Top 10 - Årets fund 2020

Slots- og Kulturstyrelsen præsenterer sammen med landets museer årets Top 10 over arkæologiske fund.

Sammen med landets museer kan Slots- og Kulturstyrelsen igen i år præsentere en spændende "Top 10" over de mest spektakulære fund fra årets arkæologiske undersøgelser rundt omkring i landet.

I år har der været stor variation i de forskellige typer af arkæologiske fund. Samlet set viser fundene et mangfoldigt aspekt af det liv, der har kendetegnet hverdag, krig, fest og død for blandt andet den fredelige fisker eller kirkegænger over driftige handelsfolk og teglproducenter til fortidens kradsbørstige krigere.

De unikke fund, der har fundet vej til årets Top 10, gør os på hver deres måde klogere på, hvordan vi som folk har udviklet os fra at være samlere og jægere til et samfund med bønder, der dyrkede jorden og skabte den historiske baggrund for det moderne samfund, vi kender i dag. Og hvert af de 10 fund er på deres egen måde med til at kaste nyt lys på vores historie gennem øjebliksbilleder, der har udspillet sig i Danmark.

Årets Top 10 afspejler den stor variation i de arkæologiske fund, hvor museerne blandt andet har man kunnet glæde sig over overraskende opdagelser af en sagnomspunden ødekirke ved Bjerringbro, en vikingeborg på Falster, et stort teglværk fra middelalderen i Gammel Estrup, et mægtigt grav- og kultanlæg fra stenalderen i Himmerland og nye fund af mystiske helleristninger på bornholmske klippeflader.

For at komme i betragtning til Top 10 er det en betingelse, at fundet er fremkommet ved en arkæologisk udgravning eller på baggrund af nye videnskabelige resultater fra det forgangne år. Der skal også være tale om et fund, der tilfører betydelig, ny viden til arkæologien og danmarkshistorien.

Top 10 er udarbejdet af Slots- og Kulturstyrelsen på baggrund af museernes egne indberetninger af fund fra det forgangne år. Listen angiver fundene i vilkårlig rækkefølge, og der var i 2020 i alt 22 stærke kandidater til Top 10.

Se fotos fra de 10 fund på årets Top 10

Usædvanligt fund giver fingerpeg om jægerstenalderfolkets fiskevaner

I det tidlige forår gjorde et hold arkæologer fra Museum Nordsjælland et opsigtsvækkende fund af en velbevaret fiskeruse fra oldtiden i Gilleje i Nordsjælland.

En efterfølgende kulstof 14-datering af rusen viste, at den er omkring 7400 til 7600 år gammel, og dermed stammer fiskerusen altså fra det, der hedder jægerstenalderens Kongemosekultur. Det gør fiskerusen til et af de allerældste fund af ruser i Danmark.

Rusen er omtrent 150 centimeter lang, og den er så velbevaret, at man tydeligt kan se, hvordan stenaldermennesket har konstrueret deres fiskeinstrumenter. Rusen består af lange vidjer – altså bøjelige grene - af røn eller tjørn, der er bundet sammen i et net af bast eller plantefibre.

Sammen med rusen fandt arkæologerne også to fiskeskeletter, der efter alt at dømme er resterne fra den sidste fangst. Analyser har sidenhen vist, at der var tale om skeletter af en sild og en karpe.

At fiskerusen har overlevet de mange tusinde år i jorden, skyldes dels, at rusen var aflejret i lavt vand i en inderfjord, hvor der har været sparsom bølgegang. Den anden grund er, at fiskerusen tilsyneladende hurtigt blev dækket af et lag beskyttende sand. Da rusen var i så god stand, valgte Museum Nordsjællands arkæologer at tage hele rusen hjem til museet for at få fiskerusen konserveret.

I samme område ved Gilleleje undersøgte Nationalmuseets arkæolog, C. J. Becker, i 1941 en anden velbevaret fiskeruse, der var dukket op i forbindelse med tørvegravning. Med fundet af begge ruser vidner de om en specialiseret fiskeri- og fangstkultur, der havde ideelle forhold langs de brede, nordsjællandske fjorde i den sidste del af jægerstenalderen. Kongemosekulturen, som denne kystnære kultur bliver kaldt, eksisterede i Sydskandinavien mellem 6.400 og 5.400 f.Kr.

