Undersøgelse af anlæg og aktivitetsstrukturer

Kvadratmeterfelterne havde først til formål at få et overblik over bopladsens intensitet, målt i antallet af oldsager pr. kvadratmeter, således at man kunne koncentrere udgravningsindsatsen i de områder med flest oldsager. Senere blev udgravningen i grid af hele eller kvarte kvadratmeterfelter et vigtigt element i analysen af oldsagernes horisontale spredning til påvisning af f.eks. latente strukturer på bopladsfladen, altså strukturer der ikke umiddelbart kunne ses og dokumenteres i forbindelse med selve udgravningen, men som først trådte frem ved det efterfølgende analysearbejde (Leroi-Gourhan & Brezillon 1972:325).

Det er vigtigt at understrege, at der ikke kan gives én opskrift på hvordan en mesolitisk boplads eller et mesolitisk anlæg skal udgraves, man er nødt til at vurdere den enkelte boplads og det enkelte anlægs potentiale for at vælge den rigtige udgravningsstrategi.

Udgravningsstrategien skal følge en problemstilling, som ofte kan være en hypotese om en bestemt sammenhæng for bopladsen eller anlægget. Problemstillingen er afgørende i budget godkendelsesprocessen. 

Nogle gange vil den ovennævnte metode med udgravede felter være tilstrækkeligt til at sikre nogle vigtige oplysninger, andre gange vil det virke direkte ødelæggende for mulighederne for at dokumentere nogle kontekstuelle relationer, som vil gå tabt, hvis materialet blot udgraves feltvis. Afdækning af større sammenhængende dele af bopladsfladen (decapage) giver ofte en mulighed for at iagttage mønstre og spredninger samt kontekstuelle forhold, det er vanskeligt at genskabe i en analyse baseret på data indsamlet gemmen udgravning af separate felter. Når dette er sagt, bør der altid vælges den udgravningsmetode der er bedst egnet til netop den aktuelle kontekst.

Forskelle i sediment, eller om en boplads udgraves over eller under vandet, kan have afgørende betydning for hvad der er praktisk muligt at gennemføre (Læs mere om undersøgelse af submarine anlæg her). Større fladeafdækninger er stort set umulige at lave på submarine bopladser, og på landjorden må den ellers obligatoriske vandsoldning af alt udgravet sediment som oftest opgives, hvis sedimentet består af tørv eller driftgytje, der ikke opløses ved vandsoldning. I sidstnævnte tilfælde vil en forsigtig afskrabning med graveske normalt være et brugbart alternativ til soldningen. Man kan eventuelt udtage samples for nærmere undersøgelser, hvis der er områder hvor man har mistanke om at der kan være ganske små genstande som er vanskelige at erkende i udgravningssituationen.

Hvor man tidligere opfattede de største bopladser som de absolut mest værdifulde videnskabeligt set, så har også ganske små bopladsfund deres fordele, da de vil være mindre forstyrrede af gentagne aktiviteter på stedet allerede i stenalderen. En lille boplads vi normalt ikke have så bredt et udvalg af anlæg og aktivitetsområder som de store bopladser og slet ikke de samme mængder af redskaber, men den skarphed, som eventuelle aktivitetsområder og anlæg kan fremstå med, kompenserer for disse mangler, og det vil ofte være gennem studier baseret på de små fund, at vi kan finde nøglen til forståelsen af de store og mere komplicerede bopladser.

Undersøgelse af mesolitiske anlæg

Mesolitiske anlæg er ofte vanskeligere at erkende end anlæg fra senere perioder, og kræver derfor særlig opmærksomhed og under tiden også særlige udgravningsformer for at blive dokumenteret på tilstrækkelig vis. F.eks. kan lag af blegsand forveksles med undergrund men vise sig at indeholde oldsager (Læs mere i Undersøgelser - Søhøjlandet og Gudenåsystemet her). Erfaringen er, at det kan være meget vanskeligt at erkende kulturlag fra Maglemosekulturen, hvor udvaskningen har været betragteligt. Det er derfor også vigtigt at gå ned i de lyse lag, når man foretager en prøvegravning.

