Historicistiske etageejendomme

En særlig del af bebyggelsen langs Vadehavet er knyttet til de nye bydannelser, der voksede omkring stationsbyerne og ikke mindst i den store nye by Esbjerg, der blev grundlagt i 1868. Stilmæssigt samles denne periode under betegnelsen "historicismen". Også i "de gamle" byer som Ribe, Varde og Tønder blev der opført historicistiske bygninger i denne periode, men uden at de kom til at præge bydannelsen så stærkt som i Esbjerg eller i de nye stationsbyer.

En stor del af bebyggelsen i disse byer er opført med forbillede i de store europæiske stilarter og lånene fra de europæiske og danske stilarter er det primære fælles kendetegn for denne periode. Et andet kendetegn for perioden er brugen af en række nye byggematerialer og præfabrikerede og dekorative elementer.

En typisk bygningstype for perioden er etagehuse, der primært findes i Esbjerg, hvor de ligger som perler på en snor langs det regulære og lineære gadenet. Etagehusene er sammenbyggede og facadernes udtryk varierer fra hus til hus, men alle er de rigt dekorerede og prydet med vinduesindfatninger og gesimser.

Et gennemgående træk for etagehusene er de markerede underetager, der ofte er prydet med kvaderpuds, der illuderer tilhugne kvadre eller refendfugning med lange vandrette markeringer i pudsen. Den markerede underetage afsluttes øverst med en gesims, som danner en markeret overgang til de øvre etager. Ofte er underetagen indrettet til butik med større vinduesåbninger.

De øvre etager er ofte indrettet til boliger og der forekommer vinduer i både to fag og tre fag. Vinduerne er af træ og malede og er typisk udført som dannebrogsvinduer. Ved trefagsvinduerne optræder ofte et fast midtervinduer og et fag med lille overramme og stor underramme i siderne.

Vinduesåbninger er indfattede i pudsede eller støbte indfatninger eller markerede med murede stik og/eller formsten. Ofte er brystningen under vinduet markeret med tilbagetrukne blændinger eller støbte dekorationer.

Facaderne kan fremstå i blank mur med mønstermurværk og formsten eller de kan være pudsede.

Facaden afsluttes øverst med en gesims, der kan være støbt, trukket eller muret med formsten eller terracottaarbejder.

Mod gården er ejendommene ofte udført uden dekoration og som regel opført i en billigere tegl. I gården er ofte sidehuse og baghuse, der ligesom bagfacaden er uden dekoration.

Taget er oftest teglhængt eller belagt med naturskifer. Tagetagerne er ofte udnyttet og kviste er et typisk element for denne periode. Et typiske træk for perioden er også mansardtaget, der er så stejlt mod gaden at det næsten giver en hel etage mere. De stejle tage er ofte belagt med skifer eller tagpap.

Facaden kan være prydet af karnapper, der er et yndet element for perioden. Hjørneejendomme er ofte markeret med skråt afskårne hjørner og prydet af tårne. Dette er ikke bare typisk for Esbjerg og de større byer, men er også et typisk træk for stationsbyerne.

Foruden de tidstypiske etageejendomme blev der i denne periode også opført en række offentlige byggerier i tidens historicistiske stil. De offentlige byggerier er ofte præget af en mere kompleks og individuel arkitektonisk bearbejdning, som det f.eks. ses på vandtårnet i Esbjerg, Esbjerg Banegård, Esbjerg Toldbygning, Stationen i Egebæk-Hvidding samt i bebyggelsen omkring torvet i Esbjerg. Dette er også typisk for stationerne i Skærbæk og Varde samt Råd-, ting- og arresthuset i Varde.

Historicismen præger i høj grad de nye byer, der blev grundlagt, eller har udviklet sig langs jernbanerne. For Esbjergs vedkommende er det ikke bare bygningerne og etagehusene, der er typiske for historicismen – hele den nyanlagte by med det regulære gadenet, der indrammes af de rigt detaljerede facader danner en sjælden helstøbt og tidstypisk helhed. Den karaktergivende historicistiske bebyggelse i Esbjerg stammer fra 1890érne, hvor byen voksede kraftigt.

