Museumsloven

I museumslovens § 23 er det fastsat, at planmyndighederne skal samarbejde med de antikvariske myndigheder (museerne) for at sikre, at der bliver taget hensyn til bevaringsværdige fortidsminder i den fysiske planlægning.

De offentlige myndigheder skal jf. museumslovens § 24 orientere museerne om byggetilladelser, nedrivningstilladelser, større ombygninger, råstofindvinding mm. De skal desuden oplyse bygherre om indholdet af museumslovens § 25-27.

Bygherre kan anmode museerne om en udtalelse med hensyn til risikoen for at støde på væsentlige jordfaste fortidsminder i forbindelse med et anlægsarbejde. Museerne kan dog også på eget initiativ fremsende udtalelser om risikoen for at påtræffe væsentlige jordfaste fortidsminder ved et anlægsarbejde med udgangspunkt i eksempelvis kommunernes byggesagslister.

Udtalelsen

Udtalelsen bygger bl.a. på en screening af planområdet. Er der i Fund og Fortidsminder registreret jordfaste fortidsminder på området? En væsentlig hjælp i screeningen er reliefkortene, som afslører unaturlige uregelmæssigheder i jordoverfladen eksempelvis marksystemer og gravhøje. Med til overvejelserne hører også en vurdering af planområdets størrelse og topografi. Endelig kan screeningen omfatte en gennemgang af tilgængelige luftbilleder over planområdet og en analyse af bonitetsforholdene. Udtalelsen vil ofte resultere i anbefalingen af en frivillig forundersøgelse.

  
Udtalelsen bør aldrig gives alene på baggrund af negative vidnesbyrd. Den bør kun undtagelsesvis gives uden anbefaling af en frivillig forudgående forundersøgelse. Da udtalelsen er forpligtende, er det nødvendigt at opstille retningslinjer for omfanget, karakteren og kvaliteten af en frivillig, arkæologisk forundersøgelse.   

Forundersøgelse – metodevalg

Erfaringen har vist, at den systematiske forundersøgelse med søgegrøfter er den hurtigste, mest velegnede og mest prisgunstige metode til at få et overblik over, om der findes væsentlige jordfaste fortidsminder inden for et planområde. Jo større et planområde er, jo større er sandsynligheden for, at der et eller andet sted gemmer sig et eller flere væsentlige jordfaste fortidsminder.

  
I takt med at flere og flere museer er gået over til at bruge den systematiske forundersøgelse med søgegrøfter, er det blevet mere og mere klart, at topografien ikke er den afgørende faktor for, hvor fortidsminderne findes. De findes ikke blot på de, set med vores øjne, gunstige steder, men også på flade hedesletter, på stærkt skrånende morænebakker og i vådområder.

Forundersøgelsen kan kombineres med luftrekognoscering, georadaranalyser og fosfatanalyser, som kan bidrage til at belyse udstrækningen af det påtrufne fortidsminde. Man skal dog være opmærksom på, at det ikke er alle jordbundsforhold, som egner sig til luftrekognoscering, fosfatanalyse eller georadarundersøgelse. Disse metoder kan være nyttige hjælpemidler til at klarlægge, i hvilken udstrækningen et påvist fortidsminde strækker sig uden for et givet planområde, men de kan aldrig erstatte den systematiske forundersøgelse med søgegrøfter.

  
Erfaringsgrundlaget

I 1980/81 blev den første naturgasledning fra Egtved til Ellund forundersøgt ved hjælp af markafsøgning og topografiske analyser, som dannede grundlag for udførelsen af 59 forundersøgelser. De 59 forundersøgelser resulterede i udgravning af 14 væsentlige jordfaste fortidsminder. Da der i 2011 skulle anlægges en ny rørledning parallelt med den gamle, blev der lavet én lang søgegrøft, som resulterede i, at 55 væsentlige jordfaste fortidsminder blev fundet og udgravet. Det viser, at 41 fortidsminder eller næsten 75 procent af de fortidsminder, der rent faktisk findes på strækningen, blev overset, fordi man anvendte en selektiv forundersøgelsesmetode. Disse tal understreger med al ønskelig tydelighed værdien af den systematiske forundersøgelse med søgegrøfter.

Udgangspunktet for en hver forundersøgelse er, at planområdet kan dække over et eller flere væsentlige jordfaste fortidsminder, som er beskyttet af museumsloven. Forundersøgelsen skal derfor tilrettelægges på en måde, så det er muligt at integrere forundersøgelsens resultat i en regulær udgravning.

Dækningsgrad og valg af maskine

Første skridt er at skabe sig et overblik over planområdet for at finde ud af, hvor mange meter søgegrøft, der skal laves. For at resultatet af forundersøgelsen skal være repræsentativt for planområdet og kunne danne udgangspunkt for et udgravningsbudget, skal den som minimum dække mellem 12 og 20 procent af området. På Sjælland, hvor anlægstætheden gerne er mindre end i Sønderjylland, har erfaringen vist, at forundersøgelsen inklusive udvidelser helst skal dække op til 20 procent af anlægsområdet for at give et retvisende billede. I Sønderjylland har en dækningsgrad inklusiv udvidelser på 12-15 procent vist sig at være tilstrækkelig. Disse forskelle beror på et samspil mellem topografi og anlægstæthed.