Den bygherrebetalte undersøgelse fandt sted i forbindelse med, at Gribskov Kommune har udlagt et areal omkring den nedlagte gård Åtoftegård syd for Gilleleje til kommende udstykning. Museum Nordsjælland valgte samtidig at undersøge arealet øst for byggeområdet, da det ligger ned til den gamle stenalderfjord, og der var derfor et håb om at gøre væsentlige fund fra den ældre stenalder.

Læs mere hos Museum Nordsjælland

Se flere billeder fra udgravningen af fiskerusen

Yderligere oplysninger:

Museumsdirektør Ole Lass Jensen, Museum Nordsjælland, tlf.: 21 60 79 01, olj@remove-this.museumns.dk

Til toppen

Sagnomspunden ødekirke dukker op af den jyske muld

Gennem generationer har der på egnen nord for Bjerringbro i Midtjylland været sagnomspundne fortællinger blandt lokalbefolkningen om en forsvunden ødekirke ved landsbyen Hjermind.

Kirkens beliggenhed var mildest talt noget usikkert beskrevet i gamle tekster, og i det hele taget var fortællingerne om den forsvundne kirke noget mystiske, eftersom der i forvejen var en middelalderlig kirke i Hjermind.

I august 2020 kunne Viborg Museum endelig - efter en arkæologisk undersøgelse - fastslå den præcise placering af den sagnomspundne kirke, som man lokaliserede på en mark blot 300 meter vest for den eksisterende Hjermind Kirke.

Udgravningen har betydet, at man nu ikke alene kender kirkens placering, men også dens grundplan. Ikke mindst i den sammenhæng er ruinen interessant, da undersøgelserne har vist en række bygningsændringer fra opførelsen af kirken i 1100-1200-tallet til nedbrydningen af den i 1700-tallet.

Ødekirken har udvendigt målt 24,1 x 7,6 meter, og den er oprindeligt blevet opført som en klassisk romansk kirke med skib og et smallere kor. Sporene viser, at kirken senere i middelalderen er blevet forlænget med en tredjedel mod vest. Forlængelsen omfatter blandt andet et særpræget og sjældent såkaldt styltetårn, der ofte bliver forbundet med adelsslægten Rosenkrantz.

Centralt i den forlængede del af kirken fandt arkæologerne en grav med resterne af en ung, høj mand, der formentlig var midt i 20’erne, da han døde. Gravlæggelsen har formentlig foregået inde i kirken, efter at den var blevet udvidet. Men hvilket tilhørsforhold den unge mand ellers har haft til kirken, ved man endnu ikke. Der er ikke fundet spor efter begravelser uden for kirken.

Arkæologerne fandt også spor, der viser, at kirken har fået indbygget hvælv på et tidspunkt, ligesom man på et tidspunkt efter reformationen i 1536 har gennembrudt triumfvæggen, det vil sige væggen mellem skib og kor, for at bygge en trappeopgang til en højtsiddende prædikestol. Den største gåde – hvorfor man har bygget en kirke eller et kapel så tæt ved den eksisterende kirke – kunne arkæologerne dog ikke løse.

Det var blandt andet takket være et par metaldetektorfører, at man nu har fundet ødekirken ved Hjermind. Detektorførerne fandt allerede i 2017 over 30 mønter fra 1300-1500-tallet, og Viborg Museum havde derfor tidligere gennemført en prøvegravning af området, hvor man fandt spor efter kirken. Selve udgravningen er udført med midler fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje til dyrknings- og erosionstruede lokaliteter.

Læs mere hos Viborg Museum

Se flere billeder fra udgravningen af den sagnomspunden ødekirke

Yderligere oplysninger:

Udgravningsansvarlig Lars Agersnap Larsen, Viborg Museum, tlf.: 51 49 08 33, l4l@remove-this.viborg.dk

Til toppen

Byggeboom i renæssancen gav Gammel Estrup kæmpe teglværk

Øst for Auning på Djursland har arkæologer fra Museum Østjylland i foråret udgravet et teglværk fra begyndelsen af 1600-tallet, som blandt andet har leveret sten til udvidelserne af Auning Kirke og ombygningen af den nærliggende herregård Gammel Estrup i perioden fra 1610 til 1625.