Den historicistiske by kulminerer omkring Torvet i Esbjerg, der udgør et af landets mest helstøbte byrum fra denne periode, hvor bygningerne, der er opført i forskellige materialer og stilarter sammen danner en usædvanlig rig helhed.

Historicismen præger også Egebæk-Hvidding med det store stationsbyggeri, der er et helt unikt eksempel på denne periodes kvalitetsbyggeri. Også Skærbæk rummer en række fine og tidstypiske bygninger fra perioden.

Historicismen er betegnelsen for den stilefterlignende arkitektur, som blev anvendt i perioden 1850-1930. I perioden 1850-1910 er det især i de klassiske europæiske stilarter, man henter inspiration.

Den sidste halvdel af 1800-tallet var præget af en ny bevidsthed - for arkitekternes vedkommende først og fremmest en ny arkitekturhistorisk bevidsthed. For første gang blev arkitektur for alvor analyseret, bygningernes stilarter klassificeret og arkitekturhistorien kunne bruges som et stort opslagsværk, alt efter hvilken stilart arkitekten ønskede.

Dels benyttede man de gamle stilarter, der blev studeret, opmålt og undersøgt i detaljer, men derefter genbrugt frit, til at skabe særlige "stemninger" og signaler i bygningerne. Det gjaldt både i eksteriøret og i interiørerne. Til opførelse af banker tog man ofte udgangspunkt i den italienske renæssance, mens posthuse og rådhuse ofte blev udført i gotisk stil eller Rosenborgstil med nationale undertoner.

Historicismen er dels kendetegnet af en række bygningsværker, der er arkitekttegnede med udgangspunkt i grundige studier af de udenlandske eller danske forbilleder og dels af en række bygninger opført af lokale bygmestre og håndværksmestre i tidens stil.

Blandt de arkitekttegnede og toneangivende bygninger i området er bl.a. stationerne i Varde og Esbjerg, der er tegnet af H. Wenck, som også er arkitekten bag Københavns hovedbanegård. Også Skærbæk Station og rådhuset i Varde er typiske og fine repræsentanter for denne periodes offentlige byggeri.

Historicismen i Esbjerg er især præget af en arkitekt, C.H. Clausen. Han flyttede i 1890 til Esbjerg, hvor han virkede frem til sin død i 1941. Over 70 bygninger har han tegnet og bygget i byen, forretningsejendomme, pakhuse på havnen, hoteller, banker, kirker, skoler og ikke at forglemme, Esbjergs vartegn, det markante vandtårn. C.H. Clausens arbejder er grundigt beskrevet af Kirsten Frederiksen og Peter Dragsbo i bogen "C.H. Clausen 1866 – 1942 – en Esbjergarkitekt fra historicismens tid.

Også den lokale arkitekt Jens Lund-Christensen bør fremhæves. Han har opført over 40 af byens ejendomme, heraf en række af byens store bygninger med de typiske hjørnetårne.

Udover de store historicistiske arkitekturværker er det de talrige etageejendomme, der er opført af lokale bygmestre og håndværkere i tidens stil, der præger historicismen i området.

Historismens arkitektur er præget af genbrug og fortolkning af alle tidligere stilarter og disses elementer.

Typisk for perioden er, at brugen af de gamle arkitekturelementer sker i helt nye materialer: Portlandcement, terrakotta, gipsstuk, støbejern, valset jern samt teglelementer, mursten, formsten, tagsten, i nye former. Dertil kommer nye malingstyper, nye rudeglas og nye tagmaterialer, bl.a. naturskifer og valset zink.

Maskinsten

I 1860-erne begyndte man at fremstille "strengpressede" mursten og tagsten efter en metode, der svarer til en meget stor kødhakkemaskine. Mundstykket, som leret presses igennem af en stor snegl, udformes efter teglemnets tværsnit: firkantet til mursten, S-formet til tagsten, fladt til teglfliser. En metalstreng skærer den frempressede lerstang over på tværs i passende stykker. Også brændingen ændrer sig fra de små ovne til store teglværker med ringovne, hvor man opnår en helt jævn brænding. Dette giver historicismens bygninger en særlig karakter, sammenlignet med de ældre købstadshuse.

