Lokalisering og forundersøgelser
Af Kristoffer B. Petersen, Mikkel Sørensen og Morten Fischer
Ældre stenalder er vores længste forhistoriske periode. I Danmark er de ældste sikre spor efter mennesker dateret til omkring 14.100 f.Kr. (Mortensen et al., 2011, 2014a), og perioden strækker sig frem til starten af neolitikum omkring 3.900 f.Kr. (Fischer & Kristiansen 2002, Sørensen 2014). Ud over denne tidsramme er der også enkelte fund, som potentielt kan tilhøre ældre palæolitikum (Holm & Larsson 1995) og mellempalæolitikum (Kastholm et al 2020, Nielsen & Riede 2018), der ligeledes hører med til ældre stenalder.
Ældre stenalder er så lang en periode, og med så mange klimatiske og samfundsmæssige forandringer, at det kan være vanskeligt at tale om en fælles periode. Ikke desto mindre er jæger-samlernes mobile livsstil og de deraf sporadiske spor, de efterlod sig, dét, som binder perioden sammen.
I modsætning til senere perioder efterlod jæger-samlerne så få nedgravede anlæg, at det kalder på andre metoder end de gængse søgegrøfter, når man skal finde og prøvegrave lokaliteter. Hvis man kort skal sammenfatte hvilken metode, der er den mest effektive, når man skal finde lokaliteter fra ældre stenalder, så er det rekognoscering efter genstande af flint (Læs mere om rekognoscering som arbejdsmetode her) - og den vigtigste forudsætning er arkæologens ekspertise i at identificere ældre stenalders genstande af flint (Eriksen 2006, Fischer 2013, Rensink et al 2006).
I Danmark er der registreret talrige lokaliteter fra ældre stenalder, men sammenholdt med periodens relative længde og det faktum, at mobile jæger-samlere ofte flytter deres boplads gennem sæsonen, må antallet af lokaliteter være stærkt underrepræsenteret sammenlignet med oldtidens senere perioder (Fischer 1985, 2013). Men netop at lokaliteterne har ingen eller meget få nedgravede anlæg gør, at ældre stenalder har en meget lavere arkæologisk synlighed end senere perioder. Dette er et generelt problem i mange lande (f.eks. Rensink & Peeters 2006). Den bedste måde, man kan forbedre dette, er ved at indarbejde en række retningslinjer i forbindelse med fortidsmindeforvaltningen.
Med baggrund i den litteratur, der er publiceret om emnet, praktisk erfaring samt Slots- og Kulturstyrelsens tidligere strategi på området præsenteres her en række anbefalinger til, hvad der bør gøres for at lokalisere flere lokaliteter fra ældre stenalder og gøre fundbilledet mere repræsentativt.
Regionale forskelle i ældre stenalder
Det sydskandinaviske område rummer ganske forskellige naturmiljøer, betinget af den geologiske dannelse. Dette har også betydning for udforskningen af den ældre stenalder. Primært er der tale om to processer, som giver regionale forskelle: istidens dannelse af landskaberne samt ændringer i havniveauet koblet med landhævninger/sænkninger.
Det er ud fra nuværende fund ganske tydeligt, at de tidligste senglaciale fund gøres langs den jyske højderyg og vandskellene i landskaberne samt i forbindelse med istidsbakker (Petersen og Johansen 1996, Pedersen 2009, Wild et al. 2022). Det er endvidere vist, at brommekulturens pladser primært knytter sig til Weischel morænelandskaberne i Østdanmark, sandsynligvis som følge af at skovens og faunaens forskelligartede udvikling i Øst- og Vestdanmark (Mortensen et al. 2014b). De geologiske forskelle spiller ligeledes en vigtig rolle for bevaringen af organiske genstande. I de kalkrige østdanske jordbunde, og ikke mindst i tørvemoser og dødishuller, kan eksistere enestående bevaringsforhold for f.eks. knogler.
