Frederiksstad med Amalienborg

Bydelen Frederiksstaden i København er et billede på et samfund. Den symboliserer idealet for det enevældige styre i dobbeltmonarkiet Danmark-Norge omkring 1750: et samfund ledet af en gudfrygtig konge med sans for kunst og videnskaber, og med love, der fremmede borgernes virketrang og sørgede for de fattige og syge.

Grundlæggelsen af den nye bydel blev koblet sammen med fejringen af den oldenborgske kongeslægts 300 års regeringsjubilæum i 1749. Kong Frederik V lagde navn til, men de tanker, der blev lagt ind i planlægningen, stammede først og fremmest fra kongens personlige rådgiver, overhofmarskal Adam Gottlob Moltke.

Anlægspladsen lå ud til havnen i det nordlige København. Her havde Frederik III's dronning haft lystslottet Sophie Amalienborg. Men det var gået til grunde i 1689, da der midt under en teaterforestilling på stedet gik ild i den midlertidige scene. Tilskuerrækkerne havde været fyldt med borgerfamilier, 180 mennesker mistede livet, og i de næste mange år havde det knebet med at få bygget noget nyt her.

Mønsterbydelens udformning

Men nu blev grunden udstykket efter et gennemtænkt system, og kongen skænkede de enkelte parceller til borgere, "som derpaa vil lade opsætte Bygninger". Den nye mønsterbydel blev lovet en kirke, og der blev også plads til Danmarks - og et af verdens - første behandlingshospitaler, Frederiks Hospital (det nuværende Designmuseum Danmark). Det fik énetages fløje holdt i et niveau, så ingen syge skulle løftes op og ned, og dets sygestuer blev sikret ordentlig ventilation.

Et billede på kongens styre

Anlægget af Frederiksstaden påhvilede hofbygmester Nicolai Eigtved. Han mestrede den moderne rokokostil og blev regnet for rigets bedste arkitekt: Han kunne skabe en bydel, der udtrykte, hvad kongen (og Moltke) ønskede sig. Den kunst, som en enevældig konge fik fremstillet, var jo et billede på hans styre. Den kunne anskueliggøre magt, rigdom og politik - men også, at kongen tilstræbte et moderne samfund med frie, selvstændigt virkende indbyggere. Det passede fint med, hvordan Eigtved i sin arkitektur både mestrede helheden og havde blik for detaljen.

Det nye byanlæg fik to hovedakser: den langsgående Amaliegade og den korte, tværgående Frederiksgade. Eigtved havde leveret et facadeskema, som skulle følges af alle de byggende, men han havde samtidig sikret en raffineret variation. I Amaliegade ligger ensartede borgerhuse side om side, som lange, lige gadevægge. Men i Frederiksgade kom der ingen borgerhuse, og den blev en kontrast til Amaliegade med sin egen højde- og facademæssige facettering.

Hvor de to gader skar hinanden, anlagde Eigtved en ottekantet plads, den senere Amalienborg Slotsplads, som blev kranset af fire adelspalæer. I tværaksen, ved hjørnerne af Frederiks- og Bredgade, kom der endnu to palæer. Overfor dem, ud for Frederiksgades udmunding, var der en havegrund. som lå uden for det egentlige Frederiksstadskvarter, men som tilhørte kongens faster. Her anlagde Eigtved kvarterets kirke, Frederiks Kirke.

Et billede på et idealsamfund

Symbolsk set opstod hermed et billede på, hvordan borgerne, repræsenteret af de almindelige huse, fordelte sig til alle sider, men ud fra et klart centrum, nemlig Frederiksgade og Amalienborg Slotsplads, Hér residerede de adelige med de store statsembeder - og midt iblande dem blev majestæten selv bragt til stede, i al fald symbolsk, idet der midt på pladsen blev opstillet en rytterstatur af Frederik V skabt af den franskfødte billedhugger Jacques-Francois-Joseph Saly. Dermed blev billedet af Frederiksstaden som et idealsamfund fuldendt. Folket er samlet om kongen i form af rytterstatuen, der synes at være på vej fra havnen, Danmarks port til verden og verdenshandelen, og op imod kirken som sædet for den himmelske konge, Gud.

Et underforstået hierarki

Det symbolske system blev understreget i arkitekturen. Eigtved havde insisteret på, at gesimserne skulle forløbe i samme højde fra hus til hus. Men der var i virkeligheden tale om tre højder. Borgerhusenes gesimser lå lavest og så fulgte palæernes, mens en øverste grad blev repræsenteret af kirken, som i Eigtveds udgave var en rundbygning med en umådelig høj kuppel og to næsten lige så høje sidetårne samt en facade, der lignede Amalienborgpalæernes.
Dermed opstod et fantastisk samspil mellem det solide grundlag af harmoniske borgerhuse, adelens diskrete pragt og den himmelstræbende kirke.

Marmorkirken

Eigtveds Frederiks Kirke kom dog aldrig over jordniveau. Efter Eigtveds død i 1754 blev fortsættelsen af kirkebyggeriet overladt til den franskfødte arkitekt Nicolas-Henri Jardin. Men samtidig blev det besluttet, at denne betydningsfulde bygning skulle have massive marmormure, og at stenene skulle hentes udenlands, nemlig i Norge. De norske marmorbrud var helt nye, og alle de praktiske problemer i forbindelse med stenenes brydning og transport gjorde kirkebyggeriet urimeligt dyrt. I 1770 gennemførte Johann Friedrich Struensee et midlertidigt byggestop, og denne afbrydelse kom til at vare, indtil arkitekten Ferdinand Meldahl over 100 år senere tegnede den nuværende 'Marmorkirke' i nybarok stil. Den blev indviet i 1894.

...og de danske kongers residens

De fire palæer omkring Amalienborg Plads fik en uventet skæbne. I 1794 brændte det halvtreds år gamle residensslot Christiansborg. Christian VII og kronprinsen, Frederik (VI), der på dette tidspunkt var landets reelle regent, flyttede ind i hver deres Amalienborgpalæ: det, der havde tilhørt Moltke, og det, der var blevet opført af enken efter Hans Schack til Schackenborg, Anna Sophie Schack. Arkitekten Caspar Frederik Harsdorff forbandt de to palæer med en kolonnade af træ tværs over Amaliegade, og skønt denne bro kun var tænkt som en midlertidig foranstaltning, blev den bevaret. Det samme gjaldt for stedets funktion som residens, idet det hurtigt viste sig, at de fire ens palæer var yderst velegnede, når der skulle huses flere generationer på én gang. Christiansborg Slot blev genopført, brændte igen og blev atter genopført. Men i mellemtiden kom de to sidste Amalienborgpalæer også i kongefamiliens eje, og i begyndelsen af 1900-tallet blev det endegyldigt besluttet, at det nye, tredje Christiansborg Slot kun skulle rumme kongelige repræsentationslokaler, mens Amalienborg fortsat skulle være kongefamiliens hjem.

Det oprindelige Moltkes palæ, som har de mest velbevarede 1700-tals-interiører, bruges i dag til repræsentation og statsbesøg. Det oprindelige Schacks palæ er regentpalæ, Levetzaus palæ rummer Amalienborgmuseet, Dronningens Håndbibliotek, og det oprindelige Brockdorffs palæ er bolig for kronprinsparret og kommer dermed til at fungere som næste generations regentpalæ.

Af Ulla Kjær. dr.phil., museumsinspektør på Nationalmuseet