Teglværket bærer tydelige præg af, at det løbende er blevet udbygget og forstørret, så man har kunnet følge med efterspørgslen af teglsten af netop de to store byggerier i området.

Museum Østjyllands arkæologer undersøgte blandt andet en ovn med et ovnkammer på intet mindre end 12 m2, hvor kulstof 14-analyser har vist, at ovnen kan dateres til omkring 1500-tallet. Ovnen har dog langtfra været udtjent, da den i sidste ende blev opgivet.

Det er arkæologernes tolkning, at ovnen på et tidspunkt har været for lille til at kunne producere nok teglsten, og at man derfor har opgivet ovnen til fordel for en ny og større. Den nye ovn blev bygget med et kammer på hele 26 m2. Men selv dette kæmpe ovnkammer lader til at have været for småt i forhold til efterspørgslen på tegl, for man kan se, at ovnkammeret blev udvidet med yderligere 9 m2.

Naturvidenskabelige analyser har bekræftet, at tegl fra den store ovn er blevet brugt til Auning Kirkes våbenhus, Gammel Estrups syd- og nordtårne og herregårdens sydfløj. Gammel Estrup blev ombygget fra 1610 til 1625, og teglovnen må derfor også være fra denne periode.

Mens den større teglovn har været i brug, har man rejst en bygning over den mindre ovn, der kom til at fungere som kælderrum. Møntfund fra kælderens opfyldslag indikerer, at bygningen er blevet forladt omkring 1622 til 1625 - altså sammenfaldende med afslutningen på byggeriet af Gammel Estrup.

Det formodes, at bygningen har tjent som midlertidigt hjem for teglbrænderen og hans familie, og meget tyder på, at der er tale en ”Frederik Teglbrænder”, der bliver nævnt i rigsråd Eske Brocks dagbøger fra 1622.

Fra teglværkets opfyldslag har man desuden gjort en række meget interessante enkeltfund, hvor man blandt andet har fundet en del keramik og en kam i elfenben.

Baggrunden for den arkæologiske undersøgelse var, at Norddjurs Kommune har planlagt en boligudstykning på 17 hektar øst for Auning. Lokale, historiske entusiaster er allerede nu blevet givet et areal på udstykningen, hvor man vil genopføre den ene af de kæmpemæssige teglovne.

Læs mere hos Museum Østjylland

Se flere billeder fra udgravningen teglværket

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Thomas Guntzelnick Poulsen, Museum Østjylland, tlf.: 40 10 81 28, tgp@remove-this.museumoj.dk

Til toppen

Metaldetektorfører finder gravfyldt helligområde i Himmerland

Klassiske, arkæologiske udgravninger ved Grønhøjgård nær Vaarst i det nordøstlige Himmerland er de senere år blevet suppleret med metaldetektorer.

Resultatet er ikke alene et særdeles stort fundmateriale i jorden fra det overliggende pløjelag, men det er også lykkedes at afdække et større helligområde med flere gravpladser og et kulthus, som i jernalderen måske blev brugt til kultiske formål og dødekult.

Gravpladsen, der stammer fra jernalderen, er blevet udgravet af arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum, og gravpladsen rummer flere hundrede grave, hvoraf foreløbig 75 grave indtil videre er blevet undersøgt. Gravene ligger i lange rækker på et smalt bakkedrag, og der er for alle gravenes vedkommende tale om jordfæstegrave fra perioden cirka 160 til 550 e.Kr.

I gravene har man fundet nogle ganske særlige genstande som for eksempel glasbægre, bronzebeklædte træspande, glasspillebrikker og ridesporer. Desværre har langt størstedelen af gravene været åbnet og plyndret i forhistorisk tid, og derfor er mange af dem tømt for genstande.

Langt de fleste fund af genstande stammer derfor fra pløjelaget over gravpladsen. Der er blandt meget andet fundet mere end 100 fibler, som er dragtspænder, en god håndfuld romerske denarer, en ringknop af forgyldt sølv og flere små guldstykker og endda en guldbrakteat, som er en lille, rund, tynd guldplade forsynet med en øsken. Blikfragmenter fra bronzekar og små stykker dragtudstyr udgør dog den største gruppe af fund på stedet.