Med en skovlbredde på 2,5 m kan man som en tommelfingerregel regne med, at der for hver hektar skal graves 500 m søgegrøft fordelt på 5 grøfter med 20 meters afstand. Det svarer til et areal på 1250 m² eller 12,5 procent af arealet. På Sjælland har det vist sig mere hensigtsmæssig at lave søgegrøfterne 2 meter brede og lægge dem med 15 meters afstand.

Er skovlbredden mindre - f. eks. 1,80 m - skal der udlægges 7 søgegrøfter med en samlet længde på 700 m Det svarer til en dækningsgrad 12,6 procent eller 1260 m2. I tabellen nedenfor er angivet hvor mange meter søgegrøft, der ideelt skal trækkes pr ha med skovlbredder, som varierer fra 1,8 m (rendegraver) til 2,5 m (f.eks. Komatzu 240 (24-26 tons) på bælter).

  
Ved større forundersøgelser er det vigtigt at anvende maskintyper, der kan afrømme 75-100 meter søgegrøft pr. arbejdstime. Som udgangspunkt anbefales så brede søgegrøfter som muligt. Kun undtagelsesvis bør man anvende andet end bæltemaskiner eller store gummihjulsmaskiner med bred rabatskovl. Afhængig af felttiden pr. dag, maskintype, gravemesterens erfaring, vejrlig, muldtykkelse, jordbundsforhold m.v. vil det være muligt at trække 500-800 m søgegrøft pr. arbejdsdag.

Søgegrøfterne

I søgegrøfterne vil man typisk kunne lokalisere væsentlige fortidsminder fra perioder, hvor jordgravede anlæg og konstruktioner har været udbredt. Det vil i praksis sige bopladslevn fra neolitikum til nyere tid. Selv ved udlægning af et finmasket net af søgegrøfter vil enkeltliggende fladmarksgrave, mindre gravklynger, stærkt nedpløjede høje, små og dårligt bevarede huse (f.eks. neolitiske), ovne, vandmøller samt små (oppløjede) stenalderbopladser ofte kunne overses. Derfor er det vigtigt, at udgravningslederens viden om de lokale kulturhistoriske og topografiske forhold er så stor, at prøvegravningens strategi og metode løbende kan justeres i forhold til det, der bliver afdækket. Forundersøgelser bør derfor så vidt muligt kun udføres af museernes mest erfarne arkæologer.

Omfanget af prøvegravningen er et kompromis mellem at opnå størst mulig viden om fortidsmindets karakter, datering, bevaringsgrad og udstrækning – og på samme tid undgå at skabe fysiske forhindringer for en evt. efterfølgende fladeafdækning.

På Sjælland viser erfaringer fra Kroppedal Museum, at chancen for at lokalisere forhistoriske huskonstruktioner er størst, hvis søgegrøfterne orienteres skråt i forhold til verdenshjørnerne. Disse erfaringer kan ikke ureflekteret overføres til andre landskabstyper, som eksemplificeret nedenfor.

Er der mange anlæg i en søgegrøft, er det tegn på, at der findes et væsentligt jordfast fortidsminde, som kræver en større fladedækkende udgravning, inden området kan anvendes. Her kan det være hensigtsmæssigt at udlægge søgegrøfterne med større afstand end anbefalet ovenfor. Dels letter det den efterfølgende udgravning, at der er så få søgegrøfter og jordbunker som muligt, og dels lider fortidsmindet mindst muligt overlast. Når man trækker søgegrøfter, graver man uvilkårligt en smule dybere for at se anlæggene, end når man afdækker en større flade. Dog skal man sikre sig, at prøvegravningen giver et så fyldestgørende indblik i fortidsmindets karakter, udstrækning og bevaringsgrad.

  
I førromersk og ældre romersk jernalder varierer længdespændet mellem de tagbærende stolpesæt gerne mellem 2 og 3 m og er sjældent over 3,5 m. Målt mellem de yderste sæt tagbærende stolper varierer husenes længder generelt mellem 10 og 20 m. Fra begyndelsen af yngre romersk jernalder øges længden på husene væsentligt og ved overgangen mellem yngre romersk og ældre germansk jernalder er længder på 30-40 m mere reglen end undtagelsen. Samtidig øges længdespændet, som nu generelt varierer mellem 2,5 og 4,5 m. I slutningen af 5. årh. ved overgangen til yngre germansk jernalder øges afstanden mellem de tagbærende stolpesæt yderligere. Spænd på mellem 5 og 6 m eller mere er ikke usædvanligt.

I ældre jernalder er spor efter vægstolper sjældne. Som oftest har væggene været rejst på fodremme, men der kendes også eksempler på væggrøfter og vægge sat med jordgravede stolper. Mange gange findes vægstolpehullerne kun sporadisk og kan da opfattes som tegn på reparationer snarere end som spor efter den primære vægkonstruktion. Når der ikke findes spor efter vægkonstruktioner, kan det derfor ikke tages som udtryk for, at husene er dårligt bevarede.

