Tema: Autenticitet

Arkitekturens autenticitet

Af Grith Bech-Nielsen, arkitekt MAA, ph.d.-studerende

Kulturarvsstyrelsens restaureringsseminar 2006 har begrebet "autenticitet" som tema, og det er hensigten med nærværende tekst at belyse dette begreb i forskellige dimensioner. Teksten søger ikke at give endegyldige svar på begrebets indhold, derimod "kastes bolde i luften" til inspiration i debatten eller i arbejdet med den arkitektoniske kulturarv.

Begrebet "autenticitet" anvendes bredt i forbindelse med værdier i kulturarven og knyttes således også til museernes arbejde med den faste kulturarv som eksempelvis udvalgte genstande og mindesmærker. I denne tekst søges definitionen af begrebet indsnævret med henblik på at målrette den til restaureringsseminaret, hvorfor der tages udgangspunkt i "arkitekturens autenticitet". 

Den objektive begrebssammenstilling

Arkitekturens autenticitet – hvad betyder det? Begrebssammenstillingen er på én gang meget konkret, særligt når den anvendes "i daglig tale". Alligevel bliver den særdeles ukonkret og vanskelig at håndtere, når den skal omsættes i praksis, idet der her synes at knytte sig flere dimensioner til definitionen.

En problematisering af den sproglige sammenstilling kunne tage udgangspunkt i begrebernes individuelle betydning. Hvad er arkitektur? – Hvad er autenticitet?

I Den Store Danske Encyklopædi defineres "Arkitektur" bl.a. som: "…en syntese af konstruktion, funktion og form, der har til formål at skabe fysiske og åndelige rammer for menneskelig udfoldelse…".

"Autentisk" defineres bl.a. som: "…ægte, pålidelig, troværdig, svarende til, hvad det giver sig ud for; heraf autenticitet".

Herefter kunne det antages, at: "Arkitekturen er autentisk, når eksempelvis konstruktion, funktion og/eller form er ægte, pålidelig eller troværdig; eller når arkitekturen svarer til, hvad den giver sig ud for at være…"

Den subjektive begrebssammenstilling

Men hvad vil det sige, at arkitekturen er ægte? Det kunne forudsættes, at en vurdering af "ægtheden" stiller krav til kundskab/viden hos den person, der skal vurdere. For at kunne opfatte autenticiteten eller ægtheden må beskueren være kritisk og spørgende. Tror vi på det, vi ser? Er det autentisk eller troværdigt? For at vurdere dette må vi have viden om det, vi ser, for har vi ikke det, kan alt vel i princippet være autentisk? – I så fald mister begrebet sin betydning.

Det kunne hævdes, at jo mere vi ved, jo mere kritiske bliver vi. Oplevelsen af det autentiske afhænger således af individets evne til at sanse og analysere. Betyder dette, at definitionen af begrebet autenticitet varierer fra individ til individ afhængig af referencerammer?

I så fald er definitionen ikke objektiv og endegyldig – dette er autentisk – dette er ikke autentisk. I stedet handler det om, hvordan vi subjektivt forholder os til et objekt. På den anden side af den håndgribelige og materielle syntese af konstruktion, funktion og form må således tilsvarende være det uhåndgribelige og sanselige – det perciperede, der subjektivt styres af referencerammer og kundskab etc.

Denne dimension af foranderlighed i begrebet autenticitet kan tilsvarende overføres til begrebet arkitektur og bliver således fællesnævner for begrebssammenstillingen.

Arkitekturen er et foranderligt og dynamisk element. Forandringen sker dels gennem en konstant nedbrydelsesproces og desuden som følge af eksempelvis skiftende funktionelle og æstetiske krav eller behov. Tiden bliver således en væsentlig dimension i forhold til definitionen af arkitekturens autenticitet. Herefter kunne vi spørge: Er historicismens arkitektur autentisk? Ja måske, vurderet i sin periode – i sin tid? Men i dag knyttes begreber som "kopi" og "iscenesættelse" til denne stil, og vi kunne fristes til at antage, at den historicistiske arkitektur ikke er, hvad den giver sig ud for at være – og dermed ikke er autentisk!Kan vi tale om en autentisk arkitektur, der er stationær eller dynamisk i forhold til tid?

