Grave

1. Langhøje fra tidlig yngre stenalder - gravanlæg under neolitiseringen
   af Danmark. Af Inge Kjær Kristensen
2. Observationer i Megalitter og undersøgelse af megalittomter. Af Torben Dehn
3. Undersøgelser af tomter efter forsvundne megalitanlæg. Af Niels H. Andersen
4. Deponeringer uden for megalitgrave. Af Anne Birgitte Gebauer (vedlagt som pdf.)
5. De nordvestjyske stendyngegrave. Af Niels Nørkjær Johansen

 
Indtil 1917 var dyssen den eneste kendte gravform, den tidlige bondekultur anvendte til gravlæggelsen af de døde. Med udgravningerne i Sædding og Forum i Vestjylland blev den "simple jordgrav" introduceret i den arkæologiske litteratur. Efterfølgende blev der udgravet en del "simple jordgrave."

Vi skal frem til 1935, før den første langhøj blev dokumenteret. I 1947, hvor C.J. Becker fremlagde en ny kronologi og nye betegnelser for de forskellige tidligneolitiske grupper, fik jordgravene en kulturhistorisk betydning og dannede grundlag for en nordjysk kronologisk gruppe - benævnt den "ikke megalitiske C-gruppe." Tidsmæssigt placeret efter TNA og TNB og samtidig med den ødanske og sydjyske "megalitisk C-gruppe".

Dette var en naturlig konklusion, skabt på baggrund af jordgravenes udbredelse og den keramikstil, der fandtes i gravene. Jordgravene, der havde og stadig har den stærkeste udbredelse i Nord- og Midtjylland, fandtes mere spredt i resten af Jylland, mens øerne stort set var fundtomme.

Siden dukkede flere jordgrave op i langhøje, og langhøjene blev omtalt som "kammerløse langhøje".

Alt i alt blev det fraværet, der kom til at beskrive de træbyggede anlæg. Hvilket også kom til at afspejle sig i den kulturhistoriske opfattelse, nemlig at den primitive gravform var ældst og fortrængtes af den monumentalt iøjnefaldende dyssekultur - den "megalitiske C". Denne kulturopfattelse holdt i meget lang tid og anvendes i nogen grad for så vidt stadig.

At nogle af langhøjene med tømmerkonstruktioner indtil 1970'erne blev opfattet som bygningsrester fra meget store langhuse, her tænkes især på Barkær og Stengade, må i dag ses som et punkt undervejs i forståelsen af langhøjene.

Siden 1970, hvor nogle af de bedre og sikre anlæg er udgravet, er vores viden om langhøjene gradvist forøget og dokumentationsniveauet steget. Der er imidlertid stadig et meget stort publikationsefterslæb for selv de klassiske lokaliteter. Her er en opgave for speciale- og Ph.d. studerende ved universiteterne.

På trods heraf ændrede udgravningerne vores forestillinger, og i 1980'erne kom Beckers keramikkronologi og tolkninger til faglig diskussion.

I dag forstår vi langhøjene og de forskellige typer af sten/tømmerbyggede grave som mere komplicerede konstruktioner opført af tømmer og sten i forskellige størrelser.

Langhøjen er som oftest et resultat af en gravlæggelse i flere tempi, hvor forløbet kan være:

• Markering
• Opbygning
• Gravlæggelse
• Nedbrydning
• Tildækning

Dele af processen kan gentages ved nye gravlæggelser i samme høj eller ved udvidelse af den eksisterende langhøj.

Der er dog mange variationer, og der er nærmest ikke to anlæg, der er ens.

Alt tyder dog på, at der sideløbende med anlæggelse af grave i langhøje også er jordgrave under flad mark.

Skikken med at anlægge jordgrave med og uden langhøj kendes fra den tidligste neolitiske tid og fortsætter ind i mellemneolitikum, altså perioden ca. 3900-3200 f. Kr. I et enkelt tilfælde kendes en jordgrav som centralgrav i en langhøj fra den ellers så stærke mellemneolitiske, megalitiske periode.

Hvordan finder vi viden i de elektroniske registre og analoge databaser?

Det er vanskeligt, at få et overblik over, hvor mange langhøje og jordgrave, der er fundet i Danmark. Det skyldes bl.a., at fundgruppen ikke kan isoleres i Fund og Fortidsminder. Ved en søgning kan de tømmeropbyggede langhøje/grave ikke isoleres fra de megalitiske. Dertil kommer, at mange lokaliteter er mangelfuldt registrerede. At der så kan findes jordgrave i registreringer over huse med stald, kan jo undre! Endelig dukker selv flere af de kendteste lokaliteter ikke op i oversigten fra Fund og Fortidsminder ved forskellige søgninger.

 
Fokus på

Der ligger en vigtig opgave i, at alle museer får ajourført Fund og Fortidsminder og får de korrekte opdateringer om langhøjene lagt ind, samt at korrigere gamle indberetninger, ikke mindst for de klassiske lokaliteter

Dertil er der et ønske om, at de neolitiske gravformer bliver ligeså detaljeret beskrevet som f.eks. brandgravene fra yngre bronzealder, sådan at der f.eks. kan skelnes mellem grave af:

• Konens Høj-type
• Troelstrup-type
• Stenrammegrave
• Plankekister
• Enkle fyldskiftegrave.

Der findes i museernes arkiver oplysninger om mindst 220 lokaliteter med jordgrave fra tidlig neolitikum, heraf er:

• Ca. 50 langhøje
• 35 med oplysninger i "i en høj/under en høj"
• Fire i tidlig neolitiske kulturlag, som kan være fejlfortolkede højfyldslag
• Fire i lave terrænhøjninger.

Da de tidligneolitiske langhøje kan være dækket af senere - f.eks. mellem-neolitiske langhøje eller bronzealderhøje, er oplysningen "under høj" ikke tilstrækkelig til at verificere tilstedeværelsen af en langhøj.

 
Hvis hvert enkelt arkæologisk museum gennemgik deres protokoller og gamle efterretninger og efterfølgende fundanmeldte lokaliteterne, vil antallet af i hvert tilfælde jordgravene vokse betragteligt. Tænk blot på, hvor mange stendynger, der er fremgravet af lodsejere, hvor museet først er tilkaldt på det tidspunkt, hvor flintøkse, ravperler eller lerkar er dukket op! Eller på, hvor mange markfundne tyndnakkede økser, der kan stamme fra gravanlæg.

Det er ikke ligegyldigt, hvor og hvor mange langhøje, der findes, idet langhøjene er indikator for områder, der er inddraget i neolitiseringsprocessen. Derfor er antallet og udbredelsen vigtige ved beskrivelsesprocessens udvikling i de enkelte områder af Danmark.

Udbredelsen af de kendte lokaliteter fordeler sig nogenlunde således:

• Omkring 40 på øerne
• Omkring 60 i det nordlige Jylland
• Omkring 90 i det centrale Jylland
• Omkring 40 i det sydlige Jylland

Det betyder, at der nu er fund fra hele Danmark, men fundintensiteten er stadig meget forskellig.

Det er tydeligt at se, at i de områder, hvor interessen for neolitikum har lange forskningsmæssige rødder, og i områder hvor tragtbægerkulturen har efterladt sig mange anlæg, som f.eks. i det sydfynske område, netop der er det i dag muligt at kombinere nye og gamle optegnelser og derved skabe et mere nuanceret helhedsbillede af det neolitiske kulturlandskab.

 
Nærstudierne fra Sydøstfyn viser, at den traditionelle opfattelse - at øerne stort set var fundtomme for langhøje med tømmerkonstruktioner/jordgrave - ikke længere er holdbar.

Det viser imidlertid også, at der findes mange nye anlæg i områder, hvor interessen for stenalderen er eller har været stor. Mange af udgravningerne fra 1970'erne - 1980'erne var selvvalgte museumsundersøgelser - et forhold, der stort set ikke længere er til stede.

Iøjnefaldende er også de mange gamle registreringer fra Vendsyssel, Skive og Viborg-området, Nationalmuseets udgravningskampagne i årene 1969-75 ved Hagebro-Koldkur-Vroue, og de mange anlæg i Them sogn, hvor Salten Langhøj blev udgravet allerede i 1946, og hvor Silkeborg Museum siden har haft en del udgravninger.

 
I perioden 1970-2002 er der ca. undersøgt 1-2 langhøje og 1-2 jordgrave om året.

Efter 2002 er det, pga. ophøret af den årlige oversigt Arkæologiske udgravninger i Danmark (AUD), blevet meget vanskeligt, at skabe et overblik over udgravningsaktiviteten. Det ser dog ud til, at antallet af udgravede langhøje/jordgrave er dalende på trods af øget udgravningsvirksomhed. Samtidig er det interessant, at der kun findes én lokalitet, nemlig Frydenlund I, i det ellers så neolitiske Sydvestfyn omkring Sarup. Det siger noget om anlæggenes sjældenhed.

Problemfelt:

• Noget tyder på, at de tidlig-neolitiske anlæg nu er så nedpløjede, at de sjældent findes som selvstændige anlæg. Der er formentlig også problemer med at finde og erkende langhøjene med den moderne prøvegravningsmetode. Derudover er erfaringsgrundlaget med at vurdere de vanskelige neolitiske langhøje formentlig faldet sideløbende med faldet af langhøjsundersøgelser. Derfor må de fremtidigt erkendte langhøje have høj prioritet, og større opmærksomhed.

Fokus på følgende indikatorer i forundersøgelse:

• Lyse jordlag uden tørvekonstruktion kan være højfyld
• Afrøm hele anlægget med en god fri zone omkring, da der kan være jordgrave uden for anlægget
• Er der fundet én langhøj, kan der være to!
• En dynge marksten kan være resterne af en jordgrav/langhøj
• Nogle langhøje har ingen gravanlæg
• Enkelte anlæg kendes kun som palisade

Ved fund af langhøje i dag, vil den hurtigste tilgang til viden være Madsen: 1979, Kristensen: 1991, Midgley 1985 og 2005 og Beck: 2013.

Tilkald en specialist og tilrettelæg undersøgelsen således, at der foretages de rigtige prioriteringer.

Langhøje kontra megalitter

Det har vist sig, at en del langhøje med træbyggede gravanlæg dukker op under langhøje med megalitter. Det gælder f.eks. Mosegården, hvor to meget lange fundamentsgrøfter indrammer et areal, hvor der senere opføres dysser. Bygholm Nørremark og Fakkemose er andre eksempler.

 
I nogle få velbevarede langhøje ses en vekselvirkning mellem dysser og jordgrave - også med dyssen som primærgrav. Den bedst dokumenterede af disse er Troelstrup. Her er to ud af fem grave "jordgrave."