Bebyggelsen i ældre jernalder på Sjælland adskiller sig på flere måder fra den samtidige bebyggelse i Jylland. Her findes ikke store fladedækkende bopladser med enorme mængder af keramik. Det er derfor vigtigt at gemme al keramikken fra bopladserne – også den, der fremkommer i forbindelse med forundersøgelserne. Som det fremgår af figurerne, er der til gengæld ikke stor forskel hverken på husenes udseende eller bevaringsgrad. Også her har væggene som oftest været rejst på fodremme. Derfor vil et optimalt bevaret hus også her blot bestå af de tagbærende stolper og indgangsstolperne.

I 2013 stødte Kroppedal Museum på de første jordgravede kældre i et hus fra slutningen af førromersk jernalder. Det har efterfølgende vist sig, at der også findes kældre, hvorover der ikke umiddelbart kan erkendes et hus. Huset og kældrene blev først erkendt under den egentlige udgravning. I forundersøgelsesfasen kan det være vanskeligt at skelne mellem, om en mørk plamage er en grube eller en kælder. Graver man ukritisk en grøft tværs gennem den slags anlæg, kan man ødelægge væsentlige spor. I værste fald kan man hindre muligheden for at erkende, at der rent faktisk er tale om en kælder. Eksemplet understreger vigtigheden af, at det er erfarne arkæologer, som står for forundersøgelserne.

  
I yngre romersk og ældre germansk jernalder bliver hegn og vægge sat med jordgravede stolper dominerende i Jylland, men ses også hyppigere på Sjælland og Fyn. Det øger muligheden for at finde disse pladser med søgegrøfter væsentligt.

  
I takt med at længdespændet mellem de tagbærende øges, bliver risikoen for at n/s-gående søgegrøften kan ramme ved siden af de tagbærende stolper tilsvarende større. Denne risiko kan til dels afhjælpes ved at lægge søgegrøfter skråt på husenes længderetning.

     
Fordelen ved n/s-orienterede søgegrøfter er, at de letter tolkningen af anlægssporene i søgegrøfterne. Rammer man tagbærende stolper, vil de nemlig fremtræde som par i søgegrøften. De fleste museer er efterhånden gået over til digital opmåling, hvilket har udlignet mange af de øvrige fordele, der har været ved at have en solret afgravningsstrategi. Det vil derfor ofte være et temperamentsspørgsmål, om man er til skrå eller solrette søgegrøfter.

Forundersøgelsen – formål

Ved forundersøgelsen skal man være opmærksom på, at det ikke er alle huse, som er ø/v- eller tilnærmelsesvis ø/v-orienterede. Især i germansk jernalder og ældre vikingetid øges antallet af n/s- eller tilnærmelsesvis n/s-orienterede huse. Ved forundersøgelsen er det vigtigt, at tilstedeværelsen af hustomter bekræftes med udvidelser af søgegrøften. Som udgangspunkt bør især de først påtrufne huskonstruktioner bekræftes ved frilæggelse af mindst to sæt tagbærende stolper.

I tracéer, som er smallere end ca. 10 m, kan man med fordel forsøge at få den arkæologiske forundersøgelse integreret i anlægsarbejdet. Skal muldlaget fjernes, hvilket ofte er tilfældet, kan man i forhandling med bygherre forsøge at få en arkæolog til at styre og overvåge muldafrømningen, helst i god tid inden anlægsstart subsidiært som første trin i anlægsarbejdet. Det øger dog arbejdspresset i det øjeblik, hvor der påtræffes væsentlige jordfaste fortidsminder. På den måde kommer tracéet til at virke som én stor søgegrøft. Ved den slags aftaler skal man sikre sig, at der er fuld enighed om tidsplan og afregning af maskinforbrug. Det er bedst at aftale, at bygherre afholder udgiften til muldafrømningen som en del af anlægsarbejdet. Man skal også være opmærksom på, at nogle entreprenører ikke er glade for at have tracéerne stående åbne for længe uden muld, da det kan ødelægge bæreevnen og dermed fordyre anlægsarbejdet.

I tracéer, som er bredere end ca. 10 m, kan den skitserede fremgangsmåde være vanskelig at praktisere bl.a. fordi det ikke altid er muligt at afslutte udgravningen af et væsentligt jordfast fortidsminde fra dag til dag. Her må man foretrække en normal forundersøgelse inden anlægsstart. I 10-25 brede tracéer kan man af praktiske årsager være nødt til at udlægge søgegrøfterne efter tracéets orientering. I bredere tracéer bør man altid tilstræbe solrette eller skrå søgegrøfter.

Forundersøgelsen har til formål:

• At afgrænse det/de påtrufne fortidsminde/r
• At klarlægge karakteren af fortidsmindet
• At dokumentere bevaringsgraden
• At klarlægge den omtrentlige datering
• At dokumentere tykkelsen af muldlaget for at vurdere det nødvendige maskinforbrug
• At dokumentere undergrundens beskaffenhed
• At klarlægge det videnskabelige potentiale af det/de fundne fortidsminder

Er der kulturlag bevaret skal forundersøgelsen klarlægge:

• Størrelsen
• Tykkelsen
• En eventuel stratigrafi
• Karakteren af det:
  • Gulvlag
  • Værkstedslag
  • Udsmidslag
• Undersøgelsesstrategien:
  • Tørsoldning
  • Vandsoldning
  • Gridstørrelse – m2-felter, 2x2 m-felter
• Datering
• Konserveringsbehov

Med udgangspunkt i disse parametre kan der opstilles et budget for udgravning af det/de påtrufne fortidsminder.