Den anden proces, som giver ganske forskellige muligheder for lokalisering af ældre stenalder-pladser, er de relative havniveauforskelle (Christensen 2001). I løbet af istidens afslutning og den tidlig Holocene periode stiger vandstanden i verdenshavene med mere end 100 meter, og enorme landområder potentielt med senglaciale og tidlig Holocene bopladser oversvømmes. Processen udlignes delvist i den nordlige del af landet ved landhævninger. Landhævningerne har epicenter i det centrale Skandinavien og sker således primært i de nordlige og nordøstlige dele af Danmark, hvorimod der siden Neolitikum er sket relative landsænkninger i det sydlige og sydvestlige Danmark. I dette område findes alle stenalderens kystbopladser derfor submarint. Landskabets dannelse og dets transformationer er således overordentligt dynamiske (Astrup 2018), og det enkelte regionale og lokale område bør derfor studeres nøje, inden der rekognosceres efter ældre stenalder lokaliteter (Gregory and Manders 2015).
Kystzoner
Kystzoner har gennem stenalderen spillet en stor rolle for placeringen af bosættelserne og bør derfor gives særlig opmærksomhed. Kystzoner kan forstås som både de nuværende kystzoner, samt fortidens hævede kystlandskaber, som de ses i det nord- og nordøstlige Danmark. I forbindelse med rekognoscering efter stenalderens pladser er den såkaldte “fiskeplads-model” udviklet (Sørensen 1996: 164, Sørensen 2017:118, Fischer 1997:66). Modellen forsøger, ud fra vores viden om bopladsers generelle placering, at forudsige, hvor den største sandsynlighed er for at påtræffe stenalderens pladser i landskabet (se figur 3, Sørensen 2017 side 118). Såfremt et område med kystdannelser og potentielle bosættelser undersøges, bør man derfor være særligt opmærksom på de placeringer, som foreslås i fiskepladsmodellen. Dog er det vigtigt at være opmærksom på, at andre placeringer også er mulige, og at atypisk beliggende pladser netop kan supplere vores forståelse.
Tidligere undersøgelser af stenalderens pladser ved kystzoner viser, at disse pladser findes under meget forskellige forhold, både hvad fundomstændigheder og bevaring angår (figur 4 ). I de ydre eksponerede kystmiljøer kan pladser i stor udstrækning være påvirket af erosion og omlejring, hvilket forringer deres undersøgelses værdi. I nogle tilfælde viser det sig dog, at den fortidige strandzone kan være overlejret af beskyttende sedimenter, og at der i disse tilfælde kan findes gode forhold for organisk bevaring. Findes kystbopladsen i en tidligere fjordarm eller i andre beskyttede kystmiljøer, hvor erosionen har været mindre, bør man være opmærksom på, at pladsen stadig kan ligge forholdsvis dybt, idet pålejringer af sedimenter helt op til i dag kan overlejre pladsen. Ydermere kan der være ældre bopladsfaser successivt under hinanden afhængigt af den lokale sedimentation. Endelig bør man huske, at der under de tidligere kystzoner ofte er oversvømmede istidslandskaber, som eksempelvis åer, moser og dødishuller, hvor stenalderens tidligere bosættelse meget vel kan have fundet sted (Læs om metodevalg ved undersøgelse af Femern-forbindelsen her).
Samlet må det understreges, at den geologiske dannelseshistorie og en geologisk forundersøgelse ofte bør være en del af den generelle forundersøgelse forud for en egentlig arkæologisk undersøgelse. Ligeledes er de stratigrafiske forhold ofte af afgørende betydning ved undersøgelser og udgravning af den ældre stenalders kystbosættelse. Geoarkæologiske undersøgelser kan gøres ved en række metoder, som beskrevet nedenfor samt i kapitlet om marin arkæologi (Læs mere om lokalisering og submarine forundersøgelser her).
Indland
Begrebet indlandspladser omfatter en række ganske forskellige typer af topografisk beliggende pladser og miljøer: mosebassiner, søer og åløb, dødishuller, samt højere beliggende pladser på tør jord.
Det meste af det nuværende danske landskab er kraftigt drænet og markbearbejdet, således at det, der engang var lavvandede søer og moseområder, i dag henligger som eng eller som dyrket mark. Samtidig ved vi, at jægerstenalderens pladser meget ofte orienterer sig i forhold til vådområder. Et vigtigt element i undersøgelsen er derfor at studere de tidlige topografiske kortmaterialer, typisk de Høje Målebordsblade fra 1800-tallet, for at identificere nu drænede vådområder. Stenalderens lokaliteter findes typisk ved kanten af vådområder og især ved odder, holme, indsnævringer samt åers ind- og udløb.