Skiftevis findes dysser og træbyggede gravanlæg, og de træbyggede anlæg har helt klart megalitiske træk. I dette tilfælde må gravene være skabt over samme idé, dvs. med et gravkammer og en gang anlagt vinkelret på langhøjens længderetning med åbning mod syd. Materialevalget har været forskelligt. Vi ved blot ikke, hvorfor nogle anlæg skulle blive stående, mens andre skulle destrueres!

Blandt andre kendte lokaliteter er Barkær. I den ene høj findes en rektangulær, lukket dysse uden gang og en jordgrav af Konens Høj type. Begge disse grave er anlagt parallelt med langhøjens længderetning.

 
De tømmerbyggede langhøje med jordgrave - et nordeuropæisk fænomen

Undersøgelser har vist, at de tømmerbyggede langhøje har en faseopdelt opbygnings- og nedbrydningshistorie. Det samme ses i en del af jordgravene, hvor opbygning, afbrænding og højtildækning kan dokumenteres.

Langhøjene viser stor variation i opbygningen, men visse elementer går igen enten enkeltvis, i kombinationer eller samlet i den enkelte langhøj. Derfor virker hver enkelt langhøj forskellig fra de øvrige.

Det virker som om, at der i tragtbægerkulturen har været en fælles ide, en fælles religiøs adfærd, der har fundet sted mere eller mindre synkront over et meget stort nordeuropæisk område. Hvert lokalområde har haft kendskab til dette og vidst, hvordan langhøjene skulle opføres, og ritualerne skulle udføres. De har haft kendskab til de forskellige bygningselementer, der kunne indgå i en langhøj, men absolut stor "frihed" til at sammensætte og udforme det enkelte anlæg. Langhøjene fremstår individuelt på et fælles idegrundlag.

 
Langhøjene er placeret i mange forskellige landskabsformer og højdemæssige beliggenheder. Dette kan illustreres ved at se på nogle af langhøjene i Limfjordsområdet. Storgård IV ligger på et skrånende plateau ned mod Simested Å, Malle Langhøj for foden af en bakke, Bjørnsholm og Kappelhage lavt, ja helt kystnært, mens Volling er placeret højt i terrænet, langt fra kysten på den fede, lerede Sallingjord.

De fleste langhøje er orienteret Ø-V, men langhøje anlagt i alle retninger kendes også. F.eks. Oreby Skov anlagt NNØ-SSV, Næsborg og Storgård IV,NV-SØ og Østergårds Mark, Den svenske Stald, Engedal, Sjørup Plantage anlagt N-S og Rokær VNV-ØNØ.

 
På nogle ganske få lokaliteter findes to nær hinanden liggende, parallelle anlæg. Det gælder de klassiske lokaliteter Østergårds Mark, Stengade, Harreby og Barkær, og den nyligt udgravede Frydenlund I. Der kan være meget stor overensstemmelse i opbygning af langhøjene, men ikke nødvendigvis.

Definition på en langhøj

Langhøje kan være mellem 9 m og 85-90 m lange og 3-4 m og 15,5 m brede. Langhøjen har i mange tilfælde været lav, så lav, at den kan findes under en jættestuetomt eller en bronzealderhøj. Langhøjene er opbygget af jord og ikke tørv, og højfylden er lys, næsten som undergrund. På nogle lokaliteter ser det endda ud til, at der aldrig har været en dækkende høj eller jordgrav, men kun en randmarkering i form af en fundamentsgrøft.

 
Langhøjen kan være opført af mange anlægsfaser, hvor den succesive vækst kan dokumenteres i udvidelse af fundamentsgrøften f.eks. Troelstrup eller ved den tværmarkering med små stolperækker, som bl.a. kendes fra Barkær, Østergårds Mark, Højensvej Høj 7 og Kokkedal Station.

 
Langhøjene har en rektangulær eller trapezoid grundplan eventuelt omkranset af en sammenhængende palisadegrøft til stenstøttede stolper eller en gavlfacade, hvorfra en fundamentsgrøft kan udgå.

Der findes langhøje alene med en fundamentsgrøft og en eventuel facade, men uden jordgrave (Surløkke og Harreby), eller meget lange, parallelle fundamentsgrøfter til kraftige stolper (Mosegården og Hyldebækgård), der indrammer langhøjsområdet, men hvor der hverken er facade eller jordgrave. Samtidig kendes en stor, U-formet fundamentsgrøft med indgang - Moeskærgård V- men uden gravanlæg.

Jordgravene kan også være omgivet af trugformede, langsgående grøfter, hvilket bl.a. kendes fra Storgård IV og Heiring.

 
I ca. halvdelen af de kendte langhøje er fundet en tværgående facadegrøft med 2-12 stk. ofte meget solidt funderede stolpehuller. I nogle få tilfælde ses flere faser (Højensvej Høj 7 og Rude). Facaden er anlagt i højens bredeste ende, højestliggende i terrænet. Der er spor efter destruktion enten i form af nedbrydning eller afbrænding. Der kan findes hensat keramik ved facaden. På nogle ganske få lokaliteter er facadegrøften det eneste langhøjselement, der er fundet på stedet. Det gælder Kappelhage, Stavemarken 2 og Runegård. En markering af det kommende langhøjsområde/gravanlæg?

På Onsved Mark er fundet en jordgrav og en tværliggende facade.

Ud fra facaden kan forekomme træbyggede konstruktioner, hvilket kendes fra Rude og Højenvej Høj 7.

Jordgravenes konstruktion, skeletmateriale og gravgods

De tidlig-neolitiske jordgrave er lige så varierede i konstruktion og størrelse som langhøjene. De findes enkeltvis med og uden høj. Det største antal grave kendes fra Østergårds Mark, hvor der i de to langhøje er fundet 11 jordgrave. Gravene har ingen fast placering i langhøjene, men oftest i den ende, hvor facaden er placeret.

• Desværre er mange af gravene både dårligt bevarede og ofte dårligt registrerede. Det gælder især de gamle udgravninger, hvor tegningerne beror på oplysninger fra finder og ikke på opmålinger i felten.

De få fælles elementer har tilladt en inddeling af gravene i fem typer:

• Konens Høj-type
• Troelstrup-type
• Stenrammegrave
• Plankekister
• Enkle fyldskiftegrave.

Viden om de forskellige gravformer og gravgods kan bl.a. findes i Madsen: 1979, Midgley:1985 og Kristensen: 1991.

Der er desværre kun meget få grave med bevaret skeletmateriale. Analyser viser ganske overraskende, at det kan være børn og helt unge individer, der er gravlagte i langhøjene. Det gør sig f.eks. gældende i Stengade, Skibshøj og Bygholm Nørremark, hvor det i den sidstnævnte tilmed viser sig, at det gravlagte barn har mere udstyr med end fire voksne gravlagt i samme plankekiste. Der kan være én gravlagt i en meget stor grav, f.eks. Konens Høj og to i en meget lille, bl.a. Fakkemose.

Det er med andre ord vanskeligt at påvise en sammenhæng mellem gravtype, mængden af gravgods, gravens størrelse eller antallet af gravlagte individer i jordgravene med eller uden langhøj. Det ser dog ud til, at gravene af Konens Høj-type indeholder det største gravudstyr og flere har importerede kobbergenstande - bl.a. Konens Høj, Barkær og Salten Langhøj.

Allerede erkendte lokaliteter

Fokus på:

• Opdatering af Fund og Fortidsminder, gravformen nuanceres ved indtastningen. Museerne skal ajourføre egne lokaliteter, så de eksisterende lokaliteter dukker op ved søgning og derved inddrages i dels forskning og dels kap.8-sagsbehandlingen.
• Publikationsefterslæbet er enormt, alt for mange undersøgelser er upublicerede. Selv vigtige og hyppigt omtalte lokaliteter kendes kun fra populære tidsskrifter.
• Gamle undersøgelser/lokaliteter udnyttes bedre f.eks. ved genudgravninger efter materiale til naturvidenskab, især 14C, men også for forståelsen af hele anlæggets konstruktion og funktion. Selvvalgte forskningsudgravninger bør opprioriteres.
• Ikke destruktive undersøgelsesmetoder kan evt. inddrages.

Nye lokaliteter

Fokus på:

• Alle lokaliteter med langhøje og jordgrave er sjældne, fordi de rummer vigtig viden og bør prioriteres udgravet om muligt i deres helhed
• Det er vanskeligt at finde langhøje/jordgrave i prøvegravninger. Højene/jordgravene kan let forsvinde, uden vi opdager det i den moderne prøvegravningsmetode. Den lave høj gør, at det kan være svært at foretage gode strategrafiske iagttagelser. Hvis en langhøj eller jordgrav dukker op i prøvegravningsfasen, hvilket i sig selv kan være svært, da højfylden let kan forveksles med kulturlag, er der ingen tvivl om, at alle anlæg skal behandles med stor forsigtighed. Anlæggene er meget sårbare - også over for arkæologiske prøvegravninger!
• Når højens orientering er klarlagt, bør mulden rømmes af hele højtomten, og der bør tages rigeligt jord af omkring højen. Selvom det lyder banalt, viser udgravningshistorien, at der er mange halvtudgravede anlæg.
• Udgravningen bør finde sted lige efter prøvegravningen, så tildækning og ny muldafrømning undgås.
• Det forhold, at der under megalitiske langhøje og bronzealderhøje kan findes ældre langhøje med forskellige former for trækonstruktioner og jordgrave, bør tænkes ind i udgravningerne.
• Da anlæggene ikke har en fast orientering, fast længde, fast højde, og et fast mønster i placeringen i landskabet betyder det, at det kan være meget vanskeligt på forhånd at lokalisere en tidlig neolitisk langhøj. Det får betydning for prøvegravningsstrategien for den enkelte lokalitet.
• Flyrekognoscering, droneflyning, flyfotoarkivet og lignende. kan være en undersøgelsesmulighed.
• Nye lokaliteter skal "kvalitetsvurderes" før budgetlægning - og dermed inden udgravningen går i gang - for at afgøre, om anlægget har potentiale til detaljeforskning.

[Tilbage til toppen]

 
Baggrund

Lige siden Erich Pontoppidan og kronprins Frederik i 1744 undersøgte en jættestue i Slotshegnet ved Jægerspris Slot har interessen med få undtagelser været rettet mod de oldsagsførende grav- og offerlag. De er væsentlige for forståelsen af både funktion og datering, men selve anlæggenes konstruktion og arkitektur udgør også et vigtigt bidrag til viden om de folk og samfund, som byggede og brugte dysser og jættestuer.