Overvågning

I nogle tilfælde kan det være hensigtsmæssigt at erstatte den systematiske forundersøgelse med søgegrøfter med en arkæologisk overvågning. Det vil sige, at en arkæolog følger bygherres muldafrømning for at kontrollere, om der findes væsentlige jordfaste fortidsminder inden for anlægsområdet eller ej.

Den arkæologiske overvågning er især velegnet til naturgenopretningsprojekter som eksempelvis gensnoning af åløb, anlæggelse af mindre regnvandsbassiner og erstatningsvandhuller samt smalle tracéer. Ved naturgenopretningsprojekterne er det ofte vigtigt, at en fremtidig åbrink eller søbred ikke bliver svækket af søgegrøfter, som skærer anlægstracéet.

Smalle tracéer er tracéer op til 2 meters bredde. Der er typisk tale om spildevandsledninger, vandledninger, transmissionsledninger og mindre kabler. Til de smalle tracéer kan der være tilknyttet et arbejdsareal. Skal bygherre køre med tunge maskiner her, er der risiko for trykskader. Dér, hvor der er fortidsminder, kan det være nødvendigt at undersøge tracéet i fuld bredde inklusiv arbejdsareal med mindre, der udlægges køreplader. I smalle ledningstracéer vil det ofte være muligt at registrere og undersøge eventuelle væsentlige jordfaste fortidsminder, uden at bygherre behøver at standse anlægsarbejdet.

I forhold til en arkæologisk udgravning er naturgenopretningsprojekter ofte relativt billige og kan derfor sjældent bære den ekstraudgift, som en arkæologisk udgravning kan resultere i. Fordelen for bygherre ved en arkæologisk overvågning er, at bygherre har mulighed for ad hoc at ændre linjeføringen eller flytte et vandhul og herved spare udgifterne til en udgravning.

En arkæologisk overvågning kan også komme på tale, hvis man gerne vil være sikker på, at der virkelig ikke findes væsentlige jordfaste fortidsminder inden for et anlægsområde. Man kan i forbindelse med den arkæologiske udtalelse anbefale en overvågning af muldafrømningen af et område, hvor man vurderer, at risikoen for at påtræffe væsentlige jordfaste fortidsminder er beskeden. Det kan komme på tale, hvis området ligger tæt på en vigtig undersøgelse eller ligger i et område, som indgår i et igangværende eller planlagt videnskabeligt forskningsprojekt. En overvågning kan også komme på tale, hvis planområdet er meget lille. Her vil udgifterne til en egentlig forundersøgelse ofte være uforholdsmæssigt høje. Bygherre vil som regel anmode om en egentlig forundersøgelse, dels for at undgå at skulle standse eller ændre et igangværende anlægsarbejde, og dels fordi det ofte vil være det lokale museum, som skal afholde udgiften til den slags forundersøgelser.

Som planlægger skal man gøre sig klart, at overvågningen kan resultere i påvisningen af et væsentligt jordfast fortidsminde, som skal udgraves, hvis anlægsarbejdet skal realiseres. Det vil ofte kunne bringe bygherre i en situation, hvor der ikke er noget alternativ til en udgravning, fordi man allerede har investeret mange penge. Overvågning er derfor et redskab man skal anvende med omtanke. Især ved nedrivninger og i købstædernes kulturarvsarealer, vil en egentlig forundersøgelse ofte være at foretrække for såvel bygherre som museum. For museet, fordi man kan lave forundersøgelsen uden at fortidsmindet har lidt overlast, og for bygherre, fordi man kender de økonomiske konsekvenser, inden man går i gang.

Endelig kan overvågning komme på tale i de tilfælde, hvor bygherre har fravalgt en frivillig forundersøgelse i et fortidsmindefølsomt område. Overvågningen kan dog være vanskelig at sætte i værk, idet bygherre ikke er pligtig til at meddele det lokale museum, hvornår der er anlægsstart.

  
Forundersøgelse med geofysiske metoder

Et brugbart supplement til forundersøgelsen med søgegrøfter kan være at gennemføre en geofysisk undersøgelse af planområdet. Variationsbredden af såvel apparatur som metoder er stor. Og der findes mange forskellige virksomheder såvel offentlige som private, som gennemfører den slags analyser. Som udgangspunkt er geofysiske analyser relativt billige, men som ved alle andre metoder er der også her begrænsninger, som gør, at man ikke altid kan forvente et tolkningsbart analyseresultat. Et negativt analyseresultat kan derfor ikke tages som udtryk for, at der ikke findes væsentlige jordfaste fortidsminder på et planområde. Har man ved en forundersøgelse med søgegrøfter påvist et jordfast fortidsminde, kan den geofysiske analyse være et velegnet redskab til at afgrænse det påviste fortidsminde. Især i vådområder skal man dog være forsigtig med anvendelsen af geofysik, fordi mange forskellige uforudsigelige faktorer influerer på analyseresultatet. I øjeblikket kan geofysik ikke erstatte en forundersøgelse med søgegrøfter.