Fund af hyttetomter er fortsat sjældne, og selv efter at udgravningsmetoderne har bevæget sig fra grøfter til større fladeafdækninger, har det ikke givet en væsentlig forøgelse af påviste hytter. Hvis vi ser på, hvad der findes af mesolitiske boligstrukturer ikke kun i Danmark, men også i vores nabolande, så kan man opdele dem i tre forskellige hovedtyper: teltringe, hytter med forsænket gulv og hytter bygget af stolper og stager. Bag distinktionen mellem stager og stolper ligger en skelnen mellem de kraftigere stolper og de spinklere stager, uden at der foreligger nogen entydige metriske definitioner på de to kategorier. Det, der i denne sammenhæng er vigtigt at understrege, er, at stolper kræver, at der graves et regulært stolpehul for at fæstne dem i jorden, hvorimod tilspidsede stager kan presses ned i jorden og derved kun efterlader sig et ganske lille aftryk, der let kan forveksles med en dyregang. Der kan findes rester af hytter under køkkenmøddingerne som f.eks. Vængesø III på Djursland, hvor der under køkkenmøddingen fandtes tre rektangulære sænkninger på 5-6m længde og 3m brede og med flere registrerede ildsteder i hvert anlæg (O.L. Jensen 2019 s. 23).

Antallet af veldokumenterede hytter fra Danmark er for lille til, at man kan udlede noget om eventuelle kronologiske eller funktionelle forskelle mellem de tre nævnte typer, men traditionelt opfattes teltringe oftest som en ældre type end de mere bastante konstruktioner. Hytter, eller boligstrukturer om man vil, består ofte af flere anlæg, der tilsammen afspejler den oprindelige konstruktion. For at dokumentere denne sammenhæng kræves en meget høj dokumentationsgrad, der bedst kan sammenlignes med den måde man ville dokumentere en jordfæstegrav på. Blandt de anlæg, der kan være med til at markere boligstrukturen, er ildsteder, stagehuller, egentlige stolpehuller, en større grube i hytter med forsænket gulv og endelig ubearbejdede sten som udgør en teltring.

Hytter med forsænket gulv er de tydeligste og nemmeste konstruktioner at erkende i fladen. At de endnu er så dårligt repræsenteret i Danmark, kan skyldes, at man her har foretrukket andre konstruktionsformer. Bedst er typen kendt fra fire hyttetomter på bopladsen Nivå 10 i Nordøstsjælland og to fra Lollikhuse ved Roskilde fjord. Det kan heller ikke udelukkes, at denne hyttetype har forskellig regional forekomst og er hyppigere mod øst end i vest. F.eks. er der for nylig udgravet over 50 hytter med forsænket gulv på bopladsen Ljungaviken ved Sölvesborg i Blekinge (Kjällquist 2017), men også i Norge er typen yderst velkendt (Fretheim 2017). Som nævnt er hytter med forsænket gulv relativt lette at erkende, når de frilægges i fladen, men hvis man har valgt en anden udgravningsstrategi med udgravning af grøfter, kan selv et markant anlæg blive overset eller fejlfortolket, hvilket muligvis er sket ved udgravning på bopladsen Nivågård kun få hundrede meter fra, hvor de ovennævnte Nivå 10-hytter er udgravet. På Nivågård kan der således på en profiltegning tydeligt ses en ca. 3m bred grube med flad bund (Lass Jensen 2001:127), der ikke erkendtes som en mulig hyttetomt under udgravningen. Dette eksempel illustrerer, hvorledes den valgte udgravningsmetode kan være af afgørende betydning for om visse anlægstyper bliver påvist eller ej. Generelt må det dog pointeres, at alle anlæg bedst erkendes ved afdækning af større sammenhængende flader, hvilket ikke udelukker at der bevares støtteprofiler på strategisk velvalgte steder.

