Forsvarsanlæg

Af Anne Nørgård Jørgensen
  

  
Denne artikel omhandler søforsvar og sejladskontrol i ældre jernalder, yngre jernalder, vikingetid - og ganske lidt berøres tidlig middelalder. Det giver ikke mening af dele emnet op i perioder. Derfor er der i stedet sat link på til de forskellige strategier, dvs. "ældre jernalder" og "yngre jernalder og vikingetid." Derudover kan emnet have interesse for en marinarkæologisk strategi.

Kyster og naturhavne

Danmark har en kystlinje, der i øjeblikket er 8.750 km lang. Kystlinjen ændrer sig hele tiden afhængig af vandstandsniveau. I yngre jernalder har vi noget så sjældent som en aktuel dateret vandstand. Den finder man i Kanhavekanalen på Samsø, hvor vandstanden i 726 e.Kr. er målt til plus 90 cm - og kanalen havde vel at mærke havforbindelse til Stavns Fjord og videre til Kattegat. (Fig. 2a og b).

Kystområdet bestod også i jernalder, vikingetid og tidlig middelalder af mange øer, fjorde og vige. Det lavvandede kystlandskab har og havde også dengang naturhavne over alt, og der var aldrig langt til næste havn. Med en strid vestenvind har man, hvor det var muligt at vælge, foretrukket østvendte naturhavne. Datidens skibe de klinkbyggede snekker, der har en lille dybgang, kunne både gå for sejl eller roes ind i naturhavnene uden frygt for klippeskær - lige bortset fra den bornholmske nordkyst. De lange flade strandarealer har givet rum til håndtering af snekkerne og deres sejl, og en gruppe personer kunne trække en snekke på land

  
Spærringer. Formål, typer og datering

Der er da også mange spor af søforsvarsværker i form af spærringer i Danmark, der kan afsløre, hvor der har været brug for sejladskontrol til vitale områder. Spærringerne har forskellige formål og funktioner i tid og rum. Det arkæologiske materiale til emnet kendes fra omkring Kristi fødsel ved et enkelt objekt og mere hyppigt igennem romersk jernalder, germansk jernalder, vikingetid og tidligste middelalder.

I det følgende skal vi se nærmere på fund og anlæg, der kan tilvejebringe viden om konflikt- og/eller kontrolsituationer i det danske søterritorium.

Definition

Søforsvarsværker i form af bl.a. pælespærringer anlægges ofte i mundingen af en god naturhavn, et nor, en vig eller fjord. Afspærringen sker oftest, hvor indsejlingen er forholdsvis let at blokere og overvåge. Spærringen skal forhindre, forsinke eller direkte skade den frit bevægelige skibstrafik. Spærringerne kan bestå af nedhamrede pæle, hele stammer, stendynger eller andet forhåndenværende materiale som udrangerede skibe, jf. f.eks. Skuldelevspærringen i Roskilde Fjord. Behovet for spærringer varierer gennem jernalder, vikingetid og middelalder.

I nogle perioder forekommer flest spærringer, som har en akut karakter måske i form af en territorial beskyttelse i krisesituationer. I andre tilfælde er der tilsyneladende tale om kontrol af sejlads til betydningsfulde lokaliteter som f.eks. flådesamlingspladser, borganlæg eller lignende.

Flåden omtales ofte i de skriftlige kilder og i en del tilfælde ved områder, hvor der allerede er arkæologisk erkendte spærringer. Et godt eksempel på dette er den absolut mest betydningsfulde flådesamlingsplads i 1100-tallet ifølge Saxo Grammaticus' Gesta Danorum - nemlig farvandet ved Vordingborg og Masnedø (Fig. 5). Anlægget har samtidig fungeret som sejladskontrol til borgområdets indre og omfatter bl.a. fundamentet til det, der formentlig har været et tårn stående i vandet.

  
Erkendte spærringer

Der er knap 50 lokaliteter i Danmark med efterretninger om fund af tildannet træ, der kan stamme fra marine konstruktioner bl.a. søforsvarsværker mm. (Fig. 6a og b). Ca. 20 er verificeret i marint område eller i nu inddæmmede arealer og dateret. De fleste efterretninger stammer fra meddelelser fra lokalbefolkningen, der er stødt på fund og anlæg og ved brevveksling har orienteret lokalmuseet eller Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Mange efterretninger stammer særligt fra årene efter fundet af Skuldelevspærringen i den sene del af 1950'erne og frem.

