I den tidlige middelalder oplevede Europa en markant befolkningstilvækst. Det mere præcise omfang heraf er ukendt for Danmarks vedkommende men velbelyst i andre områder af Europa eksempelvis England. Den demografiske udvikling havde uden tvivl regionale variationer.
En begyndende omlægning af vikingetidens kvægbrug til det mere ernæringsgivende, men også mere tidskrævende og pladsfordrende agerbrug er fortolket som en strategi til at imødekomme en voksende befolknings behov for ernæring.
Omlægningen af landbruget og en effektivisering af agerbruget blev mulig ved udbredelsen af muldfjælsploven og den gradvise udvikling af vangebruget.
Befolkningstilvæksten såvel som landbrugets omlægning kan identificeres i stednavnematerialet gennem anlæggelser af torper og rydningsbyer, og gennem pollenanalyser, som viser en stadig tilbagegang af skov på bekostning af græsningsarealer og agerland.
De nye og fysisk markante markstrukturer og fælles drift heraf må være den væsentligste forklaring på, at vikingetidens vandrende landsby blev stationær. Hertil kom opførelsen af sognekirkerne i sten og en udvikling af skatter og afgifter.
Forskningen af bebyggelsesstrukturens udvikling i den tidlige middelalder har en lang tradition bag sig. Centralt står identifikationen af de vandrende landsbyer i det centrale Jylland.
Det samme gør det fynske bebyggelsesprojekt Landsbyens opståen og udvikling fra 1975-1979, som skabte en model for bebyggelsens strukturelle forandring i sen vikingetid/tidlig middelalder og stednavnenes betydning som udtryk for områdekontinuitet i stedet for en pladskontinuitet.
Siden er der fra flere sider rejst tvivl omkring Fynsundersøgelsens datering af overgangen fra den vandrende til den stationære landsby (950-1200). Alligevel har modellen fået en paradigmatisk status, og andre bebyggelsesmønstre, som den sene flytning på Falster til midten af 1300-tallet, er blevet underforstået som afvigelser.
I de senere år er det imidlertid blevet klart, at modellen kan rumme betydelige regionale variationer. Samtidig er forståelsen af udviklingen i jernalderens og vikingetidens bebyggelsesstruktur under forandring.
Senest er der på Fyn i landsbyen Rynkeby konstateret pladskontinuitet tilbage i yngre germansk jernalder. Regionale modeller vil kunne nuancere vores forståelse af drivkraften bag bebyggelsesstrukturens udvikling, dvs. mulig relation mellem etablering af sognekirke, udvikling af vangebrug og indførelse af muldfjælsplov samt bebyggelsens placering i forskellige ressourceområder.
Vi har kun begrænset kendskab til den strukturelle relation mellem den vandrende og den stationære landsby. Ved at eftersøge sammenhænge mellem tofter og agre i de to faser kan ældre inddelinger af landskabet og de praktiske processer forbundet med flytningen muligvis rekonstrueres, i fald den eksisterende landsby ikke er omstruktureret i senmiddelalderen.
Fokus på den stationære landsby må desuden udvides til ikke blot at omfatte relationerne til ældre bebyggelsesstrukturer, men også til den såkaldt stationære landsbys indre dynamik og labilitet. Det er nemlig ikke klart, hvornår landsbyen finder sin endelige form.
Undersøgelser såvel i de historiske landsbykerner som i udkanten heraf indikerer, at der måske sker endnu en regulering/flytning i højmiddelalderen, dog uden væsentlig forandring af pladskontinuitet.
Omstruktureringer kunne være forårsaget af den landbrugstekniske udvikling til solskifte, hvor de yngre landskabslove (Jyske Lov og Eriks Sjællandske Lov) beskriver, hvorledes man måtte opgive hævd på al jord (undtagen stuf og ornum). Lovene tager højde for, at man herefter kunne få tildelt en ny toft, hvorpå en anden mands bygninger lå.
En anden årsag kunne være nedlæggelse eller udflytning af stormandsgårdene fra landsbyerne eller senmiddelalderens forandringer af godsstrukturen med afvikling af stordriftssystemet til fordel for brug af jævnstor størrelse.
Den middelalderlige landsby indtager en central position i arbejdet med bebyggelsesstrukturens udvikling. Det er imidlertid vigtigt også at inddrage torper og enkeltliggende gårde i forståelsen af ekspansions- og regressionsfaser såvel som skiftende strategier i udnyttelsen af områdets ressourcer.
I store dele af landet, særligt i Jylland og på Bornholm, udgøres bebyggelsen af enestegårde. Intensive forskningsprogrammer har givet en god forståelse af bebyggelseshistorikken på Bornholm, mens den jyske enestegårdsbebyggelse endnu er relativt ukendt.
Callmer, J. 1986: To stay or to move. Some Aspects of the Settlement Dynamics in Southern Scandinavia in the seventh to the twelfth Centuries A.D. with specific Reference to the Province of Scania, Southern Sweden. Meddelanden från Lunds Universitets Historiska Museum 1985-1986. Lund, 167-208.