Formsten og terrakotta

Andre teglprodukter blev fremstillet ved støbning i forme. Mest udbredte bliver de såkaldte falstagsten, samt tagsten med præget mønster.

Dertil kommer i en periode fra 1860 til 1890 de såkaldte "terrakotta" tegl og formsten, der var støbt af særlig fint og rent ler, og derfor kunne fremstilles i en rigt ornamenteret overflade.

Formsten og terrakotta pryder i høj grad Esbjergs facader, men de findes også på en række enkeltbygninger i hele vadehavsregionen.

Portlandcement

Et særligt træk for periodens arkitektur er de støbte dekorationer med søjler, balustre, våbenskjolde, kartoucher og større figurer som vaser, engle eller ansigter. Baggrunden for de rige dekorationer er brugen af Portlandcement. I 1850-erne starter der en import fra Tyskland af det nye stærke, hårde mørtel materiale. Stort set alle historicismens facadedekorationer er udført i Portlandcement.

Beton

Portlandcement blandet med grus, vand samt sten og skærver i et nærmere forhold, kaldes for beton. Efter 1910 blev det almindeligt at udføre sokler af beton i stedet for mursten. Man gravede ned til frostfri dybde og forskallede siderne med forskallingsbrædder. Til sidst hældte man den på forhånd blandede beton i og rettede overkanten af.

Støbejernet

Et andet nyt materiale var støbejernet, der blev introduceret i Danmark i 1850, hvorefter jernstøberierne bredte sig til stort set alle byer i landet. Med støbejernet blev det muligt at lave store, frie konstruktioner, så ydermurene ikke længere behøvede at være bærende. Støbejernet blev også anvendt til fremstilling af facadedekorationer samt til fremstilling af gelændere, kælderværn mm.

Skifertage

De historicistiske bygninger anvender i stor udstrækning skifer til tagbelægning. Skiferen anvendes dels i de almindelig rektangulære taglagte stykker og dels i dekorative, tungede profiler. Den rigelige brug af dette materiale hænger sammen med, at det grå walisiske naturskifer fra byen Port Maddock i 1860'er blev meget billig, og efterfølgende så populært i Danmark, at det var muligt at lægge skifertag på selv jævne og almindelige huse. Herunder bl.a. det føromtalte mansardtag, der består af en stejl og meget praktisk skiferklædt mansard, hvori, der kan sættes kviste. Over denne mansard lægges der et skiferdækket tag med meget lav hældning, der ikke kan ses fra gaden.

Tagpap

Tagpap er et yndet materiale i tiden, der primært anvendes på udhuse mm. Den første danske tagpapfabrik åbnede i 1863, men der kommer først rigtig gang i produktionen, da de kulfyrede gasværker etableres i 1870-erne, hvor stenkulstjære og den fastere beg blev et billigt biprodukt.

Maskinhøvlede brædder og vinduer

I 1870-erne kom de første maskinhøvle til landet, hvilket billiggjorde fremstillingen af høvlede og pløjede brædder, bl.a. gulvbrædder. Hjørnesamlingerne på vinduerne blev nu "kontrakehlet" i stedet for som tidligere, samlet på gehring.

Historicismens etageejendomme er særligt sårbare overfor:

• Fjernelse af de karaktergivende bygningsdetaljer som dekorationer i puds og tegl eller bygningsdele som tårne, altaner mm.
• Ændring af underetager med nye butiksvinduer, der fremstår uden sammenhæng med de øvre etager.
• Maling og tyndpuds af blank mur og for kraftig afrensning.
• Maling af støbte detaljer.
• Fjernelse af originale døre, porte og vinduer.
• Etablering af nye dominerende kviste.
• Nye tagbelægninger – særligt på mansardtagene.

Bevaringsværdierne på historicismens etagehuse er i særlig grad knyttet til de rigt dekorerede facader. De karakteristiske markerede underfacader er ofte ændret til større nye butiksindretninger, hvorfor de få originale underetager, der er bevaret, udgør en væsentlig bevaringsværdi for denne bygningstype. Dette gælder i særlig grad, hvis den ældre/oprindelige butiksindretning også er bevaret.

