Hvor gamle er digerne?

Det vides sjældent nøjagtigt, hvornår et dige blev bygget, efter at et skel blev fastlagt. Mange diger erstatter også tidligere former for hegning det samme sted.

Sten- og jorddiger er formentlig blevet avendt i mere end 2000 år til at markere og indele landskabets administrative, ejendoms- og dyrkningsmæssige forhold. Alle sammen fortæller de historien om kulturlandskabets udvikling.

Et kendetegn for de ældste diger, er deres ofte bugtede eller mere uregelmæssige forløb. Det skyldes at den ældre struktur i fx ejerlav eller vange var udformet efter terræn- og jordbundsforholdene og ofte afspejler nu forsvundne funktioner. Diger, der opstået senere, fx i forbindelse med udskiftningen af jordene i de enkelte ejerlav, vil ofte have mere regelmæssige og lige forløb.

Middelalder og renæssance

Den kirkelige inddeling i sogne er næsten tusind år gammel. Mange sogneopdelinger er uændret siden tidlig middelalder, dvs. 1100-tallet. Diger i sogneskel kan derfor have en betragtelig alder.

Ejerlavsskel, især i tæt bebyggede egne, kan have deres oprindelse helt tilbage i ældre jernalder og vil markere et forhistorisk territorium med stor bebyggelseskontinuitet. Mange ejerlavsdiger er dog først opført i forbindelse med udskiftningen, hvor skellet blev endegyldigt fastlagt og markeret. 

I landsbyer, som har rødder tilbage til sen vikingetid/middelalder, vil hegn og diger mellem gårde og haver - toftediger - kunne følges tilbage til landsbyens første tid på stedet.

Før udskiftningen af den fælles jord til privat eje omkring 1800, dyrkede bønderne markerne i fællesskab, og dyrene gik sammen på overdrevet. Derfor var det nødvendigt at hegne de områder, hvor kreaturerne ikke måtte gå: omkring dyrkede marker, høenge, skovhaver og andre områder, hvor man ville beskytte afgrøderne. Hegnene var ofte sat som sten- eller jorddiger.

Omkring agerjorden i byens vange var det i de ældste tider mest almindeligt med hegn af grene eller ris, da de skulle være lette at fjerne når jorden skulle græsses. Diger som fx vangeskel er derfor ret sjældne.

Ved købstæderne kunne der også være diger omkring markjorderne, dvs. købstædernes landbrugsjord, hvor der både blev dyrket korn og gik husdyr på græsning.

Allerede i slutningen af 1400-årene begyndte udskiftningen af hovedgårde fra landsbyernes fællesskab. Dette krævede diger både i de nye ejendomsskel og mellem de enkelte dyrkningsenheder. Herregårdsdigerne er opført over en lang periode, almindeligvis frem til midten af 1800-årene.

De store landboreformer - udskiftningen

De fleste af digerne i landskabet er fra tiden omkring de store landboreformer, hvor udskiftningen kulminerede i årene fra den store udskiftningsforordning i 1781 til ca. 1805.

Ved udskiftningen skulle den enkelte gård ideelt set have samlet sine mange spredte, små marker i et stort jordstykke. Arealerne omfordeltes inden for det enkeltes landsbyejerlavs grænser. Den nye fordeling markerede bønderne med nye diger og hegn - man var forpligtet til at "at tage halvt hegn", dvs. hegne eller bygge diger mod nabojorder. Den nye ordning havde bl.a. som formål, at enhver kunne og skulle holde sine husdyr på sin egen jord - i hvert fald indtil høst og før forårssåningen.

Gamle hegn kunne genbruges i det omfang, det var hensigtsmæssigt.

Udskiftningsdiger kan generelt genkendes ved deres rette linjer og ved, at de afgrænser udskiftede og ofte udflyttede gårdes jorder, eller danner hegn mellem marker med forskellige afgrøder. Udskiftningstidspunktet kendes som regel helt præcist for de enkelte landsbyer og kan bl.a. ses i TRAP Danmark, 5. udgave.

I Sønderjylland begyndte en gradvis udskiftning allerede i 1500-årene og efter helt andre retningslinjer end i det øvrige Danmark.

Langt hovedparten af skovdiger er opført i årene efter fredskovforordningen fra 1805. De kaldes også fredskovsdiger og blev anlagt som hegn for at værne om højskoven og beskytte opvæksten mod græssende dyr.

Indhegning af skove kendes dog allerede fra 1500-årene, hvor kronen eller herremanden skulle markere sit territorium og lod det "udskifte" fra omgivelserne.

Udskiftningsform og hegn

Udskiftningen skete på mange forskellige måder i de forskellige landsbyejerlav.

Landinspektørens valg af udskiftningsform afhang af en række faktorer, såsom tidspunktet for udskiftningen, terrænet karakter og fordelingen af ager, eng og græsning i ejerlavet. I store dele af landet havde godsejeren det afgørende ord, men bøndernes ønsker talte også.

Disse forskelligheder kan stadig opleves i landskabet som mere eller mindre regelmæssige stjerne-, blok- eller kamudskiftninger eller kombinationer af disse.

Blokudskiftningen var den mest radikale, hvor det tilstræbtes, at alle gårde flyttedes ud fra landsbykernen med deres tildelte jord samlet som en "blok" omkring gården.

Ved en stjerneudskiftning blev gårdene liggende på deres oprindelige tofte i landsbyen og fik jorden samlet i en mere eller mindre regelmæssig "lagkagestykke" bag sig.

Hvis gårdene lå i en lang række langs bygaden, kunne jorden deles i lange mere regelmæssige stykker bag gårdene, en såkaldt kamudskiftning. Udskiftningen var med til at udjævne regionale forskelle mellem Østdanmark og de vestlige og nordlige dele af landet. Alligevel er der endnu stor geografisk variation i digetætheden og konstruktionen.

Opdateret 25. november 2024