktionsfasens jordindgreb være ganske svære at skelne fra den naturlige undergrund. Det anbefales derfor i tvivlstilfælde at tilkalde en erfaren kollega.

Mange systemgrave blev genopgravet gentagne gange, hvilket kan have medført ganske komplicerede stratigrafier. Deponering af genstandsmateriale, som kan have pars pro toto- eller affalds-karakter, findes ofte kun i genopgravningerne. Det er derudover typisk, at de mest omfattende deponeringer blev foretaget i systemgravenes ender, mens store dele af systemgravsforløbene kan være ganske fundfattige. Under udgravningen burde derfor rettes særlig opmærksomhed på systemgravenes ender.

Sarupanlæggenes konstruktionstidspunkt kan være ganske vanskeligt at dokumentere arkæologisk, fordi der ofte ikke blev deponeret genstandsmateriale på bunden af konstruktionsfasens udgravning.

Her ligger et stort uudnyttet forskningspotentiale ved selv meget begrænsede undersøgelser i fremtiden.

Det samme gælder en findatering af de forskellige mellemneolitiske faser.

Dertil en bestemmelse af genopgravningsfrekvensen.

Ved udgravninger af systemgrave er det derfor vigtigt at indsamle prøver til kulstof 14-dateringer fra disses bundlag samt fra alle lag i stratigrafien. Dette vil i næsten alle tilfælde medføre nødvendigheden for udtagning af jordprøver til flotering. Dateringerne gennemføres, hvis det er muligt at udvinde mindst to, men helst tre-fire datérbare prøver fra flere af de lag, som klart kan adskilles og ordnes relativkronologisk. Det store prøvetal er nødvendigt for at udskille evt. omlejrede små prøver som forkullede planterester, som kan være transporteret op og ned gennem lagene ved bioturbation.

 
Ved mulighed for tilstrækkelig antal prøver indhentes specialistbistand til AMS kulstof 14-dateringer. De kan afklare, om der er mulighed for:

• gruppekalibration af validerede prøver
• sekventiel kalibration
• bayesian modelling

hvorved der kan etableres en meget præcis kronologi ikke kun for anlæggets konstruktionstidspunkt, men også for de enkelte genopgravningsfaser. Metodikken gør det muligt at overvinde de begrænsninger, der ligger i kalibrationskurvens form (plateau) i det relevante tidsrum, og at opnå meget præcise tidsangivelser med få årtiers unøjagtighed.

Både i Danmark (Sarup I) og i udlandet er det blevet iagttaget, at små systemgrave ved senere genopgravninger er blevet forbundet til længere systemgravsforløb. For at kunne identificere dette træk er det vigtigt, at der ikke kun bliver anlagt profiler på tværs, men også profiler på langs af systemgravene.

Både sarupanlæggenes grundplan og udformning af deres indgangskonstruktioner viser klare relationer til beslægtede anlæg uden for landet. Således kan f.eks. sarupanlæggene langs Jyllands vestkyst gennem disse træk knyttes til anlæg i England og Nordfrankrig.

Bestemte former for indgangskonstruktioner er derudover tilsyneladende bundet til bestemte langdistance-vejes forløb gennem Europa. Påtræffes et indgangsparti, som kan være forsynet med:

• Indhegninger
• tværgående konstruktioner i form af trævægge
• stolpekonstruktioner
• gruber

(som f.eks. i Sarup, Gammeltoft Odde og Albersdorf-Dieksknöll), er det derfor vigtigt med en omhyggelig udgravning og dokumentation.

I flere sarupanlæg er der påvist palisader på indersiden af systemgravsrækken/rækkerne - bedst dokumenteret i Sarup. Disse blev sat ned i en palisadegrøft. I Sarup og andre steder ses mange deponeringer ved disse palisader. I et enkelt tilfælde (Vilsund) er der påvist systemgravslignende gruber på begge sider af palisaden.

Palisaderne kan være forsvundet pga. erosion, men mange anlæg har nok aldrig haft en palisade. I Sarup og Starup-Langelandsvej blev der fundet forskellige former for mindre indhegninger knyttet til ydersiden af palisaden, som kan omslutte systemgrave eller blive omsluttet af dem.

 
Sarupanlæggenes inderflader er udover ved almindelige bopladsspor fra den efterfølgende bebyggelse ofte kendetegnet ved forekomsten af særlige gruber af rituel karakter, hvori der kan være deponeret særligt udvalgte genstande af "prunk" karakter (f.eks. Sarup). Derudover kan ovnkonstruktioner (f.eks. Büdelsdorf) og undtagelsesvis også grave optræde (Vilsund).

Med størrelser mellem ca. 1 ha og formodet over 20 ha er sarupanlæggene så store, at de kun i absolutte undtagelsestilfælde vil blive totaludgravet i forbindelse med en kap. 8-sag. Undersøges der et lille udsnit af et anlæg, burde der samtidigt gøres en indsats for at klarlægge anlæggets mulige udstrækning uden for undersøgelsesområdet (f.eks. ved rekognosceringer, kontrol af luftbilleder) for at kunne udpege et kulturarvsareal.

Udover de klassiske sarupanlæg er der i de senere år kommet en del anlæg frem, som er kendetegnet ved elementer af sarupanlæggene uden at være identiske med dem. Der er først og fremmest tale om pladser, hvor det er gruber og ikke systemgrave, hvori der er foretaget genopgravninger og deponeringer af udvalgte genstande eller fragmenterede dele af genstande (f.eks. Lystrup Kildevang I og Triwalk). Der er oftest tale om rækker af sådanne gruber.

Disse anlægs landskabelige placering modsvarer de klassiske lokaliteter for sarupanlæg. Derudover findes der anlæg med systemgrave, som dog ikke er ordnet i lange rækker der indhegner et areal, men er placeret i tilsyneladende kaotisk orden (Aalstrup). Fundgruppen gør på nuværende et meget varieret udtryk, hvilket dog kan hænge sammen med deres endnu lave antal. Yderligere udforskning er påtrængt.

[Tilbage til toppen]

  
Sarupanlæg er en forholdsvis ny anlægstype inden for nordisk arkæologi, men typen af anlæg har været kendt siden slutningen af 1800-tallet. Betegnende for den er rækker af systemgrave, der som aflange perler på en snor indrammer arealer på op til 100 ha. Oftest er der to parallelle rækker, men der kan forekomme adskillige, hvoraf ikke alle har været anlagt samtidigt, som det allerede er anført i Lutz' bidrag ovenfor. Der er altid tale om store anlæg, der oftest langt overgår størrelsen på senere tiders monumentale anlæg (Andersen 1997; 2014 a).

