Ældre stenalders forskningshistorie
Af Søren A. Sørensen
1836
C. J. Thomsen definerer stenalderen som en selvstændig periode med den første kronologiske opsplitning af forhistorien i henholdsvis sten- bronze- og jernalder.
1848 - 1851
Nedsættelsen af “Leire-kommissionen” - eller som den senere kommer til at hedde; “Den første køkkenmøddingkommission” - fører til en erkendelse af, at en række skaldynger rundt omkring i landet ikke er hævede havstokken, men i virkeligheden menneskeskabte køkkenmøddinger. Kommissionens medlemmer har en tværvidenskabelig baggrund og kommer til at danne skole for, hvordan en stenalderboplads skal belyses fra flere forskellige faglige synsvinkler. Udgravningsmetoden består endnu på denne tid af en usystematisk indsamling af oldsager og fauna fra skaldyngerne.
1859 - 1900
Efter erkendelsen af køkkenmøddingerne som menneskeskabte rejser der sig hurtigt et spørgsmål om deres eventuelle samtidighed med dysser og jættestuer. Dette spørgsmål, kendt som striden om stenalderens tvedeling, bliver løst af den anden køkkenmøddingkommission. Det konkluderes, at der er en ældre (jæger-)stenalder og en yngre (bonde-)stenalder. Udgravningsmetoden er forbedret til systematisk udgravning i kvadratmeterfelter og stratigrafisk adskillelse af lagene, sidstnævnte efter inspiration fra geologien.
Udgravningen af Ertebølle-køkkenmøddingen som et led i den anden køkkenmøddingkommissions arbejde giver navn til Ertebøllekulturen. Udgravningerne foregår endnu uden anvendelse af soldning, hvilket betyder, at små genstande, som f.eks. tværpile, er stærkt underrepræsenterede fra disse tidlige udgravninger.
1900 - 1903
Knapt err man nået frem til erkendelsen af, at der findes en ældre stenalder, før fund fra Maglemosekulturen dukker op og giver anledning til en yderligere opsplitning af stenalderen. Det bliver også starten på, at finkronologiske studier inden for jægerstenalderen begyndes. Stratigrafi er den vigtigste metode til at adskille forskellige tidsmæssige enheder.
1936
Clark åbner op for at der også kan være regionale forskelle inden for den samme kulturgruppe.
1944
Det lykkes for første gang E. Westerby efter en målrettet eftersøgning at påvise en palæolitisk boplads i Danmark (Bromme).
1940 - 1960
De store moseundersøgelsers tid. I tæt samarbejde undersøger mosegeologer og arkæologer mange af de stenalderbopladser, der er truet af periodens intensive tørvegravninger. Pollendatering er arkæologiens vigtigste dateringsredskab frem til etableringen af 14C laboratoriet i København i 1951, iøvrigt som det første i Europa. Der skal imidlertid gå nogle år før den nye dateringsmetode for alvor kommer til at præge forskningen.
1960 - 1989
Kulstof 14-dateringer bidrager til en "længere kronologi". Et paradigmebrud kommer med New Archaeology, som senere bliver kendt som processuel arkæologi. Bogen “Man the Hunter”, der udkommer i 1968, kommer til at præge stenalderarkæologien i årene efter og betyder en øget inddragelse af etnografi og praktiske eksperimenter som et led i tolkningsprocessen. Der søges efter universelle lovmæssigheder i den menneskelige adfærd i tæt samarbejde med etnografien. De nye spørgsmål, der stilles, kræver nøjere dokumentation, og udgravningsteknikken forfines, og "øjebliksbilleder" forsøges afdækket på bopladsfladerne "decapage". Større fladeafdækninger erstatter søgegrøfter og prøvehuller som foretrukne udgravningsmetoder. Kronologiske spørgsmål bliver trængt i baggrunden til fordel for spørgsmål om økonomiske strategier, bosættelsesmønstre, gruppestørrelser mm. Inddragelsen af etnografiske kilder i tolkningsprocessen møder snart kritik for at være forsimplet og uden at tage tilstrækkelig hensyn til de lokale forhold. Store regionale projekter (Norsminde Fjord-projektet i Jylland og Vedbækprojektet på Sjælland) ser dagens lys i erkendelse af, at én boplads alene ikke løser de spørgsmål, der nu stilles. Nye og meget tidskrævende analysemetoder såsom slidsporsanalyser og flintsammensætninger vinder frem. Begrebet chaine operatoire anvendes til analyse af arbejdsprocesser inden for både flint og organiske materialer, hvor man følger et redskabs tilblivelse fra fremskaffelsen af råmaterialet til fremstilling, brug, opskærpning og til sidst kassation af stykket.
