Lokalisering og submarine forundersøgelser
Af Peter Moe Astrup
I det følgende belyses nogle af de problemstillinger, som marinarkæologien står overfor i 2020'erne, og som kræver en målrettet og koordineret strategi/indsats at løse. Det overordnede tema er lokalisering og de udfordringer, der kan være forbundet med at planlægge, prioritere og udføre marinarkæologiske forundersøgelser på søterritoriet, som har til hensigt at lokalisere pladser fra den ældre stenalder.
Anlægsprojekter på søterritoriet varierer i størrelse fra alt mellem nedhamringen af enkelte pæle i en lystbådehavn til opførelsen af havvindmølleparker og gasledninger. Det er de to marinarkæologiske ansvarlige enheder i Danmark, som har til opgave at vurdere, om der er behov for at lave en marinarkæologisk forundersøgelse og udføre arbejdet (Læs mere om de marinarkæologiske ansvarsområder her). Antallet af store anlægsprojekter såsom havvindmølleparker og dertilhørende kabelruter synes at være stigende. For at sikre en faglig og økonomisk hensigtsmæssig afvikling af de marinarkæologiske opgaver i sådanne projekter lavede Energinet i samarbejde med SLKS og de daværende fem marinarkæologiske museer i 2016 et formaliseret samarbejdsskema, ”Best Practice”, som definerer de marinarkæologiske aktiviteter og sagsgange. Dokumentet har siden haft stor betydning for planlægningen og udførelsen af de marinarkæologiske forundersøgelser.
I ”Best practice”-dokumentet anbefales, at der for de større anlægsarbejder udføres en geoarkæologisk undersøgelse forud for den egentlige marinarkæologiske forundersøgelse. Målet med den geoarkæologiske analyse er at skabe et mere detaljeret billede af det arkæologiske potentiale i et givent område. I den geoarkæologiske analyse anvendes typisk en bred vifte af data såsom geotekniske boringer, geofysiske data, sedimentkortlægninger osv. Herved får museerne et langt bedre grundlag for at udvikle havspejlskurver, landskabsmodeller og topografiske udpegninger af arkæologiske hotspots, som kan bruges til at fastslå det arkæologiske potentiale i de berørte områder. (Geologiske data kan ligeledes bruges til at afskrive store områder, hvis f.eks. et område har været udsat for kraftig erosion). De geologiske data, som genereres i relation til de store anlægsprojekter, kan også have en stor forskningsmæssig værdi. Det er derfor afgørende, at museerne aktivt forsøger at udnytte denne ressource i den geoarkæologiske analyse. Ved at indlede en dialog med bygherre på et tidligt tidspunkt i et givent projekt (typisk allerede under VVM-redegørelsen) vil det desuden ofte vise sig, at de museale interesser og strategier bringes i spil, når de geologiske undersøgelser skal udføres. Herved vil museet til den geoarkæologiske analyse kunne drage nytte af de data, som ellers skabes med andre formål for øje og derigennem evt. anmode om at specifikke prøver gemmes til datering. Museerne bør ligeledes overveje, hvordan de opbevarer denne type data for eftertiden, så de vil kunne bruges ifm. fremtidige projekter.
I den geoarkæologiske analyse laves der typisk en model over de forhistoriske landskaber og kystlinjer, som danner grundlag for udpegningen af potentielle hotspots. I takt med at det geofysiske udstyr forbedres, og at der laves flere boringer og dateringer i de respektive områder, bliver landskabsmodellerne også bedre. Udfordringen er nu i høj grad, hvordan vi skal forholde os til de enorme rekonstruerede landskaber, og de faktorer som vanskeliggør udpegningen. Tre konkrete problemstillinger som kræver en målrettet indsats er:
1: At det er uvist, hvilken betydning kysten havde i Maglemosekulturen (ca. 9500-6400 f.Kr) og dermed, hvor udbredte kystbopladserne var. I forhold til lokaliseringen af hotspots betyder dette, at det er meget vanskeligt at afgøre, hvor stor en vægt man skal tillægge datidens kystområder sammenlignet med indlandsområderne. Ligeledes er det uklart på hvilke måder evt. kystbosættelser i Maglemosekulturen vil have adskilt sig fra de kystbosættelser, der kendes fra hhv. Kongemose og Ertebøllekulturen. Senere synes kysten at være kendetegnet ved at udvise større befolkningstæthed og mere permanente bosættelser. Det er disse fænomeners opståen, som en koordineret indsats kan være med til at få belyst. Det vil derfor være formålstjenligt, hvis de marine kapitel 8-undersøgelser kan medvirke til at afklare dette overordnede spørgsmål. Konkret kan arbejdet på de to ansvarshavende marinarkæologiske enheder tilrettelægges således, at museerne fokuserer på at tilvejebringe nye fund og viden, der kan bruges til at fastslå 1: kystbosættelsernes udbredelse og karakter (f.eks. i forhold til indlandsbopladserne), 2: ressourceudnyttelsens omfang og karakter (f.eks. belyst gennem dyreknogler, isotopanalyser etc.). og 3: marine teknologier (f.eks. ruser og fiskehegn samt symbolske genstande). Til at svare på sådanne spørgsmål er der behov for en koordineret indsats.
