Top 10 - Årets fund 2024

Store som små bygge- og anlægsarbejder fører hvert år til et væld af spændende arkæologiske opdagelser, hvor arkæologerne på landets museer arbejder med at udgrave og dokumentere de vigtige spor af vores fælles kulturarv.

For at komme i betragtning til Top 10 over arkæologiske fund er det en betingelse, at fundet er fremkommet ved en arkæologisk udgravning eller på baggrund af nye, videnskabelige resultater fra det forgangne år. Der skal også være tale om et fund, der tilfører betydelig, ny viden til arkæologien og danmarkshistorien.

Top 10 over arkæologiske fund er udarbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen på baggrund af museernes egne indberetninger af fund. Listen angiver fundene i vilkårlig rækkefølge.

Hent pressefotos fra de 10 fund

I vinteren 2023/2024 udgravede ROMU resterne af en gravhøj fra yngre stenalders enkeltgravskultur og et tilnærmelsesvis samtidigt hus nær Ølstykke i Nordsjælland. Udgravningen kaldes Gammel Toftegård Nord og blev foretaget forud for privat byggemodning som en del af byudvikling i Egedal Kommune. Hvor enkeltgravhøje kendes i tusindvis på den jyske halvø, og hustypen i hundredevis, er begge anlægstyper uhyre sjældne i Østdanmark. Fundene er dermed vigtige brikker i forståelsen af folkevandringer og kulturelle skift i yngre stenalders sene halvdel.

Gravhøjen bestod af to centralgrave omsluttet af en ringgrøft samt i alt fire grave placeret mere perifert i og uden for ringgrøften. De to centralgrave var delvist forstyrrede i historisk tid, men fund af karakteristiske skafttungepile, såkaldte D-pile, og vinkelornamenteret keramik, viser at den ene skal dateres til den sene del af enkeltgravstiden, 2.800-2.350 f.Kr. Fundet af en trefliget, fladehugget pilespids, som er en sjælden genstandstype i Østdanmark, viser at den anden centralgrav er fra den tidligste del af sen yngre stenalder også kaldet dolktiden, 2.350-1.700 f.Kr. Gravhøjen er således anlagt i sen enkeltgravstid, men brugt til begravelser et stykke ind i den efterfølgende periode. Det lille, cirka 10,0 x 5,5 meter, øst-vest-orienterede toskibede hus lå cirka 100 meter øst for gravhøjen. En lav sænkning i husets østlige ende indeholdt en stor mængde forkullet korn, som hovedsageligt bestod af hvedearten emmer. Med de cirka 17.000 identificerede korn udgør fundet det største sjællandske kornfund fra perioden.

De senere års forskning i forhistoriske befolkningers genetik har igen gjort folkevandringer til en udbredt forklaringsmodel på kulturelle skift gennem forhistorien. Fundene fra Gammel Toftegård Nord er et stærkt vidnesbyrd om en folkevandring, fordi den bygge- og gravskik, de afspejler, er typisk vestdansk, hvilket adskiller sig markant fra den øvrige samtidigt forekommende bygge- og gravskik på Sjælland. Det er dermed ikke urimeligt at se fundene som vidnesbyrd for jyske indvandrere, der slog sig ned i Nordsjælland omkring 2.400 f.Kr. og bibeholdte deres kulturelle sædvaner i tiden der fulgte, i en ellers kulturelt stærkt konservativ region. Fundene giver dermed ny viden, som kan nuancere resultaterne fra genetikken og bygge bro mellem arkæologisk data og DNA-analyser.

Samtidig er det store kornfund fra huset med til at give større indsigt i kornavl på Sjælland i den sidste del af yngre stenalder. Det er således et stærkt vidnesbyrd om agerdyrkningens renæssance i denne periode. Netop agerdyrkningens opblussen må forstås som baggrunden for en befolkningstilvækst i perioden, som formentlig har været medvirkende årsag til folkevandringer.

Yderligere oplysninger:

Udgravningsleder, museumsinspektør Jens Winther Johannsen, ROMU, Jenswj@remove-this.romu.dk, tlf. 41115013.

Museumsinspektør Emil Winther Struve, ROMU, emilst@remove-this.romu.dk, tlf. 29327516.

I forbindelse ved Vejdirektoratets udvidelse af E45 til seks spor, har VejleMuseernes arkæologer undersøgt en omfattende bebyggelse med fundrige kulturlag fra ældre og yngre jernalder ved Løsning Søndermark, Hedensted, med omfattende deponeringer af våben- og krigsudstyr. Foruden kulturlagspladsen, er der også påvist aktivitetsspor fra ældre stenalders Maglemosekultur, den sene del af yngre stenalder, ældre bronzealder og tidlig middelalder. 

