Konstruktion og materialer

Fra landbolitteraturen i slutningen af 1700-årene kender vi til mindstemålene for forskellige hegns- og digetyper. I 1794 kom en kongelig forordning og hegn og markfred, den såkaldte hegnsforordning. Denne angiver mindstemålene for lovlige hegn til 1,10 til 1,60 m, højest, medmindre de var ledsaget af grøfter, som skulle være næsten ligeså dybe, som digerne var høje. På hovedgårdsjorderne skulle digerne være ca. 15 cm højere. Diger, opført før udskiftningen i slutningen af 1700-årene, adskiller sig næppe fra den byggemåde, der anvendes i denne periode.

Manglende vedligeholdelse, planteomsætning, nedskridning, pløjning, bevoksning og jordfygning har bevirket, at mange diger i dag har mistet deres grøfter og er væsentligt lavere end på deres opførselstidspunkt. 

Stendigerne gav den mest effektive hegning, men de var også de mest arbejdskrævende og derfor dyre at anlægge. Diger omkring hovedgårde er ofte opført af sten, hvor godsejeren kunne bruge arbejdskraften fra hoveriet til at bygge diger. Også fredskovsdiger er ofte af sten.

Stendiger er almindelige i østdanske landskaber med morænejorder. Rydning af marker og hegning kunne ske i en arbejdsgang. Digerne kunne opføres helt af sten eller kombineret med en bagvold af jord eller med en kerne af jord, grus eller småsten.

Både herregårdsdiger og andre stendiger kan opleves bl.a. på Fyn.

Diger opført af græs- eller lyngtørv er af forskellig bredde alt efter tørvens type og kvalitet og hegnets formål. De mest solide blev bygget af rektangulært udskårne græstørv lagt med græsfladen nedad i regelmæssige skifter og med tværgående tørvebaner til at binde diget sammen. Kernen bestod af jord fra den eller de grøfter, som næsten altid var en uadskillelig del af et dige.

De fleste diger i Jylland er opført af tørv eller jord.

Diger kunne også opføres som simple jordvolde og altid med en grøft på den ene eller begge sider. Grøften gravedes og jorden sattes op i en arbejdsgang. De var ikke så holdbare, da vejr og vind eroderede siderne. De krævede derfor årlig vedligeholdelse og oprensning af grøfterne.

Ved kysterne, f. eks. mellem strandeng og ager, var det almindeligt at opføre diger af tang eller ålegræs. Mellemliggende lag af grus gav diget fasthed. Diget kunne evt. stå på en sokkel af kampesten.

Tangdiger kan ses bl.a. i Ebeltoft og på Møn.