Den eksemplificerede begrebsammenstilling

Såfremt et kriterium for arkitekturens autenticitet er, at arkitekturen skal svare til, hvad den giver sig ud for at være, hvori findes autenticiteten så i de tilfælde, hvor eksempelvis en søjlekonstruktion er beklædt med træ og bemalet, så den illuderer sandsten? Eller i de tilfælde, hvor industriens produktionsbygninger konverteres til en anden funktion? Industribygningen afspejler jo netop sin funktion i det arkitektoniske udtryk og vil som udgangspunkt principielt aldrig give sig ud for andet end det, den er, idet der er tale om rationel arkitektur. Der kunne også antages at opstå en situation, hvor en historisk bygning er transformeret i en sådan grad, at den nu giver sig ud for at være, hvad den akkurat er blevet, og ikke hvad den har været – eksempelvis en bygning til brug for Forsvaret, der konverteres til boliger. Er bygningen da autentisk? Shakespeares "to be or not to be…" får en helt ny betydning…

Måske er der i virkeligheden grader af autenticitet? Grader af autenticitet, der bl.a. kan sammenholdes forholdsmæssigt med mængden af bygningssubstansen før og efter det nye arkitektoniske design. Grader, der kan illustrere en tålegrænse for, hvor meget der kan ændres eller fjernes, før autenticiteten ikke længere er til stede? Skal en vis procentdel af den fysiske bygningssubstans være bevaret, for at vi kan betegne bygningen som værende autentisk? Men hvordan håndteres det uhåndgribelige og sanselige? Disse subjektive værdier er jo vanskelige at måle, men er dog væsentlige i forhold til definitionen af autenticiteten. Som eksempel en situation, hvor den mentale oplevelse i et kirkerum er til stede, selvom hele tagkonstruktionen er lavet om. Ville rummet i dette tilfælde blive betegnet som mindre autentisk?

Vi kunne tilsvarende forestille os, at en bygning blev flyttet fra det sted, hvor den først var blevet opført. Således taget ud af sin kontekst, drejet og placeret et andet sted. Kan vi i denne sammenhæng tale om arkitekturens autenticitet, nu hvor væsentlige forudsætninger for husets funktion, form og konstruktion ikke længere er til stede? Svarer denne bygning nu til, hvad den giver sig ud for at være efter flytningen, eller er der i højere grad tale om en form for iscenesættelse af autenticiteten?

En yderligere dimension i begrebssammenstillingen "arkitekturens autenticitet" kunne tentativt betegnes "den fragmentariske autenticitet". Hvordan fastholdes og formidles autenticiteten i en bygning, hvor flere stilperioder er repræsenteret? Kan én stilperiode prioriteres i samspil med det nye arkitektoniske design som værende "den mest betydningsfulde" for formidling af bygningens autenticitet, eller er samtlige fragmenter af stil og historiens aflejringer ligeværdige?

"Arkitekturens autenticitet" er en problematisk – dog interessant – begrebssammenstilling, og en berøring med begreberne er næsten uundgåelig i arbejdet med værdier i den arkitektoniske kulturarv.

Begrebssammenstillingen afleder spørgsmål, som ikke umiddelbart lader sig entydigt eller endegyldigt besvare i praksis, idet den som ovenfor antydet indeholder både subjektive og objektive dimensioner. Med udgangspunkt heri kunne det hævdes, at netop dette faktum stiller krav til en bevidst og kvalificeret holdning, der bl.a. forholder sig til, hvorfor og hvordan værdierne i den arkitektoniske kulturarv formidles i samspil med det nye arkitektoniske design. – En holdning, der afspejler, hvorvidt eksempelvis arkitekturens autenticitet netop formidles bedst gennem en "restaurering" (en tilbageføring/rekonstruktion), en "instaurering" (en tilføjelse af nyt), en "transformation" (en omformning/forvandling) eller måske en kombination heraf?

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På slks.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, samle statistik og huske dine indstillinger. Ved at klikke på "Accepter cookies" godkender du dette.

(dialogboks slutter)