Originale og karaktergivende bygningsdele som vinduer og døre er ligeledes en væsentlig del af bygningernes bevaringsværdier. I særlig grad gælder det de meget fine fyldingsdøre og overvinduer, der pryder indgangene til opgangene. Hovedparten af de historicistiske bygninger har fremstået med ubehandlede facader – dvs. i ren blank mur og med pudsede eller støbte detaljer i materialets egen overflade. Hvis disse træk er bevaret, er det en væsentlig del af bygningens bevaringsværdier. Hjørneejendommene i Esbjerg er i særlig grad prydet med hjørnetårne, der udgør en væsentlig del af bygningernes bevaringsværdi.

Denne særlige bygningstype er en vigtig del af den danske bygningskultur, og de bør behandles og vedligeholdes med stor omhu og efter fælles overordnede retningslinjer, så den særlige homogenitet i denne bygningstype fastholdes. Typen er som nævnt særlig kendetegnende for Esbjerg, der bærer præg af mange års målrettet bevaringsarbejde fra både kommune, byfond og borgere. Det anbefales at man fortsat støtter og stimulerer dette arbejde, der har dannet forbillede for en lang række andre byer.

Murværk

• Ved reparationer af murværket bør anvendes sten af samme type og format som de tidligere anvendte. Ældre mursten kan skaffes ved genbrugslagre, der har specialiseret sig i dette. Til de fredede bygninger, kan man søge om materialer fra Kulturarvsstyrelsens Genbrugslagre.

  Mursten til restaureringsarbejder kan også specialfremstilles. Mindre partier af formsten kan fremstilles ved at skære den ønskede form ud i firkantede sten, der passer farve og farvespilsmæssigt, med diamantskærer.

  Fuger bør udføres som de eksisterende hvad angår materialer og udformning. Profilerede eller 'brændte fuger', bør ny udføres eller repareres med et særligt 'brændejern', der specialfremstilles med en profilering, magen til den oprindelige.

  Hvid-, gul- eller rødkalkede overflader og detaljer skal fortsat vedligeholdes med hvidtekalk eller kalkfarve. Man børe ikke anvende nyere materialer som f.eks. plastikmaling, cementpulvermaling eller lignende, der både har en anderledes lysrefleksion og kan medføre grimme afskalninger. Kalken er den mest diffusionsåbne overfladebehandling, der findes, og det produkt, der arbejder bedst sammen med de øvrige byggematerialer i ældre huse. Kalker man rigtigt og med de rette materialer, behøver man kun at kalke hvert 5. – 8. år.

  Reparationer på pudset murværk skal udføres magen til den eksisterende/oprindelige puds.

Kamtakker m.v.

Kamtakker vil ofte være meget udsatte og skulle repareres tit. Det er vigtigt, at disse udføres med de samme slags mursten og eventuelle cementafdækninger som oprindeligt. På dette udsatte sted, kan man med fordel benytte en KC-mørtel eller en stærk hydraulisk kalkmørtel (1:2:9).

Facadedekorationer i Portland-cement og gips

Facadedekorationer i Portland-cement og gips er et meget karakteristisk træk ved historicismens bygninger. Hvis disse forvitrer eller revner etc. bør de istandsættes eller ny udføres præcist magen til de oprindelige detaljer. Dette kræver en række særlige materialer og metoder, der er nærmere beskrevet på nedenstående internet-adresser. Blandt de metoder der anvendes er trækning af profiler, reliefaftryk, støbte dekorationer og dekorationer modelleret på stedet.

Selv om originalerne er udført af Portland-cement bør reparationer og ny udførelse i dag udføres med et svagere materiale, nemlig hydraulisk kalkmørtel. Gipsdekorationer repareres og nystøbes i gips. Støbte cementdekorationer nystøbes i Portland-Cement efter en afformet, rekonstrueret model i gips. Reparationer på trukne gesimser og bånd skal udføres i hydraulisk kalkmørtel og opbygges i to eller tre udkast. Profilerne trækkes med en profilskabelon af zink, der er udført nøjagtigt som de gamle profileringer. Det er vigtigt, at trækning af profiler udføres i 3 arbejdsprocesser med faldende tykkelse, hvor bunden får tid til at hærde helt op mellem de enkelte trækninger.