Særegnet for sarupanlæg

På Sarup I, der vil blive benyttet som reference her, har de enkelte systemgrave varierende længder mellem 4,7 og 24,1 m, og deres bredde varierer mellem 2,1 og 7,3 meter. I forlængelse af de enkelte systemgrave er der "jordbroer" med urørt jord. Disse områder kan være ret brede, op til 13,6 meter. Dybden af systemgravene varierer mellem 0,16 og 1,90 meter, og to grave i forlængelse af hinanden kan have meget forskellige dybder (Andersen 1999: 274).

Karakteristisk for systemgravene er, at de i tværsnit ses oprindeligt at være gravet symmetrisk, hvor sidevæggene fremstår ens, dvs. nogenlunde samme hældning på op til ca. 120 grader, i forhold til en flad, vandret bund, der er mindst 1 meter bred. I snittet ses det også, at fyldjorden i gravene oftest er aflejret symmetrisk, dvs. kastet i fra begge langsider.

Efter en bevidst genopfyldning blev mange systemgrave genstand for en eller flere genopgravninger, hvorved formen af graven kunne ændres. Almindeligvis er systemgrave lavet med parallelle langsider, som kan blive ujævne på grund af nedskridninger eller genopgravninger. Hvis en systemgrav på overfladen har form som modsatstillede tre-taller (systemgrave af feminin form!), kan man regne med, at der er tale om sammenlægning af flere enkeltgrave (Andersen 1999 a, 54 fig. 4.26). Den viden er god at have forud for placering af snit.

Nogle steder, bl.a. på Bornholm, ser man, at systemgravene kan være hugget ned i grundfjeldet. Der må her være tale om en omfattende indsats. Det er bemærkelsesværdigt ved nogle af disse grave at se, at den samlede mængder af sten, som må være hugget frem fra systemgravene, efterfølgende ikke blev genplaceret i dem, hvad der også ses på andre pladser hugget ned i grundfjeldet (Andersen 1997: 205, Fig. 241; Geschwinde & Raetzel-Fabian 2009: 99-100, Fig. 69-70).

I nogle tilfælde ser vi publiceret formodede systemgrave, der nok snarere skal tolkes som andre typer af anlæg, f.eks. som vindfælder. I disse tilfælde kan der være tale om nedgravninger med en skrå bund, koncentrationer af sten i den ene side og en asymmetrisk fyld. Frem for at gøre alle store nedgravninger til systemgrave bør man være åben for, at vores fortid kan rumme mange hidtil upåagtede anlægstyper.

Systemgravene har som nævnt ofte været genstand for gentagne genopgravninger og hurtige genopfyldninger. Det kan måske lette forståelsen, hvis man opfatter en systemgrav som en række badekarformede nedgravninger med forskellige længder, bredder og dybder, der er lagt ovenpå og eventuelt forskudt i forhold til hinanden. Det er dog bemærkelsesværdigt, at en genopgravning kun sjældent når dybere end en tidligere nedgravning. Nogle genopgravninger kan have en fyld med sorte, fundrige kulturlag, mens andre kan være næsten uden fund.

Genopgravningerne kan være kommet til over en mindst tusindårig lang periode. Det er særegent, at genopgravningerne næsten altid holder sig nogenlunde inden for omridset af den primære gravs oprindelige nedgravning, skønt der kan være hundredvis af år mellem de enkelte opgravninger (Andersen 1999 a: 365 A 610).

I toppen af nogle systemgrave kan der være deponeret meget fundrige kulturlag (se Fig. 2, 3, 4 og 6). Nogle formoder, at disse lag er aflejret i fordybninger i gravene, når jorden har sat sig. Det synes ikke at være tilfældet, da man så tæt under fyldlagets bund burde forvente spor efter aflejringer af lag af fint sand og silt, her kaldet for silting lines. De skal aflejres, hvis sidevæggene på en åbenstående grav i sand eller ler blev udsat for regn og blæst, hvorved der tranporteres materiale ned ad sidevæggen og ned i bunden af fordybningen. Sådanne silting lines er aldrig blevet registreret i forbindelse med de her registrerede fundrige kulturlag. Disse kulturlag må derfor være blevet deponeret i en bevidst gravet genopgravning.

Systemgravenes funktion

En entydig tolkning af systemgravenes funktion findes ikke. I tidens løb har der været mange forskellige tolkninger, der desværre bygger på antagelser, der ikke har hold i materialet. Altså noget, man presser ned over materialet. Ofte har tolkningerne desuden rod i et dårligt udgravet og analyseret fundmateriale. Man skal holde sig til argumenter, der har rod i det fundne materiale, og man skal bygge sine studier på en godt udgravet og analyseret materiale. Der spildes alt for megen tid på at ville tolke anlæggenes funktion, hvad der er omsonst, så længde vi ikke har et tilstrækkeligt godt materiale at tolke ud fra, og så længe de, der tolker, ikke har sat sig nok ind i problematikken.

Indenfor tragtbægerkulturens område - og især i Danmark - er vi så heldige at have et flint- og keramikmateriale til rådighed, som det er muligt ret nøje at typebestemme og datere. Det giver mulighed for en fin-kronologi, som kan vedhæftes aktivitetsfaserne på sarupanlæggene. I udlandet har man ikke så godt et materiale, men til gengæld er anlæggene her ofte lagt på kalkholdig jord, der bl.a. giver gode bevaringsmuligheder for knogler. Disse knogler kan være velegnede til kulstof 14-dateringer, men i materialet fra sarupanlæggene er der alvorlige faldgruber, hvilket uddybes nedenfor.

Skønt anlægstypen er en af de mest udbredte i europæisk arkæologi, er det først inden for de seneste 20 år, at der er fremlagt større publikationer om udvalgte pladser og deres fund (se oversigter hos: Andersen 1997; 2014 a).

Lokalisering af sarupanlæg

Pladserne kan være placeret mange forskellige steder i landskabet, men der synes at være en forkærlighed for placering på markante steder som næs omgivet af vådområder, på højdepunkter, lavt i landskabet på holme osv.

