Metodevalg ved undersøgelse af Femern-forbindelsen
Af Søren A. Sørensen
De arkæologiske undersøgelser, der blev foretaget forud for anlæggelsen af en tunnel under Femern Bælt, bestod for den mesolitiske del i udgravning af en inddæmmet og tørlagt tidligere lagune. Det gav mulighed for at undersøge et omfattende område, der i princippet var submarint, men i praksis kunne udgraves med de metoder, der anvendes ved udgravning på tørt land. Lokaliseringsmæssigt gav placeringen dog visse udfordringer da stenalderlandskabet og dermed de arkæologisk interessante lag var overlejret af op til flere meter sediment bestående af sand og gytje. Lokaliseringsproblematikken blev løst ved anvendelse af erfaringer indhentet i Holland og Belgien, hvor der er tradition for at lokalisere sanddækkede bopladsområder gennem systematiske boringer foretaget med et sneglebor. I forbindelse med Femernprojektet blev der først lavet et antal kerneboringer med en diameter på ca. 10 cm med henblik på at få kortlagt sedimentationens stratigrafi og for at kunne rekonstruere den oprindelige topografi. Dernæst anvendtes et sneglebor med en diameter på omkring 1,3 m., drevet af en gravemaskine. Med et så tykt bor er der mulighed for at tilvejebringe oldsager fra det opborede materiale samt at fastlægge dybden af kulturlagene i kombination med kerneboringerne. Bagsiden ved metoden er naturligvis, at den er stærkt destruktiv, og at oldsager, der bliver fundet i det opborede materiale, ikke kan kontekstualiseres i en eventuelt efterfølgende udgravning.
På de steder, hvor der blev påvist større koncentrationer af arkæologiske fund i det opborede materiale, blev der anlagt “prøvehuller” af en størrelse på 4x4m, og grundet det meget høje grundvandsniveau måtte disse prøvehuller spunses på alle fire sider. Denne del af prøvegravningmetoden rummer en ikke uvæsentlig problematik. Da målet med en prøvegravning jo er at indsamle viden til en argumentation for, at der skal fortages en efterfølgende udgravning, vil man ofte prioritere at udgrave hele prøvehullet på de 16 m2 for at få flest mulige data. Samtidig viser erfaringerne, at en udgravning af et så stort areal, hvis det ligger midt i den mest komplicerede del af en stenalderboplads, kan være vanskelig at indpasse og analysere i sammenhæng med den efterfølgende udgravning af hele området. I praksis bør det dog kunne løses ved at dokumentere alt i prøvehullet efter højst tænkeligt standard og ved at efterlade tydelige fixpunkter i det udgravede prøvehul, således at det senere kan indgå i den samlede bopladsanalyse (Læs mere om forundersøgelser her).
En anden erfaring er at en omfattende afdækning af et større areal omkring de mest fundrige områder kan give nye og interessante oplysninger. Hvor anbefalinger og praksis tidligere har været, at man efter prøvegravning ved hjælp af grøfter eller prøvehuller skulle lokalisere det fundrigeste område og placere sit udgravningsfelt med udgangspunkt i den tætteste fundkoncentration, så har de omfattende fladeafdækninger ved Femernundersøgelserne vist, at der ofte i tilknytning til de fundrigeste områder kan være “satellit koncentrationer,” som er adskilt fra hovedfundkoncentrationen af zoner med få eller næsten ingen fund. Konklusionen er, at man ubevidst kan komme til konsekvent at afskære sig fra at finde sådanne satellitkoncentrationer, hvis man begrænser udgravningsfeltet til de fundrigeste områder, med deraf følgende risiko for fejltolkninger om bopladsens karakter og funktion.