Jernalderbebyggelsen blev etableret i ældre romersk jernalder – hvilket dækker over perioden år 0 til cirka 160 e.Kr. Over århundrederne voksede bebyggelsen i betydning, og ved overgangen fra det 4. til det 5. århundrede e.Kr., udviklede den sig til en reel stormandsresidens. Flere huskonstruktioner, der afløste hinanden, kan tilskrives denne fase, og i de sidste konstruktioner, der blev opført og sløjfet på kulturlagspladsen, fandt omfattende deponeringer af våben- og krigsudstyr sted.

I to hustomter er der i de tagbærende stolpehuller foretaget nedlæggelser af over hundrede lanser, spyd og pilespidser, minimum otte sværd og en ringbrynje. Herudover er forskelligt udstyr repræsenteret, som store hals- eller edsringe, randbeslag til signalhorn og hesteudstyr, der associeres med den sociale og militære elite i den tidlige del af den germanske jernalder. Karakteren af deponeringerne varierer imellem de to hustomter. I den ene er nedlæggelserne foretaget i forbindelse med opførelsen af konstruktionen, mens de i den anden er foretaget, da konstruktionen sløjfes. 

Hvor lanser og spyd har været bredt anvendt blandt jernalderens krigere, har de mønstersmedede sværd sandsynligvis tilhørt officerer. Ringbrynjen, edsringene, hesteudstyret og signalhornet har været forbeholdt den absolutte elite, og flere af disse elementer findes gengivet i den samtidige ikonografi af lederskikkelser på guldmedaljoner og -brakteater. Desuden er det første gang, at en ringbrynje, som der i det hele taget kun kendes ganske få eksempler på fra den sydskandinaviske jernalder, er fundet i en hustomt. Samlet set er den store mængde våben- og krigsudstyr deponeret i forbindelse med en bebyggelse stort set uden sidestykke i Sydskandinavien, hvilket yderligere understreger, at der her må være tale om en betydningsfuld stormandsresidens. Det nedlagte materiale passer ind i den deponeringsskik, der kendes fra samtidige vådbundsofringer af våben- og krigsudstyr, for eksempel ved den nærliggende Dallerup Sø. Våbnene er sorteret og skilt ad. Eksempelvis er der kun sværdklinger, og ikke skedebeslag, fæsteknapper og lignende repræsenteret i materialet. Ligeledes er flere af sværdklingerne sammenbukket, måske en form for rituel destruktion, hvilket også kendes fra jernalderens vådbundsofringer.

De spektakulære fund fra Løsning Søndermark vil fremadrettet være yderst væsentlige til belysning af en række centrale problemstillinger i dansk og international jernalderforskning. Eksempelvis om det nedlagte våben- og krigsudstyr stammer fra en slagen fjende? Er der tale om én offerhandling, hvor et hus nedlægges, mens et andet opføres, eller er nedlæggelserne udtryk for gentagne handlinger over generationer? Har der fundet andre aktiviteter sted i hustomterne, som kan knyttes til en sakral funktion? Potentialet i materialet er enormt og giver anledning til at komme ekstremt tæt på den yngre jernalders absolutte elite.

Yderligere oplysninger:

Udgravningsleder, arkæolog Elias Witte Thomasen, VejleMuseerne, eliat@remove-this.vejle.dk, tlf. 24669793.

Københavns Museum foretog fra januar til september i 2024 en bygherrebetalt udgravning af cirka 4.500 m3 af en 16.242 m2 stor byggegrube, forud for en udvidelse af Mærsks hovedsæde på Amaliegade 44. I hele byggegrubens udstrækning kunne der registreres op til 2,5 meter tykke lag af ekstremt genstandsrige lossepladslag, primært fra 1700-tallet. Området fra Nyhavn til Kastellet lå i 1600- og 1700-tallet uden for byen og var præget af sumpede engområder ud mod kysten. I samme periode blev byens befolkningstal fordoblet, og der blev derfor kraftigt brug for områder, som kunne udlægges til opførelse af blandt andet boliger og industri. Byens mange indbyggere genererede naturligt nok meget affald, og foranlediget af bystyret, blev byens affald kørt ud til det, som nu er Esplanaden for på den måde at ”indvinde” nyt land.

Foruden de massive lossepladslag blev der i forbindelse med udgravningen fundet levn fra senere opførte bygninger og konstruktioner på området, som for eksempel fundamenter og latriner.

Opfyldningen af området er sket meget hurtigt, og herefter har materialet i godt 300 år ligget mørkt, koldt og fugtigt hen. Dette har skabt optimale bevaringsforhold for de genstande og den dagligdags husholdningsaffald, som havnede på lossepladsen. Der forventes mere end 500.000 genstandsfund fra lokaliteten, hvor en mangfoldighed af forskellige materialetyper er repræsenteret, herunder organisk materiale som horn, fjer, æggeskaller, tekstil, læder og dyreknogler (både land- og havdyr), og til genstande af forskellige typer af keramik, glas, metal og sten mm.