På den nordlige del af pladsen ved det højeste punkt har arkæologerne fundet en klynge meget store grave, der hver især er over 3,5 meter lange. Centralt mellem de enorme grave fandt man de måske mest værdifulde fund - nemlig sporene efter en cirka 11, 5 meter lang, treskibet bygning.

Huset har været båret af meget kraftige stolper, og det er muligt, at det har været højt – måske endda i flere etager. Lidt nordøst for huset har arkæologerne fundet usædvanligt store mængder husdyrsknogler og kogesten. Disse spor tolker arkæologerne som resterne af et kulthus, hvor der sandsynligvis har været foretaget rituelle handlinger i forbindelse med jernalderens dødekult.

Det nyopdagede helligområde ligger kun 1 kilometer fra landsbyen Gudum, hvis navn tilhører en lille eksklusiv gruppe af stednavne med den oprindelige betydning ”Gudernes hjem”. Er kulthuset mon den tempelbygning, der oprindeligt har været opfattet som ”Gudernes hjem”?

I 2018 indleverede en lokal metaldetektorfører et stort antal fund fra marken ved Grønhøjgård nær Vaarst, og det er blandt andet derfor, at Nordjyllands Historiske Museum med økonomisk støtte fra Slots- og Kulturstyrelsens pulje til dyrknings- og erosionstruede lokaliteter har foretaget de nye, arkæologiske udgravninger.

Læs mere hos Nordjyllands Historiske Museum

Se flere billeder fra udgravningen i Himmerland

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør, ph.d. Torben Trier Christiansen, Nordjyllands Historiske Museum, tlf.: 25 19 74 34, torben.trier@remove-this.aalborg.dk

Til toppen

Havsmarken på Ærø var vikingernes Hjallerup Marked

I løbet af 2020 kom der ny viden på bordet om et af de mere ukendte steder fra Danmarks vikingetid – Havsmarken på Ærøs østspids.

Siden 2008 har metaldetektorførere fundet tusindvis af guld-, sølv-, bronze- og blygenstande på marken, og særligt dragtsmykker, vægtlodder, mønter og betalingssølv fra vikingetiden er opsamlet i stort antal. I sensommeren 2020 fik arkæologer fra Odense Bys Museer og Langelands Museum så endelig chancen for at udgrave pladsen.

På marken ved havet blev der i forbindelse med udgravningen fundet vægtlodder og et stort antal udenlandske mønter, der vidner om international handel på pladsen. Disse fund blev suppleret med en omfattende mængde smykker, keramik, kar af norsk klæbersten, dyreknogler, redskaber og våben - som for eksempel sværd og pilespidser - og spor, der viser, at der har været et smedeværksted på pladsen.

Endelig blev der inden for et forholdsvis lille område på 25 m2 fundet flere hundrede jernnagler, der formentlig er spor efter bygning eller reparation af vikingetidens klinkbyggede skibe. Der har altså i vikingetiden foregået omfattende handels- og håndværksaktiviteter på stedet, der i dag er åben mark.

Ud over de mange detektorfund har undersøgelser med magnetometer og georadar i 2019 vist, at der findes adskillige arkæologiske anlæg lige under markernes pløjelag.

Før man begyndte feltarbejdet var det helt store spørgsmål derfor, om man her ville finde spor efter en af Danmarks allerførste byer som for eksempel Ribe og Hedeby, eller om der ”blot” var tale om en meget rig handelsplads uden egentlig bystruktur.

Udgravningerne bød ikke på fund af fast bebyggelse eller andet, der kunne indikere en egentlig bydannelse. Derfor tolker arkæologerne nu Havsmarken som et kæmpe strandmarked med et væld af håndværkere og handel, der særligt i 800-900-tallet antog et så betydeligt omfang, at det var i en klasse for sig selv.

I Danmark har vi en lang række rige detektorlokaliteter, og undersøgelsen på Havsmarken er derfor foretaget som en del af et metodeudviklingsprojekt for store lokaliteter med forskningspotentiale, der ofte er dyrknings- og erosionstruede. Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen.