I nogle tilfælde ses det, at anlæggene ofte er placeret i områder med mange megalitanlæg - som anført i Lutz Klassens bidrag. Disse megalitter er for det meste opført efter sarupanlæggenes primære funktionsperiode. Noget kan tyde på, at der i nærområder til nogle sarupanlæg anbringes megalitanlæg i klumper. Den store fællesaktivitet med opførelsen af et sarupanlæg må have medført, at nogle nærområder synes opdelt i mindre områder, der hver fik en klynge af megalitanlæg, der dog blev rejst over et par hundrede år.

Man skal dog være åben for, at sarupanlæg også kan findes på steder, hvor man ikke vil forvente dem, altså at de kan ligge på steder, der ikke er markante, og på steder, hvor der ikke er megalitter i nærheden.

Især i Tyskland og Frankrig er mange sarupanlæg blevet fundet i forbindelse med systematisk luftfotografering, ved studier af ældre luftfotografier og i de senere år ved studier af Google Earth. I Danmark har metoden givet nogle vellykkede fund, bl.a. Mølbjerg ved Struer (Eriksen & Olesen 2002: 26-29). Man skal være opmærksom på, at systemgrave er en anlægsform, der også kendes fra bronze- og jernalder, hvorfor en registrering ikke er nok til at sige, om der er tale om et sarupanlæg. Eftersom anlæggene blev jævnet ud hurtigt efter deres konstruktion og siden ofte har været underlagt pløjning, vil det være omsonst at bruge LIDAR-scanninger til en lokalisering.

At lokalisere pladserne ved hjælp af geomagnetiske undersøgelser har ikke været særligt givende, men metoden er i udvikling, ligesom softwaren til tolkning til stadighed forbedres.

Mange sarupanlæg har som nævnt været genstand for senere ophold, hvorved der bl.a. blev foretaget genopgravninger i systemgravene. Man kan således ikke udelukke, at lokaliteter, hvor der ved rekognosceringer er fundet mange oldsager fra en senere del af tragtbægerkulturens tid, også kan indeholde spor efter et sarupanlæg.

Forundersøgelse

Ved prøveudgravninger eller forundersøgelser kan det være forbundet med en del usikkerhed, om man står over for sporene efter et sarupanlæg. Hvis man kun har forholdsvis smalle søgegrøfter placeret med 10 til 20 meters mellemrum er der stor chance for, at man kan ramme midt i en jordbro. Det må derfor anbefales, at søgegrøfter placeres ret tæt, dersom man går efter at lokalisere et sarupanlæg.

Det kan dog være vanskeligt i søgegrøfter at lokalisere sporene efter et sarupanlæg. Især hvis systemgravene ikke har været udsat for genopgravninger, hvori der er aflejret mørke kulturlag. Hvis der ikke er aflejret mørke lag i gravene, vil de oftest i en søgegrøft blot markere sig som en cirka 5 meter bred stribe med formodet råjord, der måske er lidt bedre til at holde på fugten. Der er stor chance for, at man kan forveksle en systemgrav med sporene efter en agerren til en højrygget ager. Hvis en formodet agerren ligger alene uden at være ledsaget af parallelle rener, så bør man med gravemaskinen lave et snit ned i den for at se, om der heri skulle være en fyld karakteristik for systemgrave.

  
Rækkerne af systemgrave kan være ledsaget af en eller flere parallelle fundamentsgrøfter, pæle-eller stolperækker fra et palisadehegn. Sådanne hegn kan ligge mellem to og 10 meter inden for den indre systemgravsrække. Spor efter hegn kan være meget vanskelige at erkende, da de sjældent har mørkere fyldlag i modsætning til erfaringerne fra senere perioders anlæg. Hvis man finder noget, som man tolker som spor efter aktiviteter fra ræve eller grævlinger, bør man altid med en skovl foretage en fladeafgravning og få et lodret snit til at verificere, at det er sådanne spor, man har fundet.

Spor efter neolitiske pæle- og stolpehuller er ofte meget vanskelige at erkende, især når der er tale om tidligneolitiske spor. Der var jo næsten ingen mørk muld at blande i fyldjorden. Forsøg om muligt at lade søgegrøfter stå åbne i længere tid og foretag så endnu en fladeskovling i mulige områder.

Udvælgelse af anlæg til undersøgelse

I Danmark mangler vi indtil videre sarupanlæg lagt på kalkholdig jord, og en første prioritering for kommende undersøgelser af sarupanlæg bør være, at man skal koncentrere sig om anlæg med bevaret organisk materiale.

Når og hvis et sådant anlæg findes, bør der her foretages en omhyggelig udgravning - måske blot på en del af pladsen - så vi kan få indblik i, hvordan eventuelle knogledeponeringer er foregået på de danske anlæg. Til en sådan undersøgelse skal der være knyttet specialister med forstand på menneske-og dyreknogler.

Sarupanlæg bør man kun udgrave, dersom man har et forskningsmæssigt perspektiv, eller hvis anlægget står foran destruktion grundet Museumslovens Kapitel 8-arbejde. Udgravning af anlæggene er en meget bekostelig affære, og oftest skal megen jord flyttes.

Hvis der er tale om et anlæg, der skal undersøges i forbindelse med en kapitel 8-sag, så skal man som minimum have:

• en frilæggelse af alle anlæg i de berørte arealer,
• der skal være tid til at sikre, at alle stolpe- og fundamentsgrøfter er fundet,
• ved snit i alle systemgravene, skal man sikre informationer om anlæggets brug og historie.
• museet, der har ansvaret for undersøgelsen, skal sikre, at deltagerne i undersøgelsen forud har haft mulighed for at indhente den fornødne viden om anlægstypen og det fundmateriale, man kan forvente at finde, og/eller hidkalde en specialist.

Hvis man kun har kort tid til en undersøgelse, bør man hellere foretage en omhyggelig udgravning af et begrænset området fremfor hurtig tømning af mange anlæg, også skønt de kan indeholde spændende og flotte oldsager. Formålet skal være at indhente ny viden, ikke at sikre tusindvis af oldsager uden eller med usikre informationer.

Fladeafdækning

Et sarupanlæg kan afdækkes ved almindelig fladeafrømning. Det er vigtigt - som altid - at en erfaren arkæolog står bag maskinen og straks vurderer den afskrabede flade. Hvis fladen vurderes nogen tid efter afdækningen, kan det være vanskeligt at erkende anlæggene, da de jo ofte kan være uden mørk fyldjord. Dermed ikke sagt, at man ikke skal holde øje med fladen for at se, om visse pletter f.eks. er bedre til at holde på fugten end andre.