Fundene giver et fantastisk indblik i hverdagslivet i 1700-tallets København, som ikke er repræsenteret i hverken skriftlige kilder eller på museernes magasiner. Affaldet repræsenterer alle samfundslag, og helt unikt ses eksempelvis talrige genstande knyttet til børnelivet, som ellers ikke er særligt belyst.  Hertil kommer spor efter organiseret håndværk, blandt andet produktion af metalknapper, der ikke tidligere er kendt fra byen. En overraskende stor fundgruppe udgøres af importerede genstande, som viser, at København i perioden havde stærke handelsforbindelser langt ud over Europas grænser.

Materialet afslører markante forskelle i forbrugsmønstrene hos de forskellige befolkningsgrupper. De velhavende kunne tillade sig at kassere ting, mens de mindre bemidlede omhyggeligt genbrugte og reparerede deres ejendele, før de blev kasserede.

Af hensyn til bygherres fremdrift blev lossepladsjorden optaget i bigbags efter et nøje udlagt system og kørt til en ekstern arbejdsplads. Der blev udtaget cirka 6.000 bigbags af 0,5-1 m³. Disse er i skrivende stund ved at blive gennemgået af museets arkæologer ved tørgennemgang og vandsoldning. Undersøgelsen af det omfattende materiale forventes at fortsætte en del år endnu, og Københavns Museum ser frem til at afdække endnu mere information og endnu flere overraskelser i bjerget af bigbags.

Udgravningens resultater vil få stor betydning for forskningen i nyere tids historie og arkæologi, både nationalt og internationalt. De kan sammenholdes med fund fra andre udgravninger i København og sættes i en europæisk kontekst i forhold til byer som London og Amsterdam, hvor der også er forsket i temaer i forhold til affaldshåndtering, landindvinding og forbrugsmønstre.

Udgravningen har desuden dannet grundlag for nytænkende metoder og strategier af nyere tids kontekster i forhold til udgravning, registrering og indsamling.

Yderligere oplysninger:

Udgravningsleder, museumsinspektør Karen Green Terkelsen, Københavns Museum, by7p@remove-this.kk.dk, tlf. 24469891.

For næsten 2.000 år siden, blev knoglerne fra et menneske brændt og derefter lagt i en urne. Under urnen lagde den afdødes efterladte en lille bronzekniv. Urnegraven blev fundet på en lille gravplads øst for Odense og kan dateres helt tilbage til 150 e.Kr. Kniven er helt særlig, da der på dens knivsblad var indridset seks runer, der vurderes at være Danmarks ældste runeindskrift. Med runer står der skrevet hirila, som på urnordisk betyder ”Lille Sværd”.

Kniven blev fundet i forbindelse med en arkæologisk udgravning forud for udvidelse af et erhvervsområde i Tietgenbyen Nord, få kilometer fra det nuværende Odense. Her har Museum Odense i de sidste år udgravet et omfattende bopladsområde, med hundredvis af huse og hegnsforløb, der samlet kan dateres til det meste af ældre jernalder, cirka 300. f.Kr. – 500 e.Kr. Omkring bopladserne er der fundet flere gravpladser – både små, velafgrænsede områder med fem-seks grave samt større gravpladser med op til 150 grave.

Det var på en af de små gravpladser, at resterne af den tilsyneladende uanseelige urnegrav blev fundet. Urnegraven viste sig dog at være mere interessant end først antaget, da den, foruden de brændte knogler fra den afdøde, også indeholdt tre bronzefibler – dragtspænder, en ornamenteret kam af ben, et bronzebeslag og en natursten. Kniven med runerne var stukket lodret ned i jorden under urnen og var på fundtidspunktet dækket af rust. Først efter nænsom afrensning på museets konserveringsafdeling kunne runerne ses som svage streger i den korroderede overflade.

På den modsatte side af bladet kunne desuden ses et sirligt og velkonstrueret mønster på langs af klingen. Mønstret består af linjer, der er hamret ind i jernet i en slags fiskebensstruktur, der mod spidsen af kniven afsluttes med tre cirkelformede fordybninger. Kniven har dengang, såvel som nu, været en unik genstand, der formentlig har haft en helt særlig betydning for den afdøde. Fiblerne og kammen daterer graven og kniven, til cirka 150 e.Kr. Kun én gang tidligere er der fundet runer fra samme periode i Danmark. Det var også på Fyn, i 1865, hvor man i Vimose fandt en lille kam af ben med mandsnavnet harja indridset som del af et stort våbenofferfund i mosen.

