Middelalderens ødekirker og kirkegårde

Siden kristendommen kom til Danmark i løbet af vikingetiden, har man bygget kirker. En del er blevet nedlagt igen, og det har længe været fornemmelsen, at nedlæggelser må være sket lige fra Danmarks første tid som kristent samfund. Begrundelserne for at nedlægge kirker har - når vi i det hele taget kender dem - været forskellige og meget afhængige af, på hvilket tidspunkt i historien det er sket, og hvilken del af landet det drejer sig om. Både overordnede magt- og kirkepolitiske interesser såvel som helt lokale forhold har spillet ind.

På latinsk er ordet for kirke "ecclesia", der også er betegnelsen for selve forsamlingen. Det er i den første betydning som selve bygningen, at kirke skal opfattes i sammenhængen: ødekirker. At kirken dør/bliver lagt øde skal forstås i betydningen, at den bliver nedlagt, altså ophører med at fungere som kirke.

Ofte kan kirken været taget i brug igen, nedlæggelsen var altså midlertidig. Kirken kan som juridisk institution (f.eks. jordejer) fortsætte i en periode efter en nedlæggelse. I nogle tilfælde blev en permanent nedlæggelse straks efterfulgt af en nedrivning af kirkebygningen, men i mange andre tilfælde blev bygningen stående i kortere eller længere tid og overdraget eller solgt til anden brug.

Dele af sådanne kirkebygninger findes i dag indbygget i verdslige bygninger, f.eks. tårnet til Skt. Laurentii Kirke i Roskilde. Langt hovedparten af ødekirkerne er imidlertid nedbrudt for længst og ikke længere synlige over jorden. Enkelte steder vides det, at kirkegården fortsatte med at være i brug efter nedlæggelsen.

Man skal være opmærksom på, at forskellige forskere gennem tiden har benyttet forskellige definitioner, oftest sådan, at det specielt har været sognekirkerne, som har været omfattet. I antikvarisk sammenhæng er en sådan snæver definition ikke hensigtsmæssig, og ødekirker må omfatte alle kirkelige institutioners kirkebygninger.

I den middelalderlige kanoniske ret blev "ecclesia" eller "ecclesia parochia" (sogn) ikke entydigt defineret, men det fremgår af de middelalderlige danske dokumenter og breve, at de blev brugt som betegnelsen for sognekirkerne, dvs. de kirker, som varetog:

• sjælesorgen (cura animarum)
• havde dåbsret (baptisterium)
• begravelsesret (cimiterium eller sepultura) og
• tienderet (ret til en tiendedel af menighedens afgrøde og andre produkter).

Klostrene var i deres væsen lukkede stiftelser, der husede munke eller nonner, og hvor livet blev levet efter regler bestemt for den enkelte klosterorden. En uundværlig del af et kloster var kirken.

Ældst herhjemme er klostre af benediktinerordenen, der kendes fra sidste del af 1000-tallet, og augustinerordenen, der endeligt godkendes 1095. I 1100-tallet fulgte præmonstratensere, karteusere, johanniter og cistercienserne, og i 1200-tallet fik mange af vore købstæder tiggermunkeordner, franciskanerne også kaldet gråbrødrene efter farven på deres ordensdragt og dominikanerne eller sortebrødrene. I senmiddelalderen kom antonitere, fra vores naboland Sverige birgittinerne, karmeliterbrødrene dukker op under Erik af Pommern, og endelig kommer Helligåndsordenen i 1451. I en række tilfælde vides det, at klostrenes (oprindelige) kirke er ældre end klostret selv, at klostret har overtaget en eksisterende kirke.

Hospitalsinstitutionerne, Helligåndshusene og Skt. Jørgensgårdene, var klosterlignende organisationer, der specielt tog sig af de fattige eller udstødte syge i byerne. Det synes sikkert, at der også som en del af disse institutioner har været en kirkebygning.

I Skt. Jørgensgårdene sørgede middelaldersamfundet for at samle de spedalske, som man allerede tidligt var klar over skulle isoleres på grund af smittefaren. Skt. Jørgensgårdene blev derfor placeret i byernes udkant eller lige uden for bygrænsen.

Helligåndshusene tog sig af "hittebørn, fattige, blinde, lamme og andre skrøbelige og kronisk syge, der ikke havde formående pårørende". Som ved klostrene vides det, at en række hospitaler har overtaget eksisterende kirker.