Nogle vandsystemer, eksempelvis de store jyske åer, store søer og nogle moser, har haft ret stabile vandniveauer gennem hele fortiden og frem til i dag, hvilket betyder, at de samme favorable lokaliteter har været foretrukket gennem lange perioder. Sådanne pladser, tidligere benævnt “Gudenåpladser”, rummer genstande fra mange kulturgrupper, og har lokaliteten være pløjet, vil materialet typisk være blandet. I disse tilfælde kan det forsøges at lokalisere nedgravede anlæg på pladsen og eftersøge intakte stratigrafier i tilstødende vådbunde med bedre kronologisk opløsning og organisk bevaring. En undersøgelse af bopladsfladen f.eks. ved rekognoscering, opsamling og indmåling af genstande, samt forundersøgelser kan afsløre, om der findes rumlige koncentrationer af genstande fra kronologisk afgrænsede perioder. I så fald kan disse meget vel repræsentere fortidige bosættelser, og udgravningen kan derfor fokusere på disse koncentrationer (f.eks. Casati og Sørensen 2006, Karsten og Nilsson 2006).
En særlig type af pladser findes i tørvemoserne, eller det, der før var tørvemoser, men nu ofte er afgravede, drænede og ofte pløjede lavbundsjorde. Talrige undersøgelser viser, hvordan mennesker i jægerstenalderen har bosat sig kortvarigt ved kanten af tørvefladen ud mod en daværende sø. Da søer og tørvemoser gradvist vokser til fra bredden og ud, kan der i sådanne miljøer opstå horisontale stratigrafier, hvor de ældste pladser findes nærmest bredden og de yngre gradvist længere ude i bassinet (Aaby 2009, Bokelmann 1991:81) (Figur 5, Bokelmann 1991:18). Er der bevaret tørv og aflejringer med udsmidslag på undersøgelseslokaliteten, kan der på pladserne muligvis også findes en vertikal stratigrafi. Sådanne pladser har en meget stor værdi på grund af deres in situ-bevaring, korte bosættelse samt mulige organiske bevaring.
Er lokaliteten drænet og evt. pløjet, vil en lokalitet, hvis den ikke er kronologisk blandet, stadig kunne besvare kronologiske, teknologiske og regionale spørgsmål. Derudover bør man være opmærksom på, at der indlejret i søbunde, samt i dødishuller kan være mange typer af genstande bevaret fra den ældre stenalder. Talrige fund af benspidser fra fiskeredskaber mistet i søerne har vist sig vigtige for at forstå, hvornår søerne og forskellige regionale ressourceområder har været udnyttet (Jensen et al. 2020). Hele skeletter og slagteaffald fra jagtvildt viser sluttede jagtbegivenheder, og mange deponeringer af knogler og genstande er nedlagt i en ritualiseret praksis, som vi først nu begynder at forstå (Jessen et al. 2014, Bjørnevad 2020). Der er således mange grunde til at foretage undersøgelser i både nuværende og tidligere vådbundsområder og specielt i zonerne fra det tidligere tørre land og ud i det daværende vådbundsområde.
Endelig findes der pladser i det åbne, pløjede landskab, f.eks. på de faste morænejorde. Særlig opmærksomhed må være på de senpalæolitiske pladser, der ofte findes højt i landskabet, dvs. i forbindelse med istidsbakker og tunneldale. Pladserne findes typisk både på bakketoppe, på skråningerne, og neden for disse (Pedersen 2009). Nedpløjningen af bakker gør, at bevaringen af bopladser generelt er dårlig på toppen af bakkerne, mens der ned ad skråningerne og forneden af bakkerne kan være pålejret materiale ved pløjning fra toppen af bakken, som kan beskytte en plads. De højt beliggende indlandspladser kan næsten udelukkende identificeres på baggrund af landskabsanalyser og ved fund af diagnostiske enkeltredskaber. Her vil lokale amatørers flintsamlinger ofte være nøglen til identifikation af pladser. Det bør dog tilføjes, at patineringen af flinten også kan have en betydning lokalt, eksempelvis argumenteres der for, at hvidpatineret flint på bakkedrag ofte kan være senpalæolitisk (Petersen 2006). Med hensyn til indlandspladser bør man altid være meget opmærksom på, om disse ligger nær selv små lavninger. Lavningerne kan ofte være drænede og overpløjede dødishuller hvor både organiske materialer deponeret fra pladsen samt vigtige stratigrafier, som indeholder miljødata, er bevaret, som f.eks. ved Slotseng (Mortensen et al. 2011), Trollesgave (Fischer et al. 2013), Hasselø (Mortensen et al. 2014c) og Lundby Mose (Jessen et al. 2014) (Se også afsnittet om metodevalg ved undersøgelse af flintkoncentrationer her).