Samlet set giver disse runeindskrifter et helt særligt indblik i Danmarks tidligste skriftsprog og giver dermed også en mulighed for at blive klogere på det sprog, man talte i jernalderen. Desuden har hele fundkomplekset, med bopladser og grave, bidraget med en solid viden om den afdødes daglige liv som indbygger i et bopladssamfund omkring Kristi fødsel. Bopladsen har omfattet en landsby med flere samtidige bebyggelser, og fund af andre genstande i tilknytning til det store bopladsområde, vidner om kontakter til europæiske handelsnetværk og Romerriget.

”Lille Sværd” har været gemt og glemt i mange år, men nu, efter 2000 år, er det igen kommet frem i dagens lys med en besked til os fra en fjern fortid.

Runeindskriften er tydet og tolket af runolog Lisbeth Imer fra Nationalmuseet.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Jakob Bonde, Museum Odense, jbon@remove-this.odense.dk, tlf. 20901311.

På kanten af et engområde fandt Museum Midtjylland et meget velbevaret langhus med rester af træbyggede vægge forud for privat udstykning af parcelhuse. Klinkbygning er et tømmerhåndværk, som vi først og fremmest forbinder med den UNESCO-anerkendte levende kulturarv: Nordens klinkbyggede træbåde - og traditionerne omkring dem. Et af de hidtil ældste danske eksempler på denne håndværksskik med at fæstne spejlkløvede planker til hinanden med et lille overlap er dog dukket op på landjorden i 2024. Et usædvanligt velbevaret fund af væggen i et langhus fra den tidligste del af jernalderen fortæller om brugen af dette særlige tømrerhåndværk midt på den jyske hede ved Herning.

På lokaliteten Store Lysgård er der fundet et 20 meter langt hus med plads til beboelse og stald i hver sin ende, hvilket er typisk for perioden. Næsten dagligt arbejder landets arkæologer med at undersøge rester af denne slags huse fra mange perioder af oldtiden. Som regel er det kun husenes grundplan, der er bevaret som muldfyldte nedgravninger i den lyse undergrund. Det er altså ikke hverdagskost, at vi finder rester af selve husets bygningsdele. I særdeleshed er de lette elementer såsom vægge og tage af let nedbrydelige materialer virkelig sjældne at finde efter årtusinders forvitring i jorden. Langhuset fra Store Lysgård udgør derfor en meget værdifuld kilde til vores viden om en løsningsmodel på det basale behov for at give sit hjem tætte og solide vægge.

Husets grundplan bestod af seks sæt tagbærende stolper omgivet af en dyb væggrøft med to indgange placeret over for hinanden midt på husets langsider. De tagbærende stolper var ikke godt bevarede, men i væggrøfterne fandt museets arkæologer rester af husets vægkonstruktionen i form af lodretstående, spejlkløvede egeplanker sat som en klinkbygget væg. På indersiden af vægforløbet lå desuden rester af vandretliggende planker, der må have tilhørt husets indre konstruktion. Måske rester af en indre beklædning, der har holdt på isoleringsmateriale?

Klinkbygning er en effektiv og ressourcebesparende teknik til at konstruere større flader af træ. Dette er blandt andet grunden til at håndværket har vist sig som en særdeles levedygtig tradition for bygning af Nordens lette og sødygtige træbåde fra midten af jernalderen og helt frem til i dag. Måske er det på samme baggrund, at vi skal forstå huskonstruktionerne hos den tidlige jernalders bønder på den sandede jyske hede, hvor lerklinede husvægge ikke var en mulighed, og egnet bygningstømmer var en mangelvare.

En kilometer nord for Store Lysgård undersøgte arkæologerne for 15 år siden to huse med samme type klinkbyggede vægge. Tømmeret fra disse huse er dendrokronologisk dateret til henholdsvis 500 f.Kr. og 320-300 f.Kr. og var dengang med til at udbygge den danske grundkurve for egetræ, som bruges til præcise dateringer af bevaret træ. Huset fra Store Lysgård har en næsten identisk opbygning med det ældste af husene fra undersøgelsen i 2008, men vi afventer endnu den dendrokronologiske datering.

Foruden en sikker og præcis datering af det velbevarede hustømmer fra Store Lysgård vil fundet bidrage med en enestående ny viden om variationen i jernalderhusenes konstruktion. Endelig giver en kommende analyse af træplankerne et indblik i det tømrerhåndværk og den forståelse af materialer, som blandt andet forbinder oldtidens bygmestre til en særegen klinkbygningstradition, der holdes levende af nutidens specialiserede bådebyggere.

Yderligere oplysninger:

Daglig leder af udgravningen, museumsinspektør Agnete Høj Posselt, Museum Midtjylland, ahj@remove-this.museummidtjylland.dk, tlf. 91897781.