Det er vigtigt, at man straks opstreger spor af fyldskifter, og hvis man finder mørke pletter, som på fig. 2 øverst, skal man også være bevidst om, at der uden om dem kan være fyldskifter, der står mere svagt.

Der bør afsættes ekstra ressourcer til at lokalisere eventuelle spor efter stolpehegn. Disse spor kan stå meget svagt, og nogle gange erkendes de først ved at lave snitgrøfter. Imidlertid er sådanne stolpehegn vigtige for en forståelse af et anlæg.

Efter afdækning og efterfølgende opstregning af fyldskifter er det vigtigt at foretage en omhyggelig opmåling af fladen med samtlige spor.

Tegning skal straks digitaliseres og bør forsynes med forskellige signaturer, der vil gøre det lettere at beskrive og tolke anlæggene. Det er vigtigt, at en arkæolog med erfaring angående sarupanlæg udfører denne, halvt tolkende funktion, ligesom det er vigtigt her at sikre, at der er de rette forbindelser mellem de indmålte streger m.m. I denne arbejdsfase kan der blive tale om ekstra afrensninger, dersom noget ikke "hænger sammen."

Systemgrave i fladen

På fig. 2 ser man, hvor forskellige systemgrave kan se ud på overfladen, og hvor vigtigt det er, at man sikrer megen luft omkring en afrenset systemgrav.

Hvis det er muligt, vil det naturligvis være bedst, dersom systemgravene kan udgraves totalt. En sådan udgravning kan være meget kompliceret, hvis graven har været genstand for mange genopgravninger og genopfyldninger, især hvis de ligger forskudte i forhold til hinanden (Fig. 9) (Andersen 1999a: 365 anlæg A 610). På fig. 3 ses en systemgrav med spor efter flere - systematisk placerede - genopgravninger.

 
I systemgravene skal man altid afsætte profilsnit på tværs af anlæggets længderetning. Hvis det er muligt, og især hvis hele systemgraven skal udgraves, kan det også anbefales at have længdesnit. I enden af en systemgrav bør man i første omgang kun udgrave halvdelen af området efterladende længde- og tværsnit (se fig. 4).

Ved tværsnit kan det anbefales at have en bredde på mindst 2 meter, da der grundet en evt. stor dybde på systemgraven og muligheder for sammenskridninger kan blive tale om at lave en skrå profilvæg. Desuden er det godt at have god plads til på afstand at kunne studere profilvæggen.

Det er vigtigt ved gravning i en systemgrav at have styr på alle de lag, der er aflejret i den. Lag, som det ofte kan være vanskeligt at skelne fra hinanden. Det må frarådes at grave ved tømning af de enkelte lag, altså ingen single context-udgravning! Ved tømning kan man herved let miste overblikket og muligheden for en fin-registrering af de enkelte lag, fund og de aktiviteter, der skete. Fladen i udgravningssnittet bør tegnes for hver 10 cm. Det er vigtigt, at fund bliver indmålt og vedhæftes oplysning om lag, og hvordan fundet ligger, f.eks. om et ornamenteret skår lå med mønsteret op- eller nedad, var sat lodret, hvordan f.eks. et fragment af en kværnsten var deponeret i fylden etc. Fund af trækul og sten skal registreres, da det kan fortælle om gravens fyldhistorie. Efterfølgende er det muligt at projektere fundene ind på profilen.

På Sarup var det ejendommeligt flere steder i systemgravenes ellers fundtomme fyldjord at finde små, ofte fint ornamenterede skår, der synes placeret her i forbindelse med genopfyldningen. Lignende er iagttaget på et tysk anlæg, men også andre steder på Sarup og ved megalitanlæg. Sådanne fine, enkeltliggende skår kaldes for amuletskår.

På fig. 4 a og b ses enden af en systemgrav, hvori der er opfyldninger fra mindst fire aktiviteter mellem 3400 og 2900 f.Kr. Det kan være vanskeligt at skelne de enkelte faser, men her har man hjælp af sporene i profilvæggen. Det ses, hvor vigtigt det er at holde en ren flade og gerne en lidt fugtig flade, ligesom det er vigtigt til hver en tid at vide, i hvilket lag man graver.

 
Ved genopgravninger kan flere enkeltliggende systemgrave blive lagt sammen til større enheder (Andersen 1999 a: 54 Fig. 4.26; Andresen 2012, 204). Sådanne sammenlægninger kan oftest erkendes ved, at gravens omrids er uregelmæssig, altså at den ikke viser nogenlunde lige kanter. Det vil være interessant at finde ud af, hvorfor nogle grave bliver lagt sammen til større enheder, mens der i andre fortløbende sker genopgravninger inden for gravens oprindelige omrids. På Fig. 12 gives der et bud på, hvordan Sarup I's første fase kan have set ud. Man ser også den store variation i gravenes oprindelige størrelse.

Særlig opmærksomhed skal knyttes til systemgravens bund, da fund og anlæg placeret her måske kan give vigtige oplysninger om formålet med graven. Det er karakteristisk, at bunden oftest er vandret med en bredde på mindst en meter.

På Sarup I og på Sarup Gamle Skole var der på den vandrette bund nogle steder placeret regulære stenlægninger (Andersen 1999 a: 392-393 A 3073; 2009: 32 Fig. 9). På Sarup Gamle Skole kan det ikke udelukkes, at disse stenlægninger har støttet plankeformede konstruktioner.

Bemærkelsesværdig er også fundet af en miniaturedysse på bunden af en systemgrav på Sarup Gamle Skole. Miniaturedyssen, ca. 0,7x1,1 m stor i fladen, var bygget med skoningssten, ildskørnet flint og hvad der ellers hører til (Fig. 5 og Andersen 2009: 32 Fig. 10). Op ad dyssens vestside blev der fundet 134 skår af nogenlunde samme størrelse, cirka 3x4 cm, fra dele af et tragthalskar (Andersen 2009: 32 Fig. 10 b). Skårene lå i forskellige niveauer, der tyder på, at skårene blev lagt her, mens der blev fyldt jord op omkring miniaturedyssen.