Ved de mange undersøgelser i årtierne omkring 1900 af intakte anlæg koncentrerede man sig om gravlagene i kammer og gang og fjernede uden videre dokumentation selve konstruktionen, hvis ikke der var mulighed for at bevare den. Ved undersøgelserne fra 1950'erne og frem af tomter, hvor de store sten for længst er fjernet, gælder indsatsen også gravlagene og især offerlagene med problematikken i denne forbindelse.

En af undtagelserne er M. Ørsnes' undersøgelse i 1955 af den meget ødelagte jættestue Lundehøj på Møn, hvor højens opbygning uden på kammeret er dokumenteret (Aarb. 1956, 221-234). Fra de seneste årtier er Niels H. Andersens undersøgelser af megalittomter på Sydvestfyn et af eksemplerne på, at nedpløjede megalittomter ved omhyggelig udgravning kan indeholde værdifulde oplysninger også om konstruktionerne.

Fredede fortidsminder og overpløjede megalitter

Men de optimale muligheder ligger selvsagt i de fredede intakte anlæg, og undersøgelserne i forbindelse med istandsættelserne af dem siden 1987 har bidraget med ny viden. Den gennemgribende istandsættelse af tvillingjættestuen Klekkendehøj dette år viste potentialet i begrænsede indgreb og/eller åbning af ældre udgravningsfelter, og med projekterne i årene derefter er kendskabet til konstruktion, arkitektur og byggeproces blevet udvidet.

Opmærksomheden på den megalitiske konstruktion og arkitektur er igennem den seneste snes år også øget i den europæiske megalitforskning i erkendelse af, at både den tekniske formåen i byggeriet og intentionerne med arkitekturen bidrager til vores viden om Tragtbægerkulturens samfund. Temaet på et møde i 2012 i Rennes var således "Megalithic architectures; intensions and construction, styles and techniques," og en beretning med indlæggene fra mødet forventes at udkomme snarest.

En række af de iagttagelser, der er gjort ved de danske istandsættelsesprojekter, kan også gøres ved totalundersøgelser af overpløjede megalittomter og endda udbygges og forklares. Afdækningen af anlæggets totale grundplan giver nogle helt andre muligheder for tolkninger end et begrænset indgreb i et fredet anlæg i forbindelse med en istandsættelse. Derfor kan de to forskellige strategier for undersøgelser supplere hinanden.

Ved undersøgelser af nedpløjede megalittomter uden bevarede bæresten er det væsentligt så tidligt som muligt at erkende anlæggets grundplan - dysse/jættestue i rundhøj/langhøj - for det er vigtigt af hensyn til den videre strategi. Flintpakningerne fra bagsiden af bæresten og tørmure kan sløre billedet. De vil i et vist omfang være omlejret ved fjernelsen af bærestenene, og derfor bør disse omlejrede dele af pakningerne bortrenses så tidligt som muligt efter dokumentation.

I det følgende omtales en række elementer i megalitkonstruktionen, som man med fordel kan være opmærksom på ved undersøgelser af overpløjede tomter.

Vær opmærksom på:

Stensporene fra bæresten

I megalittomter bærer sporene efter de forsvundne bæresten som regel præg af, at stenene er opgravet eller trukket op. Men hvis forstyrrelsen er forholdsvis beskeden, kan det være muligt at finde sporene efter den oprindelige nedgravning til stenen. Selv når stenen stadig står på stedet, kan denne nedgravning være meget vanskelig og ofte umulig at erkende. Det ser ud til, at de gravede huller til bærestenene er tilpasset den enkelte sten i både dybde og omrids, men det er også set, at kammerets bæresten er anbragt ved siden af hinanden i en lang grøft, hvori også bunden af tørmurene står.

Bærestenene har som regel ikke stenskoning nede i nedgravningen, men mindre sten kan være anbragt i kanten i gulvniveau. Men bæresten kan af hensyn til større højde også være anbragt på et leje af sten, så i en stærkt nedpløjet megalittomt behøver et manglende stenspor ikke at betyde, at en sten aldrig har stået der. Gangens karmsten kan stå på gulvets stenlægning og vil derfor heller ikke altid efterlade spor i undergrundsniveau.

 
Sekundær åbning i kammeret

Hvis der er tale om et jættestuekammer, er der mulighed for at påvise en sekundær åbning i kammeret, som er lukket senere med en lukkesten. Den har ikke haft en bærende funktion i konstruktionen og står ofte lidt højere end de øvrige. Bag et betydeligt mindre stenspor eller er brud i væglinjen - oftest i en af gavlene - kan der være spor af denne passage gennem højen, som har stået åben gennem hele byggeprocessen og først er blevet lukket, efter at højen omkring kammerkonstruktionen er bygget næsten færdig. Sporene kan ses i både højopbygningen og pakningerne bag bærestenene.

 
Målesystemer

Opførelsen af et megalitanlæg har været et større byggeprojekt med en del forberedelser. En af dem er afsætningen i terrænet. Spor af den er fundet i to tilfælde, og netop ved undersøgelse af overpløjede anlæg vil der være bedre muligheder for at finde spor af afsætningen. Begge steder består markeringen af en lige række sten på oprindeligt terræn eller umiddelbart over - under alle omstændigheder etableret meget tidligt i byggeprocessen.

I det ene tilfælde ligger stenrækken i bunden af højen med retning mod midten af en tvillingjættestue, i det andet ligger den i bunden af højfylden bag kammeret i forlængelse af gangens ene væglinje. At gangens placering i forhold til kammeret ikke er tilfældig, viser det forhold, at i langt de fleste tilfælde rammer forlængelsen af mindst én af gangens væglinjer et mellemrum i kammerets bagvæg. Eksemplet med Kong Svends Høj er dog en undtagelse.

 En form for afsætning er set i en langdysse ved Ibjerg, hvor en længdeakse kunne erkendes som et resultat af fyldforskelle i opbygningen af højen. Derudover var der tale om en sektionsopdeling, som kunne afspejle forskellige byggehold eller i hvert fald byggemateriale fra forskellige steder.

 
Dræning

Ved byggeriet var det vigtigt, at konstruktionen blev tæt og tør. Det har man opnået på flere måder, bl.a. ved anlæggelse af drænsystemer omkring kamrene. Ved Jordehøj-jættestuen på Møn var der bag bærestenene en flintfyldt grøft i undergrunden. Her endte det nedsivende regnvand, der var ledt uden om kammeret ned gennem flintpakningerne.

I Maglehøj-jættestuen på Stevns stod bærestenene i en grøft, der var tilstrækkelig bred til også at indeholde en bræmme knust flint. Disse drængrøfter er kun set som forløb i en længde på under en meter, men en undersøgelse i 1955 antyder, at grøfterne har omgivet hele stenkonstruktionen. En sådan grøft vil kunne påvises i sin helhed ved totalundersøgelse af en megalittomt, men det er vigtigt af udskille den i bunden af den mere massive pakning af knust flint.

 
Tørmure

Murene af flade sten mellem bærestenene er med til at karakterisere det enkelte anlæg, idet materialevalg og byggeteknik kan vise noget om den kvalitet og omhu, der er investeret i byggeriet. Ved undersøgelsen af tomter viser det sig ofte, at tørmurene er forstyrret ved fjernelsen af bærestenene, men de nederste skifter kan stå uforstyrret tilbage. De er som regel sat på en sålsten - en tykkere sten, der ligger lidt under gulvniveau, men der er flere muligheder. Sålstenen kan være en op til 25 cm høj sten, hvorpå muren er bygget, men det kan også være en almindeligt bygget mur, hvis nederste del ind mod kammeret er dækket med en tildannet stor flad sten, der illuderer en høj sålsten.

 
Brede mellemrum kan være udfyldt med to mure ved siden af hinanden, adskilt med en delesten. Murens placering mellem de to bæresten kan være meget forskellig i det enkelte anlæg - nogle står helt fremme næsten i væglinjen, mens andre står dybt i mellemrummet, så der dermed dannes nicher. Disse forskelligheder viser, at tørmurene er en vigtig del af det arkitektoniske udtryk. Derfor kan det - i tilfælde med gode bevaringsforhold - være givende at dokumentere tørmurene i opstalt, selvom bærestenene er væk.

Tørmure kan være tætnet med forskellige materialer mellem fliserne.

• Birkebark
• ler og
• kridt

kan være brugt og indgår som et element i arkitekturen. Derfor er det en detalje, der bør holdes øje med og registreres.

 
Bagsiden af tørmurene er oftest dækket af knust flint. Omfanget kan være meget forskelligt og fortæller noget om kvalitet og omhu ved byggeriet. Flintpakningen kan indeholde affald fra både flinthugningen og tildannelsen af tørmurens fliser. Opbygningen af flint kan være stabiliseret med højfyld eller med et dække af ler eller kridt. Tilhugningen af tørmuren er foregået i området bag mellemrummet mellem bærestenene, og der kan ligge:

• affald
• slagsten og
• restfliser etc.

Spor af stolper

Tømmer af store dimensioner har med stor sandsynlighed været anvendt ved byggeriet, og sporene af det kan være bevaret. Stolpehuller er fundet i fire anlæg under istandsættelsesprojekterne - det ene oppe i mellemliggerlaget, men de tre andre i bunden af anlæggene, umiddelbart bag kammerets bæresten.

Der er tale om huller efter meget kraftige stolper, som alle er forseglet ved det videre byggeri. I et af tilfældene ser det ud til, at stolpen har været bevæget frem og tilbage i kammerets længderetning. Spor af sådanne stolper vil kunne påvises ved totale afdækninger af megalittomter og være et vigtigt bidrag til viden om byggeprocessen. Stolpehuller i området bag bærestenene er fundet i flere anlæg i Holland (Bakker 1992, 32).

 
Gulve i kamre og gange

Gulvene er som elementer i konstruktionen komplicerede uanset det øvrige anlægs tilstand. Som udgangspunkt har gulvene normalt en stenlægning - en brolægning med runde sten eller en gulvflade med stenfliser.

Men der kan være varianter heraf, og senere brug og ombygninger kan sløre billedet. Dertil kommer nedgravninger under eller i gulvet enten som spor af ældre anlæg eller som spor af deponeringer i anlæggets brugstid. Dertil kommer spor af senere forfald eller ødelæggelser som f.eks. tørmursfliser, der ligger på gulvet og kan forveksles med gulvfliser.

Opdeling af gulvfladen i rum eller celler er velkendt i Sverige, men forekommer også sporadisk i Danmark. Opdelingen er foretaget med kantstillede fliser. I selve gangen og i gangens indmunding i kammeret står oftest kantstillede flade sten som tærskelsten. Tærskelstenen mellem gang og kammer kan dog i nogle områder være en større flad sten liggende som en gulvflise.