Egenfinansierede forundersøgelser

Det er lovbefalet, at museer med arkæologisk ansvarsområde skal afholde udgiften til forundersøgelse af områder, som er mindre end 5.000 m2. Egenfinansierede forundersøgelser kan være en stor belastning for et mindre museum. Der bør derfor i driftsgrundlaget tages højde for denne udgift.

Som udgangspunkt kan en bygherre i forhold til museumsloven ikke opdele sit planområde i områder på 4.999 m2 og derved omgå museumsloven. Men der er mange grænsetilfælde, især inden for landbruget. Hvornår er opførelsen af nye stalde og gyllebeholdere et samlet projekt? Er etableringshorisonten f.eks. 5-10 år, er der så tale om et samlet projekt?  Ved private udstykninger vælger nogle bygherrer at forundersøge vej- og ledningstracéer, men at sælge grundene uforundersøgte. Nogle gange oplyses købere herom og i andre tilfælde ikke. En sådan situation kan være en bombe under især mindre lokalmuseers økonomi. Set i forhold til arealet har egenfinansierede forundersøgelser lige så stor sandsynlighed for at påvise et væsentligt jordfast fortidsminde, som en bygherre finansieret forundersøgelse.

   
I disse år bliver mange saneringsmodne ejendomme nedrevet. Der er som udgangspunkt tale om arealer, som er mindre end 5.000 m2. Anbefaler man en frivillig forundersøgelse, vil det derfor ofte være lokalmuseet, som skal afholde udgiften til en forundersøgelse. Den slags forundersøgelser er heldigvis relativt ”billige”, idet der sjældent er brug for maskinkraft. Som oftest vil man kunne nøjes med at lave et par søgehuller inden nedrivningen og herved påvise tilstedeværelsen af eksempel kulturlag, syldsten og stolpehuller. Det er sjældent, at der herved påvises spor efter væsentlige jordfaste fortidsminder som er ældre end tidlig middelalder og renæssance.

Kriterier for udpegning af væsentlige jordfaste fortidsminder

Det kan være nyttigt, at opstille en række objektive kriterier for, hvad forundersøgelsen skal blotlægge for, at et fortidsminde kan betragtes som så væsentligt, at en undersøgelse vil give væsentlig ny viden. Disse kriterier kan variere fra museum til museum. I Sønderjylland er der opstillet fem objektive kriterier, hvoraf mindst et skal være opfyldt, for at udpege et fortidsminde til udgravning:

• Komplekse konstruktioner eller sammenhængende/organiserede strukturer (f.eks. huse, gårdsanlæg, indhegnede landsbyer, gravpladser, ringvolde, voldsteder, mølleanlæg, vadesteder o.lign.).
• Anlæg og fund fra dårligt oplyste perioder (f.eks. bopladser fra palæolitikum, maglemosetid og yngre germansk jernalder) eller som indeholder bevaret organisk materiale som f.eks. dyreknogler.
• Kulturlag fra stenalderen med eller uden bevaret organisk materiale.
• Enkeltanlæg af særlig karakter (f.eks. gravhøje, grave, offer- eller skattefund).
• Territorialmarkeringer (f.eks. herredsskel, sogneskel, ejerlaugsskel og folkevolde).

I Jylland er førromersk og ældre romersk jernalder nok de to perioder af oldtiden, hvor der bliver produceret mest, forholdsvist velbrændt keramik. Det er derfor, at det er disse perioder, der som oftest bliver fundet ved en traditionel markafsøgning. Lige så snart vi kommer op i yngre romersk og germansk jernalder falder fund-frekvensen dramatisk, selv om antallet af bopladser næppe har afveget væsentligt fra hinanden. Det viser resultatet af undersøgelsen på naturgasledningen. Her blev der fundet 14 bopladser fra førromersk og ældre romersk jernalder (0,15 boplads pr km), mens der blev fundet 12 fra yngre romersk og germansk jernalder 0,13 boplads pr km. Disse tal understreger vigtigheden af at lave systematiske forundersøgelser med søgegrøfter, da nogle perioder eller vil blive stærkt overrepræsenteret i det arkæologiske kildemateriale.

Dokumentation

Det er vigtigt, at resultatet af forundersøgelsen dokumenteres. Også resultatløse forundersøgelser bidrager med væsentlig ny viden f.eks. til afgrænsning af ressourceområder.

  
Findes der ved forundersøgelsen et væsentligt jordfast fortidsminde, er det vigtigt at registrere anlægssporene med en præcisions-GPS. Forundersøgelsen har til formål at sikre, at så mange væsentlige fortidsminder som muligt bliver bevaret in situ. Det er derfor ikke en selvfølge at væsentlige fortidsminder, som bliver påvist ved en forundersøgelse, bliver udgravet. Når det er sagt, er det naturligvis vigtigt, at sårbare anlæg, som lider skade ved at blive tildækket og genafdækket, undersøges i forundersøgelsesfasen. Det vil som oftest være tale gravanlæg af forskellig slags, men også indre konstruktioner i hustomter kan være sårbare. Forundersøgelsen kan vise tilstedeværelsen af en speciel hustomt, som det vil være vigtigt ud fra et videnskabeligt synspunkt at få udgravet. Det er derfor vigtigt, at man præcist kan finde tilbage til det nøjagtige sted, så man kan begrænse en opfølgende udgravning mest muligt og derved holde omkostningsniveauet nede.