Læs mere hos Odense Bys Museer

Se flere billeder fra udgravningen på Ærø

Yderligere oplysninger:

Overinspektør, ph.d. Jesper Hansen, Odense Bys Museer, tlf.: 20 90 13 25, jesha@remove-this.odense.dk

Museumsinspektør Otto Uldum, Langelands Museum, tlf.: 21 15 53 28, otul@remove-this.langelandkommune.dk

Til toppen

Bornholmsk højdedrag afslører 43 nye helleristningsskibe

Med udsigt over store dele af det nordøstlige Bornholm ligger højdedraget Hammersholm, hvor arkæologer fra Bornholms Museum de seneste år har afdækket intet mindre end 43 nye helleristningsskibe.

Helleristninger er tegn og figurer, der er hugget, ridset eller på anden vis præget i klipper eller store sten, og de nyfundne skibsmotiver er symboler fra bronzealderens religion. Områder med mange helleristninger har været særdeles vigtige for ritualer i fortiden.

Kortlægningen af de mange helleristninger begyndte allerede i 2017, hvor man på en 50 meter stor klippeknold fandt hele 19 skibe, skitser til skibe og et antal skåltegn, som er. små, cirkulære, ”skålformede” helleristninger. Før kortlægningen havde man kun kendskab til få skåltegn på klippefladen.

I 2020 fandt man på samme store klippe i den nordøstlige del af Hammersholm endnu en koncentration af skibe, hvor 18 nye skibe og enkelte skåltegn blev registreret. De nu i alt 37 skibe udgør det hidtil største antal helleristningsskibe på en enkelt klippe, man har fundet i Danmark.

Arkæologerne fandt også flere mindre klippeflader på Hammersholm med helleristninger. På to af disse er yderligere seks skibe registreret. I alt findes der nu 80 felter med helleristninger på højdedraget. Ud over skibe og skåltegn er der også fundet et muligt hjulkors og et indhugget ”fodaftryk”. De mange billedfelter gør Hammersholm-klippen helt unik og sætter den i sammen klasse som nogle af Nordens mest berømte helleristningsflader.

De skibe, der er ristet i klipperne, har sandsynligvis en mere symbolsk end en praktisk funktion. Ofte tolker man helleristningsskibene som religiøse billeder, hvor man forestiller sig, at skibet hver nat har fragtet solen fra vest til øst, så solen kan stå op igen morgenen efter.

Hammersholm ligger meget tæt på det berømte helleristningsfelt "Madsebakke", og de nye fund er med til at understrege områdets særlige betydning. Fra stedet kan man se ud over Østersøen med Christiansø og Sverige i horisonten, og lige i nærheden ligger to naturhavne, hvorfra man kunne sejle til Skåne, Polen og Sjælland.

Det er naturligt at forestille sig, at oldtidens skibe i de nære havne har haft betydning for placeringen af helligområdet med de mange skibsbilleder.

Undersøgelserne af Hammersholms helleristningsfelter er foretaget af arkæologer fra Bornholms Museum med støtte af den almennyttige fond "15. Juni Fonden."

Læs mere hos Bornholms Museum

Se flere billeder af de bornholmske helleristninger

Yderligere oplysninger:

Arkæolog, cand.mag. Michael S. Thorsen, Bornholms Museum, tlf.:61 39 04 26, mst@remove-this.bornholmsmuseum.dk

Til toppen

Fæstningsanlæg på Falster var vikingetidens højborg

Centralt på Falster ligger et langstrakt højdedrag, som er intet mindre end 520 meter langt og 220 meter bredt. Højdedraget er delvist omsluttet af vand og mose - og mod nord af en golfbane.

Men højdedraget er ikke et hvilket som helst højdedrag, for det er et særegent forsvarsanlæg bestående af volde og voldgrav, der blev etableret i vikingetiden, og som eksisterede i flere hundrede år helt frem til den tidlige middelalder.

I 2016 fik Museum Lolland-Falster for første gang mulighed for at undersøge Trygge Slot, som borganlægget bliver kaldt, og i 2020 har arkæologer fra museet igen haft mulighed for at udgrave dele af anlægget.

