Begravelser

Fokus på:

• I adskillige tilfælde er der konstateret begravelser uden for afgrænsningen. Årsagerne hertil kan være flere: I byerne ses ofte, at kirkegårdes udstrækning ændres, idet de kan gøres større såvel som mindre, og ændringer kan ske i flere omgange.
• Også i det åbne land kan der ske ændringer, men her er det oftere, fordi kirkestedet er blevet rykket eller flyttet - den nye (sten)kirke er blevet placeret ved siden af den ældre eller evt. lige uden for forgængerens kirkegårdsafgrænsning, og en ny kirkegårdsafgrænsning med den yngre kirke som udgangspunkt kan efterlade grave fra den ældre kirkegård liggende udenfor.
• En tredje mulig årsag er, at begravelserne bevidst er blevet placeret uden for kirkegården, hvilket efter de kirkelige regler skulle ske, hvis der f.eks. var tale om selvmordere, ikke angrende henrettede og ekskommunikerede. Ved begravelser liggende udenfor kirkegårdens afgrænsning skal man være opmærksom på, at der nok i de fleste tilfælde vil være tale om, at kirkegården har ændret udstrækning eller placering (eks. Löddeköpinge).

Overvejelse:

• Det er oftest sådan, at ukendte ødekirker giver sig til kende i form af gravene. Ved nødudgravninger er det også ofte kirkegårdens grave, som berøres. I hvilken udstrækning er arkæologisk udgravning af enkelte eller få grave i en helhed, hvor væsentlige dele af kirkegården ofte allerede er fjernet ved tidligere anlægsarbejder, forskningsmæssigt vigtigt?

Fokus på:

• Gravenes placering på kirkegården. Måden hvorpå gravene blev fordelt på kirkegården skiftede over tid. En norsk landskabslov beskriver, at kvinder skulle ligge nord for kirken og mænd syd for. Dette synes fulgt, dog ikke 100 %, i 2. halvdel af 1000-tallet, i 1100-tallet og synes forladt i løbet af 1200-tallet i det vestlige Danmark, mens skikken blev fulgt længere op i tid i det østlige Danmark. Det er usikkert, om skikken blev anvendt før ca. 1050, og den synes ikke anvendt i Lund.
• Efter denne kønsadskillelse ophørte, synes kønnene at følges mere ad. En 1400-tals kirkegårdsplan fra det sønderjyske synes at vise, at man her fordelte sig efter landsbyerne. Fra Gråbrødre-kirkegården i Odense vides, at skomagerne ifølge en aftale mellem deres gilde og klostret fra 1516 lå begravet i kirkegårdens sydvestlige del - og i øvrigt selv stod for begravelserne.
• Børnene synes at følge de voksne på nær de mindre børn, der ofte synes at ligge i grupper, hvoraf én findes umiddelbart øst for koret. Andre børn synes nedgravet oven i voksengrave - tidsforskellen her kan være et usikkerhedsmoment. Det vides fra Slesvig, hvor bevaringsforholdene for træ var gode, at det ikke var ualmindeligt at anvende en ældre kistes låg som bund i en yngre grav, hvilket - hvis træet var opløst - fejlagtigt ville kunne tolkes som om, at gravene var samtidige. Spædbørn, der måske døde, før de nåede at blive døbt, kan af og til findes nedgravet inde i kirken, klos op ad kirken eller i et kirkegårdsdige - begravet på måder, der kan virke uautoriserede.

Fokus på:

• Gravenes konstruktion og indretning. Der forekommer en del variationer i gravenes konstruktion og indretning. Principielt er variationerne utallige, idet det var afdødes familie, gilde eller hvem, de arrangerede sig med, der stod for graven. Den blev gravet og arrangeret på stedet, hvorefter begravelsesprocessionen kom med den døde på en båre, liget blev løftet ned i graven, man lagde et evt. låg på og dækkede til.
• I litteraturen er gravtyperne forsøgt opdelt i f.eks. stenkister, trækister og kisteløse grave, men allehånde blandinger af disse typer findes, ligesom der ofte var tale om genbrug: genbrugsmaterialer, små både, trug mv.
• Derudover kunne graven være arrangeret med f.eks. græstørv, sand, trækul eller kalk i bunden eller evt. over kisten og med en form for pude i hovedenden. De fleste variationer findes i tiden op til ca. 1300, hvorefter gravene bliver mere ens.

Fokus på:

• Gravgaver. Kristne grave rummer i praksis ikke gravgaver i større tal, men biskopper får f.eks. hele deres udrustning med: dragt, stav, ring, kalk, disk mv. En opgørelse over genstande i kristne grave fra Sjælland og Fyn viser, at ca. 3,5 % af gravene rummede genstande, der ikke kunne henføres til kisten. Også her er variationerne talrige: praktiske sager (f.eks. ting fra klædedragten, spænder og knive fra bæltet), religiøse genstande (f.eks. pilgrimsmærker, rosenkranse, gravpotter), symbolske og statusprægede ting (f.eks. sværd, nøgler, seglstamper), genstande der kan være mere vanskelige at forklare (gravkæppe, trækul, blomster) mv.
• Gravenes orientering. De afdøde ligger på ryggen orienteret øst-vest med hovedet i vest. Afvigelser forekommer, og det almindeligste er, at den døde er blevet vendt med hovedet i øst. Meget sjældent ses det, at den døde ligger på maven, og at en forkert placering kan være gjort bevidst kan ses af de få, der ligger syd-nord, f.eks. i korsgangen til Sortebrødreklosteret i Slesvig og i Skt. Klemens kirke i Visby på Gotland. Særlig opmærksomhed må rettes mod afvigelser fra normen. Når det gælder den dødes placering, er årsagen hertil en tilfældighed, en fejl, eller er det bevidst? I sidste tilfælde er der da andre træk, der kan være med til at belyse baggrunden for den bevidste afvigelse?
• Gravenes datering. Dateringen af en ødekirkegårds funktionsperiode må foretages primært ud fra en analyse af netop denne kirkegårds arkæologiske materiale - en analyse, der bygger på alle tilstedeværende elementer som:
  • gravenes stratigrafiske relationer
  • deres placering på kirkegården
  • deres evt. indhold af relativt daterende materiale som tegl, mørtel og andet byggemateriale
  • deres armstillinger
  • evt. køndsadskillelse mv.
  • dendrokronologi
  • kulstof 14 datering mm.