Forud for Vejdirektoratets udvidelse af motorvejen E45 foretog arkæologer fra Museum Horsens arkæologiske forundersøgelser og sidenhen egentlige undersøgelser ved afkørsel Horsens Nord. Forventningerne var store, da arkæologen Carl P. Neergaard fra Nationalmuseet for næsten 100 år siden her havde udgravet to meget rige våbengrave fra yngre romersk jernalder – omkring 300 e.Kr. Gravene indeholdt våben i form af skjold, sværd, kniv og lanser, men også lerkar, benkamme, romersk glas, en guldring og et sjældent bronzepragtbælte med propelformet hængeblik. I den ene grav lå et meget smukt drikkehorn af glas.

Ved undersøgelserne i 2024 fik arkæologerne væsentlig ny viden om de to gamle grave, da de nye undersøgelser blotlagde flere oversete fund i form af to lansespidser, ikke tidligere dokumenterede spor efter gravenes kammerkonstruktioner samt sjældent bevaret organisk materiale såsom rester af skind, klæder og trægenstande.

Som en stor overraskelse dukkede der endnu en uberørt, rig kammergrav op få meter fra en af de gamle grave. Den nyfundne grav, kaldet Lærkenfeldt III, viste sig at være mindst lige så rig på gravgods som de to første Lærkenfeldt-grave. På gravbunden lå der to lerkar og to romerske glas. Det ene af samme type, som glasset fra Lærkenfeldt-grav II – et lille bæger med to rækker af ovale slebne facetter i olivengrønt glas. Det andet glasbæger var lidt større med fire rækker af ovale slebne facetter. Ved brystområdet lå et lille konisk sølvsmykke, og i fodenden af graven stod et omvendt lerkar, der indeholdt en række særlige fund, herunder blandt andet en tøndeformet sølvfiligranperle med knopper, en bennål og en ornamenteret fibel. Herudover et beslag med ornamentik og et med sølvindlægninger samt jernringe i to forskellige størrelser. Disse kan stamme fra et ringbrynjebælte, som er meget sjældne.

Nær bæltestedet for den gravlagte lå en del bevaret træ og rester af brun knoglemasse, og her gav museets metaldetektor et kraftigt signal. Derfor blev dette område af graven optaget i et større præparat, hvilket er en stor blok af jord, for senere at kunne udgraves under kontrollerede forhold. Røntgenfotografering af det store præparat viser, at Lærkenfeldt III også indeholder et såkaldt pragtbælte af bronze med ornamenterede metalled og -blik, en dolk eller et lille sværd af jern med indlægninger af ædelmetal og et kugleformet greb samt en fingerring af ædelmetal. Pragtbælter er yderst sjældne fund, men kendes ligeledes fra flere af jernalderens store mosefundne våbenofre, for eksempel fra Nydam og Ejsbøl. Bærerne af disse typer bælter har haft en høj rang i datidens hære.

De nye resultater fra de tidligere undersøgte grave samt den nyfundne krigergrav med deres rige gravgods, i form af våben, pragtbælter, genstande af ædelmetal og glas importeret fra Romerriget, giver ny og vigtig viden om samfundsorganisation, kontakter og datidens elite i det østjyske område for omtrent 1.700 år siden.

Yderligere oplysninger:

Daglig leder af udgravningen, arkæolog Signe Helles Olesen, Museum Horsens, she@remove-this.horsens.dk, tlf. 23262934;

Konstitueret afdelingsleder, arkæolog Katrine Balsgaard Juul, Museum Horsens  kbaj@remove-this.horsens.dk, tlf. 20533401.

På en forårsdag i 2024 gik en amatørarkæolog ud på sin første tur med en metaldetektor. Uden viden om, at han skulle blive finderen af et på mange måder særdeles spektakulært fund. I første ombæring fandt han et sammenbukket bronzesværd, hvorefter at ROMU straks blev kontaktet. Museet rykkede hurtigt ud, og ved den museale eftergravning blev det klart, at der var tale om et såkaldt depotfund. Dette arkæologiske begreb bruges til at beskrive en handling, hvor flere genstande er lagt i jorden eller i en mose som en form for rituelt offer.

Depotfundet rummede, foruden sværdet, to bronzeøkser, ankelringe såkaldte vulstringe, et fragment af en stor dragtnål, samt en mejselagtig genstand hvis anvendelse indtil videre er ukendt. Sværdet skiller sig ud blandt de pragtfulde genstande, fordi det er kommet til Danmark sydfra. Sværdtypen kaldes for et Mindelheim-sværd, som stammer fra området nord for Alperne, hvor den keltiske Hallstatt-kultur i slutningen af bronzealderen voksede frem og blev dominerende i Europa. Inden sværdet blev ofret, er det blevet bøjet, hvilket i sig selv er en rituel handling. 