Undersøgelserne på det langstrakte højdedrag kunne bekræfte, at der mod nord har eksisteret en menneskeskabt vold, der har rakt mindst 4 til 5 meter op i landskabet. Der er også fundet spor af store stolper, som måske har været en del af en palisade på volden. Med til anlægget hører også en imponerende adgangsrampe, der fører langs volden og op til, hvor indgangen må have været. Også nord for rampen har der været en voldgrav.

Mod syd snittede arkæologerne de endnu stående rester af en flere meter høj vold og kunne her se, at anlægget har været forstærket og forhøjet mindst fem gange - sandsynligvis fordi borgen flere gange har været under angreb. Denne del af volden er tidligere blevet kulstof 14-dateret, og man har derved kunnet fastslå, at fæstningen har eksisteret fra før år 900 og frem til 1200-tallet.

Centralt på højdedraget viste det sig, at den mægtige borgbanke havde været delt i to næsten lige store dele af endnu en cirka 3 meter høj vold med palisade oven på. Rester af en stenpakning mod nord viser, at det også må have været nødvendigt at forsvare sig mod angreb fra denne side.

Trygge Slot må have spillet en central rolle i den tidlige middelalder, hvor skandinaver i nord og venderne mod syd ofte var i krig. Det er endda muligt, at Trygge Slot er den fæstning, som Saxo i sin danmarkshistorie beskriver som ”falstringernes fælles forsvarsværk,” der blandt andet bliver belejret af venderne.

De arkæologiske undersøgelser fandt sted som en forsknings- og undervisningsudgravning i samarbejde med Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier ved Aarhus Universitet.

Læs mere hos Museum Lolland Falster

Se flere billeder fra udgravningen nær Virket på Falster

Yderligere oplysninger:

Afdelingsleder, middelalderarkæolog Leif Plith Lauritsen, Museum Lolland Falster, tlf.: 22 67 78 79 / 60 62 80 99, lpl@remove-this.museumlollandfalster.dk

Leder af uddannelsesgravning Lars Meldgaard Sass Jensen, Afdeling for Arkæologi og Kulturarvsstudier ved Aarhus universitet, tlf.: 24 26 91 13, marklmsj@remove-this.cas.au.dk

Til toppen

Gådefuldt voldanlæg i København skaber tvivl hos arkæologer

Arkæologer fra Københavns Museum har i år gjort et fund, der viser, at byens ældste voldgrav fra slutningen af 1000-tallet måske slet ikke var brugt som forsvarsanlæg, som man tidligere har antaget.

Det hesteskoformede voldanlæg, som man fandt i området mellem Rådhuspladsen og Gammeltorv/Nytorv i det centrale København, har været kendt sporadisk siden 1900. Den fremherskende tolkning har længe været, at voldanlægget udgjorde en fæstning omkring det tidligste København.

Med de senere års opdagelser af en samtidig, tidlig bebyggelse på og omkring området ved den nuværende rådhusplads står det dog klart, at voldgraven ikke har angivet grænsen for den ældste by. Årets udgravning under en kælder på Gammeltorv giver yderligere grund til at tro, at voldanlægget næppe har tjent som et egentligt forsvarsanlæg.

Udgravningen på Gammeltorv gav således for første gang arkæologerne mulighed for at følge den gamle voldgrav over et længere stræk. Det kunne fastslås, at gravens bredde var uregelmæssig - mellem 5 til 7 meter - og at den havde en bevaret dybde på op til 0,7 meter. Senere afgravninger i området gør det vanskeligt at vurdere den oprindelige dybde.

Voldgraven havde let skrånende sider og en flad, let rundet bund, og den tilhørende vold formodes at have haft nogenlunde samme bredde som graven. Dermed er der altså ikke tale om et imponerende og stærkt forsvarsværk.

Arkæologerne fra Københavns Museum fandt desuden en vejoverføring på tværs af voldgraven, som indikerer, at adgang til området inden for volden var vigtig. Også en form for spærre eller dæmning dukkede op på tværs af voldgraven – en dæmning, der måske har haft til formål at holde graven vandførende.

Videnskabelige analyser viser, at der oprindeligt var vand i voldgraven, men også at den hurtigt blev fyldt med jord og affald. Den opfyldte voldgrav og adgangene over graven tyder ikke på, at den har tjent som et egentligt forsvar af arealet inden for voldgraven.