Ved Femernudgravningen var det oprindelige bopladsområde transgrederet med deraf følgende erosion og redeponering af selve bopladsområdet, derimod var området ud for bopladserne, det der traditionelt betegnes som udsmidsområdet, særdeles velbevaret og uforstyrret. Vi bliver her lige nødt til at vende blikket tilbage til den arkæologiske forskningshistorie for at se, hvorledes begrebet udsmidsområde egentlig opstod. Det gjorde det, da H.C. Broholm i forbindelse med udgravningen af maglemosebopladsen i Holmegårds mose kom med følgende overvejelser:”Hovedmassen af de i “Benlaget” fundne Kulturrester må sikkert opfattes som Affald, der fra Lejrpladsen er kastet ud i Søen.” (Broholm 1924:12). Skønt Broholm følger op med er forbehold, hvori han skriver, at det i hvert fald må gælde for hovedparten af de fundne oldsager i dette område, så har dette forbehold siden sjældent fundet plads i den arkæologiske tolkning af “udsmidsområdet”. Og det er her, at erfaringerne fra Femernprojektet har ydet et væsentligt bidrag til forståelse og tolkning af området ud for bopladserne, og en mere neutral betegnelse end udsmidsområde kunne være “et brednært deponeringsområde”, hvilket ikke udelukker, at der også kunne deponeres affald i området, men holder en dør på klem for at der også kan have foregået andre aktiviteter (Sørensen 2019; 2020). I hvert fald en del af disse deponeringer må opfattes som rituelt betingede altså det der også ofte går under betegnelsen offerfund. Neolitiske offerfund i marin kontekst er en kendt og accepteret del af det rituelle spekter og kendes f.eks. fra Stenballe Sund i Horsens fjord, fra Kølholm i Roskilde fjord og fra den inddæmmede Lammefjord omkring Svinningevejle og senest fra Femernprojektets udgravninger. Meget tyder imidlertid på at offerfund eller rituelle deponeringer i marin eller vanddækket kontekst også har været praktiseret i mesolitikum, og at fundene ofte findes i det brednære deponeringsområde (Sørensen 2021). Hvis denne tolkning accepteres, vil det øge den videnskabelige værdi af dette område fra blot at rumme affald til at afspejle sider af den rituelle adfærd og give en forklaring på de ofte intakte og brugbare genstande, der også findes i dette område.
Et andet aspekt, som udgravningerne ved Femernprojektet har bragt i fokus, er tolkningen af de ubearbejdede dyreknogler, der findes i “udsmidsområdet.” Som det var tilfældet på ertebøllebopladsen Bökeberg III i Skåne, kunne der også i faunamaterialet fra Femernprojektet ses tydelige mønstre i de enkelte faunaelementers placering og kontekstuelle relationer. Særligt har underkæber været undersøgt og behandlet som en “signaturknogle” med særlig betydning (Sørensen 2019; 2020; 2021), men andre knogleelementer kunne også inddrages i sådanne analyser.
En særlig deponeringspraksis, hvor man presser træredskaber ned i den bløde bund, blev med fundene fra Femernprojektet for første gang for alvor påvist som en egentlig praksis og ikke blot en tilfældig genanvendelse af træredskaber i f.eks. fiskegærder. Når denne praksis kunne dokumenteres på så overbevisende vis, som det var tilfældet, skyldes det naturligvis de gode bevaringsforhold for organisk materiale, men af lige så stor betydning var de meget store områder, der udgravedes. Ved den seneste optælling blev der på de forskellige udgravninger i Syltholm-lagunen fundet ikke mindre end 105 træredskaber, som var presset ned i lagunens bløde bund (Sørensen in press.).
En særdeles positiv erfaring fra projektet var et tæt samarbejde med forskellige grene fra naturvidenskabelige discipliner, der betød, at væsentlige resultater blev produceret, allerede inden projektet var tilendebragt (Jensen et al. 2019, Papakosta et al. 2019).
En sidste, men langt fra uvæsentlig, erfaring indhøstet ved Femernudgravningerne er knyttet til den traditionelle fladeafdækning med maskinkraft. Visse dele af de udlagte udgravningsområder kunne af økonomiske og tidsmæssige årsager ikke udgraves systematisk, og det blev derfor besluttet at afdække det kulturførende lag med maskine for en hurtig og summarisk indsamling af fund og for at afgrænse de udgravede fundkoncentrationer. Det viste sig imidlertid, at der stort set ikke kunne konstateres fund ved maskinafgravningen, og en håndgravet grøft lavet som kontrol viste med al ønskelig tydelighed, at det ikke var fordi, der manglede fund i området. Dette er foruroligende, idet langt de fleste prøvegravninger bliver foretaget med maskingravede grøfter, der ifølge Femern-erfaringerne næsten gør det umuligt visuelt at spotte de langt overvejende mindre fund i overfladen. Det er klart, at karakteren af det sediment, der udgraves, kan have en vis betydning, men det bekræftede også svagheden i den traditionelle prøvegravningsmetodik, når det gælder om påvisning af mesolitiske bopladser. Der er således stor sandsynlighed for, at især mindre bopladser vil blive overset ved en prøvegravning foretaget på traditionel vis med maskine, især hvis man ikke ændrer udgravningsstrategi, så snart der dukker blot en smule flint eller andre fund op i søgegrøften.