I tilknytning til gangens tærskelsten kan der på ydersiden være en markant rende i gulvet, opfyldt med brændt flint - enten som regulære flintstykker eller som groft flintgrus. Rendens betydning er uvis. Måske har den praktisk sammenhæng med en dørplade, måske indgår den som et symbolsk element i gangens arkitektoniske udtryk.

 
Ombygninger

I de velbevarede fredede megalitanlæg kan der ses spor af ændringer i form af reparationer eller ombygninger. I enkelte tilfælde kan endda ses spor af uheld under byggeriet. Ombygningerne kan være foretaget af megalitbyggerne selv, men mere almindelige er ændringer i senneolitikum og bronzealder. Disse ombygninger kan være meget drastiske - ofte tilføjelser i form af udvidelser af højen - men selve stenkonstruktionen kan også undergå forandringer, fx fjernelse eller flytning af nogle dæksten og bæresten.

Indgangspartiet kan også være ombygget, ligesom randsten kan være fjernet eller tilføjet. Sådanne ændringer kan i sagens natur være vanskelige at påvise i de nedbrudte og overpløjede anlæg, hvor de fleste større sten er væk. Men det er vigtigt at tage muligheden i betragtning ved tolkningen af udgravningsresultaterne.

 [Tilbage til toppen]

 
Det bevarede antal af fredede dysser og jættestuer (ca. 2.500) udgør kun en lille del af det oprindelige antal. Det kan ikke udelukkes, at der oprindeligt har været opført over 30.000 megalitanlæg i Danmark. Nok den tætteste koncentration, som kendes.

Manglen på store sten til byggerier som kirker, herregårde, vejanlæg m.m. har medført, at megalitanlæggene var velegnede som steder, hvorfra byggematerialer kunne hentes. En stor del af disse ødelæggelser af megalitter er sket før 1800 - altså før, der blev almen interesse for dem.

Fjernelsen af megalitternes store bæresten skete ofte ved, at de blev rykket fri og transporteret bort, eller ved at de blev sprængt på stedet. I heldige tilfælde skete destruktionen på en sådan måde, at f.eks. væsentlige dele af den nederste, oprindelige kammerfyld forblev urørt. Ved omhyggelige udgravninger af kamrene kan man altså stadig finde urørte lag, der kan fortælle om kamrenes brug. Det er sjældent tilfældet i de fredede megalitanlæg, da deres kamre ofte i midten af 1800-tallet blev tømt af ivrige oldsagssamlere.

De destruerede megalitanlæg kan være en vigtig kilde til informationer om megalitters konstruktioner og brug. Nogle større forskningsprojekter bl.a. på Langeland og i områderne ved Lønt og Sarup viser potentialet i sådanne undersøgelser (Skaarup 1985, Eriksen og Andersen 2014 Kap. 20).

Mange megalitanlæg har været rammet ind af randsten, og ofte fik de først på et senere tidspunkt en højfyld (se Eriksen og Andersen 2014). Det betyder, at der altså har været en indrammet flade, hvor der kan have foregået forskellige former for aktiviteter, ligesom der kan være spor efter selve processerne med at bygge kammeret, som vi har fået uddybet ovenfor i Torben Dehns bidrag.

De overpløjede anlæg giver muligheder for at studere fladerne omkring et megalitkammer. At studere højene til et megalitanlæg gør man bedst i de bevarede - tredimensionale - megalitanlæg (se indlæg ved Torben Dehn).

Dyrkningstruede megalittomter i marken

Mange små højninger, ofte de sidste spor efter gravhøje, er i disse år under intensiv destruktion grundet nye dyrkningsredskaber. Ved besøg på overpløjede megalitanlæg kan man ofte på pløjelaget se, at der ligger tørmursfliser og fint, ildskørnet hvidt flint sammen med oldsager som økser, flintflækker, keramik, ravperler og knogler, altså tegn på at ploven har nået til kammerets gulvlag. Undersøgelser i Sarupområdet viser, at cirka 1/3 af anlæggene nu næsten er helt destruerede, og at nedslidningen af anlæggene sker hurtigt.

Da der nu forekommer en hurtig destruktion af de fleste megalittomter, er det vigtigt, at man snarest får gravet i de af dem, der kan give informationer. Indenfor Sarupprojektets 12 km² viste det sig, at megalitterne ofte har ligget i grupper, der er opstået ved ny-anlæggelser over et par hundrede år mellem 3400 og 3200 f.Kr.

I området ses individuelle forskelle mellem de enkelte gruppers anlæg. Det kunne være interessant at vide, om det er et almindeligt forekommende fænomen. Det kan altså anbefales, at man i flere områder forsøger at udgrave en serie tomter frem for blot at udgrave tilfældigt liggende tomter (se Eriksen og Andersen 2014 kapitel 20).

Lokalisering af overpløjede megalitanlæg

Megalitter kan som nævnt ligge i grupper, så foruden bevarede og fredede anlæg, vil man i sådanne anlægs nære omgivelser med stor sandsynlighed kunne lokalisere overpløjede anlæg. I nogle tilfælde vil anlæggene på luftfotografier som Basic Cover kunne ses som lyse pletter.

Det er også altid godt at studere gamle kort, som Original 1-kort, hvor gravhøje kan være markeret, ligesom marknavne (stendys-ager, stenhøys agre etc.) kan vise, at der på marken må have stået en eller flere stengrave.

Da megalitanlægget blev destrueret, fjernede man ikke byggemateriale som sandstensfliser (fra tørmuren), ildskørnet flint af forskellige typer, der bl.a. blev benyttet til at stabilisere konstruktionen, eller sprængte stykker granit fra de store megalitter. Dette materiale vil for det meste være synligt på markoverfladen og bør forefindes i de fleste megalitanlæg.

 
Mindre klare spor efter megalitter kan være, at der på en ellers sandet mark er en cirkulær plet med ler, der har indgået i stabiliseringen af kammeret. Med et trænet øje kan man også se, hvor ploven har ramt større stenkonstruktioner, måske fra megalitter, da plovsporet vil vise et ujævnt forløb, men der kan altså her være tale om konstruktioner fra andre perioder.

Hvis der ved en mark forekommer stenbunker, så kan det anbefales, at man ser på stenene i bunkerne. Hvis der har været et megalitanlæg i området, vil man ofte i bunkerne kunne finde tørmursfliser, mange barne- til voksenhovedstore sten (almindelige i megalitanlæg), tilhuggede sten m.m. (se fig. 4).

 
Det bør overvejes, om der evt. skulle være spor efter en megalittomt, hvis der på et areal desuden har været en koncentreret forekomst af hele genstande som:

• økser
• dolke
• flintflækker
• ravperler
• knogler etc.

- altså typisk gravgods, som grundet pløjning nu er frilagt.

I nogle heldige tilfælde vil megalitanlæg kunne lokaliseres ved hjælp af særlig luftfotografering (Fig. 5). Desværre har vi for nuværende kun spredte erfaringer med den form for lokalisering, der også bør følges op af verificerende prøveudgravninger.

Opmåling af områderne med "magnetometer" synes at være en af de bedre muligheder til at lokalisere megalitter, og man kan herved få kendskab til anlæggets form og udstrækning (Fig. 6). Desværre har vi endnu ikke megen erfaring med denne metode til lokalisering. I forbindelse med Sarupprojektet er metoden afprøvet ved Snave, hvor der blev opnået lovende resultater. De her fundne anomalier bør dog følges op med prøvehuller, så man kan få et godt materiale til tolkning af anomalierne.

 
I Sarupprojektets område på ca. 12 km² var det muligt ved nogle af ovennævnte metoder at lokalisere cirka 125 tomter efter megalitanlæg, hvor der forud kun var registreret to fredede dyssekamre, en fredet hellekiste og et overpløjet megalitanlæg - altså fire anlæg. Forøgelsesfaktoren er meget høj. Det skal desuden bemærkes, at da områderne omkring de lokaliserede megalitanlæg blev frilagt, blev der i flere tilfælde fundet ekstra megalitanlæg - ofte fra enkeltstående dysser, som ikke forud var blevet erkendt. Sarupområdets oprindelige antal megalitter har altså været noget højere end 125.

Udvælgelse af anlæg til undersøgelse

Tomter efter megalitanlæg kan være bevaret meget forskelligt. Hvis der stadig findes en højning, og man ikke ser materiale fra gulvlaget (sandstensfliser, ildskørnet, fint flint, evt. oldsager) liggende på overfladen, vil der være en god chance for at en udgravning kan give spændende resultater. Meget nedbrudte anlæg kan naturligvis også indeholde informationer, men nok mest om de aktiviteter der er sket på steder før konstruktionen af megalitten. Disse spor kan også have interesse.

Megalitanlæggene kan være meget komplicerede med mange konstruktions- og brugsfaser, som det er vigtigt at kunne udskille allerede i felten. På en udgravning af et sådant anlæg bør der som minimum være mindst én erfaren neolitiker, der også har indgående kendskab til, hvad det drejer sig om, både med hensyn til det udgravningstekniske og med hensyn til fundmaterialet.

Heldigvis findes der en righoldig litteratur om emnet, hvor man kan få indblik i det mest basale om anlægstypen. Litteraturen omhandler dog især undersøgelser i bevarede anlæg, hvorimod der ikke er meget angående de overpløjede anlæg (se dog Burenhult 1973; Skaarup 1985; Hansen 1996).

Hvis den fornødne viden ikke er på stedet, bør der til undersøgelsen være knyttet en eller flere faglige vejledere. Desværre har man set store og kostbare undersøgelser, der ikke tilnærmelsesvis fik trukket det ud af anlæggene, som de gav mulighed for. Det er meget uheldigt at se dårligt udgravede og dårligt tolkede anlæg blive publiceret og dermed indgå som reference til skade for den videre forskning.

Prøveudgravning

En prøveudgravning på et areal, hvor megalitanlæg allerede er lokaliseret, skal undgås. Oftest vil man jo placere søgegrøfter med 10 til 20 meters mellemrum hen over et megalitanlæg. Kun lidt af anlægget kan erkendes i disse grøfter, og man kan ofte være uheldig ikke at opdage, hvilke typer af anlæg, der forekommer, samt få information om deres bevaringsgrad. Desuden sker det ofte, at søgegrøfter går lidt længere ned under pløjelaget, end hvad der er godt i forbindelse med et megalitanlæg.

For den videre budgetlægning betyder det meget, om der i højresten skulle være et, to eller tre kamre, der skal udgraves, ligesom man skal vide, om der forekommer offerskårlag ved fronten af anlægget.

I Sarupområdet er der til undersøgelserne ofte blevet valgt områder, hvor der var lokaliseret spor efter flere megalitanlæg. Fladeafdækningen viste næsten hver gang, at der omkring de tydelige og lokaliserede anlæg var en serie andre anlæg, som ikke var erkendt forud.