Carelli, P. 2001: En ny jordisk ordning. Homo economicus och det ekonomiska landskapet, En kapitalistisk anda. Kulturelle förändringar i 1100-talets Danmark. Stockholm, 29-96.
Grøngaard Jeppesen, T. 1979: Landsbyens opståen. Indledende studier over middelalderbyernes pladskontinuitet. Odense.
Hansen, J. 2011: Rynkeby - 14C-dateringer i en fynsk landsby med stedkontinuitet fra yngre germansk jernalder. Fynske minder 2011, 95-103.
Kähler Holst, M. 2010: Inconstancy and stability - Large and small farmsteads in the Village of Nørre Snede (Central Jutland) in the first millennium AD. Siedlungs- und Küstenforschung im südlichen Nordseegebiet 33, 155-179.
I 1300-tallet blev Europa ramt af en omfattende krise. Et afgiftstryk, som fastholdt en stor del af befolkningen på et eksistensminimum, var formodentlig baggrunden for et vigende befolkningstal.
Særligt Århus Domkapitels Jordebog og Roskildebispens Jordebog giver et indblik i godsernes struktur og drift. Fortolkningen af kildernes udsagn om ødelægningen, dens forløb og omfang er imidlertid omdiskuteret.
Den sorte Død i midten af 1300-tallet havde dog indiskutabelt en afgørende betydning for affolkningen i store områder af Europa såvel som Danmark. Pesten ramte med varierende kraft og efterlod gårde og nogle steder hele landsbyer 'desolata'.
Krisen førte i begyndelsen af 1400-tallet til en omlægning af landbruget og til nye sociale strukturer.
For at etablere bæredygtige brugsstørrelser blev de store brydegårde opløst i mindre enheder, og små gårdsædebrug og landbostavne blev lagt sammen til jævnstore fæstegårde af god familiebrugsstørrelse med et gennemsnitligt tilliggende på 20 hektar på de bedre jorde.
Samtidig blev gammelt ubrugt agerland anvendt til opdræt og eksport af stude, som blev en betydende eksportvare i senmiddelalderen.
Fæstesystemet blev muligvis på den tid omlagt fra de meget korte lejemål, som vi kender fra 1100-1200-tallets landskabslove, til senmiddelalderens livslange fæstemål, som gjorde livet som bonde mere attraktivt og lønsomt.
Mange selvejerbønder og små herremænd måtte opgive deres ejerskab af jord og blive fæstebønder, mens de rige herremænd blev rigere - det var en tid med stor social mobilitet.
Pollenanalysers udsagn om forandringer i udnyttelsen af landskabets ressourcer og undersøgelser af nedlagte bebyggelser vil kunne bidrage arkæologisk til en forståelse af krisens udvikling og omfang.
Omstruktureringens fysiske udtryk er ikke belyst. Kan man fysisk se forskel på toften og gården tilhørende et gårdsædebrug eller en landbogård i 1100-1300-tallet og en jævnstor fæstegård i 1400-tallet efter omstruktureringen, eller sker omstruktureringen blot i fordeling af jordtilliggende?
Gissel, S. 1994: Forskningen i den senmiddelalderlige agrarkrise - status og perspektiver. Danmark i senmiddelalderen. Red. P. Ingesman & J.V. Jensen. Århus, 25-39.
Hybel, N. & B. Poulsen 2007: Arable land (Deserted Land). The Danish Resources c. 1000-1550. The Northern World. North Europe and the Baltic c. 400-1700 AD. Peoples, Economies and Cultures vol. 34. Leiden & Boston, 25-43 (34-39).
Landsbyerne (adelbyer og torper) dominerede det middelalderlige bebyggelsesbillede og stod for udnyttelsen af størstedelen af landskabsressourcen. Det er derfor også naturligt, at fokus i forskningen har ligget her.
En landsby defineres i dag statistisk som en samling på mindst tre gårde, som før udskiftningen indgik i et dyrkningsfællesskab. Gårdene lå ofte fysisk samlet, men meget løst strukturerede landsbyer kendes også. Gårde placeret ude i marken og altså fysisk adskilt fra landsbyen, men som indgik i driftsfællesskabet, betegnes enkeltgårde.
Landsbyerne var imidlertid ikke enerådende, og man kan skelne mellem bebyggelse organiseret med og uden dyrkningsfællesskab, de såkaldte enestegårde. I ældre forskning skelnes ikke mellem enkelt- og enestegårde.
Tilstedeværelsen af enestegårde er ofte forklaret ved landskabets ressourcer og terrænets karakter, en geografisk determinisme. Siden 80'erne er dog også kulturhistoriske forklaringer som ejerforhold og bebyggelsesstrukturens alder påpeget som afgørende faktorer.
Et godt udgangspunkt for retrospektive analyser af de middelalderlige bebyggelsestyper og deres regionalitet findes i 1688-Matriklens detaljerede oplysninger om bebyggelsens karakter i Det kgl. Danske Videnskabernes Selskabs nøje opmåling og kortlægning af landet i perioden 1757-1820, i udskiftningskortene samt i Original 1-kort tilhørende 1844-Matriklen.