Dokumentationen af forundersøgelse består ikke blot i opmåling af søgegrøfterne. Et passende udsnit af de påtrufne anlæg skal også undersøges i snit for at hjemtage daterende materiale og få en ide om muligheden for også at hjemtage naturvidenskabeligt prøvemateriale. Det daterende materiale er særlig vigtigt i de tilfælde, hvor det viser sig, at bygherre vælger in situ-bevaring, hvilket lovgivningen skal tilskynde.

Det videnskabelige perspektiv

I 90’erne og begyndelsen af 00’erne blev begrebet repetitionsarkæologi brugt som et skræmmeeksempel på, hvad vi for alt i verden skulle forsøge at undgå, da det kun frembringer en gentagelse af kendt viden. Det er en farlig opfattelse, fordi den virker begrænsende frem for fremmende for erkendelse af ny viden, især i førromersk, romersk og ældre germansk jernalder. Det har nemlig vist sig, at hustyperne i dette tidsrum er betydeligt mere differentierede, end det blev antaget for blot få år siden. Ved at følge udbredelsen og indskrænkningen af hustyperne såvel kronologisk som korologisk kan vi få væsentlig ny viden om befolkningsforskydninger allerede i ældre jernalder. Undersøgelser i Sønderjylland har således vist, at det såkaldte Overjerstal-hus har en betydelig længere levetid mod nord og vest end mod syd og øst. Omvendt har det såkaldte Osterrönfeld-hus en betydelig længere levetid mod syd og sydøst end mod øst og nordøst. Tilsvarende kommer de såkaldte jyske huse tidligere til Sydvestjylland end til Sydøstjylland.

  
Den viden kan kun erkendes ved at lave udbredelseskort, som er baseret på en sikker identifikation af hver enkelt hustype, hvilket som oftest vil kræve, at husene afdækkes i deres helhed. Desuden skal der indsamles naturvidenskabeligt prøvemateriale, som egner sig til at C14-datere husene. Det samme materiale har vist sig også at være værdifuldt til belysning af ændringer i høst- og dyrkningsmetoder. Problemet er, at det er vanskeligt at vurdere hvilke hustomter, der indeholder det bedste materiale, uden først at have floteret fylden fra husenes stolpeaftryk. Man kan naturligvis forvente, at brandtomter har et større potentiale end huse, der ikke er nedbrændte.

Af Niels Haue og Niels Algreen Møller

Af Christian Juel
 

  
Ved forundersøgelse af fortidsminder fra yngre jernalder i det åbne land bør der anvendes en systematisk forundersøgelsesstrategi med søgegrøfter. De metodiske overvejelser bag forundersøgelser med søgegrøfter er grundigt beskrevet i Den arkæologiske strategi for ældre jernalder, hvorfor der i det nedenstående sættes specifikt fokus på de vanskeligheder, der er forbundet med at erkende og afgrænse fortidsminder fra yngre jernalder i forundersøgelsesfasen.

Det er desværre ofte tilfældet, at yngre jernalders bebyggelsesspor først erkendes i forbindelse med fladeafdækning af fortidsminder fra andre perioder. Dette har den uheldige konsekvens, at det kan være vanskeligt at indpasse disse fortidsminder i de prioriteringer, der foretages ved den enkelte undersøgelse.

Som det fremgår af strategiens spredningskort (Fig. 5-8  i denne artikel) kendes betydeligt færre lokaliteter fra yngre jernalder sammenlignet med ældre jernalder, særligt er yngre germansk jernalders bebyggelse meget svagt repræsenteret og dårligt belyst.

Fokuspunkter:

• Bebyggelsesspor fra denne periode bør af denne grund prioriteres højt ved fremtidige undersøgelser.
• Det bør være en væsentlig opgave, at belyse i hvor høj grad dette forhold skyldes forandringer i bebyggelsernes antal, struktur og placering, og hvor meget der skyldes vanskelighederne ved at erkende og datere bebyggelserne.
• Det er vigtigt at undersøge i hvor høj grad vanskelighederne med at påvise bebyggelserne skyldes nedslidning på dyrkede arealer eller nærmere skyldes ændrede konstruktionstræk, der resulterer i svært erkendelige hustomter.
• Det er væsentligt at afklare sammenhængen mellem bebyggelse og de mange detektorfund fra de to seneste perioder af oldtiden.

Karakteristika for hustomter i yngre jernalder

Yngre jernalders bebyggelse rummer sammenlignet med ældre jernalders bebyggelse en række fysiske karakteristika, der kan gøre det vanskeligt at erkende bebyggelserne ved en systematisk forundersøgelse. I løbet af ældre germansk jernalder ses en generel stigende andel af huse bestående af blot de tagbærende stolper, dvs. uden de karakteristiske tætstående vægstolpeforløb, der kan karakteriseres som en ledetype for huse fra yngre romersk jernalder.

