Undersøgelse af submarine anlæg

Af Peter Moe Astrup

I Danmark har undersøgelserne af de submarine stenalderbopladser hovedsageligt været rettet mod de senmesolitiske kystbopladser og deres udsmidslag. Selvom der i ny og næ findes spor efter grave, ildsteder, skaldynger mm., er det generelt meget få anlæg som oprindeligt befandt sig i bopladsområdet på land, som er blevet undersøgt. Det skyldes formentlig, at disse anlæg har været udsat for erosion ved den efterfølgende havstigning, hvorved det primært er de nedgravede anlæg, som er bevaret. Langt hyppigere er fund (og anlæg) som endte i de marint aflejrede udsmidslag ud for bopladserne. De er kendt internationalt på grund af deres gode bevaringsforhold, som har givet et nuanceret indblik i jægerstenalderens materielle kultur, teknologi og subsistensøkonomi (se f.eks. Andersen 2013). De gør det muligt at studere regionale og kronologiske forskelle i redskabernes udformning og anvendelse.

De submarine bopladser udgør en meget vigtig kilde til at forstå jægerstenalderens samfund. Men det er afgørende, at der reflekteres over, hvordan undersøgelserne tilrettelægges, så de kan bidrage med ny viden: er det en sæson- eller helårsboplads; hvad viser materialet om miljøet; hvad viser makrofossiler og frø mm. om udnyttelsen af ressourcer osv. Der er masser af muligheder for at lade materialet indgå i forskellige projekter – f.eks. at geologistuderende arbejder med udvalgte boreprøver, eller at arkæologistuderende undersøger konkrete problemstillinger. De marinarkæologiske museer kan f.eks. kontakte universiteterne og vise versa for at undersøge, om materialet kan indgå i relevante forskningsprojekter. Dette skal sikre, at det arkæologiske materiale bliver gjort tilgængeligt for dem, som måtte have mulighed for at studere det.

Udgravningsstrategi og -metode

Valget af udgravningsmetode er en afvejning af objektet, problemstillingen, den aktuelle fundsituation og bevaringstilstand, tiden og økonomien (O.L. Jensen 2019 s. 24). En problemorienteret tilgang er derfor vigtig eftersom man efter undersøgelsen står tilbage med en stærk reduceret mængde data sammenlignet med det, som var tilgængeligt i begyndelsen. Som eksempel vil det være lettere at fastslå, hvordan et givent lag er dannet i udgravningssituationen end på baggrund af dokumentationen. Vigtigt er det også, at der reflekteres over, hvilke muligheder der er forbundet med forskellige naturvidenskabelige metoder i forhold til at undersøge konkrete foruddefinerede problemstillinger. Det kan være med til at sikre, at det er de rigtige prøver som hjemtages. Det er selvfølgelig afgørende, at arkæologer hele tiden tager bestik af situationen og er klar til at ændre strategi jævnført resultaterne. Ligesom at det også er nødvendigt, at metoderne / udgravningspraksis ændres i takt med, at teknologierne åbner op for nye muligheder.

De fleste submarine stenalderundersøgelser i Danmark udføres ved, at et kvadratmeterfelt færdigudgraves inden det næste felt påbegyndes. Ofte vil det derfor være vanskeligt at erkende og dokumentere større anlæg, horisonter og aktivitetsområder, som strækker sig over større arealer/felter (Læs mere om undersøgelse af anlæg og aktivitetsstrukturer her). Eksempelvis vil hyttekonstruktioner eller andre større anlæg være svære at se og dokumentere, hvis man kun åbner et kvadratmeterfelt af gangen. For at kunne erkende en plamage, skal man kunne spore en forskel i fylden i forhold til den omkringliggende flade. Med et felt der måler maksimalt 1 x 1 m, og de betingelser vi arbejder under i vandet, er det meget vanskeligt. Hvis det er muligt, vil det derfor være godt at åbne større felter for at afdække evt. strukturer i fladen.  Pointen er, at vi ved undersøgelserne på søterritoriet har meget vanskeligere ved at erkende anlæg og utydelige fyldskifter end på landjorden.

De submarine undersøgelser er ofte ekstremt kostbare målt på hvor mange m_², der udgraves. Derfor giver det også ekstra god mening, at der reflekteres over, om vi får mest muligt ud af dokumentationen. Udgravningsmetoden afhænger selvfølgelig af anlægstypen, men generelt bør vi stræbe efter, at redskaber mm. indtegnes på plantegningen med kote-informationer, og at fyldet der suges bort, soldes/sorteres. Det er helt afgørende, at der foreligger præcise kote-informationer på soldematerialet, således at det altid kan relateres til de stratigrafiske iagttagelser/profiltegningen, som oftest laves som det sidste. Herudover vil det også være formålstjenligt, at der udvikles nogle dokumentationsprincipper, som i højere grad end nu, formår at samle de forskellige typer udgravningsdata (boringer, profiltegninger, soldeprøver, plantegninger og fund).

