Biologisk værdi
I det dyrkede land fungerer digerne som vigtige levesteder, skjul og transportveje for dyr og planter. De fungerer som langstrakte udyrkede områder, der kan forbinde småskove, moser og vandhuller - med stor betydning for dyr og planters muligheder for at leve, bevæge sig og spredes i landskabet.
Levesteder for planter
Digerne er ret stabile oaser, sammenlignet med omgivelser, hvor der pløjes, græsses, tilplantes, gødskes eller sprøjtes måske flere gange om året. Sådanne forstyrrelser kan ses som katastrofer for de fleste naturligt forekommende dyr og planter. På digerne kan derfor findes værdifulde levn af omgivelsernes tidligere plantesamfund, som har overlevet på digerne.
Mange sjældne blomster trives på diger beliggende i tørre og næringsfattige naturområder. Vi kan finde mere end 300 arter af urter, hvoraf flere er internationalt beskyttede, på diger, i skel og i hegn.
I egne, hvor overdrev, heder og andre tørre naturtyper er blevet sjældne, har mange tørbundsarter overlevet på digerne.
På stendiger kan der vokse sjældne arter af klippeplanter, som forskellige sorter af bregner, mosser og laver. På visse stengærder kan der tælles op til 40 lavarter.
Digerne er også vigtige levesteder for træer og buske, da der er få steder i det åbne land, hvor de kan etablere sig. Mange fugle og insekter er afhængige af de blomstrende og bærbærende buske, og større dyr kan finde skjul og redepladser i beplantningen.
Levesteder for dyr
Sten- og jorddiger er vigtige levesteder og stier for dyr. Her bygger dyrene redepladser, gemmer sig, finder føde, synger, holder pause og orienterer sig.
Krybdyr, som firben, stålorm, hugorm og snog, er alle varmeelskende dyr, som søger det varierede miljø med solingspladser, huller til skjul og overvintring på diger, der ikke er alt for tilgroede med træer og buske.
På diger i nærheden af vandhuller, kan man med held møde skrubtudser og salamander. Og selvfølgelig findes også mange musearter og pindsvin på de fleste diger. Andre pattedyr, der benytter digerne, er især brud, lækat og ilder samt hare. For rådyr er især de træbevoksede diger vigtige som dækning, når de skal søge føde.
Der er langt flere insekter på diger end på de omkringliggende, dyrkede arealer. Humlebier kan overvintre på diger og løbebiller skjuler sig ved diget og søger føde på marken.
Blandt fuglene er agerhønen afhængig af bl.a. diger, da dens redeplads er i vissent græs i markkanter. Flere fuglearter er i tilbagegang, fordi træplantninger i agerlandet er blevet færre.
Spredningskorridorer i landskabet
Sten- og jorddiger fungerer - ligesom andre naturligt bevoksede langstrakte områder - som ledelinjer eller "stier" for dyr på vandring. Planter kan også sprede sig langs digerne, hvis de har de rette betingelser.
Digerne danner sammen med levende hegn, grøfter, vandløb, skel m.v. grønne korridorer, som er med til at sikre et indhold af vilde dyr og planter i landskabet. Hvis denne struktur manglede helt eller delvist, ville mængden af arter og individer ikke være af tilnærmelsesvis samme omfang. Arter vil også hurtigt kunne genindvandre langs ledelinjerne, hvis de udslettes i et område.
Derfor må man heller ikke uden videre lave åbninger i (beskyttede) diger, da det altid vil reducere digets funktion som spredningsvej og ledelinje. Nogle arter vil slet ikke kunne bevæge sig videre.
Egnskarakteristisk beplantning
Mange jorddiger er blevet tilplantet med levende hegn. Man plantede fx pil, poppel eller hassel, som kunne stævnes eller stynes (afskaves lavt eller højt) til gærdselsmateriale.
Nogle steder plantede man også stikkende buske, som tjørn og slåen, som med sammenfletning og tilbageskæring blev uigennemtrængelige, hvilket understreger digernes funktion som hegn - ikke bare ejendomsskel.
Beplantningen var forskellig fra egn til egn, og det har gennem tiden tilført landsdele tydelige egnskarakteristiske landskabsudtryk. På Sydfyn brugte man fx ofte syren, og foråret viser sig her i et flor af lilla nauncer og en karakterisktisk og en, for mange, velkendt duft.