Men detektorførerens held og fundhistorien stopper ikke her. I dagene efter at museet havde været i gang, fortsatte han sin afsøgning af området, og blot 70 meter fra det første fund fik han endnu et signal. Dette skulle vise sig at være endnu et pragtfund i form af en stor bronzehalsring. Halsringen er med sin særlige udformning blot det tredje eksempel på en halsring med mangesidet tværsnit, som er blevet fundet i Danmark. Halsringen i Egedalfundet er fremstillet i området langs den polske østersøkyst og er gennem handelsforbindelser til sidst endt på Sjælland.  

Foruden at der er tale om sjældne importgenstande, kan fundet vise sig at gemme på endnu en overraskelse, og endnu en sjældenhed. Grebet på sværdet har været i et andet materiale end metal. Dette materiale er forsvundet, men man har anvendt nitter af jern til at fæstne det med. Disse nitter sidder stadig tilbage på sværdet, og kombinationen af bronze og jern er lidt unik.  Sværdet er i sig selv et fysisk vidnesbyrd om overgangen fra bronze- til jernalder, og Egedalfundet kan vise sig at være blandt de tidligste danske fund med dele af jern. Kombinationen af disse metaller gør, at museet antager, at genstandene er nedlagt i jorden omkring år 500 f.Kr., lige på overgangen fra yngre bronzealder til ældre jernalder. Denne type overgangsfund er vigtige, da de viser, hvordan overgangstiden mellem de to perioder ikke var en skarp forandring, men snarere en glidende proces, hvor elementer fra begge perioder i en tid eksisterede side om side. Genstandene er nu indleveret som danefæ og til konservering på Nationalmuseet.

Fra samme område kendes andre deponeringer fra bronzealderen. I 1851 dukkede et stort fund med 163 genstande fra begyndelsen af bronzealderen op. Knap 100 år senere, i 1942, blev de berømte Veksøhjelme fra midten af bronzealderen fundet i Brøns Mose. Egedalfundet, fra slutningen af bronzealderen, viser både overgangen til en ny tid med store forandringer i Europa, men også hvordan nye kulturer påvirkede livet her i Danmark. Fundet er et tegn på, at områdets elite helt op til jernalderen holdt fast i de gamle bronzealdertraditioner, selv om de fik nye typer af våben og smykker sydfra. Dermed indskriver Egedalfundet sig, sammen med de foregående fund, i bronzealderens offertraditioner lige fra periodens begyndelse til slutningen.

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Emil Winther Struve, ROMU, emilst@remove-this.romu.dk, tlf. 29327516.

Øst for Odense, ved landsbyen Åsum, har Museum Odense forud for Energinets arbejde med at renovere elnettet, udgravet en gravplads fra vikingetiden. På gravpladsen fandtes 57 grave, herunder 47 jordfæstegrave og 10 brandgrave. Gravpladsen vidner om, at landsbyen Åsum har haft en stor betydning i vikingetiden, og at bebyggelsen har været én af de helt centrale i det opland, der senere skulle blive til Odense. Skeletterne fra de afdøde var usædvanligt godt bevarede, og i flere af gravene havde de efterladte medgivet de døde personlige genstande og udstyr. Disse fund gør det muligt at datere gravene ret præcist, nemlig til 800- og 900-tallet.

Ud fra de personlige genstande kan man se, at der er tale om gravlæggelser af personer fra forskellige samfundslag. Den jævne bonde har fået en kniv med i graven, imens en kvinde der må tilhøre samfundets elite, er blevet begravet i en vognfading – hvilket er overdelen af en vikingevogn brugt som kiste. Vognfadingen har formentlig repræsenteret en stor værdi. De efterladte har begravet hende med de fineste genstande. Omkring halsen har hun båret en halskæde med glasperler og en arabisk sølvmønt, omkring livet en jernnøgle, en kniv med håndtag beviklet med sølvtråd og et meget specielt glasskår, der må havde fungeret som en amulet. Ved kvindens fødder var desuden sat et meget fint træskrin.

En anden grav indeholdte foruden den gravlagte, et fint trefliget dragtspænde i bronze, en enkelt rød glasperle, som har hængt i en snor om halsen på den afdøde, en jernkniv og et lille stykke bjergkrystal. Bjergkrystal er ikke naturligt forekommende i Danmark og må være blevet importeret til landet langvejs fra. Der er i det hele taget flere genstande fra gravene i Åsum, der viser, at de afdøde har haft kontakter til de internationale handelsnetværk, der udviklede sig i løbet af vikingetiden.

Den arkæologiske undersøgelse af gravpladsen kan give mere viden om det daglige liv i vikingetiden, hvor det langt fra var alle, der rejste ud på togt. En stor del af befolkningen levede deres liv på gårdene og i landsbyerne, hvor de dyrkede jorden og passede deres håndværk og hushold.