1990 -
Postprocessuel arkæologi bygger oven på processuel arkæologi, men tager samtidig afstand fra dele af den tidligere teoretiske tolkningsproces. Postprocessuel arkæologi betyder bl.a., at arkæologen nu opfattes som en aktiv og ikke neutral deltager i tolkningsprocessen. Retningen har også medført en stigende interesse for immaterielle forhold såsom religion og ritualer, og en venden bort fra, at de praktiske funktionelle tolkninger - set med vores nutidige øjne - altid skulle have fortrinsret.
Kontekstuel arkæologi er en del af den postprocessuelle retning, og her inddrages de kontekstuelle relationer mellem det enkelte fund og omgivelserne. Populært sagt betragtes det arkæologiske kildemateriale som en tekst, hvor en del af ordene mangler, og hvor de enkelte ord kun giver mening i kontekst med andre ord. Dette betyder, at også landskabets karakter bør inddrages i den arkæologiske analyse.
Øget anvendelse af computere i arkæologien gør det muligt at behandle langt større datamængder end tidligere, hvor store projekter med mange manuelle registreringer ofte led “datadøden”. En række analyser, der tidligere var meget tidskrævende, kan nu gennemføres på et øjeblik.
Nye metoder som DNA-analyser giver mulighed for at afklare gamle stridsspørgsmål om indvandringer og domesticering. Den stigende decentralisering af arkæologien i Danmark - i kombination med de langt mere tidskrævende analyser af materialet - betyder, at ingen institutioner (uanset størrelse) længere har de fornødne ressourcer til at drive tidssvarende arkæologi på jægerstenalderområdet. Danmarks førende position inden for udforskningen af jægerstenalderen er for længst forsvundet, skønt vi stadig har et af verdens bedste kildematerialer til rådighed. De mange nye naturvidenskabelige metoder, der er udviklet, har også medført, at publiceringen af de arkæologiske fund har skiftet karakter fra at være skrevet af én person (arkæologen) eventuelt med et appendiks skrevet af en zoolog eller en geolog, til at være skrevet af mange forfattere med en tværvidenskabelig baggrund.
Nationalt er museumsstrukturen kommet til at spille en ikke uvæsentlig rolle i udforskningen af de arkæologiske perioder og således også for ældre stenalder. Den store decentralisering, der for alvor tager fart fra midten af 1900-tallet, betyder, at store nationale forsknings- og udgravningskampagner bliver stadigt sjældnere i takt med, at Nationalmuseet mister sin ledende rolle som det primært udgravende museum i Danmark. Økonomi og lovgivning har også betydet, at målrettede forskningsudgravninger er yderst sjældne, således at forskningen kommer til at skulle baseres på tilfældigt opståede nødudgravninger forårsaget af bygge- og anlægsaktiviteter. Da den øgede decentralisering bliver opfattet som en hæmsko for at drive kvalitetsforskning og i øvrigt leve op til en række minimumskrav, bliver der taget initiativ til at fusionere mange af de mindre kulturhistoriske museer, og i perioden fra 2006 til 2022 er antallet af museer eller museumssamarbejder med arkæologisk ansvar faldet fra 140 museer til kun 27.
2011-
På baggrund af en international evaluering af arkæologien i Danmark nedsætter Slots- & Kulturstyrelsen en strategigruppe, der skal opkvalificere danske jægerstenalderundersøgelser. Museumslandskabet forandres til større arkæologiske enheder, der må forventes at kunne kvalitetsløfte opgaver som udgravning af og forskning i ældre stenalders bopladser.
2013
International evaluering af den marinarkæologiske udgravningsvirksomhed offentliggøres.