Ved udgravning af en hytte med forsænket gulv vil det bedste resultat blive opnået, hvis alle fund indmåles og registreres præcist, hvor de bliver fundet. Dokumentation udelukkende i hele eller kvarte kvadratmeterfelter vil vanskeliggøre spredningsanalyser til påvisning af aktivitetsområder i hytten. Da hytter med forsænket gulv ofte har flere faser i gulvlagene, kan gentagne fladeafdækninger dokumenteret fotogrammetrisk opmåling med fordel anvendes. 

Hytter bygget af stager eller stolper er en type, som bedst kendes fra Maglemosekulturens Ulkestruphytter (Andersen et al 1982), men et rigtigt godt eksempel findes også på den lidt yngre skånske boplads Rönneholm 6 (Larsson & Sjöström 2011). Denne type er hidtil kun påvist i moser med særdeles gode bevaringsforhold for træ. Det betyder ikke nødvendigvis, at tilsvarende hytter ikke også har været rejst på mere tørre bopladsområder, hvor de dog er særdeles vanskelige at påvise, da de spinkle stager kun efterlader ganske små aftryk i undergrunden, og oven i købet aftryk, der i fladen til forveksling ligner dyregange. Nu vil der sjældent være mulighed for at snitte samtlige fyldskifter af denne art på de afdækkede falder for om muligt at udskille stagehuller fra dyregange, men hvis der på en bopladsflade findes et ildsted, kan man med fordel undersøge alle, selv de ganske spinkle fyldskifter der findes omkring ildstedet, da ildsteder meget ofte findes inde i de veldokumenterede hyttetomter. Ved udgravningen af Maglemosebopladsen Ålyst på Bornholm blev der fundet spor efter to hytter, hvortil der var knyttet et antal stolpehuller, men i modsætning til senere perioders tydelige stolpehuller beskrives disse som meget blege og udvaskede (Casati & Sørensen 2006:247) - et forhold, man skal være opmærksom på ved undersøgelse af mesolitiske bopladser.

Teltringe manifesterer sig ved en tilnærmelsesvis cirkelformet kreds af sten, der har holdt teltdugen nede, og de er i Skandinavien bedst dokumenteret i Norge (Fretheim 2017), hvor typen især er knyttet til tidligmesolitikum. Forekomsten af teltringe har også været foreslået i forbindelse med enkelte danske fund fra mesolitikum (Grøn 1988). Tilstedeværelsen af et muligt telt har også været foreslået, baseret på fundspredningen, men hvor stenene fra teltringen var fraværende (Sørensen & Sternke 2004:102). Fundspredningen er et af de vigtigste analyseværktøjer når man analyserer fundene fra bopladsfladen, idet “vægeffekten” kan afsløre eventuelle boligstrukturer som et latent anlæg uden umiddelbart synlige konstruktionselementer (Leroi-Gourhan & Brezillon 1972:254, Stapert 1992). En ukritisk brug af vægeffekten som indikator for en boligstruktur er dog risikabel, da der findes etnografiske eksempler på, at netop telte kan have oprullet teltdug hvis det har været varmt, og vægeffekten dermed mindskes eller helt forsvinder (Grøn 2000:177). Det tydeligste eksempel på en vægeffekt knyttet til mesolitiske hytter udgravet i Sydskandinavien finder vi på bopladsen Rönneholm 6 i Skåne. I dette tilfælde er der dog ikke tale om et telt men en stagebygget hytte. Her suppleres billedet af de nedbankede stager, der har båret overbygningen af hytten, på fineste vis af fundspredningen samt flintsammensætninger, der adskiller aktiviteter, der har fundet sted inde i hytten fra de udendørs aktiviteter (Larsson & Sjöström 2011).

Generelt er vores kendskab til mesolitiske boligstrukturer fra Danmark stadig så mangelfuldt, at enhver udgravning, hvor der er mistanke om, at der kan påvises en form for boligstruktur, bør have højeste prioritet, og den valgte udgravningsmetode bør tilpasses påvisning og dokumentation af boligen.