Skeletterne i gravene er så velbevarede, at der formodentligt kan foretages en række naturvidenskabelige analyser på langt de fleste af dem. Dermed er det muligt at få en detaljeret viden om hvert enkelt individ og deres livshistorier, men også en mere nuanceret fortælling om vikingetidens mennesker og samfund, og dermed også om de familier og slægter, der har begravet deres døde igennem generationer, på bakken i Åsum med udsigt til Odense ådal.

Yderligere oplysninger

Museumsinspektør Michael Borre Lundø, Museum Odense, milj@remove-this.odense.dk, tlf. 21155038.

26 bronzemønter lyder måske ikke af meget, men når mønterne er 1.800 år gamle, bærer vellignende portrætter af romerske kejsere og i øvrigt er ganske sjældne, er der tale om ældgamle småpenge, der er guld værd. Mønterne blev fundet ned ad en nordvendt skråning nær et gammelt vådområde ved Vange i Vendsyssel. Det var tydeligt, at mønterne stammede fra en samlet skat, der for nyligt har været ramt af ploven og spredt ud over en strækning på 40 meter af marken langs pløjeretningen.

På trods af mange år i jorden har det, ud fra portrætterne på forsiden og diverse figurer på bagsiden, været muligt at tidsfæste 22 mønter med rimelig sikkerhed. Hovedparten af motiverne forestiller de såkaldte adoptivkejsere, nemlig Hadrian, Antonius Pius, Marcus Aurelius, hans kone Faustina og deres søn Commodus. De afløste hinanden som kejsere fra 117-192 e.Kr. Langt de fleste romerske mønter, der er fundet i Danmark er ikke bronzemønter, men derimod sølvmønter kaldet denarer, der hovedsageligt er fra sen 1. til tidlig 3. årh. e.Kr. To af bronzemønterne fra Vange-skatten skiller sig ud ved, at de stammer fra den senere og mere kaotiske tid med soldaterkejserne, der varede fra 235-284 e.Kr. På disse mønter findes portrætterne af Maximinus Thrax og Postumus, der regerede som kejsere henholdsvis i 235-238 e.Kr. og 260-269 e.Kr. Den yngste daterede mønt giver den klareste indikation af, hvornår møntskatten tidligst kan være kommet til Norden.

De sjældne romerske bronzemønter er nogle af de mest omdiskuterede romerske mønter fundet i Sydskandinavien, da de i nyere tid også ofte har været attraktive som samlerobjekter eller souvenirs. Der er blandt andet blevet påvist en række enkeltfund af bronzemønter ved havearbejde eller på jordoverfladen i de nordlige forstæder til København – et område som ellers ikke er karakteriseret ved mange fund af romerske mønter eller andre romerske genstande. Det der gør fundet fra Vange helt særligt er, at der er tale om et sammenhængende skattefund af 26 sjældne mønter fundet i det åbne nordjyske landskab, og at skatten efter alt at dømme kan have fundet vej til Sydskandinavien allerede i jernalderen. Nærmere analyser af mønterne i Vange-skatten skal belyse denne problematik.

Møntskatten blev fundet, da medlemmer fra Detektor Vendsyssel havde besøg af en norsk venskabsklub, der ved afsøgning af den snedækkede mark fandt fire tykke bronzemønter, såkaldte romerske sestertser, hvorefter museet blev kontaktet. Derpå fulgte en systematisk detektorafsøgning af området, hvorved yderligere 14 mønter fremkom. Fordelingen af mønterne på marken gav arkæologerne forhåbninger om, at det var muligt at lokalisere nedlæggelsesstedet for møntskatten. Nogle gange kan der findes spor af bygninger, hvor skatten har været nedgravet under gulvet. Med en bevilling fra Slots- og Kulturstyrelsen blev der i 2024 foretaget en arkæologisk undersøgelse af fundstedet. Desværre sås der ved udgravningen hverken spor af huse, nedgravninger eller beholdere. Med undersøgelsen blev yderligere otte sestertser tilvejebragt, så det samlede antal nu er oppe på 26.

I Romerriget og de nære grænseområder fungerede bronzemønterne til hverdagsindkøb i den veludviklede romerske møntøkonomi. Sestertsernes værdi svarede til fire as, som var den laveste enhed i den romerske møntøkonomi. Ofte gik de romerske penges vej ud i cirkulation via lønninger til hæren. I værket Annales fra starten af det 2. årh. e.Kr. skriver den romerske politiker og historieskriver Tacitus, at en romersk legionær, der havde en 16 år lang kontrakt, tjente sølle 10 as om dagen. Ud af det skulle han selv købe tøj, våben og telte.

Som omtalt bliver romerske bronzemønter sjældent fundet i Norden. Det skyldes i særlig grad, at man nord for Romerrigets grænser foretrak sølv. Endvidere blev mange bronzemønter smeltet om inden for Romerrigets grænser allerede i oldtiden, og fund af enkelte bronzemønter på værkstedspladser med spor af bronzestøbning i Danmark sandsynliggør, at de kan have været del af råmaterialet til produktion af bronzegenstande eksempelvis til smykker i en mere hjemlig stil.