  
Fase 1. Krigshandlingerne i romersk og tidlig ældre germansk jernalder
Der er en klar sammenhæng mellem søforsvar og de regulære krigsbytteofre, der har sit maksimum i 200-300-tallet og frem til ca. 450/500 e.Kr. Mest kendt er Margrethes Bro og Æ'lei i Haderslev Fjord, hvor der er sammenfald mellem spærringernes dateringer af dels byggeri og dels reparationer (380-418 e.Kr) og den seneste deponering i Ejsbøl mose (400-420/30 e.Kr.) jf. Fig. 7a og b.

Der er våbenofre i vådområder i Danmark fra 500 f. Kr.-1200 e.Kr. dvs. førromersk jernalder til tidlig middelalder, men våbenofrene fra yngre romersk jernalder skiller sig ud som bredspektrede offerfund med nedlæggelse af hele eller store dele af hærstyrker i moserne - se også afsnit om offerfund her.

Derudover skiller søforsvar fra yngre romersk jernalder sig ud ved en række meget kraftige og formentlig "akutte" anlæg i form af hele egestammer, der er trukket ud i mundingen af indsejlingerne til Nakkebølle Fjord på Sydfyn (Fig. 12), Jungshoved Nor på Østsjælland (Fig. 1a og b) og Gudsø Vig i Kolding Fjord (Fig. 9a og b) - alle dateret til højdepunktet i den stor våbenoffer-epoke i yngre romerske jernalder.

Den kronologiske oversigt Fig. 8 er en grov skitse af forekomsten af søforsvarsværker, langvolde, befæstede bopladser relateret til maksimum i de store våbenofferfund. Oversigten viser tydeligt den voldsomme aktivitet i yngre romersk og tidlig ældre germansk jernalder. Hertil skal føjes hulbælterne, der knytter sig til førromersk jernalder og tidlig ældre romersk jernalder. Hulbælterne er overvejende afgrænset til det centrale Vestjylland, og deres funktion er ikke endeligt afklaret, men en del af dem kan være forsvarsanlæg. Se også afsnit om forsvarsanlæg her.

   
Fase 2. Sejladskontrol til naturhavne i yngre germansk jernalder og vikingetid (flådelokaliteter)
Efter den voldsomme aktivitet i yngre romersk og tidlig ældre germansk jernalder får vi en 'pause' i forsvarsværkerne efter ca. 418 e.Kr. (Fig. 8). Dette er sammenfaldende med et fuldstændigt skifte i militær organisation efter frankisk forbillede fra ca. 500 e.Kr. og med højdepunktet især i den militære elites gravfund både i Skandinavien, dele af England og Kontinentet omkring 575-650 e.Kr. Allerede fra ca. 525/550 e.Kr. følger bevæbningen fælles regler for udstyrssammensætning for våbenføre mænd i en såkaldt paneuropæisk våbenhorisont.

Efter den seneste erkendte spærringsdatering i Fase 1 omkring 418 e.Kr. (Haderslev Fjord) er det kun Dannevirke, der som det eneste forsvarsanlæg har byggefaser fra perioden 5.- til 7. årh. e.Kr. De territoriale magtkampe i sen ældre jernalder er overstået, og der sker formentlig en konsolidering af efterkrigssamfundet. Dette iagttages i en række betydningsfulde samfundsmæssige og teknologiske ændringer.

Analyserer man de skriftlige efterretninger som f.eks. Saxo for flådehandlinger ved kendte stednavne dvs. 1) flåden i bevægelse, 2) flåden i kamp, og 3) flådesamlinger, så er der er en nær sammenhæng mellem disse og de arkæologisk dokumenterede søforsvarsværker ved velegnede flådesamlingspladser (Fig. 10). De arkæologiske vidnesbyrd er imidlertid en smule ældre end Saxos historiske efterretninger (den daterede del af kongerækken).

   
Fase 2 indledes ca. 680 e.Kr. Det sker ved bygning af pælespærringer i Gudsø Vig, men denne gang ikke som kraftig og akut stammeafspærring af selve mundingen, men derimod med pælespærringer ved indsejlingen længere ude i vigen. Disse vedligeholdes gennem vikingetid. Ved Dannevirke sker en kraftig udbygning i 737 e.Kr., samtidig med bygning af Slien-spærringen (i forlængelse af Dannevirke) kort efter 734 e.Kr. (splintved). Og endelig kommer bygningen af den halve km lange kanal og havneområde Kanhave på Samsø fra 726 e.Kr. Fig. 2a og b. Der er tydeligt behov for flådehavne igennem vikingetid. Nogle anlæg fortsætter gennem hele perioden, nye kommer til, og andre opgives.