Ved større istandsættelses-arbejder bør man altid søge hjælp hos en restaureringsarkitekt, med specifikke referencer til tidligere arbejder med disse materialer og metoder.

Facadedetaljer i terrakotta og formsten

Facadedekorationer i terrakotta er ofte snavsede af sod, gips eller vejpartikler. Man kan rense dekorationer for snavs ved at tildække de snavsede områder med våde bandager af blødt og meget vandsugende stof/tekstil. Stoffet presses effektivt ind i alle hjørner og kroge. Som væske benyttes kulsyreholdigt, såkaldt 'danskvand' eller mineralvand med brus. Bag på bandagerne opsættes plastikfilm, der klæbes til facaden med tape. Bandagen skal sidde på dekorationen i 6-12 timer. Herunder opløser det kulsyreholdige vand den gips, snavset er bundet til, hvorved gipsen og snavset kan børstes forsigtigt af med en halvstiv børste med yderligere vand fra en spand.

Man må aldrig afrense terrakotta-dekorationer for snavs med kemiske midler – de ændrer bl.a. farven og fremmer nedbrydningen - eller ved sandblæsning. Sandblæsningen 'river' overfladen op og gør den mere vandsugende og dermed meget snavsmodtagelig samt udsat for frostskader.

Hvis facadedekorationer i terrakotta er forvitrede, kan man enten lade dekorationen være i sin forvitrede, og formentlig stadig patinerede, form. Fuger, huller og revner tætnes og repareres med en luftkalkmørtel, og man kan også give overfladen nogle gange med kalkvand, der vil forstærke overfladen, uden at 'over-forstærke' denne.

Det er også muligt at få fremstillet kopier af de manglende eller forvitrede terrakottaelementer. Opgaven bør overlades til et teglværk, der har dokumenterede referencer til lignende arbejder, som eventuelt kan beses.

Facadeafrensning

Man bør ikke afrense murværk med synlige mursten for snavs med kemiske midler eller sandblæsning. Kemisk afrensning ændrer bl.a. farven og fremmer nedbrydningen. Sandblæsningen vil 'river' overfladen op og gør den mere vandsugende og dermed meget snavsmodtagelig samt udsat for frostskader.

Hvis pudsede og kalkede facader er snavset til, skrubbes de snavsede områder med rent vand og børste, til snavset er væk, og derefter nykalkes overfladerne. Kalken vil uden problemer dække eventuelle mindre snavs-rester.

Vinduer

Har bygningen endnu sine originale vinduer i behold, bør disse bevares, istandsættes og energiforbedres.

Der findes i dag firmaer, der har specialiseret sig i vinduesistandsættelse og man kan tilsvarende få indvendige forsatsrudesystemer, der er helt tætte og har en bedre isoleringseffekt end tilsvarende termovinduer.

Når man istandsætter ældre vinduer, bør man bevare de gamle rudeglas, der har et særligt fint spil i overfladen. Gamle rudeglas fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet er mere klare og hvide end de rudeglas, der fremstilles i dag. Disse er let grønlige, fordi det er meget kostbart at fjerne det naturlige jernindhold i råmaterialerne til glas.

Man bør ligeledes være opmærksom på de meget specielle beslag, der pryder mange af de ældre vinduer i historicismens huse. Selv i meget rusten tilstand, er det i dag muligt at istandsætte ældre beslag ved at udgløde disse i en smedeesse og derefter udføre diverse reparationer. Rustbehandling kan efterfølgende ske med jernmønje.

Hvis man overvejer at skifte husets ældre originale vinduer ud med nye termovinduer af træ, plastik eller aluminium skal man for det første være opmærksom på, at de nye vinduer vil have en kortere restlevetid end de gamle, istandsatte vinduer, plus at de nye vinduer vil have højere vedligeholdelses-omkostninger, de vil tage mere dagslys fra rummene og de vil isolere dårligere for varmen. For det andet medfører vinduesudskiftninger altid en række dyre følgearbejder på facademurværket og vindueslysningerne. Bl.a. vil de vandrette murstik over vinduerne ofte falde ned.

