Hvor gamle er digerne?

Den kirkelige inddeling i sogne er næsten tusind år gammel. Mange sogneopdelinger er uændret siden tidlig middelalder, dvs. 1100-tallet. Diger i sogneskel kan derfor have en betragtelig alder.

Ejerlavsskel, især i tæt bebyggede egne, kan have deres oprindelse helt tilbage i ældre jernalder og vil markere et forhistorisk territorium med stor bebyggelseskontinuitet. Mange ejerlavsdiger er dog først opført i forbindelse med udskiftningen, hvor skellet blev endegyldigt fastlagt og markeret. 

I landsbyer, som har rødder tilbage til sen vikingetid/middelalder, vil hegn og diger mellem gårde og haver - toftediger - kunne følges tilbage til landsbyens første tid på stedet.

Før udskiftningen af den fælles jord til privat eje omkring 1800, dyrkede bønderne markerne i fællesskab, og dyrene gik sammen på overdrevet. Derfor var det nødvendigt at hegne de områder, hvor kreaturerne ikke måtte gå: omkring dyrkede marker, høenge, skovhaver og andre områder, hvor man ville beskytte afgrøderne. Hegnene var ofte sat som sten- eller jorddiger.

Omkring agerjorden i byens vange var det i de ældste tider mest almindeligt med hegn af grene eller ris, da de skulle være lette at fjerne når jorden skulle græsses. Diger som fx vangeskel er derfor ret sjældne.

Ved købstæderne kunne der også være diger omkring markjorderne, dvs. købstædernes landbrugsjord, hvor der både blev dyrket korn og gik husdyr på græsning.

Allerede i slutningen af 1400-årene begyndte udskiftningen af hovedgårde fra landsbyernes fællesskab. Dette krævede diger både i de nye ejendomsskel og mellem de enkelte dyrkningsenheder. Herregårdsdigerne er opført over en lang periode, almindeligvis frem til midten af 1800-årene.

De fleste af digerne i landskabet er fra tiden omkring de store landboreformer, hvor udskiftningen kulminerede i årene fra den store udskiftningsforordning i 1781 til ca. 1805.

Ved udskiftningen skulle den enkelte gård ideelt set have samlet sine mange spredte, små marker i et stort jordstykke. Arealerne omfordeltes inden for det enkeltes landsbyejerlavs grænser. Den nye fordeling markerede bønderne med nye diger og hegn - man var forpligtet til at "at tage halvt hegn", dvs. hegne eller bygge diger mod nabojorder. Den nye ordning havde bl.a. som formål, at enhver kunne og skulle holde sine husdyr på sin egen jord - i hvert fald indtil høst og før forårssåningen.

Gamle hegn kunne genbruges i det omfang, det var hensigtsmæssigt.

Udskiftningsdiger kan generelt genkendes ved deres rette linjer og ved, at de afgrænser udskiftede og ofte udflyttede gårdes jorder, eller danner hegn mellem marker med forskellige afgrøder. Udskiftningstidspunktet kendes som regel helt præcist for de enkelte landsbyer og kan bl.a. ses i TRAP Danmark, 5. udgave.

I Sønderjylland begyndte en gradvis udskiftning allerede i 1500-årene og efter helt andre retningslinjer end i det øvrige Danmark.

Langt hovedparten af skovdiger er opført i årene efter fredskovforordningen fra 1805. De kaldes også fredskovsdiger og blev anlagt som hegn for at værne om højskoven og beskytte opvæksten mod græssende dyr.

Indhegning af skove kendes dog allerede fra 1500-årene, hvor kronen eller herremanden skulle markere sit territorium og lod det "udskifte" fra omgivelserne.