Lokalisering - Rekognoscering som metode: Midtjylland

Af Karen Rysgaard og Nina Helt Nielsen

Langs Gudenåen er der gennem de seneste hundrede år samlet meget flint på bopladser fra især ældre stenalder. Mange genstande er gennem tiden fjernet fra markoverfladerne, og kun en brøkdel af dem er registreret af museerne. Selvom det flere steder primært er flintaffaldet og de mindre genstande, som f.eks. pilespidser, der nu ligger tilbage, kan nye rekognosceringer stadig give værdifulde oplysninger om de bopladser, der engang har ligget her.

CASE: SIM 5223 Svostrup II og SIM 5391 Dalsgårde II

Siden 2018 har Museum Silkeborg ad flere omgange foretaget rekognosceringer på en ca. 700 m lang strækning langs Gudenåens udløb af Sminge Sø. Området omfatter bl.a. den af Therkel Mathiassen beskrevne lokalitet ”Sminge Sø, Vest”, hvor der er registreret kerneøkser, spidsvåben, skive- og flækkeskrabere, flækker, tværpile og mikrolitter (Mathiassen, 1937). Museet har desuden optegnelser og en del genstande fra Sminge Sø, Vest, som er opsamlet af private fra 1950’erne til 1970’erne. Dette materiale udgør over 10.000 stykker flint, bl.a. økser, skrabere, pilespidser, hundredvis af blokke og tusindvis af flækker.

 
De nye undersøgelser indgår i et projekt, der belyser stenalderbosættelsen i et diakront perspektiv, og omfatter bl.a. systematisk indsamling og indmåling af alt bearbejdet materiale fra stenalder i et udvalgt område omkring Sminge Sø. Målet er at lokalisere og afgrænse stenalderlokaliteterne og om muligt udskille horisontal stratigrafi ved hjælp af ledetyper, inden lokaliteterne forsvinder helt ved dyrkning, bygge- og anlægsarbejde, klimatilpasning mv. Derigennem skulle vi gerne få en mere nuanceret viden om især ældre stenalders indlandsbebyggelse i Gudenåsystemet.

Arbejdet pågår stadig, og det bestræbes, at museets arkæologer over tid får afsøgt så store arealer som muligt, hver gang muligheden byder sig.

Topografi

De rekognoscerede arealer ved Sminge Sø ligger delvist på græsningsmarker langs Gudenåens let skrånende vestbred. Det sandede plateau med marker ligger omkring kote 18-23 over DNN/DVR90; sommervandstanden i Gudenåen ligger omkring 1-2 m lavere end markerne. Det har ikke været muligt at afsøge arealerne tæt på åen, da de udgør beskyttede naturtyper, §3 og NATURA 2000 habitatområder.

I nærområdet er der registreret flere lokaliteter fra stenalderen nær å- og søbredderne. Kun en enkelt lokalitet er fundet længere inde i landet – på den markante bakke Store Troldhøj i Gjern Bakker.

  
Afsøgningsmetode

Udvælgelsen af arealer til rekognoscering blev i høj grad styret af, hvad der var muligt. På én af markerne foregik rekognosceringen umiddelbart inden, marken blev omdannet til permanent brakmark; på de andre marker – der bruges til græsning – blev rekognosceringen foretaget efter jordbearbejdningen og såningen, der kun foregår hvert 5.-10. år. Det var kun muligt at afsøge arealerne i korte perioder, inden afgrøderne på de nysåede marker blev for høje/tætte om foråret og gjorde sigtbarheden dårlig. Et godt samarbejde med lodsejer og forpagter var derfor afgørende for at sikre, at museet blev kontaktet, så snart det var muligt at afsøge markerne.

De udvalgte arealer blev afsøgt en enkelt gang. Rekognosceringerne blev hver gang udført af 2-3 arkæologer, der gik med ca. 2 meters afstand, og alle genstande, flintaffald, ildskørnet flint og evt. anlæg blev indmålt med GPS med 3 cm nøjagtighed. Materialet må forventes at være blevet flyttet lidt af ploven, men den nøjagtige indmåling er en fordel i forhold til at identificere forskellige flintkoncentrationer.

Afsøgningen foregik i harveretningen, da det gjorde det nemmere at holde retningen, når vi gik hen over marken. Den nordligste del af arealet blev derfor i 2018 afsøgt i nord-sydgående baner, mens de to sydligste arealer i hhv. 2019 og 2020 blev afsøgt i øst-vestgående baner. Udover at gøre brug af harveretningen orienterede vi os på markerne ved hjælp af vores fodspor og markeringer i landskabet/på markerne (enten eksisterende eller nogle, vi selv lavede, f.eks. små stenbunker).

Deltagerne fulgte så vidt muligt hinanden under afsøgningen. Når der fremkom genstande, var det dermed nemt at markere fundstedet og indmåle det med det samme. Fundet kom straks i en fundpose med fundnummer skrevet med blyant på manillamærke og ned i en spand.

Det var vigtigt for os, at rekognosceringen kun blev foretaget under ordentlige iagttagelsesforhold, og afsøgningen foregik derfor ofte kun nogle timer ad gangen. Sigtbarhed og arbejdssituationer blev fotodokumenteret med telefon, da det var lettest at håndtere i felten.

   
Hver dag blev afsluttet med GPS-indmåling af det afsøgte areal. Udover at dokumentere, hvilket areal vi havde undersøgt, sikrede det, at vi altid ville kunne finde ud af, hvor vi var nået til, hvis vores markeringer i landskabet skulle forsvinde.

Efterbearbejdning

Efter hver afsøgning blev GPS-indmålinger af fund og afsøgte arealer downloadet og gemt. Der blev skrevet dagbog med opgørelse over arbejdstid, deltagere, vejrforhold, afsøgt areal, sigtbarhed i forhold til afgrøder og ikke mindst om arkæologiske iagttagelser, fundspredning, udvalgte fundtyper og deres placering i terræn, fundantal og datering mv.

Efter vask og nummerering blev fundene indført i MUD (Museernes Udgravnings Database), og på baggrund heraf kunne der laves spredningskort med markering af forskellige genstandstypers placering i fundkoncentrationer og terræn.