2: En anden udfordring er, at mange af områderne, som udpeges i forbindelse med den geoarkæologiske analyse, ligger på dybder eller under sedimentdække, hvor det ikke er muligt at undersøge/optage materialet på systematisk vis. Endnu er det fra store havdybder kun mulig at suge fundene op gennem et rør for at gennemse materialet i skibets lastrum eller på land. Fra lavere vanddybder er det muligt at tage dele op via gravko med lang arm. I begge tilfælde vil der ofte være tale om en ødelæggende proces, hvor fundene mister megen af deres kontekstuelle information. I fremtiden vil det være behov for at gentænke metodikken, der anvendes i forbindelse med marinarkæologiske forundersøgelser, og vurdere, hvilke fordele og ulemper er der mellem de forskellige metoder? Ønskværdigt vil det også være, hvis det i forbindelse med de store offshore-projekter i fremtiden bliver muligt at optage uforstyrrede prøver/blokke fra havbunden, som kan undersøges og dokumenteres under kontrollerede forhold på skibet eller på land.
3: Ofte vil sandsynligheden for, at en stikprøveundersøgelse på søterritoriet er i stand til at påvise fund fra tidligmesolitikum, være ret beskeden. Dette skyldes ikke nødvendigvis en dårlig udpegning, men at der var langt mellem lokaliteterne i det tidligmesolitiske landskab, og at det er vanskeligt at påvise deres eksistens, fordi de repræsenterer små enheder. Det vil derfor ofte være svært at afgøre, om sandsynligheden for at påvise nye tidligmesolitiske lokaliteter er tilstrækkelig til at det kan begrunde en arkæologisk forundersøgelse. Som marinarkæolog vil man ofte være tvunget til at vurdere, om det formodede videnskabelige afkast ved at påvise en given lokalitet i et område står mål med de ressourcer, det kræver. Hvad en ny plads vil kunne bidrage med af viden ud over at give et prik på kortet. Der synes - som eksempel - i de seneste år at have været en tendens til at tillægge fund, der er fundet i Nordsøen, stor værdi. Et vandrullet afslag fundet på 20 meters dybde i Nordsøen, vil således skabe overskrifter, mens det samme ikke vil gøre sig gældende i de indre danske farvande.
Regionale forskelle
Afslutningsvist er det vigtigt at pointere, at der er meget store regionale forskelle i, hvor udbredte stenalderlokaliteterne er. I nogle områder som f.eks. Horsens Fjord ligger bopladserne side om side, mens der i andre farvande kendes meget få bopladser (f.eks. Nordsøen og Limfjorden). Årsagerne til forskelle er mange, men det er vigtigt at være klar over, at forudsætningerne for at påvise en plads fra en given periode kan variere inden for selv korte afstande. Forudsætningerne for at løse en given problemstilling varierer derfor også fra område til område, og nogle områder vil være mere velegnede end andre. Det er ikke nødvendigvis i sig selv et succeskriterie at få påvist bopladser i de områder, hvor der i forvejen er få registrerede lokaliteter. Vigtigere er det, at de enkelte projekter/forundersøgelser prioriteres og planlægges ud fra en faglig begrundelse for deres potentiale i forhold til at svare på specifikke problemstillinger. Netop derfor er det afgørende, at de marinarkæologiske museer har en langsigtet og koordineret forskningsstrategi, og at det står klart, hvad man ønsker/forventer, at de enkelte projekter kan bidrage med. Problemstillingerne kan med fordel indtænkes i den geoarkæologiske analyse, således at de, uanset udfaldet af forundersøgelsen, har bidraget med ny arkæologisk viden.