Lovhistorien

Herunder kan du læse mere om digebeskyttelsen gennem de sidste 22 år.

Baggrunden for beskyttelsen var, at de tilbageværende diger blev betragtet som en 'truet naturtype'. En omfattende, historisk analyse af udviklingen af småbiotoper i det dyrkede land i fem områder i Østdanmark estimerede i 1986, at 70% af digerne var sløjfet og ødelagt mellem 1884 og 1981.

Undersøgelsen bekræftede en landdækkende tendens: Digerne blev hastigt fjernet i takt med udviklingen i landbruget og den nyere tids byudvikling, og hvis denne udvikling fortsatte, ville de fleste diger snart være væk.

Digebeskyttelsen har stadig tre formål, nemlig bevaring af digernes biologiske, landskabelige og kulturhistoriske værdier.

Digerne er vigtige levesteder for vilde dyr og planter i det intensivt opdyrkede land. De fungerer på én gang som skjul, fødekilde og levested, samtidig med at de tjener som ledelinjer for dyrs og planters spredning (spredningskorridorer), som således sikrer en økologisk infrastruktur i agerlandet.

Digerne bidrager endvidere til oplevelsen af et varieret kulturlandskab. Digelinjerne markerer terrænets profil og udstrækning, der ofte vil accentueres yderligere af egnskarakteristiske bevoksninger.

Digerne fortæller Danmarks historie gennem 2000 år. De giver kulturhistoriske oplysninger om ældre tiders hegning og markering af skel og ejendom i landskabet. De vidner om udskiftningen, Danmarks administrative inddeling, landbrugets og skovbrugets historie, om driften i marken, beskatnings- og ejerforhold. Digerne danner mønstre, som gør os i stand til at aflæse det danske kulturlandskabs udvikling og se ind i historien.

I den første digebekendtgørelse fra 1992 gjaldt beskyttelsen kun sten- og jorddiger som havde en digesignatur på nogle eksisterende 4 cm kort, nærmere bestemt Kort- og Matrikelstyrelsens kortværk (1:25.000) i den senest reviderede udgave forud for d. 1. juli 1992.

I 2001 blev beskyttelsen udvidet til også at omfatte stendiger, diger som ejes af offentlige myndigheder og diger i beskyttede naturtyper.

I 2006 blev det præciseret, at beskyttelsen også gælder havediger, hvis der er tale om ældre diger langs landsbygader, som samtidig afgrænser haver mod gaden, samt ældre diger som afgrænser herregårdsparker og præstegårdshaver.

Fra 1992 til 2006 var det amterne, der administrerede digebeskyttelsen. De gav både dispensation til gennembrydning/fjernelse og påbød retablering, hvis der var tale om et ulovligt forhold.

Da strukturreformen trådte i kraft i 2007 blev dige-administrationen delt. Det er nu kommunerne, som oplyser sagerne og giver dispensation, mens staten (Slots- og Kulturstyrelsen) påbyder retablering, hvis det er afgjort, at der er tale om et ulovligt forhold. 

Allerede i forslaget til naturbeskyttelsesloven fra 1992 påpeges det, at 4 cm kortene ikke er optimalt administrationsgrundlag, fordi de ikke viser alle beskyttelsesværdige diger. På den anden side er det entydigt og landsdækkende. 

Det var derfor intentionen, at den generelle beskyttelse på 4 cm-kortet, udtrykt med en signatur for dige, skulle erstattes af en såkaldt konkret udpegning af de reelt beskyttelsesværdige diger i hvert amt.

I digebekendtgørelsen fra 2001 blev det præciseret, at amterne kunne foretage en konkret udpegning for mindst en kommune af gangen. Det blev aldrig gennemført, selvom flere amter gjorde tiltag.

Opgaven blev ikke lettere af, at kommunernes areal voksede betydeligt ved strukturreformen i 2007, hvor 272 kommuner blev til 98.

Ved seneste ændring af digebekendtgørelsen i 2013 blev det muligt at foretage konkret udpegning ét sogn af gangen. Nu fik kommuner mulighed for,  målrettet  at bidrage til at konkretisere digebeskyttelsen sognevis og arbejde sig gennem kommunen, fx ved at begynde i sogne, hvor digerne er særlig historisk velbevarede og/eller biologisk værdifulde.

Slots- og Kulturstyrelsen har i 2022-2024 har på baggrund af den generelle beskyttelse, forbedret digekortet, bl.a. med henblik på, at skabe et endnu bedre udgangspunkt til konkret udpegning.