Submarine køkkenmøddinger

Et karakteristisk element for Ertebøllekulturen er de ca. 400-450 køkkenmøddinger, som kendes fra de hævede kystlinjer i Nordøstdanmark (Bailey et al 2021). I de dele af Danmark, hvor Ertebølletidens kystbopladser er oversvømmede, kendes derimod stort set ingen køkkenmøddinger. Først for nylig er der registreret submarine aflejringer med marine skaller, som med sikkerhed kunne siges at repræsentere in situ affaldsdeponeringer fra stenalderen, der oprindeligt lå på land, dvs. køkkenmøddinger. Siden 2015 er der blevet påvist ikke mindre end to submarine skaldynger på Hjarnø i Horsens Fjord (Astrup et al. 2019; 2020) samt et skallag ved Ronæs Skov på Fyn, som også antages at være resterne af en køkkenmødding (Andersen 2009). Skallagene på havbunden er interessante af flere årsager. For det første viser de, at skaldyngerne som fænomen også findes syd for den såkaldte ”vippelinje” som lidt forenklet markerer den linje over Danmark hvor ertebølletidens kystbopladser ligger hhv. over og under nutidens vandstand (Mertz 1924). Derudover hører de to køkkenmøddinger fra Hjarnø med dateringer på ca. 5100 f.Kr. til blandt de ældste i Danmark. Køkkenmøddinger kendes også andre steder i verden, men er typisk ikke væsentligt ældre end de danske, hvilket enten kan skyldes manglende udnyttelse af de marine ressourcer, eller at møddingerne er blevet oversvømmet og ødelagt. Spørgsmålet er derfor i hvilket omfang at køkkenmøddingernes underrepræsentation i Syddanmark versus Nordjylland skyldes at de endnu ikke er blevet lokaliseret på havbunden. Er det f.eks. muligt, at der i Danmark og resten af verden findes køkkenmøddinger på havbunden som er endnu ældre end dem, som allerede er fundet på landjorden? De submarine landskaber og stenalderbopladser i Danmark udgør utvivlsomt et særligt velegnet område til at undersøge disse problemstillinger. De kan med rette betragtes som en form for stor skala laboratorium, hvor vi kan arbejde på at afklare disse spørgsmål.

Grave og gravpladser

Grave fra undervandslokaliteter kendes fra blandt andet Tybrind Vig og Korsør Nor (Norling-Christensen 1945). De er formentlig kun bevaret, fordi de i datiden blev gravet ned. Gravene er fundet, fordi de er eroderet frem på havbunden, og de er derfor et udtryk for, at den oprindelige bosættelsesflade er kraftigt eroderet. Fra de kendte grupper af grave (Bøgebakken, Vedbæk, Nivå etc.) ses det, at fylden ikke adskiller sig nævneværdigt fra undergrunden (Brinch-Petersen 2015). Grave på havbunden vil derfor oftest kun blive opdaget, hvis knoglerne er bevaret. Det vil være af stor betydning at lokalisere flere grave under vandet. I den forbindelse vil det være interessant at afsøge de eksponerede undergrundslag mellem udsmidslag og den moderne kyst for at afgøre, om der findes enten jordfæstegrave eller brandgrave, som er ved at blive eroderet ud af havbunden.

Hvor det er muligt (f.eks. i relation til forskningsprojekter), vil det også være af stor værdi, at de marine undersøgelser suppleres med undersøgelser på landjorden, da udsmidslagene ligger så tæt på nutidens kyst, at evt. gravpladser, beboelsesområder, hyttekonstruktioner mm. ofte befinder sig på landjorden. Man kan således håbe på, at det i de kommende år vil være muligt at lave nye undersøgelser på landjorden i nogle af de arealer, som grænser op til de kendte plaser med udsmidslag såsom Hjarnø m. fl. Ligesom det vil være ønskværdigt med en øget opmærksomhed på koordinering og udveksling af forundersøgelsesresultater mellem de aktuelle museer med arkæologisk ansvar hhv. på havbunden og landjorden i forbindelse med større anlægsprojekter, så som kabeltraceer, hvor kystzoner inddrages til arbejdsarealer og landanlæg.

[Tilbage til toppen]