Ressourceudnyttelse og landbrugsteknologi
Landskabet blev igennem middelalderen underlagt et stigende ressource- og afgiftspres. Det ses blandt andet udtrykt i landskabslovenes detaljerede bestemmelser om adgangen til de forskellige ressourcer. Derudover ses det mere indirekte i en forskydning af sognenes produktions- og beskatningskapacitet i takt med øget opdyrkning og afskovning fra deres oprettelse i den tidlige middelalder til deres hartkornstal i 1682.
Udviklingen er ikke overraskende størst i kystzonen i det lerede Østdanmark og Vendsyssel, hvor der blev ryddet store skovområder. Et lavt hartkornstal kan omvendt tolkes som udtryk for fejlslagen ressourceudnyttelse og ses især i områder, hvor jorden har været så ringe, at skoven over tid blev erstattet af hede i stedet for ager.
I løbet af middelalderen ændredes dyrkningssystemerne fra private og individuelt hegnede marker til et fælles dyrkningssystem. I 1200-tallet har to- og tre-vangbruget været almindeligt udbredt i Østdanmark.
Det er imidlertid først længe efter middelalderen med udarbejdelsen af et nyt grundlag for afgiftsberegning i Matriklen i 1688, at vi får et detaljeret indblik i dyrkningssystemernes variation og regionale udbredelse, nemlig gennem forarbejderne med den landsomfattende opmåling af hver eneste gårds agerjord.
Ny landbrugsteknologi introduceres i form af muldfjælsploven, højryggede agre, harver, heste som trækdyr og i forbindelse hermed udbredelse af hestesko, introduktion af balancesegl til effektiv høst på de større marker, plejl og udbredelsen af vandmøller i stedet for håndkværne.
Vær dog opmærksom på, at nye undersøgelser viser, at muldfjælsplove formentlig introduceredes allerede i yngre jernalder.
Det middelalderlige landbrug udviklede sig generelt fra kvægbrug til vægt på korndyrkning, men der var naturligvis regionale variationer afhængige af landskabets ressourcer, og i senmiddelalderen ses særligt i Vestdanmark en kraftig vækst i kvægproduktion rettet mod eksport.
Agerbygden, Skovbygden, Hedebygden og Kystbygden havde hver deres potentialer og udfordringer, hvilket også fremgår af jordebøgernes forskellige afgifter i naturalier.
En vigtig del af landbrugets ressourceudnyttelse og teknologi er knyttet til særlige anlæg til forarbejdning af korn, håndværk m.m. Der synes da også i mange tilfælde udover hele landet at være undersøgt anlæg, der har tilknytning til landbrugsmiljøet, men ikke nødvendigvis indgår som en integreret del af alle landsbyer eller gårde.
Der kan nævnes:
- Vandmøller
- Stubmøller
- Smedjer
- Jernudvindingsovne
- Trækulsmiler
- Pottemagerovne
- Teglovne
- Korntørringsovne
- Hørrødningsgruber
- Brydegruber
- Vadesteder
- Drænrender og
- Sivebrønde mm.
Det er kun for vandmøllernes og pottemagerovnenes vedkommende, at der i noget omfang er foretaget sammenlignende undersøgelser, men der er dog indledt et arbejde med de middelalderlige smedjer.
For langt de fleste anlægstypers vedkommende gælder det, at der endnu mangler at undersøges tilstrækkeligt mange anlæg til at sammenfattende studier kan foretages.
Da disse anlæg er vigtige brikker i forståelsen af landsbymiljøernes struktur og økonomi, bør undersøgelser heraf prioriteres højt, når de findes. Vigtigt er i denne sammenhæng den konsekvente brug af naturvidenskabelige analyser i forbindelse med undersøgelserne.
Der findes jævnligt ovne og gruber, hvis funktion ikke kendes. Ofte vil et gennembrud et sted derfor få overordentlig stor betydning overalt, som det fx skete i forbindelse med undersøgelsen af hørrødningsgruberne ved Næs.
Problemfelter og satsningsområder:
Brugen af muldfjælsploven, vinterrug og højryggede agre har indgået med vekslende sammenhængskraft som et teknologikompleks og en årsagsforklaring i en lang forskningsdiskussion omkring etableringen af den stationære landsby.
Relationen mellem årsag og virkning er uden tvivl kompleks, hvorfor det må være vigtigt så vidt muligt at få dateret de arkæologiske levn og etableret regionale modeller herfor.
Marksystemer er bevaret i nu uopdyrkede områder som fossile agre, men findes desuden som en af de hyppigst forekommende anlægstyper i det åbne land med langstrakte rener i undergrunden.
- Fokus på datering af agersystemer (absolut eller relativt i forhold til bebyggelse), pløjespor og makrofossiler/pollen i relation hertil.
Relationen mellem skov, ager, overdrev/eng og hede er igennem middelalderen et landskabeligt udtryk for variationer i bebyggelsesstruktur, produktionsstrategi og ressourceudnyttelse. Der har utvivlsomt været store regionale variationer, også over tid.
- Fokus på naturvidenskabelige undersøgelser af subsistensøkonomi, særligt vigtigt på velafgrænsede enheder (zooarkæologiske undersøgelser, makrofossil- og pollenanalyser) i relation til bygdetyper.
- Fokus på naturvidenskabelige analyser af alle anlæg, så vidt muligt, med henblik på at fastslå funktion og alder.