En særlig problematisk kategori er kapellerne - her forstået som fritliggende kapeller og ikke som tilbygninger til andre kirker. Et fritliggende kapel var i middelalderen en kirkebygning, hvis kirkelige rettigheder oftest på områder som dåb og begravelse var begrænsede. De blev opført for at opfylde forskellige behov.

Bodskapeller på stedet for en begivenhed som mord, tortur og lignende , som af samtiden eller en gruppe i samtiden blev opfattet som dybt krænkende. Et eksempel er Knud Lavards Kapel nord for Ringsted.

Helgen- eller votivkapeller blev bygget ved kilder, der havde en særligt helbredende eller undergørende kraft. Til kategorien af helgenkapeller må også regnes de kirkebygninger, som blev opført på steder, hvor der var sket et under, en særlig uforklarlig begivenhed. Samlet set betegnes de ovenfor beskrevne helgenkapeller også som valfartskapeller. Vejkapeller lå uden for byerne viet til de vejfarendes særlige beskytter, Skt. Gertrud.

Markedskapeller blev, som navnet siger, opført ved markeder, handels- og fiskepladser. Et kapel på Lollands Albue ses stadig i terrænet sammen med bodetomterne fra fiske- og markedspladsen. Markedet havde efter fundene at dømme sin storhedstid i 1400-årene. Desuden blev filial- eller annekskirker, dvs. kirker, der blev betjent fra en hovedkirke, ind i mellem betegnet som kapeller.

Når det er nævnt, at kapellerne udgør en særlig problematisk kategori, er det, fordi heller ikke de var nærmere defineret i den middelalderlige kanoniske ret. Først i 1703 blev kapellets kirkelige status klart lagt fast. Der er adskillige eksempler på, at der allerede i middelalderen var problemer med at skelne mellem en kirkes status som sognekirke eller kapel.

Kapellerne havde ikke fulde kirkelige rettigheder - og der var som nævnt ingen retningslinjer for, hvilke rettigheder det enkelte kapel havde. Som regel havde de hverken egen præst eller leverede kirkelig betjening i et bestemt geografisk område, men fungerede i underordningsforhold til sognekirkerne og blev betjent herfra.

Vær opmærksom på

• Der er dog alligevel en del eksempler på, at kirker betegnet som "capella" har haft et selvstændigt "sogneområde", tienderettigheder og egen præst, det gælder f.eks. i flere sent anlagte byer. Lokale særordninger og forskellige interesser hos dels den centrale kirkelige administration og dels de lokale ejere/brugere af kirken ser ud til at gøre det overordentligt vanskeligt ud fra det sparsomt bevarede kildemateriale entydigt at benytte middelalderkildernes benævnelser "ecclesia" og "capella", når vi i dag ønsker at rubricere ødekirkerne som enten en sognekirke eller et kapel.
• Der er desuden adskillige eksempler på, at en kirke med fulde sognekirkerettigheder, der flere hundrede år tidligere midlertidigt havde fungeret som kapel, er vedblevet med at blive betegnet som sådan. I tiden efter middelalderen er det typisk, at kirkeruiner har en tendens til at få hæftet betegnelsen kapel på sig. Det er tydeligvis en fejlagtig betegnelse, fordi mange af "kapellerne" arkæologisk viser sig at ligge på en kirkegård fuld af begravelser. De har derfor tydeligvis - i hvert fald i en periode - fungeret med fulde sognekirkerettigheder. Eller det drejer sig om en Skt. Jørgensgård, en hospitalsstiftelse, eller et kloster, vi ikke kender fra de skriftlige kilder.
• Et særligt problem udgør de kapeller, der var tilknyttet stormændenes, kongernes og bispernes gårde eller borge. Der er næppe tvivl om, at de har været til stede i langt større antal, end de skriftlige kilder bevidner. De kunne have karakter af selvstændige kirkebygninger, men de kunne også findes i en tilbygning, i et lokale på tredje sal eller for så vidt 'bare' i en niche.
• Ødekirkerne omfatter således principielt alle nedlagte kirkebygninger, uanset om de har været del af et kloster, en hospitalsinstitution, har fungeret som kapel eller sognekirke. Og uanset om de lå ude på landet eller inde i byerne. Derfor er det vigtigt at inddrage omgivelserne i vurderingen ved en kapeludgravning.