Ildsteder er almindeligt forekommende på mesolitiske bopladser fra alle perioder (Gehlen et al., 2020). Betegnelsen ildsted er nemlig alt for begrænset til at beskrive den store variation, der findes på deres udformning og konstruktion, forskelle som sandsynligvis afspejler forskellige funktioner. I koncentrationer af brændt flint kan ildskørningsgraden være en vigtig indikation.

Ved udgravningen af Ertebøllebopladsen Lollikhuse kunne der således udskilles ikke mindre end syv forskellige ildstedstyper på baggrund af deres konstruktion (Sørensen 1993), og muligheden for endnu flere typer og kronologiske forskelle på ildstedstyper er klart til stede. Så for at forstå og tolke en mesolitisk boplads er det ikke tilstrækkeligt blot at påvise ildsteder, man må også beskrive og klassificere dem, så de kan indgå i en overordnet bopladsanalyse med henblik på at knytte dem til specifikke funktioner på pladsen.

Ildsteder betragtes ofte som helt centrale anlæg, hvis man vil forsøge at rekonstruere sociale strukturer i stenalderens samfund. Etnografiske kilder viser, at køn, alder og status ofte afspejles i de enkelte personers placering omkring ildstedet. For at kunne analysere disse forhold er en meget præcis placering af alle fund omkring ildstedet nødvendig at dokumentere for at kunne påvise de forskellige aktivitetszoner.

Gruber og nedgravede anlæg er langt fra almindelige på mesolitiske bopladser, og når de forekommer, er det som oftest på de større bopladser, der har været anvendt gentagne gange og ofte gennem århundreder. Denne type bopladser betragtes ofte som basisbopladser, hvorpå flere forskellige aktiviteter har været praktiseret end på de mindre jagt- og transitbopladser. Grubernes fyld bør soldes og eventuelt floteres, da indholdet og dermed funktionen kan være vanskelig at erkende visuelt under udgravningen. (Gehlen et al 2020).

Grave fra mesolitikum var i mange år nærmest fraværende, men med overgangen til afdækning af større bopladsflader kom gravene også i større antal, skønt de stadig er meget sjældne. Grave kan som andre mesolitiske anlæg være meget vanskelige at erkende i overfladen, da fyldskifterne ofte er ganske lyse. Både brandrave og jordfæstegrave er veldokumenterede i mesolitikum, men det kan ikke udelukkes, at der også har eksisteret andre former for begravelser i perioden, hvilket mange fund af “løse menneskeknogler” på visse bopladser kunne tyde på. Fra etnografien kender vi til begravelser over jorden, i træer eller på træplatforme, som vil være vanskelige at dokumentere arkæologisk. Fra vores nærmeste nabolande er der også eksempler på, at man i mesolitikum anvendte menneskeknogler, primært kranier, i anlægstyper, som vi normalt ikke ville betegne som grave f.eks. i kraniereder fra Grosse Ofnet i Tyskland og kranier på stager fra Motala i Sverige. Genopgravninger af skeletter eller skeletdele har også været foreslået fra flere danske og sydskandinaviske grave, hvor de manglende knogler i gravene ikke skyldes taphonomiske forhold.

Selve udgravningsmetodikken ved udgravning af en mesolitisk grav, adskiller sig ikke væsentligt fra udgravning af andre perioders grave. Man skal blot tilstræbe højest mulige dokumentationsniveau og være opmærksom på, at der kan optræde udvaskede og vanskeligt erkendbare anlæg i tilknytning til gravene. Således blev der i forbindelse med udgravningen af Strøby grav 2 observeret nogle svage stagehuller i tilknytning til graven, stagerne har muligvis udgjort en del af en konstruktion til markering af graven eller til fastholdelse af liget.

Brandgrave kendes fra hele mesolitikum, og de kan dukke op de mest uventede steder, som graven fra Hammelev i Sydjylland er et godt eksempel på. Her blev graven fundet i forbindelse med udgravning af en jernalderboplads, og der var ikke på forhånd erkendt nogen mesolitiske aktiviteter på lokaliteten (Eriksen & Andersen 2016).

[Tilbage til toppen]