De generelle hustypologiske træk i yngre jernalder er samtidig en gradvis smallere midtskibsbredde og en større afstand mellem de tagbærende stolpesæt jf. Fig. 2 (Egeberg Hansen et al. 1991). Disse konstruktionstræk vanskeliggør alle muligheden for at erkende og datere periodens huskonstruktioner i en søgegrøft.

Når der påtræffes formodede tagbærende stolpesæt i en søgegrøft, bør der altid udvides med minimum 4-5 meter til hver side, da spændet til næste sæt tagbærende stolper kan være stort. Ellers kan et næste tagbærende sæt ikke udelukkes.

  
Hustypologi i yngre jernalder

Sammenlignet med ældre jernalder er hustypologien i yngre jernalder dårligere belyst, men undersøgelser peger på stor variation i materialet - både regionalt og lokalt. Ved forundersøgelser hvor der udlægges søgegrøfter med tilnærmelsesvis nord-syd orientering, bør det altid haves i tankerne, at langt fra alle huse er øst-vest- eller tilnærmelsesvis øst-vest orienterede.

I løbet af germansk jernalder og ældre vikingetid øges antallet af nord-syd- eller tilnærmelsesvis nord-syd-orienterede huse betragteligt. Desuden ses der i de undersøgte bebyggelser typisk en mindre regelmæssighed og ofte et helt fravær af omgivende hegnsforløb, der kan definere gårdens afgrænsning.

Særligt i tiden efter ældre germanertid (efter ca. 600 e.Kr.) er gårdenes struktur dårligt belyst i flere dele af landet, og egentlige toftegrænser (i form af jordgravede stolper eller grøfter) er sjældent erkendt arkæologisk. Når hustypologien samtidig er usikker er det samlede resultat, at det ofte er vanskeligt at erkende og afgrænse periodens bebyggelse ved den systematiske forundersøgelse.

Periodens bopladser er generelt kendetegnet ved en sparsomhed på daterende fund og en ringe forekomst af de gruber og bopladsrelaterede anlæg, der gør identifikationen af bebyggelser fra ældre jernalder betydeligt nemmere.

I relation til yngre jernalder bør der ved forundersøgelsen være fokus på større fyldskifter, idet disse kan være grubehuse. De tagbærende stolper i et grubehus er sjældent synlige i fladen og selve husgruben kan indledningsvis være irregulær. Det bør allerede ved forundersøgelsen gennem sonderende snit eller prøvehuller afklares om sådanne anlæg er grubehuse. Det er meget uheldigt hvis grubehuse først erkendes ved en evt. fladeafdækning, idet der er tale om en anlægstype der er tidskrævende at undersøge.

Ovenstående vanskeligheder gør sig også gældende, når den yngre jernalders bebyggelse overlapper med fortidsminder fra andre perioder. Her kan periodens bebyggelsesspor på grund af den beskrevne struktur være vanskelig at udskille og kan helt ”drukne”, når de overlapper med bebyggelsesspor fra andre perioder. Huskonstruktioner fra ældre og yngre germansk jernalder kan ofte ”gemme sig” som en yngre fase, når den overlapper med hus- og gårdstrukturer fra yngre romersk jernalder, hvor hustomternes vægstolper og mange hegnsstolper vil dominere billedet. Her vil en måske overlappende smal hustomt uden vægstolper ikke syne af meget.

I søgegrøfter med høj anlægsintensitet og/eller med formodet mange overlappende huskonstruktioner kan det derfor overvejes at lave en eller flere større udvidelser for dermed at få et overblik over antallet af husfaser og den kronologiske spredning i disse. Yngre jernalders hustomter kan fremstå som mindre tydelige bebyggelsesfaser.

Når det gælder yngre germansk jernalders og vikingetidens bebyggelse, viser et systematisk bebyggelsesstudie fra Fyn, at bebyggelserne er koncentreret omkring de historiske landsbyer, hvor der typisk også vil være en større frekvens af bebyggelsesspor fra middelalder og renæssance. Nær de historiske landsbyer vil der ofte være tale om mindre forundersøgelses- og undersøgelsesarealer, der vanskeliggør frilæggelse af hele huse og gårdsstrukturer, samt også ofte en øget frekvens af recente forstyrrelser der kan vanskeliggøre tolkning af ældre spor.

Eksempel 1 (Fig. 3)

Nedenstående eksempel fra Rynkeby på Fyn er et eksempel på hvor vanskeligt det kan være at udskille yngre germanertids og ældre vikingetids bebyggelse, når den overlapper med senere bebyggelsesspor. Her var det først muligt at erkende periodens bebyggelse ved efterbearbejdningen og ved en systematisk datering af huskonstruktioner og brønde (Hansen 2011).

Eksempel 2 (Fig. 4)

Figur 4 viser eksempler på hustomter fra sen yngre germansk jernalder i Fredericia-området. Selvom bevaringsgraden varierer, har husene en række hustypologiske træk til fælles:

• Der er tale om ret korte hustomter med irregulær stolpesætning, meget smal sætbredde, tagbærende stolpesæt i gavlene og indtrukket indgangsparti.
• Husene er identificeret ved gennemgang og omtolkning af tidligere udgravninger, hvor en bebyggelsesfase fra yngre germansk jernalder ikke blev erkendt.
• Dateringen af husene til sen yngre germansk jernalder er verificeret gennem AMS-dateringer (der fremkom ikke genstandsfund fra udgravningerne, der kunne dateres snævert til yngre germansk jernalder).
• I Fund & Fortidsminder er dateringen af de to lokaliteter således angivet til henholdsvis vikingetid og tidlig middelalder.