Det må imidlertid være klart, at der i forbindelse med en diskussion af den middelalderlige bebyggelse, hermed kan sløres betydelige forandringer, hvoraf forandringer af de eksisterende landsbyers struktur allerede er berørt.
Arbejdet med bebyggelsestyperne er med udgangspunkt i de omfattende, eftermiddelalderlige kildesamlinger primært foretaget af kulturgeografer og historikere.
Arkæologiens tidsdybde vil formodentlig kunne bidrage til en fornyet diskussion af typernes definition, alder og mulige udvikling og hermed deres kulturhistoriske og/eller geografiske baggrund.
Hastrup, F. 1964: Danske landsbytyper. En geografisk analyse. Århus. Schacke, A.T. 2003: Enkelt- og enestegårde på Fyn - i dyrkningsfællesskabets tid. Landbohistorisk Selskabs Studieserie. Kerteminde.
Korsgaard, P.: Kort som kilde. En håndbog om historiske kort og deres anvendelse, København 2006
En speciel problematik inden for den middelalderlige landbebyggelse udgør udseendet af og udviklingen af det stormandsmiljø, som kendes fra de skriftlige kilder.
I en lang række landsbyer har der i gennem både tidlig- og højmiddelalder været bosat stormandsslægter, der har besiddet flere eller alle gårde i landsbyen, og som socialt og hierarkisk må have hævet sig over landsbyens almindelige bønder.
Antallet af stormandsslægter har været stort, men fordelingen over landet har uden tvivl været ujævn.
Hvor de store, dominerende slægter som fx Hviderne har siddet på magten, har der næppe været helt så mange mindre, lokale herremænd som i områder, hvor disse store slægter ikke har haft ejendom. Et eksempel på det sidste er et dokument fra Sønderborg 1358, som er medbeseglet af 37 væbnere og riddere, alle bosiddende på Als og Sundeved, og alle på nær fem ukendte i anden sammenhæng.
Langt de fleste af disse herremænd har ikke på nogen måde være særligt formuende, men det har endnu ikke været muligt overbevisende at dokumentere, om deres status som herremand alligevel har givet sig fysisk udtryk på en måde, der kan spores arkæologisk.
Det er også usikkert, om det er muligt at dokumentere boligen for de store herremænd, hvis de i det hele taget boede inde i landsbyen.
En gennemgang af materialet viser, at der forskellige steder i landet er dokumenteret stormandsbebyggelse i forbindelse med kirker, og som enligt beliggende gårde med et genstandsmateriale, der har adskilt gården fra det almindelige fundbillede.
Det er imidlertid kun ganske få steder i landet foreslået, at en bestemt gård eller bygning i en middelalderlig landsby kan have været bolig for en stormandslægt. Disse få steder er stormandsmiljøet udskilt fra den øvrige bebyggelse qua en særligt stor toft, en særlig stor bygning, en bygning med et specielt udseende eller et særligt genstandsmateriale.
Specielt synes en særlig salsbygning, en bygning med stensat kælder (det østlige Danmark) eller en to-etagers stolpebygning (Jylland), at være brugt som definerende for landsbyens stormandsgård i tidlig- og højmiddelalder.
Men det statistiske materiale er endnu overordentligt svagt. Der er ikke nogen tvivl om, at vi endnu står på begynderstadiet i Danmark, hvad stormandsmiljøet angår.
Så længe der ikke haves tilstrækkeligt med dokumenterede stormandsgårde i landsbyerne, vil en sammenlignende undersøgelse mellem disse og de trods alt langt talrigere stormandsmiljøer på voldstederne, der er arkæologisk undersøgt, heller ikke kunne bære frugt. Er der nogen forskel på gården i landsbyen og gården på voldstedet udover det, som bevaringsforholdene i moser og voldgrave antyder?
Der mangler endnu en grundlæggende afdækning af problematikken omkring stormandsslægternes udvikling fra yngre jernalder over vikingetid til middelalder.
Det er endnu forholdsvis uvist, præcis hvad begrebet "stormandsgård" indebærer i de forskellige tidsperioder, og det er på forskningens nuværende stade ikke muligt klart at definere hvilke elementer, der kendetegner en stormandsgård i forhold til andre.
Porskrog Rasmussen, C. & L.S. Madsen 1999: Herremænd og borge. Middelalderens Danmark. Red. P. Ingesman m.fl. København, s. 82-99.
Riddersporre, M. 2002: Large farms and ordinary Villages. Perspectives on Uppåkra. The Social Structure of Southern Sweden during the Iron Age. Uppåkra Studier 7. Red. L. Larsson & B. Hårdh. Stockholm, s. 139-156.
Schmidt Sabo, K. & Söderberg, B. 2012: Vinna eller försvinna? - avgörande val i bybildningstid. In Situ Archaeologica 2011-12, 139-163.