Anbefalingen er, at man skal undgå prøveudgravning. Benyt hellere midlerne til f.eks. magnetometeropmåling, og til straks at lave en stor fladeafdækning af det berørte areal (Fig. 7). Efter en sådan afdækning har man et første indblik i anlægget, og om der er andre anlæg i de nære omgivelser, ligesom man har mulighed for bedre at lave et budget for den efterfølgende udgravning.

Hvis budgettet er begrænset, kan man i den store flade bedre vælge anlæg, f.eks. kammeret og dets nære omgivelser, til nøjere undersøgelse, end hvis man tager det første og - formodede - bedste anlæg. Hellere lidt, men så at det er undersøgt optimalt.

Efter den første fladeafdækning, hvor pløjelaget blot er løftet af, er det vigtigt at få et overblik. Indmål, gerne med GPS, de anlæg, fyldskifter, sten (af forskellige typer), man kan se, og tag om muligt en serie fotografier af fladen. Denne indmåling bør ske, før fladen tørrer ud eller regner til. Ud fra opmålingen og tegningens mange signaturer for de forskellige kategorier af anlæg, lag og sten, kan man få et første skøn over anlæggets form og dets muligheder. Det kan ikke tilrådes, at man allerede på dette tidspunkt afsætter linjer til profilvægge mm.

Generelt om udgravning af et megalitanlæg

Mange overpløjede megalitanlæg er blevet undersøgt ved, at man har afdækket fladen en, måske to, gange. Efter tegning af de mange sten har man så lokaliseret stenspor til randsten og bæresten. Disse stenspor er efterfølgende blevet tømt ved omhyggelig udgravning. Herved opnår man mulighed for at få et flot oversigtsfoto af anlægget. Ved denne tømningsmetode mister man desværre også mange informationer. Desuden er metoden langvarig og dermed kostbar. Det er problematisk, at megen tid bruges på recente plyndringshuller i stensporene og i kamrene, frem for at undersøge de primære lag, ligesom sten stikkende op i mange niveauer vanskeliggør registrering og tegning - det er hårdt for ryggen at tegne dem.

I nedpløjede megalitanlæg er der sjældent megen højfyld, men derimod mulighed for at studere spor efter aktiviteter omkring og under megalitkammeret. Det er det, man skal undersøge her, og som vi mangler viden om.

Man bør overveje at udgrave anlægget i vandrette lag af 5 måske 10 centimeters tykkelse. Da det blev indført på Sarupprojektets udgravninger af megalitanlæg - desværre alt for sent - fremkom der pludselig mulighed for at se og registrere oplysninger, man ikke tidligere havde iagttaget. Metoden kan være langvarig, men synes at være den mest sikre til, at få registreret det, der skal registreres.

For hvert udgravningslag sker en registrering og tegning i 1:20. Det sker ved hjælp af tegneramme, pantograf eller med ortofoto. Dernæst fjernes alt, der kan fjernes fra fladen, f.eks. fund og sten, der ikke sidder fast i jorden (når man ikke kan løsne dem med hænderne!). Udvalgte sten nivelleres, ikke for mange, da man jo graver i 5 eller 10 cm tykke lag. Nivellering af maksimalt 5 sten pr. m² er rigeligt.

Ved metoden anlægges der helst ikke tværsnit af f.eks. stolpehuller og andre anlæg. De tegnes derimod i fladen for hver 5 eller 10 centimeter. At undgå for mange snit i fladen gør det efterfølgende meget nemmere i en renset, vandret flade at studere fyldskifter, anlæg og forstyrrelser. At lave et lodret snit i f.eks. et stolpehul er jo kun én måde at studere det på. Ved at grave anlægget i vandrette lag har man meget bedre muligheder for at studere forskelle i fyld og eventuelle funds placering. Når man er nået i niveau med råjordens overflade, kan man lave snit og i deres lodrette vægge studere de resterende nedre fyldlag af f.eks. stolpehullet.

Undgå tømning af stenspor, da de skal studeres for hver afrensning. Man kan da her i fladen skelne mellem de ukurante sten og den ukurante fyld opstået ved destruktionen. Hvis muligt markerer man disse forskellige sten og lag ved en signatur på tegningen.

Profilvægge bør man kun placere de steder, hvor de har betydning for en forståelse og tolkning af anlægget. Det kan naturligvis anbefales at man over højen, hvis den stadig findes, har en eller to profilbalke. De bør ikke være særlig brede, da de kan forstyrre studier af hele anlæggets flade.

De steder, hvor der stod kamre, kan man placere et par profilvægge, hvis snit rammer kammeret samt stenspor og højning bagved. Det er intet formål at have en profilvæg, hvis jordlag især er recent fyld og forstyrrelser. Det anbefales altså, at man venter med placering af profilbalke, til der er et formål med dem. De skal ikke bare placeres, fordi det er noget, man plejer. Man skal altså forud overveje, om de placerede profilbalke vil give muligheder for at studere og registrere urørte lag, der kan fortælle om konstruktioner og deres relationer.

Registrering i forbindelse med tegning

Det letter forståelsen af anlægget, hvis man fortløbende lader tegningerne af de vandrette flader digitalisere og vedføjer mange forskellige signaturer i forskellige farver og fyld. Man kan f.eks. have en grålig udfyldning for sten, der så bliver mørkere jo dybere, man er. Man bør have en tydelig signatur for tørmursfliser, flint, ildskørnet flint, sprængte sten, fund og knogler. Hvor der er lag af forskellige typer af f.eks. flint (fint på størrelse med rosiner (fra kammergulvet?), stykker på størrelse med en valnød (fra fortovet?), stykker på størrelse med en barnehånd (fra højside eller fortov?), kun gråt, ikke hvidt brændte stykker (fra stabilisering omkring kammeret?) etc.).

 
Det er en god idé at benytte mange anlægsnumre, så man let kan referere til konstruktioner, som anlæg, stenspor, stolpehuller, nedgravninger, men også til fyldhorisonter og områder, som kammerets sekundære fyldlag, dets primære fyldlag etc. Anlægsbetegnelser kan også knyttes på et mere teoretisk plan f.eks. til indgangspartiet, således at området til højre for indgangen har én anlægsbetegnelse, området til venstre en anden, direkte foran indgangen en tredje, det oprindelige muldlag under højen, til ardspor etc. Gravhøjens flade uden for kammerområderne bør ligeledes opdeles i områder med medfølgende anlægsnumre.

Anlægsnumrene er desuden gode, når man bl.a. skal have sorteret fund forud for en eventuel sammensætning af skår, eller til beskrivelse af indholdet i et område, ligesom det er godt at hæfte til fotografierne. Det kan også være formålstjenligt, efterhånden som man får overblik, at give et ekstra, her beskrivende, anlægsnummer til alle stenspor i en højs ene langside osv. Det er altid godt, at have et anlæg - reelt eller teoretisk - at referere til.

Registrering af fladen

Ved gravning i mange vandrette lag bliver der megen registrering af fladen, bl.a. ved tegning i 1:20, og helst i 1:10 i selve kammerområdet. Da der ofte sker opmålinger af plane flader med efterfølgende fjernelse af fund og sten, vil der ikke være mange forstyrrende elementer, som det kan være vanskeligt at tegne hen over. Man vil altså kunne tegne noget hurtigere end ellers.

På megalitanlægs flader kan der være mange forskellige fyldskifter, der ofte helst skal ses under optimale forhold, dvs. jorden må ikke være for tør, men så fugtig, at forskelle i farver træder tydeligt frem. I det danske klima kan det være forbundet med megen besvær at holde en stor flade ren og fugtig over længere tid. Ideelt set skal en afrenset flade helst fotograferes og tegnes i løbet af kort tid efter afdækningen. Det kan være vanskeligt, dersom man ikke har en stor mængde arkæologer til rådighed, der har evner til at finrense en flade uden at efterlade spor af "nullermænd" m.m.

Ved de seneste 10 års gravninger i Sarupområdet har det vist sig formålstjenligt ud fra de givne jordbundforhold og mandskabssituationen, at registrere i 2x2 meter store felter.

 
Efter en hurtig afrensning af en flade på 2x2 meter var det muligt før udtørring at få fladen fotograferet. Fotografering foregik fra en stige. Ved fotograferingen var det vigtigt at der på fotografiet var fire mærkesedler, som markerede kvadrates fire hjørner, eller andre koordinerede punkter.

 
Billederne blev herefter rettet op til ortofoto. På gravningen skete det ved hjælp af softwareprogrammet AirPhoto, men der findes også andre programmer, og i dag kan man med fordel benytte 3D-fotogrammetriske programmer. Efterfølgende blev billederne koordineret i MapInfo og sat sammen til et ortofoto af fladen (Fig. 11).

Der blev ikke foretaget fotografering af alle udgravningsflader - altså for hver 5 centimeter. Det skete kun i flader, hvor der var vigtige informationer at dokumentere, f.eks. stolpegrøfter, stolpehuller, ardspor og andet. Metoden giver et meget detaljeret (finkornet) billede af fladen, noget man ikke kan opnå ved fotografering fra høj stige, lift eller drone.

Ved studier af disse sammensatte ortofotos kan man gøre opdagelser, det ikke var muligt at erkende under udgravningen. Ved udgravning i en jættestuetomt på Damsbo var det bemærket, at skårene i offerskårlaget til venstre for indgangen lå meget rodet, ligesom mange sten lå uden klar struktur. Først ved studierne af ortofotos af råjordens overflade blev det erkendt, at der her havde været en rodvælter, som var årsag til miseren.

Efter fotografering til ortofoto kunne man gå på fladen og foretage almindelig tegning af denne, og herved give forklarende signatur til det iagttagne. Disse tegninger, der jo er en tolkning af fladen, blev lagt over ortofoto-planen og gav fine muligheder for tolkning og planlægning af den videre udgravningsstrategi.

Udgravning af kammerområde

Det er vigtigt, at man til at begynde med ikke på én gang tømmer fyldlagene i det formodede kammer. Bedst er det, at områderne for kammer, stenspor og mindst en meter uden for disse på én gang graves af i vandrette flader på 5 eller 10 cm's tykkelse. Det er vigtigt at have styr på urørte lag og lag forstyrret ved destruktionen af kammeret. Når der er behov for det, kan der anlægges smalle profilbalke, som man ikke skal være bange for at fjerne, dersom de ikke giver informationer. Det vil dog være godt med en profilbalke fra kammermidten gennem stenspor og ud i området bag kammeret. Hvis væggen bliver for høj eller udtørrer for meget, bør de fotograferes og tegnes, og man bør få den registrerede del fjernet med henblik på at forsætte profilen længere nede.