 
Man bør være opmærksom på, at der på bunden af systemgraven eller i dens sidevæg kan have været gravet gruber, nicher eller stolpehuller. Det er hidtil ikke fundet i Danmark, men kendes fra andre steder (Andersen 1997: 191, Fig. 227 og 192, Fig. 228). Det er meget interessante anlæg, som vil være vigtige for en forståelse af systemgravenes oprindelige brug.

I forbindelse med bearbejdelsen af Sarup bliver de nederste 10 cm af fyldjorden betragtet som hørende til bunden. På Sarup I er der fundet 9,6 fund pr. udgravet meter af bunden, på Sarup II er det 2,3 fund. Oftest var der store områder uden fund, hvorimod der så i andre områder kunne ligge koncentrationer af fund. Der kunne her være tale om klumper med bopladsaffald, der bevidst var bragt hertil og deponeret her, men det kunne også være klynger med meget fragmenterede skår.

Fra de fleste danske anlæg savner vi desværre et ordentligt organisk materiale, men flere steder på Sarup blev der dog fundet tandemalje fra mennesker, okser og svin. Man kan således formode, at kranier var placeret her, som det ofte kendes fra udenlandske anlæg.

I toppen af systemgravene kan der været deponeret fundrige kulturlag (se Fig. 3). Disse lag er deponeret i genopgravninger, og må repræsentere en handling, hvor et indsamlet "bopladsmateriale" med forsæt skulle deponeres her. Da lagene kan indeholde tusindvis af fund pr. udgravet kubikmeter jord, bør man overveje en udgravning, hvor specielle oldsager indmåles, hvor resten af laget så samles op i f.eks. 50x50 cm store felter af 5 cm's tykkelse og efterfølgende soldes og eventuelt også flotteres.

De store mængder af affaldsmateriale kan kun opfattes som værende specielt indsamlet før dets deponering i systemgravene i neolitisk tid. Man kan her lade sin tolkning inspirere af kabylerne, et berberfolk i Algeriet, hvor alt materiale fra jorden, der ikke er benyttet, bliver samlet ind og ved genbegravelser gives tilbage til jorden (Makilam 2007, 60 og 131).

Systemgrave i snit

Ved at studere systemgravenes profilvægge kan man lære meget om deres historie og brug. Skønt de oftest synes placeret ud fra en overordnet plan, har gravene mange individuelle træk, der viser, at hver af dem har sin egen historie.

På gravningen er det vigtigt konstant at have en ren profilvæg, så man fortløbende kan studere dens fyldhistorie. Hvis graven er lagt på sand eller grus bør man tidligt overveje at lave en skrå profilvæg, da de erfaringsmæssigt skrider meget let.

I det følgende gennemgås nogle profilvægge fra systemgrave, der tilhører Sarup I.

I systemgrav A 174 (Fig. 3, 6 a og 6 b) har vi et tværsnit, der klart viser formen for en typisk grav (Andersen 1999 a: 350-352, A 174). Den er gravet næsten 2 meter ned gennem skiftende grus- og sandlag (Fig. 6 a). Den har en flad, vandret bund, cirka 1,6 meter bred. Sidevæggene hælder cirka 120 grader i forhold til gravens vandrette bund. Der er ikke deponeret mørkt kulturjord på bunden af graven. I dens øvre tredjedel er spor efter to, måske tre genopgravninger, hvor der i den øverste er deponeret meget mørkt kulturjord med en tæt koncentration af oldsager.

Interessant ved A 174 er det, at det mellem den vandrette bund og sidevæggen var muligt at se et lodret trin af cirka 10 cm's højde, nok sporene efter graveredskabets skovlblad.

Interessant er det, at der i denne grav blev iagttaget fine, skråtstillede striber af fint sand. Det udgjorde et eget lag, der har udfyldt cirka 25 cm i hjørnet mellem bund og sidevæg - se Fig. 6 b. Disse fine sandlag, her kaldet for silting lines, er opstået ved, at sidevæggene er tørret ud, og sandet så er trillet ned mod bunden, eller på grund af blæst eller regn. Altså nok på grund af et vejrforhold typisk for det danske klima. Ved de arkæologiske udgravninger på Sarup - men også andre steder, hvor man graver i sandjord - oplever man at sådanne lag hurtig dannes, ofte i løbet af blot en eftermiddag.

Det er ejendommeligt, at der i intet andet snit i en systemgrav på Sarup, dvs. i over 80 snit, er fundet spor efter silting lines ved gravbunden, ligesom undertegnede ikke har set disse spor i systemgrave på andre pladser. Dermed ikke sagt, at de ikke kan forekomme andre steder, men man bør i sine registreringer være meget opmærksom på dette fænomen, der jo giver en helt andet opfattelse af pladserne. Man skal altid være opmærksom på det, der helt logisk burde være der, men som ikke er der.

Hvis der ikke er spor efter silting lines i de nedre lag i systemgrave, må det betyde, at disse lag er fjernet før en genopfyldning, eller også, at genopfyldningen skete hurtig efter, at systemgraven var blevet gravet. Muligvis stod systemgraven kun åben i få timer. Ved udgravningerne er det vigtigt at se efter lag, som bør være der, og så registrere/notere, at de ikke er der, og eventuelt finde en forklaring herpå.

Ved udgravningen af det oprindeligt kun én meter brede tværsnit i A 174 (Fig. 6 a), der blev gjort bredere grundet nedskridninger, er der registreret 5.855 fund. Der var ingen fund i de nederste fine sandlag, men i fylden herover blev der registreret 27 fund, som er deponeret i forbindelse med opfyldningen.

Systemgrav A 161, der ligger i samme system, har en anden historie (se Fig. 7). Det interessante er her, at der hurtig efter tømningen af systemgraven skete nedskridninger i begge dens langsider. Det skete pga. løse gruslag i de nedre dele af hullet. Disse nedskredne jordklumper har man ikke fjernet, de forblev på stedet. Ved bunden sås ingen spor efter silting lines. Gravens synes hurtig genopfyldt, og efterfølgende blev der her foretaget et par genopgravninger.

Det er værd at bemærke, at der heller ikke i forbindelse med genopgravninger ses spor efter silting lines, der kunne vise, at disse genopgravninger eventuelt kunne have stået åbne i nogen tid. Sådanne silting lines er aldrig blevet registreret i nogle af de publicerede pladsers genopgravninger.

 
I systemgrav A 161 blev der kun fundet 16 oldsager, hvoraf de 10 kom fra fyldlagene, men de resterende seks kom fra det lidt mørkere lag i toppen.