Fokus på:

• Hvis bevaringsforholdende for træ er gode, er dendrokronologiske dateringer oplagte, dog skal man huske på, at kistemateriale meget ofte er genanvendt, og altså har haft en kortere eller længere forhistorie som f.eks. skibstømmer, bygningstømmer, inventardele m.v.
• Kulstof 14 dateringer på organisk materiale kan være anvendelige, mens sådanne dateringer på humane knogler vil vise for gamle dateringer - i Lund f.eks. op til ca. 400 år - alt efter hvor meget ferskvandsfisk, der er indgået i afdødes kost. Det er endnu på forsøgsstadiet at kalibrere C14-dateringer på humane knogler for at tage højde for den meget svingende egenalder, som ferskvandsfisk har.
• Armstillingerne er efterhånden blevet analyseret så meget, at det generelle billede ligger rimeligt fast. Armstilling A, se fig. 28a-c, har domineret frem til en gang i 2. halvdel af 1200-tallet og armstilling B derefter og frem til 1350-1400. Skellet mellem armstilling C og D er næppe så skarpt og ligger nok op mod 1500. ·
• Opmærksomheden skal henledes på det tidlige 1000-tal: Hvor 1100-tallets grave klart viser en dominans og nogle steder nærmest enerådende stilling for armstilling A, synes der at være et større indslag af armstilling B i det tidlige 1000-tal - det senere 1000-tal synes mere at ligne 1100-tallet. Der er stadig usikkerhed, hvad angår den seneste middelalder. Det gælder dels udbredelsen og dominansen af armstilling D og dels spørgsmålet om, hvornår den efterreformatoriske situation (hvor armstillingerne A, B og C vender tilbage og tilsyneladende bruges i flæng) indtræder.

Fokus på:

• Genstande fra gravene har ofte vist sig at være gamle (arvestykker i familien?) på det tidspunkt, hvor de blev givet med i graven. Det gælder f.eks. mønter og smykker.
• Tilbundsgående dateringsanalyser er tidskrævende og desværre ikke så almindelige, som man skulle tro. Sammenholdt med den generelle viden om middelalderens gravskik kan en sådan analyse give baggrund for en vurdering af forhold som kirkegårdens brugsfrekvens (hvor mange grave pr. år og udviklinger heri) og eventuelle variationer i kirkegårdsområdernes brugsalder.
• Analysen giver også en baggrund for at vurdere de mere usikre dateringsudsagn fra evt. skriftlige kilder. En kilde, der fortæller om nedrivningen af en kirkebygning, fortæller måske noget om selve bygningen eller evt. en rest af en bygningen, men den siger intet om, hvornår den kirkelige funktion, som begravelserne er udtryk for, er ophørt. En kirke kan for så vidt leve videre som juridisk og administrativ enhed længe efter, at de kirkelige handlinger er ophørt, og også efter at selve bygningen er revet ned.
• Ligeså kan en oplysning om funderingen eller bygningen af en kirke eller kirkelig institution være vildledende, idet der er mange eksempler på, at der i sådanne tilfælde har eksisteret en ældre kirke på stedet.
• Ej heller kan man bruge eksistensen af en nærtstående kirkebygning til datering - der er mange eksempler på, især i byerne, at tætliggende kirker har eksisteret på samme tid.
• Dateringsanalysen kan desuden bruges til at kvalificere de antropologiske undersøgelser, til at beskrive udvikling i stedet for en status.

En vigtig del af det arkæologiske kildemateriale består af de humane knogler. Ud fra disse kan antropologerne foretage en lang række undersøgelser, der bygger på bestemmelser af køn, alder, knoglebygning, sygdomstegn, knoglers indhold af sporstoffer, DNA mv. Det er et kompliceret og komplekst forskningsområde, hvor ikke alle humane skeletter og knogler er lige interessante. Det er også et omkostningstungt forskningsfelt, hvor der nødvendigvis må ske en nøje udvælgelse af relevant kildemateriale. Det kan arkæologerne ikke alene afgøre, og det er nødvendigt i hvert enkelt tilfælde, hvor man ved en arkæologisk undersøgelse træffer på humant skeletmateriale, med det samme at tage kontakt til de fysiske antropologer enten på Panum Instituttet eller ADBOU ved Syddansk Universitet. Først efter en fælles vurdering er det muligt at afgøre, hvordan skeletmaterialet skal udgraves. De fysiske antropologer ligger inde med relevante vejledninger. Ved større udgravninger af humane skeletter må det kraftigt anbefales, at der knyttes fysiske antropologer til selve udgravningen.

Ved publiceringen af udgravningerne er det vigtigt, at det antropologiske kildemateriale sættes ind i en kulturhistorisk sammenhæng. Det sker for ofte, at arkæologernes og antropologernes arbejde bliver adskilt, sådan at det naturlige efterfølgende synteseafsnit, der bygger på såvel det arkæologisk som det antropologiske materiale, mangler.