Fund i recente forstyrrelser bør registreres og straks fjernes, hvorimod fund i urørte lag i kammeret kan blive på plads indtil hele kammeret er frilagt i samme niveau. Det er vigtigt her at skelne om der er forskellige "gamle" lag i kammeret og at få knyttet fundne oldsager til de rigtige lag. Stadig mangler vi sikre fund fra den primære aktivitet i kamrene, og sandsynligvis kan disse fund i dag kun fremkomme i destruerede anlæg, hvor kammerfylden forblev urørt.

Dernæst skal fundene fotograferes og tegnes. Her bør man overveje fotografering til 3D-fotogrammetri. Hvis der er bevarede knogler f.eks. af mennesker, bør man overveje, om de kan benyttes til kommende aDNA-analyser, hvorfor man skal undgå kontaminering af knoglerne - på med rumdragten!

Hvis der er menneskeknogler i kammeret, bør det ligeledes overvejes at få besøg af en antropolog, der måske kan udlede noget ud fra knoglernes placering, om de har ligget i knogleforband etc.
Det er under hele udgravningen vigtigt at holde styr på de forskellige sten, der er i kammeret. I nogle få kamre har man fundet sektioner, der er adskilte ved lodretstående sandstensfliser. Sådanne fliser vil nok ligge i sekundært leje, men man skal være opmærksom på forekomsten af tørmursfliser af ens form.

Stenspor fra bæresten tømmes ikke, men registreres i de forskellige gravningsplaner. Husk at skelne mellem sekundære sten og sten på oprindeligt leje. Hvis der ligger rester af originale bæresten, så tag en prøve af stenen. Fra Poskær Stenhus er der gjort interessante studier angående hvilke megalitter, der blev benyttet, og deres farve (Eriksen 1999: 105-107, note 52).

Mellem stensporene kan der ofte findes bevarede rester af tørmursstabler. Det kan anbefales at man ikke fjerner disse stabler under udgravningen, men at de forbliver urørte og dermed bliver til gene for opmålingerne. Senere kan de så studeres fra kammerets inderside eller fra højens yderside og fortælle noget om deres opbygning og farvespil, desuden kan man ved højere stabler få et indtryk af formen på de nærtstående bæresten, hvis omrids de jo har fulgt. Det kan anbefales, at med henblik på at studere jordfylden så afsættes et lille stykke jordbalk bag en af tørmursstablerne.

Bag bærestenene kan der være forskellige lag til stabilisering af disse. Her kan det også være godt med en smal jordbalk. De stabiliserende lag kan bl.a. være lag med ildskørnet flint. Sådanne lag kan være ret kraftige og skal fjernes under fladeudgravningen, således at deres udstrækning og sammensætning kan dokumenteres.

Udgravning af offerskårlag - se pdf. artikel nedenfor af Anne Birgitte Gebauer

Rundt om megalitanlæg, men oftest foran indgangen til kamrene, især ved jættestuer, kan der forekomme deponeringer af:

• keramik
• flintøkser
• ravperler og
• andet.

Disse deponeringer kaldes for offerskårlag. Størrelsen af en deponering kan svinge fra få genstande til op mod 30.000 fund. Det siger sig selv, at det kan være vanskeligt at budgettere for sådanne forekomster.

Offerskårlagene kan være opstået gennem flere deponeringer og over lang tid. Ofte ser man, at lagene kan være helt eller delvist dækkede af stenlægninger. Det ses også, at der bevidst kan være lagt sten over større kardele, evt. hele kar, men også over enkeltskår.

Tidligere var man af den mening, at offerskårlagene var rester fra lerkar, der var sat foran megalitanlægget eller oven på deres randsten, og at lerkarrene var beholdere for mad- og drikkevarer ofret til den afdøde gravsat i kammeret.

Det er en meget forkert tolkning, og allerede i 1917 gjorde Nordman i forbindelse med fremlæggelsen af jættestuen ved Mejls opmærksom på, at det var fragmenter af lerkar, som var blevet deponeret her, og at de kunne være dækket af stenlægninger (Nordman 1917: 89).

Ved udgravningen af et offerskårlag i 5 eller 10 cm tykke afgravningslag er det vigtigt at være meget omhyggelig med registreringen. Det optimale er, at alle fund, sten og evt. jordlag registreres ved tegning. Det vil give mulighed for at dokumentere, at et skår f.eks. med forsæt blev dækket af en sten. Ved omhyggeligt at have indmålt skår og sten kan man ved bearbejdelsen af fundene efterfølgende studere, om disse havde sten lagt over sig.

En omhyggelig registrering vil også kunne fortælle om, hvordan et lerkar eller en skårflage er blevet fragmenteret, hvad der ofte synes at have været tilfældet. I nogle tilfælde er det set, at fragmenter af et lerkar er lagt i en klump, og at øskenskåret blev lagt øverst.

Nyere studier synes at vise, at materiale placeret i f.eks. offerskårlag, kan være gammelt og slidt. Det kan man bl.a. se ud fra, hvor frisk ornamentmønsteret er. Hvis det er meget udvisket og vejrbidt, kan skåret have være gammelt ved deponeringen. Et sådant udseende kan dog også opstå ved, at skåret efter deponering længe har ligget fremme, før det blev dækket. Måske man herved kan indhente informationer om, hvor hurtigt anlægget "faldt sammen". Det er således vigtigt at vide, om "slitagen" er sket før eller efter deponering. Registrér derfor også, om mønstret vendte opad eller nedad.

Det kan anbefales, at man til udgravningen af offerskårlaget vedføjer en serie anlægsnumre. Det vil lette bearbejdelsen, hvis man hurtigt kan sortere skår efter, om de kommer fra lagene over en eventuel stenlægning, i eller under denne, fra et veldefineret jordlag, om de kommer til højre, til venstre for en indgang, om de kommer fra området tæt ved højfoden eller længere ude fra denne osv.

Ofte ligger skårene til de enkelte lerkarenheder ret spredt. Det er her en god idé at få en talværdi for spredningen, hvorfor det kan anbefales at udregne en spredningskoefficient for hver karenhed. Den udregner man ved på et spredningskort, gerne i MapInfo, først at forbinde linjer mellem de yderste skår i spredningen, altså indramme det mindst mulige areal for spredningen. Det gør man i MapInfo ved at tegne et polygon og dernæst summeres den samlede længde af de indrammede linjer, som kan aflæses ved at trykke to gange i polygonet. Denne længde ganges med det indrammede areal - altså areal x perimeter.

En sådan omhyggelig registrering kan blive meget kostbar i tid med hensyn til udgravning, registrering og bearbejdning. Man bør dog hellere prioritere få og omhyggeligt udgravede anlæg frem for anlæg, der nærmest blot er blevet tømt for oldsager.

Hvis der er få midler til rådighed kan man naturligvis opsamle fund i kvadratmeterfelter eller kvarte kvadratmeter, men der vil oftest blot være tale om indsamling, og vigtig viden kan mistes.

Det kan nemt blive en opgave for livet at få bearbejdet og publiceret megalitanlæg med store fundmængder i offerskårlaget.

Udgravning af højområdet

Hvis der forekommer højfyld, kan selve højen til et megalitanlæg indeholde mange informationer fra anlæggets forskellige byggefaser. Et megalitanlæg skal altid betragtes som et anlæg med flere faser. Man bør derfor omhyggeligt udgrave højningen til en overpløjet høj. Det kan dog ske ved at skovle i tynde lag, men benyt aldrig gravemaskine.

Ved omhyggelige udgravninger har det vist sig, at højfylden kan indeholde små deponeringer med oldsager som fint ornamenterede skår. Deres placering skal registreres omhyggeligt. Man bør være opmærksom på, at nogle fund kan være kommet med en fyldjord, der evt. stammer fra et gammelt bopladsområde, men det kan også være interessant.

Højfladen skal under gravningen holdes fin og bør registreres (fotograferes, tegnes og analyseres) for mindst hver 10 cm. Hvis der er meget at se i fladen, bør man også fotografere den til ortofoto.

I højen kan der være mange informationer gemt om dens konstruktion, evt. om sektionsopdeling. Disse kan evt. ses ved forskellige jordfyld eller ved spor efter konstruktioner som pælerækker eller grøfter. Det er noget, vi ikke ved meget om, hvorfor det er vigtigt at få det registreret.

Det vil altid være en god idé at hjemtage materiale med henblik på flotering og at udtage prøver til pollenanalyser.

Udgravning af gammel muld og ardspor

 
I dækket af en eventuel høj kan man være heldig at finde et neolitisk muldlag. Det er ofte få centimeter tykt. Et sådant muldlag kan indeholde en del fund, hvorfor det bør graves med graveske i vandrette lag. Det er også vigtigt at tage mange jordprøver til pollenanalyser, til flotering og evt. til vandsoldning. Ved nogle udgravninger er der i mulden set fine rester efter bl.a. brændte knogler. Det er ikke utænkeligt, at noget sådant har været benyttet til gødskning eller til rituelle deponeringer. Vi mangler viden om disse gamle muldlag.

I muldlaget, men som regel først under det, kan man finde spor efter, at arealet en eller flere gange blev "pløjet" med en ard (Fig. 11). For at finde ardspor skal man sikre:

• at fladen har ligget lidt
• at den er iltet
• at den er lidt fugtig
• at man har gråvejr
• Ofte kan ardspor forveksles med dyregange.

 
Ved omhyggelige studier af ardsporene kan man ofte se det antal gange, der er pløjet på stedet og rækkefølgen for pløjningerne. Desuden kan man se, hvordan de enkelte pløjninger foregik (Fig. 12). Ved at lave et tværsnit i et ardspor, har man mulighed for at studere, om arden blev holdt på skrå mens den pløjede gennem mulden.

 
Studier af ardspor kan være med til at fortælle om den tidligste dyrkning. Hvis ardsporet går gennem spor efter sten, der har ligget i råjorden, kan det muligvis tolkes på den måde, at arealet har været ryddet for sten forud for pløjningen. I andre tilfælde ser man, at ardsporet har et ophold ved et stenspor - det hopper over - der kan tyde på, at arden blev løftet over stenen. Af interesse er det også at studere, om arden har pløjet gennem opfyldte rodvælter, eller om den gik uden om disse, dvs. om man evt. har ryddet dyrkningsarealet for træer eller ladet dem stå. Vi mangler stadig viden om de ældste pløjninger.

Hvis der i fladen også findes stolpehuller - evt. fra et hus (se nedenfor) - er det vigtigt at registrere, om arden har pløjet gennem stolpehuller, eller om stolpehullet har gravet sig gennem ardsporet. Det er også vigtigt fra selve ardsporet at tage jordprøver til pollenanalyser og til flotering, da fylden her kan være forskellig fra den, der eventuelt er i den gamle muldjord.