Forundersøgelse af lokaliteter fra ældre stenalder
I dag er det et kvalitetskrav for arkæologiske museer, at de har faglig ekspertise inden for alle perioder. Med kendskab til ældre stenalder og flintteknologi er det muligt at datere en lokalitet til en bestemt kulturperiode på baggrund af enkelte flintgenstande. Dette vil være en væsentlig fordel, når der skal foretages prioriteringer i forbindelse med en forundersøgelse.
En forundersøgelse skal danne baggrund for en vurdering af, om der skal foretages en efterfølgende udgravning af lokaliteten. Fremkommer der oldsager fra ældre stenalder, skal man således vurdere hvilke informationer, disse kan bidrage med. Efter forundersøgelsen skal man kunne redegøre for lokalitetens tidsmæssige opløsning, og om den rummer spor efter en eller flere faser/episoder. Man skal kunne redegøre for den rumlige udbredelse, og man skal vurdere, om bevaringstilstanden er så god, at man ved udgravning kan bruge de rumlige data til analyser. Derudover skal man vurdere, om lokaliteten kan sættes ind i en større kulturel og miljømæssig ramme (Rensink et al 2006: 215).
Der bliver ofte fundet genstande fra ældre stenalder i forbindelse med undersøgelser af lokaliteter fra senere perioder. På store fladeudgravninger af anlæg fra yngre perioder finder man jævnligt flintkoncentrationer og sjældnere nedgravninger fra ældre stenalder. Derfor skal man som hovedregel ikke afskrive områder som uegnede til beboelse i ældre stenalder. Dette understreger værdien af altid at have fokus på ældre stenalder, da sådanne uventede fund kan give et værdifuldt indblik i ældre stenalders fundbillede, der kan bruges i fremtidens forvaltning af den arkæologiske kulturarv.
Metoder til lokalisering
Arkivalsk kontrol – at læse landskabet
Det danske landskab har særligt siden 1940 gennemgået en række voldsomme forandringer. Det har især forandret vores vådområder, der med landvindingsloven (1940-1970) blev drænet og omdannet til landbrugsjord (Hansen 2008). Det betyder, at en række af de vådområder, der traditionelt har været benyttet gennem ældre stenalder, er blevet ødelagt med store konsekvenser for bevaringsgraden til følge (Mathiessen & Jensen 2004, Sørensen et al. 2020).
Derfor er det vigtigt i forbindelse med den arkivalske kontrol af et område at tage højde for forandringer, der er sket som følge af inddæmninger, dyrkning, tørvegravning og dræning. Det gøres bedst ved at referere kortmateriale af ældre dato, hvor vådområderne træder tydeligere frem og ved at supplere disse med højdemodeller, der tydeligt viser landskabets konturer.
Rekognoscering
Rekognoscering kan både bruges til at få landskabet i nærmere øjesyn - hvilket altid er en fordel - og det kan bruges til at fastslå, om der er spor efter ældre stenalder (Læs mere om rekognoscering som arkæologisk arbejdsmetode her). Intensiv og systematisk rekognoscering kan bruges til at indkredse oppløjede pladser. Flintgenstande fundet ved rekognoscering kan datere og funktionsbestemme en lokalitet.
Nu om dage er det sjældent, at markerne ligger udyrkede i længere perioder. Det kan være en udfordring, da det er bedst at rekognoscere marker, der har ligget hen i en periode efter pløjning, så regn har skyllet oldsagerne frem, og vinden på sandede jorder har blæst genstandene frem. For at kompensere for dette kan man, hvor der er kendte stenalderfund (eller hvor man kan forvente, at de findes), lade arealet pløje og/eller harve f.eks. i tracéer, inden man rekognoscerer.