Nye vinduer bør udføres som de oprindelige hvad angår konstruktion, materialer og udformning. Isolering udføres med indvendige forsatsvinduer. Der findes vinduesfabrikker, der leverer nye kitfals-vinduer af træ, der svarer til stilarterne i danske bygninger, bl.a. Historicismen.

Ved maling af vinduer og skodder bør man holde sig de materialer og farver som oprindelig er anvendt. Man bør ikke male vinduer i ældre bevaringsværdige bygninger med plastikmaling. Denne maling arbejder dårligt sammen med de øvrige materialer, og ved påføring af flere lag maling, har det vist sig, at malingen bliver for tæt, så der sker en fugtophobning i træet, der kan medføre rådskader.

Til maling af ældre vinduer af træ anbefales det, at man anvende linoliemaling, der i parentes bemærket ikke skal tilføres terpentin. Linoliemalingen skal stryges på i 2-3 meget tynde lag. På denne måde er tørretiden ikke længere end eksempelvis plastikmaling, dvs. 12 timer.

Døre

På historicismens bygninger er der meget ofte gjort meget ud af yderdøren med hensyn til fantasifuld udformning, særlige detaljer, greb, ruder, sprosser og fyldinger. Dørene er meget ofte lakerede eller malede.

Eksisterende gamle, originale døre bør altid repareres og istandsættes, frem for at skiftes ud - lige meget hvor dårlig en tilstand de er i. De nye døre eller porte kan aldrig opnå samme detaljering, smukke overfladekarakter, slid og patina, som den gamle.

Hvis man skal udskifte en yderdør, f.eks. fordi den originale dør er væk, bør man enten udføre en nøjagtig kopi af den originale dør, eller, hvis de originale dør ikke kan rekonstrueres, vælge en ny dør med en helt enkel udformning. Man bør undgå asymmetriske døre med et fast sideparti af glas, der ikke passer til ældre bygninger.

Ældre dobbeltdøre har ofte en bred gående fløj og en smallere fast fløj. Nye fyldingsdøre udføres traditionelt med rammer og fyldinger i massivt (spejlskåret) træ. På den brede fløj kan der monteres to 'slaglister', så søren opleves som symmetrisk.

Tage

De tage, der i dag er belagt med vingetegl bør fortsat lægges med vingetegl af samme type og kvalitet som de eksisterende. Man skal være særligt opmærksom på rygningen, der bør udføres traditionelt med rydningssten lagt i mørtel og ikke med påskruede rygningssten.

Skorstenspiber, der sidder på rygningen, skal inddækkes i taget ved indmuring med mørtel og må ikke inddækkes med zink. På historicismens bygninger har skorstenspiberne næsten altid en særlig detaljeret udformning. Det er vigtigt at både form, detaljering og overfladebehandling bibeholdes præcist ved vedligeholdelses- og istandsættelsesarbejder.

Skifertage bør ved reparationer eller udskiftninger fortsat udføres med naturskifer, magen til det oprindelige, lagt i samme mønster som oprindeligt.

Tårne og spir

Tårne og spir samt kvistspir skal repareres med samme materialer og med samme udformning og detaljering som oprindeligt. De firmaer, der overlades sådanne arbejder bør have dokumenterede referencer fra tilsvarende vel gennemførte arbejder.

Ombygninger

Ved arbejder, der går ud over almindelig vedligeholdelse skal det anbefales, at man tilknytter en restaureringsarkitekt som konsulent på disse opgaver, således at man fortsat fastholder de bærende bevaringsværdier.

Der skal generelt advares mod at sætte nye tilbygninger eller udbygninger på de meget detaljerede bygninger fra historicismen, idet disse erfaringsmæssigt er vanskelige at få til at falde godt ind i arkitekturen. Indvendigt, hvor historicismens huse også er fyldt med fine detaljer bør man også bevare disse, eksempelvis trapper, døre, indfatninger, stuk, gulve osv.