Lokalisering af bebyggelsesspor

Ved den omhyggelige afrensning af de vandrette flader er det muligt i de nederste lag - oftest under den gamle muld - at finde bebyggelsesspor. Der kan her være tale om gruber og kulturlag med bopladsmateriale og om stolpehuller. Da disse anlæg kan være anlagt på et tidspunkt, hvor der ikke er dannet megen muld, vil anlæggenes fyldskifter ofte være uden den mørkfarvning, som mulden ville kunne have givet. Man skal altså være speciel opmærksom på sådanne næsten ikke synlige fyldskifter.

Ved Sarupprojektets udgravninger skulle vi indhente erfaringer fra en snes udgravninger, før vi erkendte disse fyldskifter. Ved de fem sidste afdækkede anlæg er der fundet spor efter hustomter. I to tilfælde var dyssekamre blevet placeret mellem stolpehuller fra husenes suler, hvad der kan tolkes som en forbindelse mellem husenes brugere og dem, der opførte megalitanlæggene.

Et af de fundne huse blev kun erkendt, efter at udgravningsfladen havde ligget vinteren over, og i det tidlige forår så vi, at der var en række af runde pletter, der holdt på fugten på en anden måde end omgivelserne (Fig. 13). Ved en ny afrensning blev det så også muligt at finde stolpehuller til vægstolperne. Sporene fra hustomterne var ikke erkendt, dersom vi ikke havde haft god tid til undersøgelsen, og en vigtig konstruktion til forståelse af hele anlægget var undgået vores opmærksomhed.

 
Det er lettere at erkende stolpehuller - og serier af disse - hvis man forud har undgået at snitte de hidtil fundne stolpehuller. Sådanne snithuller vil forringe mulighederne for at iagttage konstruktioner. Altså vent med at snitte og sørg for, at så mange sten som muligt er fjernet fra fladen.

Det bør overvejes at udføre fosfatkartering af udgravningens "bundflade". Det er dog vigtigt at være bevidst om, hvorvidt anomalierne viser aktiviteter fra en evt. bosættelse før opførelsen af monumentet, fra byggefaserne eller fra aktiviteter i forbindelse med megalitanlæggets brug (Fig. 14).

 
Hvis flere megalitanlæg med højrester frilægges inden for et begrænset område, vil man kunne indhente viden om tidens bopladsstruktur, altså om hvor tæt huse kan have ligget, hvor tæt bopladsgruber ligger til husene, andre bygningselementer osv.

 
Tidsforbrug til udgravning

I årene 2006 til 2008 blev jættestuetomten A1 på Damsbo udgravet (Andersen 2013). Udgravningen tog cirka 20 måneder, eller 1.000 arbejdsdage, eller 8.000 timer i felten. Tomten blev undersøgt gennem 24 udgravningslag á 5 cm's tykkelse. Fra tomten er registreret 12.968 fund. Bearbejdelse med henblik på beretning er budgetteret til ca. 4.000 timer, dvs. halvdelen af felttiden. Hertil kan komme en yderligere og omfattende indsats, hvis fundet skal bearbejdes til publicering. Nogle megalitanlæg behøver ikke så megen tid til bearbejdelse, mens andre anlæg kan kræve mere end det dobbelt af felttiden.

Slutning

Overpløjede megalitanlæg er en anlægstype, der stadig kan indeholde mange vigtige informationer. Men det er vigtigt at erkende, at disse anlæg i mange tilfælde også gemmer på megen anden viden, som det er vigtigt at sikre. Det kan være informationer om vores ældste landbrug, om dyrkningsformer, om hvordan de første marker blev etableret, og om bosættelsen med huse og aktivitetsområder. Megalitanlæggene kan være kostbare at udgrave og efterfølgende at bearbejde, men vi kan i dem få megen ny viden, som vi stadig ikke har indsamlet fra et vigtigt afsnit af vores forhistorie, hvor vi overgik til at blive et landsbrugsland.

[Tilbage til toppen]

Status og spørgsmål

De mellemneolitiske stendyngegrave er et regionalt og kronologisk afgrænset fænomen, som kendetegner den sene tragtbægerkultur i en væsentlig del af Nord- og Vestjylland i tiden ca. 3000 - 2800 f.Kr. En stor del af de kendte stendyngegrave blev udgravet i 1960'erne og 1970'erne, hvor bl.a. en række store pladser blev undersøgt i Torsted og Sevel sogne af C.J. Becker og på Vroue Hede af Erik Jørgensen.

I dag kendes knap 250 stendyngegrave fra 50 lokaliteter (Fig. 1), og stendyngegrave dukker stadig op i forundersøgelser nu og da, som det f.eks. var tilfældet i 2012 i Vesthimmerlands Museums område i forbindelse med Skagerrak 4-projektet.

Gravtypen må dog formodes at have undergået massiv destruktion, da anlæggene er relativt overfladiske, og de dækkende stendynger har gjort stendyngegravspladserne til ideelle steder at sanke sten. Stendyngegravene har formentlig oprindeligt skullet tælles i tusinder.

Konstruktion

En typisk stendyngegrav består af tre anlæg:

• to parallelle, omtrent badekarformede, aflange gruber
• i umiddelbar tilknytning til disse, et omtrent rektangulært anlæg
• dette indeholder to parallelle, lidt dybere grøfter (Fig. 2).

 Der forekommer varianter, der kan bl.a. forekomme enkeltliggende eller ekstra par af aflange gruber i nær tilknytning til de rektangulære anlæg, ligesom sådanne gruber uden tydelig tilknytning til et rektangulært anlæg kendes. Imidlertid udgøres det overvældende flertal af stendyngegrave af den netop beskrevne, typiske konstellation af tre anlæg (cf. Fabricius 1996; Johannsen & Laursen 2010; Jørgensen 1977; 1993).

 
Tolkningen

Tolkningen af stendyngegravene har i årtier voldt vanskeligheder, ikke mindst pga. det generelle fravær af bevaret organisk materiale. Dette fravær skyldes ikke kun, at stendyngegravene fortrinsvis ligger på sandede jorde, men i særdeleshed at de, som navnet netop indikerer, ganske enkelt været dækket af store dynger af sten – stendynger, der så sent om i 1940’erne og 50’erne visse steder kunne iagttages beliggende på række i landskabet kun dækket af et tyndt lyngskjold (Becker 1960; Nielsen 1952).

Intet tyder på, at stendyngegravene oprindelig har været dækket med jord eller tørv, og i sammenligning med gravhøje konstrueret af jord eller tørv - eller jordfæstegrave af en vis dybde - har anlæggene dermed budt på forholdsvis nem adgang for ådselædende organismer, større fluktuationer mellem fugtighed og udtørring samt et højere generelt iltniveau – alle faktorer bidrager til en relativt hurtig omsætning af organisk materiale. Som omtalt nedenfor, er organisk materiale stort set kun påtruffet i stendyngegrave, som er blevet overlejret af en senere høj (fra enkeltgravstid eller bronzealder).

Den dominerende tolkning, som udvikledes af C.J. Becker på baggrund af hans tidligste undersøgelser omkring 1960, har været, at de to aflange gruber udgjorde menneskegrave – i stil med tragtbægerkulturens fladmarksgrave fra TN og tidlig MN – og at det tredje, mere rektangulære anlæg udgjorde (fundamentet til) et slags dødehus eller en skeletteringsplatform – i stil med dem, der anvendtes af nordamerikanske indianere og inuitter (Becker 1960; 1963; 1967).

Nyere udgravninger og forskning har imidlertid ikke styrket Beckers tolkning, men har derimod styrket og delvist bekræftet den alternative mulighed, som andre forfattere har fremført: At de aflange gruber oprindeligt indeholdte et okseforspand, og at det rektangulære anlæg formentlig udgjorde den egentlige (menneske)grav (Nielsen 1981, 95; Piggott 1968, 308).

Vær særlig opmærksom på ”okse”-gravene:

• I de senere år har en række nye fund, kombineret med et bredere, komparativt blik til det samtidige, europæiske materiale, gradvist gjort det klart, at de aflange, oftest parvise gruber ganske rigtigt må have indeholdt hele okser, som konsekvent er placeret med hovederne vendende bort fra det tilhørende rektangulære anlæg (Johannsen & Laursen 2010).
• Stendyngegravene udviser dermed strukturelle og tematisk ligheder med gravfund i Central- og Østeuropa, ikke mindst i de delvist samtidige Kugleamfora- og Badenkulturer og beslægtede regionale grupper (Johannsen & Laursen 2010; for parallelle fund se f.eks. Friedrich & Hoffmann 2013).
• I forhold til tidligere opfattelse af stendyngegravene, som grundlagdes af Becker, omdefinerer identificeringen af de aflange gruber som kvæggrave fundamentalt den tolkningsmæssige udfordring, som stendyngegravene udgør.

 Vær særlig opmærksom på de rektangulære anlægs struktur og indhold:

Følgende indikerer, at disse anlæg skal forstås som menneskegrave, hvor et enkelt individ er gravlagt:

• Den generelle deponering af flintoldsager (økser, mejsler, flækker – ofte med karakter af personlige redskabssæt) samt, væsentligt sjældnere, en stridsøkse af bjergart centralt i anlægget.
• Fund i sjældent velbevarede stendyngegrave af dårligt bevarede (ikke artsbestemte) knoglerester og karakteristisk ”gravfyld” centralt i anlægget.

Selv hvis man følger disse indicier og går ud fra, at anlæggene er grave, så står det stadig tilbage at præcisere, hvilken form for struktur den døde er blevet gravlagt i eller på:

• Var det reelt en decideret kærre (eller kort, firehjulet vogn),
• en mere symbolsk struktur som skulle repræsentere et sådant køretøj, eller noget helt andet?

Fokus på:

• Disse to spørgsmål, altså bekræftelse eller afkræftelse af tolkningen af de rektangulære anlæg som menneskegrave, og spørgsmålet vedrørende strukturen i anlægget, fremstår pt. som de mest presserende i vores forståelse af de nordvestjyske stendyngegrave.

Datering af gravene

De tidligste stendyngegrave lader - på baggrund af deres keramik og øksetyper - til at være anlagt i løbet af MN II (3100-3000 f.Kr.), mens de seneste tilhører den allersidste del af MN V (2900-2800 f.Kr.). Der findes kun ganske få absolutte dateringer af stendyngegrave, og disse er udført for årtier siden (cf. Jørgensen 1977, 209-10).