Voldsanlæggets omfang tyder dog på, at det har haft en central rolle i det tidligmiddelalderlige København omkring år 1100, men at der har været tale om et egentligt forsvarsværk, tvivler arkæologerne nu på.

Arkæologerne bag udgravningen håber, at efterfølgende naturvidenskabelige analyser af fundene kan bidrage med yderligere viden om anlæggets funktion og dets rolle i den tidlige bys udvikling.

I voldgravens opfyld fandt man enkelte genstande som keramik, vævevægte, slibesten, møllesten og en blyvægt, der fortæller om en række hverdagsaktiviteter på arealerne op til graven. Som særlige fund fremkom et par skifersten med indridsede tegninger.

Genstandsfundene suppleres af spor af sod, aske, fæces og fiskeben, der yderligere bekræfter eksistensen af nærliggende hushold, og særlig interessant er de påviste spor af pollen fra blandt andet byg, humle og porse, der mere end antyder en omfattende brygning af øl på stedet.

Alt i alt gav undersøgelsen helt ny viden om – og helt nye spørgsmål til – funktionen af dette gådefulde, tidlige voldanlæg og detaljer om livet i det tidlige København på arealer, som man tidligere ikke har anset for bebygget.

Undersøgelsen skete i forbindelse med en totalrenovering af bygningen på hjørnet af Gammeltorv og Frederiksberggade.

Læs mere hos Københavns Museum

Se flere billeder fra udgravningen midt i København

Yderligere oplysninger:

Overinspektør Jane Jark Jensen, Københavns Museum, tlf.: 26 88 07 74, janejj@remove-this.kk.dk

Museumsinspektør Hanna Dahlström, Københavns Museum, tlf.: 23 24 25 20, aq06@remove-this.kk.dk

Til toppen

Velbevarede grave fortæller historien om Svendborgs unge år

Arkæologer fra Svendborg Museum har fundet intet mindre end 64 velbevarede middelaldergrave på ”Klosterplads” i det centrale Svendborg på Fyn.

I flere af de gamle grave var kisterne stadig bevarede, og enkelte af gravene skulle vise sig at være sjældne dobbeltgrave. Gravene stammer fra den verdslige kirkegård ”lægmandskirkegården”, der var knyttet til det tidligere Gråbrødrekloster på stedet.

Området har også tidligere kunnet byde på et af Danmarks ældste Gråbrødreklostre, som blev grundlagt i år 1236. Til klosteret hørte en kirke, som blev bygget kort efter, at klosteret blev grundlagt.

De gråklædte franciskanermunke forlod Svendborg efter reformationen i 1536, hvorefter klosteret blev revet ned. Klosterkirken blev i første omgang skånet og var stadig i brug som begravelseskirke helt op til omkring år 1800. I 1828 måtte kirken imidlertid også lade livet og blev revet ned.

Omkring klosteret blev der allerede i middelalderen etableret en lægmandskirkegård, hvor Svendborgs borgere kunne blive begravet under nogle bedre forhold end på de overfyldte sognekirkegårde. Man skulle dog betale for at blive begravet på klosterkirkens grund, og man må derfor formode, at de gravlagte tilhørte den mere velstående del af borgerne.

Da der er tale om grave, som blev etableret, mens Danmark stadig var katolsk, og man i den katolske kirke ikke har tradition for at give de døde gaver med i graven, fandt arkæologerne desværre ingen daterende genstande ved udgravningen.

Undtagelsen er dog nogle fine, små træperler, der blev fundet i tre af gravene. Perlerne har sandsynligvis siddet i en rosenkrans – altså en katolsk bedekrans – og de fine perler daterer de tre grave til den katolske tid før reformationen og dermed til middelalderen. På Svendborg Museum håber man nu, at man ved hjælp af for eksempel kulstof 14-analyser kan få flere af gravene dateret mere præcist.

Det kom ikke bag på museet, at man ville støde på skeletter ved udgravninger på klosterpladsen. Allerede i 1876, da Svendborgs nye jernbanestation blev bygget på den centrale del af klosterområdet, opgravede man hele vognlæs af knogler og halvmørnede kister. Kisterne blev senere genbegravet på byens Assistens Kirkegård, der blev indviet i 1821.