På Saruppladsens nordlige del er fyldhistorierne for systemgravene noget anderledes, skønt de indgår i samme overordnede system for Sarup I. På grund af høj grundvandstand har det sandsynligvis ikke været muligt at grave særligt dybt. De fleste grave har kun dybder til maksimalt 40 cm. Alle snittene synes at vise en hurtig genopfyldning, da der ikke blev set spor efter, at f.eks. en vandflade skulle have gnavet sig ind i sidevæggene på en åben systemgrav. Nogle af gravene blev genopgravet, men der blev ikke deponeret fundrige kulturlag, som det ses på den sydlige del af Sarup I. Systemgrav A 3114 blev undersøgt ved nogle tværsnit, hvorved der blev gennemgravet 32 m³ jord, der indeholdt i alt 67 oldsager, dvs. cirka 2 oldsager pr. m³ jord (Andersen 1999 a: 393-394, A 3114).

På Sarup II blev undersøgt en kompliceret systemgrav A 610. Den havde spor efter mere end fem genopgravninger (Fig. 8). Det interessante er, at genopgravninger skete nogenlunde inden for omridset af den oprindelige, første nedgravning og at de respekterede en stolpeindrammet indhegning, som den oprindelige gravning var lagt indeni (Andersen 1999 a: 365-366, A 610). De øvre genopgravninger, hvori er deponeret sort kulturjod, dateres til en senere del af tragtbægerkulturens tid.

 
Af de viste eksempler skulle det gerne fremgå, at systemgravene kan være ret så komplicerede anlæg at udgrave, og at ikke to grave synes at have haft den samme historie. Der synes her at være tale om bevidst planlagte og gravede huller, hvori der blev deponeret et specielt, men ikke omfattende materiale. Senere blev nogle af gravene genstand for en eller flere genopgravninger, hvorved der eventuelt blev deponeret fundrige kulturlag i dem.

Organisk materiale og andre fund fra systemgravene

Fra de danske anlæg har vi endnu ikke et godt organisk materiale, der ellers får stor opmærksomhed fra pladser i andre lande. Det skyldes bl.a., at der i materialet er knoglefund fra dyr og mennesker, som synes at have fået en speciel behandling. Især deponeringer af menneskekranier er bemærkelsesværdigt, da de i nogle tilfælde ses placeret omhyggeligt på bunden af systemgravene eller på bunden af en genopgravning i disse (Mercer og Healy 2008, 64, Fig. 311 og 3.12; Mellar og Stadelbacher 2013, 19). Inspirerende er det at læse Whittle m.fl.'s bearbejdning af materialet fra Windmill Hill (Whittle et al. 1999).

I de senere år er der publiceret nogle af de store udgravninger med mange menneskeknogler. Det skal her bemærkes, at mange af menneskeknoglerne var vejrbidte eller rodætsede ved deponeringerne, dvs. der er deponeret et knoglemateriale, der har bestået af "gamle" knogler (Grefen-Peters 2009, 295-296). Disse knogler har forud været deponeret andre steder (Wahl 2009; McKinley 2009). På den engelske plads Hamledon Hill er 80 % af menneskekranierne vejrbidte, de 18 % meget vejrbidte, og 100 % af kranierne er rodætsede, heraf de 12 % meget rodætsede (McKinley 2009, 492 Tabel 7.3).

Tallene viser klart, og det ses også ved andre knogler, at der sjældent blev deponeret et frisk materiale i systemgravene. Nogle af de nyeste fremlæggelser viser, at de deponerede menneskekranier kan være flere hundrede år gamle før deponeringen i systemgravene (Mellar og Stadelbacher 2013, 19). At datere pladser ud fra C-14 dateringer af deres knoglemateriale kan således være behæftet med en del usikkerhed, og det kræver i hvert fald, at man har styr på fundmaterialets taphonomi (Andersen 2014 b).

Den samme problematik angående gamle fund i systemgravene ser vi måske ved forekomsten af "slidte" amuletskår deponeret i gravene. Her er der måske tale om gamle skår medbragt fra andre steder til endelig deponering på sarupanlæggene. Iagttagelserne fra knogler synes at kunne overføres på andet fundmateriale.

Fra systemgravene på Sarup I er det beregnet, at der blev opgravet 1500 m³ jord - eller 2.550 tons. Hvis gravearbejdet med tømning og genopfyldning er sket i løbet af meget kort tid, som studier af profilvæggene jo viser, så må mindst tusinde personer have været beskæftiget alene med dette arbejde.

Der er meget, som vi stadig mangler at finde og forstå angående disse systemgrave, men vigtigt er det, at det materiale, der fremgraves, er fremgravet på en ordentlig måde med sigte på de mange faldgruber, der er i disse anlæg, og at materialet efterfølgende studeres med kritiske øjne.

Stolpehegn

Det kan ofte være meget vanskeligt at erkende spor efter pæle-og stolpehuller eller fundamentsgrøfter, der kan have indgået i konstruktionen af sarupanlæggene. Ved udgravningerne på Sarup var det i visse områder nødvendigt året efter at vende tilbage, da vi havde formodninger om - med rette - at vi ikke i første omgang havde erkendt spor efter stolpekonstruktioner.

De neolitiske stolpehuller og fundamentsgrøfter står ofte meget uklare og er som regel uden rester af muld i deres fyld. I nogle tilfælde er stolperne dog ikke fjernet, og de viser sig da som mørkere pletter sat med regelmæssig afstand (se Fig. 9).

 
Det er vigtigt, at stolpeanlæggene undersøges ved fladeafgravninger og ved snit. I fladen kan man ved omhyggelig afgravning i 5 eller 10 cm tykke lag få indblik i, hvordan konstruktionen er bygget, ligesom snit i stolpesporene kan fortælle om deres placering.

På Sarup I var det interessant at se, at mange af stolpesporene ikke stod lodret, men hældede ud- eller indad (Andersen 1999: 40, Fig. 4.11). Det er tolket på den måde, at stolperne, der ikke blev fjernet fra grøften, hurtig må have mistet deres betydning efterladt strittende ud- eller indad. Det tyder også på, at der ikke har været en jordvold omkring stolperne til at fastholde dem i lodret position, ligesom fyldjorden i grøften ikke har nået at sætte sig/at fæste sig omkring stolperne og fastholde dem i lodret stilling. Jorden omkring en stolpe siges at sætte sig i løbet af et år, hvor fine jordpartikler af bl.a. regn er transporteret ned og har udfyldt "lufthullerne".