Fokus på:

• Særligt gravskikkens tidsmæssige afgrænsning/overlap i forhold til den tidlige enkeltgravskultur er et interessant spørgsmål, bl.a. fordi der er fundet tyknakkede økser af B-type i nogle af de seneste stendyngegrave (Stidsing 1989). Nye C14-dateringer, udført på bl.a. kvægtænder fra grave fundet under senere høje, er under vejs – men overordnet set vil velegnet materiale til datering have høj prioritet, trods de velkendte udfordringer med kalibrering omkring denne periode.
• Stendyngegrave indeholder sjældent væsentlige mængder trækul, så flotering er relevant.
• Desuden bør evt. skeletmateriale og tandrester selvsagt ikke konserveres, før der er taget stilling til dettes potentiale i dateringssammenhæng.

• Endelig bør alternative naturvidenskabelige dateringsmuligheder – som f.eks. OSL-datering af keramik – overvejes.

 Afdækning af gravene og deres omgivelser

Der er, afhængig af lokale forhold, nogen variation i, hvordan stendyngegrave fremstår ved afrømning af overjord. Mængden af tilbageværende sten over/i anlæggene varierer f.eks. stærkt, ikke mindst ift. dyrkningsintensitet på lokaliteten. Stærkt nedpløjede anlæg kan være helt stenfrie og stærkt reducerede. På lokaliteten Tvebjerg i Vesthimmerland var kun de nederste centimeter af to badekarformede gruber (de dybeste anlæg i en stendyngegrav) bevaret. På mange lokaliteter, for nylig f.eks. Tolstrup og Vestrup i Vesthimmerland, er anlæggene ganske tydelige under pløjelag, men i enkelte tilfælde kan de være yderst vanskelige at identificere. Dette var f.eks. tilfældet på lokaliteten Stoholm, sydøst for Skive, hvor gravene var beliggende i en ekstremt gruset undergrund, var forstyrret af bl.a. omfattende bebyggelse fra senere perioder og blev udgravet i en periode med tørt, varmt vejr. Selve anlæggene var hér nærmest usynlige i fladen, og kun et par økser i overfladen, kombineret med en garvet neolitiker som udgravningsleder, førte til erkendelse af gravpladsen.

Ved afdækning med maskine og ved den efterfølgende afrensning er det vigtigt at være opmærksom på en række forhold, når man støder på stendyngegrave:

• For det første rummer den allerøverste del af anlæggene ofte vigtig information. Keramik er ofte blevet deponeret i eller på de dækkende stendynger, og i enkelte tilfælde lader det til, at man bevidst har optaget sten for at skabe en lille ”grube” i stendyngen, som man kunne deponere karret i. Keramikken kan være deponeret på/i alle dele af stendyngen, dvs. såvel over de aflange gruber som over det rektangulære anlæg. I sjældne tilfælde findes også ravperler deponeret i/på stendyngen. Disse kan have været nedlagt netop i lerkarrene. Deponeringen af først og fremmest keramik på/i den dækkende stendynge er en praksis, der ikke mindst er kendetegnende for den senere del af gravskikken, mens der i de tidligste grave fra MN II og MN II/MN III i højere grad også deponeres keramik sammen med flintgenstandene, dvs. under stenene.

• Desuden kan rester af gravenes primære indhold forekomme helt i toppen af anlæggene, som de påtræffes i dag. Som nævnt ovenfor tyder meget nu på, at de aflange gruber har indeholdt et okseforspand, og disse dyr har efter alt at dømme ligget med hovederne højt, hvilende på den datidige jordoverflade eller i et overfladisk, gravet appendiks ved den ende af gruberne, som vender væk fra det tilknyttede rektangulære anlæg (Fig. 3). Således er tænder og kraniefragmenter fra kvæg ved hidtidige fund oftest påtruffet højt i anlæggene, mellem stenene (dvs. resterne af den dækkende stendynge). Ved favorable bevaringsforhold, hvor det i nogen grad er muligt at dokumentere dyrenes placering i gruberne, er det derfor afgørende, at dette tilgodeses allerede under udgravning af de øverste lag, som bl.a. udgøres af rester af stendyngen samt nedsunket materiale.

• Endelig er det ved afrømning og afrensning væsentligt at være opmærksom på mindre anlæg, som nu og da findes i tilsyneladende tilknytning til gravene. Sådanne anlæg er bl.a. fundet ved Nørre Onsild (Becker 1960, 28-35), Herrup (Fabricius 1996, 86), Vestrup (Johannsen et al. in press) og Øster Tørslev (Stidsing 1989, 42-45). Der er oftest tale om mindre, relativt lavbundede gruber, som ofte indeholder sten og trækul. I et enkelt tilfælde er der fundet tandrester fra tamsvin (Stidsing 1989, 45). Disse anlæg skal formentlig ses i sammenhæng med anlæggelsen af stendyngegravene, og de kan afspejle rituelle aktiviteter (f.eks. måltider eller ofringer), som har været en del af denne. Ligesom deponeringerne i stendyngerne vil disse mindre anlæg kunne spille en vigtig rolle for en bedre forståelse af aktiviteterne før, under og efter stendyngegravenes konstruktion.

De aflange gruber: kvæg-gravene

Som nævnt har disse anlæg formentlig indeholdt hele okser ligesom de samtidige oksegrave i Centraleuropa. Strukturelt velbevarede anlæg har ofte overfladiske appendikser, hvor der (i anlæg overlejret af senere høj) er fundet tænder og kraniefragmenter fra kvæg. Hvor de er bevaret, kan disse appendikser ved forsigtig afrømning tydeligt observeres i fladen (Fig. 3).

Nede i de egentlige gruber er der i de bedst bevarede grave fundet meget dårligt bevarede knoglerester, som kun i et par nyere undersøgelser er blevet bevaret og bestemt som (postkranielle) skeletdele fra kvæg, nemlig i forbindelse med en undersøgelserne ved Kvorning i 1995-96 og ved Thinghøj, Stoholm i 2006 (Johannsen & Kieldsen 2014; Johannsen & Laursen 2010, 24). Yderligere dokumentation af grubernes indhold er af væsentlig værdi, og selv mindre knogle- og tandfragmenter bør derfor indsamles og behandles med forsigtighed (også med henblik på datering).

I en del tilfælde, hvor der ikke er bevaret makro-levn af okserne i disse anlæg, kan der observeres markante bundlag med typisk grålig til gråblå mere eller mindre fedtet ”gravfyld”. Ved Øster Tørslev gav disse lag meget høje fosfatværdier (Stidsing 1989, 47ff.), hvilket hænger fint sammen med omsætningen af store oksekadavere i gruberne.

Det kan bemærkes, at laget med denne fyldkarakter ofte kan følges op ad den ende af gruben, der vender bort fra det rektangulære anlæg, og op i det overfladiske appendiks ved denne ende (Fig. 3). Dette mønster afspejler antageligt, at hver okse er deponeret med hovedet liggende oppe på kanten, eller i en overfladisk nedgravning, ved enden af gruben. Med andre ord er dyrene iscenesat, som var de levende og klar til at trække indholdet af den bagvedliggende, rektangulære struktur.

I dokumentation af såvel de overfladiske appendikser som lagene i de egentlige gruber kan der med fordel anvendes langsgående snit, som illustreret i Fig. 3. Tværgående snit, som oftest er anvendt ved tidligere udgravninger (Fabricius 1996; Jørgensen 1977), er særligt velegnede til at dokumentere nedsynkningen af sten i anlæggene i forbindelse med, at det organiske materiale, der var deponeret der (dvs. formentlig oksekroppene), blev nedbrudt og kollapsede.

Som nævnt findes der jævnligt keramik i stendyngerne - også over de aflange gruber, hvor okserne har ligget. I væsentligt mere sjældne tilfælde er der desuden fundet økser i kvæggravene, som i enkelte tilfælde kan udgøre bevidste, primære nedlæggelser i en kvæggrav (snarere end sekundært omlejrede genstande).

Det rektangulære anlæg: menneskegraven?

Som skitseret ovenfor er de mere eller mindre rektangulære anlæg i dag det bløde punkt i vores forståelse af stendyngegravene. Om end der er væsentlige grunde til at tolke disse anlæg som gravsted for et enkelt menneske, knytter der sig ikke kun usikkerheder til denne basale tolkning, men i særdeleshed til anlæggets (øvrige) indhold, dvs. til den struktur/konstruktion, som formentlig har været placeret der.

Det blev tidligere fremført, at disse anlæg nu og da indeholdt stolpespor, som kunne afspejle det ”dødehus” eller den skeletteringsplatform, som man antog var funderet her (Becker 1960; Fabricius 1996). Imidlertid er der aldrig fremlagt overbevisende dokumentation for sådanne stolper, der generelt er fremkommet ved ”tømning” snarere end ved snit, og som i morfologisk meget forskellige varianter skulle være placeret i, over og ved siden af forskellige dele af stendyngegrave uden nogen form for generelt mønster (Johannsen & Laursen 2010, 20-21, 28ff.). Desuden har nøje efterprøvning af netop dette spørgsmål i talrige, strukturelt velbevarede anlæg på tværs af en række lokaliteter (og udgravere) kun kunnet afkræfte tilstedeværelsen af stolpekonstruktioner (Johannsen et al. in press; Jørgensen 1977, 57ff., 184; Madsen 1976, 80; Stidsing 1989, 43).

Overordnet set udgør de omtrent rektangulære anlæg en klart genkendelig type af struktur med de typiske to parallelle, lidt dybere grøfter, dog med nogen variation i anlæggenes detaljerede morfologi. Det skal her bemærkes, at varierende grader af bevaring/nedpløjning også i sig selv kan medvirke væsentligt til (tilsyneladende) variation i anlæggenes specifikke morfologi i fladen – selv inden for den samme lokalitet. Dette konstateredes bl.a. i undersøgelserne af gravpladserne Vestrup Nord og Syd i 2013 (Johannsen et al. in press), som således indikerede, at en del af den tilsyneladende variation ikke er reel, men taphonomisk betinget.

Meget almindeligt er det, at det øverste niveau, hvor anlægget fremstår som et mere eller mindre rektangulært fyldskifte ikke er bevaret, men at det kun er anlæggets lidt dybere, parallelle grøfter (dvs. ”bunden” af det rektangulære anlæg), som står tilbage.

I nogle tilfælde kan der i overfladen af rektangulære anlæg observeres et eller to smalle bånd, der går på tværs af anlæggenes parallelle grøfter, og hvis fyld svarer til disses. Et sådant bånd kan være placeret nær denne ene eller den anden ende af anlægget, eller kan optræde nær begge ender. Ved udgravningerne ved Vestrup i 2013 fandtes disse bånd i flere tilfælde og i nævnte varianter, og det kunne ved snit af båndene konstateres, at de konsekvent var væsentligt mere overfladiske end de parallelle grøfter som de ”forbandt” (Johannsen et al. in press; f.eks. Fig. 4).