Mønter var, ligesom anden import af luksusvarer fra Romerriget, som f.eks. bronzespande, sølvbægre, våben og glas, absolut ikke hvermandseje i Sydskandinavien i jernalderen. De var forbeholdt en elite, der kunne markere deres status i både liv og efterliv med disse genstande. I Estland blev der i 2015 udgravet et lignende fund med 17 sestertser, der var deponeret i et gammelt vådområde sammen med stykker af bronzearmringe og fingerringe. Dette fund er sammen med Vange-skatten uden sammenligning de største samlede deponeringer af romerske sestertser i Nordeuropa. Det er måske i dette lys, at Vangeskatten skal ses, altså at disse romerske ”byttepenge” har udgjort et lager af værdifuldt bronze, som kom til at ligge i jorden lidt længere end beregnet.

Vangeskatten forventes udstillet på Vendsyssel Historiske Museum i efteråret 2025.

Yderligere oplysninger:

Overinspektør Michael Vinter, Vendsyssel Historiske Museum, mv@remove-this.vhm.dk, tlf. 30388638.

I vinter gik to detektorførere over en pløjemark ved Boes i Skanderborg Kommune. Detektorerne gav udslag - de to mænd var stødt på et skattefund bestående af et vedhæng i form af en guldberlok, et fragment af en sølvfibel samt talrige dråber af smeltet sølv.

Genstandene må være kommet frem under efterårets pløjning, og det må betragtes som et lykketræf, at mændene havde valgt at afsøge netop denne mark ved Boes. Blot et par pløjesæsoner mere ville have ødelagt genstandene og de anlæg under pløjemulden, som de stammede fra. Detektorførerne kontaktede Museum Skanderborg, og med midler bevilliget fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje til dyrknings- og erosionstruede lokaliteter, foretog museet en skattefundsudgravning samt en mindre forundersøgelse på marken. Skattefundsgravningen afslørede, at genstandene stammede fra en lille nedgravning, hvori der stadig lå genstande i deres oprindelige placering.

De genstande, der fremkom ved selve skattefundsudgravningen, dateres ligesom den allerede fremkomne guldberlok og sølvfibel, til 70-175 e.Kr. – den sene del af ældre romerske jernalder. De nytilkomne fund udgøres af fødder fra to sølvbægre, fragmenter af to pragtfibler i sølv med guldindlægning, en sølvfingerring med indfatning, mindst to bennåle samt cirka 250 gram dråber af smeltet sølv. Alt, på nær guldberlokken, er ildpåvirket, og de mange små metaldråber må stamme fra de smeltede sølvbægre, hvoraf kun fødderne og en smule rand er bevaret i den oprindelige form.

Bægrene er importeret fra Romerriget og kan have været gaver til en fyrste ved Boes. I forvejen kendes der kun ganske få romerske sølvbægre i Danmark, men der hvor de optræder, forekommer de parvis, netop som her i Boes. Der er fundet tilsvarende, men intakte bægre i Dollerupgraven vest for Kolding.

Spørgsmålet er nu, hvorfor disse pragtgenstande lå netop her på marken i Boes.

Yderligere undersøgelser afslørede, at genstandene lå på en gravplads fra den sene del af ældre og den tidlige del af yngre romerske jernalder. Der blev registreret i alt 16 jordfæstegrave og to urnegrave ved undersøgelserne. En af de ældste grave var en jordfæstegrav fra slutningen af ældre romersk jernalder, hvori der var nedsat 11 lerkar og flere jerngenstande. Oveni denne ældste grav lå en yngre, men stærkt nedpløjet grav med spor efter en importeret, stavbygget spand med bronzebeslag, en guldring, glasperler og flere sølv- og bronzegenstande, som endnu ikke er undersøgt. Rundt om denne flerfasede gravlæggelse blev der undersøgt flere grave, hvoraf størsteparten må betegnes som barnegrave.

Skattefundets karakter samt placering på gravpladsen kunne tyde på, at der er tale om rester fra en fyrstebegravelse, hvor selve gravlæggelsen er pløjet væk, mens gravgaverne er omrodet i pløjemulden.  Uanset den præcise tolkning, så bidrager fundet med væsentlige oplysninger om en hidtil ukendt og rig, østjysk fyrsteslægt - en fyrsteslægt med gode sydlandske forbindelser i romersk jernalder.

Yderligere oplysninger:

Udgravningsleder: Museumsinspektør Merethe Schifter Bagge, Museum Skanderborg, msb@remove-this.museumskanderborg.dk, tlf. 24806499.

Ansvarshavende: Museumsinspektør Ejvind Hertz, Museum Skanderborg, ehz@remove-this.museumskanderborg.dk, tlf. 25325401.