Boringer, grøfter og prøvehuller
Det kan være nødvendigt at følge rekognoscering op med søgegrøfter, boringer eller manuelt gravede prøvehuller, så aflejringsforhold og udstrækning af potentielt fundførende lag kan blive dokumenteret.
Hvor det ikke er muligt at overfladerekognoscere f.eks. på græsningsarealer, i skove og i bebyggede områder, kan det være nødvendigt at starte med at bore og/eller grave prøvehuller.
Særligt i Holland og Belgien har arkæologerne haft held til ved hjælp af systematiske boringer at lokalisere lokaliteter fra ældre stenalder på indlandsklitter (bl.a. van Gils & De Bie 2004). Det er dog vigtigt at understrege, at metoden kun kan bruges på sandede jorder, hvor boret - et Edelman kombibor med en diameter på 20 cm - kan tage tilstrækkeligt materiale op til, at man kan finde genstande af flint. Ved brug af de store bor, der anvendtes ved Femernprojektet er der ikke denne begrænsning, men til gengæld skulle boret drives af en gravemaskine (Læs mere om Femern-projektet her).
På lerede jorder kan boret ikke bruges. I Danmark har det været brugt på Knudshoved Odde, hvor der blev lokaliseret flere nye neolitiske lokaliteter i flyvesand, og omkring Holmegaards Mose i forbindelse med lokalisering af senpalæolitiske lokaliteter (Pedersen et al. 2016)
Kortlægning og prøvetagning ved boringer i vådbundsområder
Til kortlægning og prøvetagning af potentielle fundførende lag i vådbundsområder kan der anvendes forskellige typer af bor. Ofte vil der være tale om manuelle bor-typer som karteringsbor, russerbor eller Usinger-bor, men der findes også forskellige maskindrevne bor, som kan være praktiske, hvis store områder skal undersøges (f.eks. Mortensen et al. 2015). Ved brug af manuelle bor vil man ofte lave en grov kortlægning af undergrunden med karteringsbor. Formålet kan være at lokalisere brednære aflejringer og potentielle fundførende lag, eller de mest egnede aflejringer til naturvidenskabelige undersøgelser, som f.eks. pollenanalyse (Christensen et al. 2012, Mortensen et al. 2017). Herefter kan større bor-typer, som russer- eller Usingerbor, anvendes til prøvetagning. Fordelen ved disse bor-typer er, at de udtager større og uforstyrrede prøver i et lukket kammer til forskel fra karteringsboret.
Dødishuller
Da sidste istids gletsjer smeltede bort blev store blokke af “dødis” efterladt tilbage i landskabet, begravet dybt under morænejord eller smeltevandsaflejringer. Igennem den senglaciale og tidlig holocæne periode smeltede denne dødis gradvist og dannede små vandfyldte lavninger og søer i tusindtal. Bevaringsforholdene i disse vådbundsaflejringer er ofte exceptionelle, da aflejringerne ofte ligger under grundvandsspejlet og kun sjældent er påvirket af pløjning mm. (Mortensen et al. 2014c).
Fund fra bl.a. Slotseng i Sønderjylland (Holm 1993, Mortensen et al. 2011) og Lundby på Sydsjælland (Jessen et al. 2014) har understreget det store videnskabelige potentiale, der er i sådanne lokaliteter.
Naturgenopretning kan være en stor trussel mod indholdet i de fundrige dødishuller, såfremt man ikke blot nøjes med at sløjfe dræn. Gennem en årerække i 00’erne blev der skønsmæssigt etableret 1.000-1.500 nye vandhuller årligt i Danmark blandt andet pga. særlige tilskud på området. Flere af disse graves ned i dødishuller, hvor man må skønne, at genstande fra ældre stenalder kan være gået tabt. Det er derfor vigtigt at holde særligt øje med vådområdeetablering og at rådgive om hensigtsmæssig naturgenopretning (bedst ved afblænding af dræn og uden større gravearbejde). Materiale fra ældre stenalder har som udgangspunkt godt af vådgøring, hvis det sker på skånsom vis.