Dette viser ikke alene, at der bør udøves fornuftig kildekritik ved at brug af spredningskortene i Fund og Fortidsminder, men også at husene fra yngre germansk jernalder kan være vanskelige at identificere på grund af en usikker hustypologi, særligt på lokaliteter, hvor der er overlap med bebyggelse fra andre perioder.

Detektorafsøgning kan med fordel indarbejdes i forundersøgelsen. Det kan være en fordel at afsøge arealet, før der laves søgegrøfter, da disse kan vanskeliggøre afsøgningen. Herefter kan der søges over anlæg i søgegrøfter. En præcis indmåling af fund er væsentlig, hvis disse senere skal kunne sammenholdes med anlægsspor registreret under pløjelaget.

Fokuspunkter:

• Huskonstruktioner med varierende orientering og generel stor variation i hustypologi.
• Yngre jernalders bebyggelse kan optræde som en svært erkendelig fase, når den overlapper med ældre og yngre bebyggelsesspor.
• Fokus på gårdens afgrænsning i form af hegn eller grøfter.
• Større fyldskifter i søgegrøfterne kan være grubehuse. Dette bør afklares gennem sonderende snit eller prøvehuller allerede ved forundersøgelsen.
• Særligt fokus på perioden ved forundersøgelser nær historiske landsbyer, samt ved forekomst af detektorfund i pløjelaget.
• Detektorafsøgning kan med fordel indarbejdes i forundersøgelsen.

Af Claus Feveile

Siden 1980'erne har metaldetektoren bidraget på helt enestående måde til vores viden om metalfundene fra yngre jernalder og vikingetid. Tusindvis af enkeltfund og dusinvis af skattefund har kastet lys over bebyggelsernes hyppighed, placering, omfang og kronologiske ramme. Hertil kommer oplysninger om gravpladser, deponeringer, handelspladser m.m.

Desværre kan det i ganske mange tilfælde konstateres, at der ikke er overensstemmelse mellem detekterede lokaliteter og udgravede lokaliteter, selvom sammenfald naturligvis findes rundt omkring. Der bør derfor i den kommende strategiperiode være fokus på, at der, på arealer der forundersøges og evt. slutundersøges, i langt højere grad end hidtil, bliver gennemført en kvantitativ og kvalitativ afsøgning med metaldetektor, dvs. på en måde, hvor afsøgningen dokumenteres på tilsvarende måde som den øvrige arkæologiske for- og slutundersøgelse.

For at prioritere indsatsen bedst muligt kan man med fordel vente med metaldetektorafsøgningen til den arkæologiske forundersøgelse har dokumenteret på hvilke arealer det giver bedst mening.

Fordele:

• Arealer, der forandrer status fra åbent land til bebygget areal, kan indgå i fremtidige analyser af detektorfund.
• Viden om den enkelte lokalitet øges.
• Afsøgningens resultat - fund eller ej - giver en væsentlig brik til forståelse af pladsens rolle lokalt, regionalt og nationalt.

Ulemper:

• Det tager tid, som ofte er en mangelvare i forbindelse med forundersøgelse og ofte også i perioden frem om evt. slutundersøgelse.
• Afgrøder kan vanskeliggøre en afsøgning.
• Ofte råder museet ikke selv over personale, der kan gennemføre afsøgningen.
• Der kræves erfarne detektorførere, der mestrer både deres metaldetektor, er systematiske og kan håndtere og levere data vedr. sporlog.

Hvordan kan det gribes an på en måde, der er overkommelig, og som samtidig sikrer den nødvendige dokumentation for afsøgningen?

Et eksempel:

Ved Billund blev et areal på ca. 10 hektar, der lå i brak og stubmark indstillet til forundersøgelse. Herved fremkom der på et ca. 2 ha stort areal bebyggelse fra yngre germansk jernalder og vikingetid. Forundersøgelsen foregik på den traditionelle måde med søgegrøfter for hver ca. 10 meter, kombineret med mindre feltudvidelser. Efter endt forundersøgelse blev arealet dækket til igen.

Afsøgningen blev gennemført med deltagelse af to personer fra museet og tre erfarne detektorførere. Der var tale om en museal afsøgning, hvor alle fund efter museets bestemmelse, ubetinget blev indleveret.

Metaldetektor-afsøgningen foregik indledningsvis ved en systematisk, ekstensiv afsøgning, hvor der blev afsøgt én bane pr. søgegrøft i det konkrete tilfælde ca. der, hvor jordbunken havde ligget, og hvor brakbeplantningen ved tildækning derfor var borte eller fladtrykket.

Ved afsøgningen deltog fem detektorførere, alle udstyret med almindelig GPS, med sporlog tændt (punkt for hver 10 sekunder). Afsøgningen omfattede de to hektar, hvor de væsentlige fortidsminder allerede var konstateret, samt de tilstødende arealer.