Man bør være opmærksom på at der kan være særlige lokalplanbestemmelser knyttet til området. For Esbjerg er der udarbejdet en lokalplan for indre by, der tillige indeholder nyttige oplysninger og vejledning om bygningsbevaring.

Man skal være opmærksom på at der gælder særlige forhold for bygninger der er klassificerede som bevaringsværdige, da disse er optaget i kommuneplanen for bevaringsværdige bygninger og bevaringsværdige miljøer. Er man i tvivl om hvorvidt bygningen er bevaringsværdig, kan man kontakte kommunen eller søge i Kulturarvsstyrelsens database over fredede og bevaringsværdige bygninger – www.kulturarv.dk.

Banken på Torvet 18 er tegnet i 1897 af Arkitekt C.H. Clausen. Som påvist af Kirsten Frederiksen og Peter Dragsbo har bygningen forbillede i Palazzo Publico i Sienna i Italien. (1)

Vandtårnet, der er tegnet af C.H. Clausen, er et mønstereksempel på historicismens arkitektur og på brugen af de europæiske historiske stilarter til nye funktioner. (2)

Tidstypisk etageejendom med markeret underetage, der afsluttes af overgangsgesims. Overfacaden er i blank mur og med profilerede indfatninger, konsolbårne fordakninger og taget er skiferbelagt. (3)

De historistiske huse er rige på detaljer og smukt murværk. (4)

Den rige brug af formsten i kombination med de støbte detaljer, afspejler en glæde over dekoration og udsmykning, som er typiske for historicismens bygninger. (5)

Kongensgade 77
Enkelt og regulært hjørnehus med fornemt murværk!
Underetagen er reetableret, med støtte fra Esbjerg Byfond, så huset nu opleves som en arkitektonisk helhed. (6)

Etageejendommenes døre er ofte rigt udsmykkede og man bør absolut værne om dem. Det samme gælder den rustikt pudsede underetage, der stadig står med sin oprindelige rå overflade, således som den er tænkt.
Dørens billedskærerarbejder bærer i dette tilfælde mere præg af jugendstil end af historicisme. (7)

Hjørnehus med spidsbuede vinduesindfatninger med grønne glaserede tegl og flot renæssancepræget hjørnetårn med "okseøjer" . (8)

Kongensgade 19
Ny-renæssance bygning med udsmykket gavlkvist, blank mur og støbte detaljer, der referer til 1600 tallets brug af sandstensdekorationer i kombination med tegl. Tegnet af J. Lund Christensen, opført 1898. (9)

Paladshotel er en tidstypisk historicistisk bygning med de fremhævede hjørnetårne, der er beklædt med fint tunget skiffer. Typisk er også den kvaderpudsede underetage og karnapperne, der afsluttes i de rundbuede frontoner samt de støbte og pudsede dekorationer i kombination med det røde murværk. (10)

Kirkegade 25, Esbjerg.
Missionshuset Britannia, der er opført i 1906 efter tegninger af C.H. Clausen. (11)

Enkelt historicistisk etagehus med refendfuget underetage og trukket overgangsgesims- Overetagen er prydet af mønstermurværk i brystningerne under vinduerne og gesimsbånd i glaserede tegl. Bygningen har mansardtag, der formentlig oprindelig har været beklædt med skiffer. Det er typisk for perioden, at kviste opsættes uafhængigt af facadevinduernes placering og rytme. (12)

Fint forarbejdet vinduesindfatning af formsten og gesimsbånd af terrakotta. (13)

Vinduesindfatning af Portlandcement. (14)

til tekniske anvisninger på Internettet, der behandler vedligeholdelse og istandsættelse af historiske huse.