Det meget store antal grave på det relativt begrænsede areal kom dog som en overraskelse for arkæologerne, som heller ikke havde forventet, at gravene var i så god stand. Det meget velbevarede materiale åbner nu mulighed for spændende analyser af skeletterne, og museet håber på senere at kunne fortælle meget mere om Svendborgs middelalderlige indbyggere: Hvad de spiste, hvilke sygdomme de led af, og hvor gamle de blev.

Udgravningen skete i forbindelse med Svendborg Kommunes byfornyelsesprojekt ”Liv i min by”, hvor der blandt andet skal anlægges en ny trappe på Klosterplads. Forud for dette arbejde undersøgte Svendborg Museum arealet. Slots- og Kulturstyrelsen har bidraget med midler til den arkæologiske undersøgelse.

Læs mere hos Svendborg Museum

Se flere billeder fra udgravningen af gravene knyttet til Gråbrødrekloster

Yderligere oplysninger:

Museumsinspektør Lone C. Nørgaard, Svendborg Museum, tlf.: 24 27 93 31, lcn@remove-this.svendborgmuseum.dk

Til toppen

Bondestenalderfolk tog opgør med massegrave

For knap 5000 år siden skete der en markant ændring i bondestenalderens samfund, hvor man gjorde op med de gamle ritualer og indførte nye.

Et af de mest markante ændringer var, at man gik bort fra at begrave de døde i storstensgrave som jættestuer og stendysser, hvor de afdøde delte gravkammer med deres forfædre, for i stedet at blive begravet i deres egne grave.

På en udgravning ved Bygholm Nørremark ved Horsens har arkæologer fra Horsens Museum afdækket et gravkompleks, hvor man får et spændende indblik i netop denne overgang fra massegrave til enkeltgrave. Og under udgravningen opdagede museet endda en hidtil ukendt type gravanlæg fra stenalderens tragtbægerkultur.

Ved udgravningen fik museet mulighed for at undersøge tomten af en langhøj på hele 8 x 60 meter. Den store høj viste sig at være sammenbygget af fire ældre rundhøje, og fra langhøjens gravkamre dukkede ravperler, tværpile, bueknive og keramik op.

Langhøjen viste desuden forskellige spor af en destruktion af langhøjen i oldtiden. Ødelæggelsen kan måske ses som spor efter et opgør med de gamle gravformer og ritualer.

Arkæologerne fra Horsens Museum udgravede på stedet også resterne af en lille rundhøj, der formentlig er samtidig med langhøjen. Her fandt man et helt intakt lag af ødelagte offerkar ved indgangen til stenkammeret.

Meget overraskende blev der mellem langhøjen og rundhøjen udgravet i alt 13 fladmarksgrave – enkeltmandsgrave - dækket af stenpakninger. Gravene lå to og to i en lang række. Disse enkeltmandsgrave har formentlig været samtidige med den seneste brug af storstensgravenes fællesgrave og må derfor repræsentere overgangen fra brugen af megalitgrave (i jættestuer og stendysser) til indførslen af enkeltgrave.

Det er formentlig indflydelse fra sydlige himmelstrøg, der har forårsaget denne væsentlige ændring i kultur og tradition hos de første, danske bønder.

En af fladmarksgravene var dækket af et kompakt lag af hvidpatineret flint, som var lagt over en særlig fin stenkiste af kantstillede stenfliser. Flere af disse synes at være genbrugte tørmursfliser fra en ældre storstensgrav – måske den nærliggende langhøj. Kistegrave af genanvendte tørmursfliser har man aldrig fundet tidligere.

Undersøgelsen blev udført ved en bygherrefinansieret udgravning i forbindelse med en privat udstykning til et nyt boligområde. Da omfanget af anlæg viste sig at brede sig uden for de udpegede arealer, blev den sidste del af udgravningen finansieret af Slots- og Kulturstyrelsen.

Læs mere hos Museum Horsens

Se flere billeder fra udgravningen ved Bygholm Nørremark ved Horsens

Yderligere oplysninger:

Leder for arkæologi Lone Seeberg, Museum Horsens, tlf.: 30 56 40 37, muslsj@remove-this.horsens.dk

Til toppen

Opdateret 21. januar 2021