Man bør lave snit i sporene efter stolperne, hvorved deres position kan bestemmes, og det eventuelt er muligt at se, hvor langt de enkelte stolper nåede ned i hullet/grøften. Det er vigtigt at notere, om stolpesporet nåede helt til bunden af grøften, eller om det ophørte lidt over bunden. Efterse desuden, om der nogle steder i bunden af grøften er gravet en fordybning, hvori der blev sat en stolpe, der nok har været lidt for lang. Stolpesporets varierende dybde kan tolkes på den måde, at man har tilstræbt en lige øvre kant.

 
Palisadegrøften på Sarup I viste sig at indeholde en del fund, der synes at være specielt udvalgt til placeringen her. I de 14 %, som er udgravet af palisadegrøften, blev der fundet 2.261 oldsager, hvor de 85 % er keramikskår fra 278 lerkarenheder, hvoraf 65 % kun var repræsenteret ved ét skår, ofte et amuletskår. Desuden blev der fundet små koncentrationer, nærmest håndfulde, med brændte knogler, der for det meste var knust til størrelse med ris. Der blev dog blandt dem fundet én fingerknogle til et menneske. Desuden blev der fundet små klumper med bålrester. Interessant er det, at flintøkser kun var repræsenteret ved 6 afslag.

Knyttet til palisaden er en serie indhegninger, der kan være bygget sammen med palisaden eller et ekstra hegn lagt foran palisaden på pladsens nordlige del (se Fig. 11). Indhegninger er også knytte til Sarup II, dog her som stolperækker, der har indrammet den indre række af systemgrave. På lokaliteten Langelandsvej i Starup er ligeledes fundet en serie indhegninger bygget sammen med palisaden (Pedersen og Witte 2012: 80-81). Funktionen for indhegninger kendes ikke, men deres nære knytning til systemgravene kan tyde på, at de har været del af fælles aktiviteter.

I alt er der på Sarup I gravet 1.431 meter fundamentsgrøft, dvs. opgravet 470 m³ jord eller 800 tons, heri blev der sat 3.390 stolper - eller 540 tons tømmer. At lave disse hegn har været en stor opgave, som må være blevet planlagt i lang tid forud, da der skulle findes træ, produceres økser, fældes træer, tilhugge stolper og flytte stykkerne til Sarup.

Stolpehegnene må siges at have haft en stor betydning for layoutet af Sarup I, da det er tydeligt at hegn og systemgrave er knyttet tæt sammen. Det synes vanskeligt, som nogle mener, at tolke det som to konstruktioner adskilt i tid (Fig. 11).

Inderfladen

Kun få pladser er afdækket i deres helhed. I Danmark er det sket to gange: Sarup II og Langelandsvej. På Sarup I var det praktisk muligt at frilægge 2/3 af pladsens areal. På inderfladerne er der langt mellem anlæg, der kan have været anlagt samtidigt med systemgravene og hegnene. Det gælder også for de udenlandske anlæg.

På Sarup I blev fundet cirka 93 anlæg, dvs. ét for hver 600 m² afdækket flade. En bestemmelse af anlæggenes funktioner antyder, at 11 af dem kan have haft en rituel funktion, hvorved der menes, at de har indeholdt et specielt udvalgt materiale, som hele lerkar, forkullet korn etc. Det er interessant, at inderfladerne både på Sarup I og II ofte synes at have hele genstande deponeret i deres anlæg, hvad der er i modsætning til iagttagelserne fra systemgravene.

På Sarup blev der ikke fundet spor efter huse. Sandsynligvis har der ikke været knyttet huse til de primære aktiviteter på pladserne. Imidlertid må det også erkendes, at pladsen blev gravet under forudsætning af, at vi kunne afdække og udgrave cirka 1.600 m² om ugen. Det gav mulighed for at efterse store arealer, der på Sarup desuden var oversået med over 3.200 fundførende anlæg fra 10 forhistoriske perioder samt nok tre gange så mange anlæg uden fund. Det kan ikke udelukkes, at der er overset hustomter, eller at de gemmer sig i materialet. Ved fremtidige udgravninger på ny-fundne sarupanlæg bør inderfladerne undersøges under de rette betingelser og med den nødvendige tid (se indlæg om udgravning af overpløjede megalitter).

Tidsforbrug ved udgravning af sarupanlæg

Det er vanskeligt at budgettere for den tid, der er nødvendig for at foretage en undersøgelse af et sarupanlæg eller dele af et. Det er vigtigt, at prøveudgravningen er så omfattende, at man indhenter et indblik i, hvad anlægget består af, hvor kompliceret det eventuelt er, og hvor mange tidskrævende fund, man kan forvente at skulle fremgrave og registrere.

Det er vigtigt, at man efter en udgravning har et overblik over pladsens udstrækning og hvilke anlæg, den bestod af (systemgrave, palisader, anlæg på inderfladen m.m.). Det er vigtigt, at de anlæg, man udgraver, bliver udgravet omhyggeligt. Hellere droppe nogle anlæg og så koncentrere indsatsen om få anlæg. Det kan f.eks. ske ved, at nogle systemgrave udgraves 100 %, mens andre blot graves ved ét eller nogle få snit. Hvis man gerne vil bidrage til en forståelse af sarupanlæggene, er det vigtigt at undersøge store dele af bundlagene. Herved kan det blive nødvendigt at give mindre opmærksomhed til evt. fundrige lag i toppen af systemgravene - det er her et spørgsmål om prioritering.

Konklusion på Sarupanlæg

Sarupanlæg er en anlægstype, hvor dansk arkæologi vil kunne bidrage med væsentlige nye informationer til bedre argumenter om pladsernes benyttelse og evt. formålet med deres konstruktion og brug. De hidtidige resultater synes at vise:

• at der er tale om store anlæg opført efter en overordnet plan
• de har indrammet flere hektarer store arealer, der synes næsten at have været fundtomme
• de er opført på kort tid
• de var i brug i meget kort tid, måske kun få dage
• hundred- måske tusindvis af personer må have deltaget i pladsernes opførelse og kortvarige brug
• opførelsen af anlæggene må have krævet mange års planlægning
• forud for selve opførelsen må der have været en tid, hvor arealet blev ryddet for vækst, og hvor der blev fremskaffet tusindvis af egestolper, hvortil der er benyttet talrige flintøkser
• hver systemgrav synes at have sin egen "livshistorie", skønt de er placeret efter en plan
• I de primære lag i systemgrave og ved palisader deponeres et materiale, der ofte er fragmenteret og desuden kan være gammelt og brugt ved deponeringen.