Kulturarvsstyrelsens 'Information om bygningsbevaring'

Vedligeholdelse af bevaringsværdige huse: www.kulturarv.dk

Arkitektur
Planlægning og projektering
Vedligeholdelse
Fundamenter
Facader og skiltning
Etagedæk og skillevægge
Skorstene og ildsteder
Tage
Døre og vinduer
Trapper
Overfladebehandling
Fugt, råd og svampe
Tekniske installationer
Haver og belægninger
Byggematerialer

Vejledning til bevaringsværdige bygninger, udgivet af Socialministeriet

Bevaringsværdige bygninger, Sikring af bevaringsværdier Center for Bygningsbevaring v. Søren Vadstrup, 2007:

Link til vejledningen som PDF:
http://www.bygningsbevaring.dk/uploads/files/bevaringsv_bygninger.pdf

Bygningsbevarings-ANVISNINGER fra Center for Bygningsbevaring i RAADVAD

Uddybende tekniske anvisninger koordineret med Kulturarvsstyrelsens "Information om Bygningsbevaring": www.bygningsbevaring.dk

Murværk, facader og sokler
Bindingsværk
Vinduer
Smedejern
Støbejern
Overfladebehandling
Sandsten
Interiører
Tage

Almen information om byggeri, materialer og bygningsbevaring

www.kulturarv.dk
Information om bygningsbevaring med informationsbalde om bygningsbevaring, med beskrivelser af de enkelte bygningsdele og byggematerialer.

www.bygningsbevaring.dk
Center for Bygningsbevaring i Raadvad. Uddybende beskrivelser af traditionelle håndværksteknikker og bygge materialer – Link og oversigt over håndværkere, materialeproducenter. Rådgivning til private husejere.

www.bygningskultur.dk
Forskellige foreninger og interesseorganisationer, der arbejder med dansk bygningskultur. Anvisninger. Oversigt over håndværkere og materialeproducenter. Rådgivning.

www.bygerfa.dk
Byggeteknisk erfaringsformidling udarbejdet for professionelle, men kan også anvendes af private.

www.Brandteknisk-institut.dk
Dansk Brand- og sikringsteknisk Institut – bl.a. information om brandsikring af stråtage.

www.bvb.dk / www.bsf.dk
Byggeskadefondens erfaringer fra en række eftersyn i byfornyede ejendomme og almene boliger.

www.hfb.dk
Håndbog for byggeindustrien – links til byggeriets producenter og leverandører.

www.muro.dk
Murerfagets oplysningsråd.

www.taekkelaug.dk
Grundig information om stråtage – teknikker, kvalitetskrav, egnsbyggeskik mm.

www.trae.net
Omfattende oplysninger om træ, udvælgelse og anvendelse.

www.teknologisk.dk
Teknologisk Institut, træteknik.

www.mur-tag.dk
Teknologisk Institut, Murværkscenteret – Mur- og tagprodukter.

Foreninger og interesseorganisationer der arbejder med bygningsbevaring

www.byfo.dk
www.bygningskultur.dk
www.foreningen-straatag.dk
www.byogland.dk

Lokale bevaringsforeninger:

Fonden til Bevaring af Gamle Rømøhuse
v/ Rosa Schmidt
Ternevej 11
DK 6792 Havneby, Rømø
Tlf. 74 75 52 10

Fonden Gamle Sønderho
v/ Vibeke Schøtt
Toftestien 21
DK 6720 Sønderho, Fanø
Tlf. 75 16 44 29

Selskabet til bevarelse og forskønnelse af Tønder
v/ A.M. Dela
Ribelandevej 32
DK 6270 Tønder
Tlf. 74 72 04 33

Esbjerg Byfond
Torvegade 74
DK 6710 Esbjerg
Tlf. 76 16 16 16

Gammelt Præg
Ribe Bybevaring
Torvet 3
DK 6760 Ribe
Tlf. 75 42 45 80

Bevaringsforeningen for Varde
C/O Varde Museum
Lundvej 4
DK 6800 Varde
Tlf. 75 22 08 77

Litteratur:

Om Esbjerg

Esbjerg Kommune 1979, Historiske huse i Esbjerg
Planstyrelsen og Esbjerg Kommune: Kommuneatlas for Esbjerg kommune
Esbjerg Byfond, Hans Carl: Bevaringsvejledning Esbjerg
Esbjerg Byfond, 1991, Peter Dragsbo, Kirsten Frederiksen: C.H. Clausen 1866-1941
Esbjerg Museum, Peter Dragsbo, 1988: Forstæder i Esbjerg