Sarupanlæggene opføres og har deres første brug knap et halvt tusinde år efter de første spor efter bonden. De opføres på et tidspunkt, hvor vi også ser store ændringer såsom opførelsen af de første monumentale megalitanlæg. Arden bliver introduceret, og "Iversens Landnam" viser, at der er sket en påvirkning af landskabet. Sarupanlæggene og aktiviteterne på dem synes at have indgået som et vigtigt led i de omfattende ændringer, der skete hen mod at blive et bondefolk.

Tolkning - hvorfor saupanlæg?

Siden de første fund af saruplignende anlæg har man forsøgt at sætte en etiket på deres funktion. De er tolket som forsvarsanlæg, kvægfolde, samlingspladser, rituelle pladser, begravelsesanlæg etc. (se kapitel 7 i Andersen 1997). Desværre bygger mange tolkninger på en forudfattet mening om, hvad sådanne store anlæg kunne have været benyttet til, ligesom tolkningerne ser bort fra væsentlige fakta i materialet.

Det er ovenfor vist, at der er megen viden, vi stadig mangler at få indsamlet, analyseret og tolket. De nyeste analyser af menneskeknogler fra systemgravene viser for eksempel, at mange af disse knogler havde en høj egenalder, før de blev deponeret på pladserne. Det samme synes at være sket med andre dele af fundmaterialet, f.eks. vejrbidte skår og kalcineret flint deponeret dybt i anlæggene. Det synes at vise, at sarupanlæggene er et sted, hvor der i fællesskab er gravet mange systemgrave, for heri bl.a. at deponere et "gammelt" materiale, der må være medbragt fra andre steder. Det er værd at bemærke, at forskellige genstandskategorier (keramik, flint, slibe- og kværnsten, korn, dyre- og menneskeknogler) blev behandlet ens.

Sarupanlæggene skal måske tolkes som en slags festivalpladser, hvor hundredvis, måske tusindvis, af folk fra et stort område er mødtes for i fællesskab at udføre nogle omfattende gravninger af systemgrave. I disse deponeres materiale, der var bragt med "hjemmefra." Hurtig blev det hele igen dækket. Muligvis skal vi se disse handlinger, som en metafor for bondens såning, hvor jorden jo åbnes for heri at placere såsæd.

Ændringen fra jæger-samler til bonde har været en stor omvæltning, ikke bare erhvervsmæssig men også mentalt. At gøre jorden brugelig for landbrug må have været en opgave, der kun kunne gennemføres ved en stor kollektiv indsats. Der var behov for mange hænders indsats til at rydde "urskoven" for træer og træstubbe, rydde for store og for små sten, samt indføre systemer, der sikrede den enkelte enheds brugsret til jorden. Den nye bonde skulle lære at tænke cyklisk, hvor bl.a. kornet gror, vokser, dør, og genopstår i harmoni med årets vekslen.

Den store fælles indsats ved planlægning og opførelse af sarupanlæg kan være den begivenhed - eller rettere begivenheden eller festivalen over alle - der befæstede mange små enheders deltagelse i et fælles sammenhold.

Efter den store begivenhed/festival opgives pladserne, systemgravene er genopfyldte og stolperne i hegn og palisader overlades til forfald. Men erindringen om begivenheden står stærk og befæster sammenholdet.

Efterfølgende sker der med års - endog med århundredes - mellemrum genopgravninger i nogle af systemgravene. I nogle tilfælde bliver grave lagt sammen til større grave. Det er uklart, hvorfor der sker disse genogravninger, men i de ældste af dem sker der handlinger, som synes at ligne dem, der skete ved den første gravning - altså deponeringer af få, oftest fragmenterede, genstande. De genopgravninger, der sker efter flere hundrede år, synes at være ledsaget af fundrige deponeringer af et bevidst opsamlet bopladsmateriale.

Et par hundrede år efter opførelsen af Sarup I bygger man på Sarupnæsset endnu et sarupanlæg - Sarup II. Der må på den tid have været behov for en ny bekræftelse af sammenholdet og berettigelsen til området.

Vores viden om sarupanlæggene er endnu så mangelfuld, at man ikke kan give et tolkende navn til anlægstypen. Når vi giver et tolkende navn, medfører det blot, at anlæggenes ikke udgraves og analyseres med "åbent sind." Sarupanlæggene er en ulogisk anlægstype, hvis man vil tolke og sammenligne dem med anlægstyper fra senere perioder.

Sarupanlæggene bør ses som en del af de monumentbyggerier, der sker på den tid, hvor bondeerhvervet accepteres. Hvor megalitterne, der er bygget af bestandigt materiale, synes at have betjent et mindre opland, må sarupanlæggene have haft betydning for et stort område. Noget tyder på, at pladserne i visse områder er lagt med cirka fem kilometers mellemrum. Hvorvidt der er tale om helt samtidige pladser, eller om afholdelsen af den store "festival" er sket på omgang og med års mellemrum, ved vi ikke.

Hvad bør der studeres ved fremtidige udgravninger af sarupanlæg?

Der mangler megen viden om disse ejendommelige anlæg, men det kan forslås, at:

• der bør primært vælges anlæg til undersøgelse, hvor man kan forvente fund af velbevaret organisk materiale
• systemgrave bør udgraves totalt, hvis det er muligt
• i andre systemgrave kan man lave to meter brede tværsnit, der udgraves omhyggeligt i vandrette lag
• man bør efterstræbe en plan af hele anlægget, måske ved hjælp af non-destruktive metoder
• man skal være omhyggelig med at efterspore stolpehegn
• mandskabet skal være erfarent, helst specialister inden for de forskellige kategorier
• da anlægget ikke kan tolkes ud fra sig selv, skal man
• gerne udgrave sarupanlæg i områder, hvor der også kan foretages undersøgelse af megalitanlæg, gerne overpløjede, der muligvis stadig kan give fundmateriale, som kan sammenlignes med det fra sarupanlægget
• gerne udgrave samtidige bopladser, der ligger i nærheden af anlægget.
• det ville være interessant, om to sarupanlæg placeret som naboer i hver sin "bygd" kunne undersøges.

[Tilbage til toppen]