Bebyggelse & Kulturlandskab

Af Mads Runge

   
De seneste 10-15 års meget omfattende og systematiske, arkæologiske undersøgelsesaktivitet har givet en eksplosiv vækst i det arkæologiske kildemateriale, og ikke mindst ældre jernalder er velrepræsenteret. Det er som konsekvens her af muligt at flytte blikket fra den enkelte hustomt og den enkelte boplads og i stedet se på de større sammenhænge. I flere tilfælde tegner der sig et billede af hele kulturlandskaber med bebyggelse, grave, kultpladser m.v. Netop her ligger et meget stort og delvist uudnyttet potentiale for at se de mange kapitel 8-undersøgelser i en sammenhæng og for at udnytte det forskningsmæssige potentiale i dem.

Enkelte større forskningsprojekter, som f.eks. Ulfsborg-projektet og Ystad-projektet, har sat fokus på beskrivelsen af egentlige kulturlandskaber gennem en kombination af arkæologiske og naturvidenskabelige analyser. I langt de fleste tilfælde vil beskrivelsen af bebyggelsesudviklingen inden for et givet område dog udspringe af den almindelige kapitel 8-aktivitet og således fremkomme som et resultat af successive undersøgelser gennem en årrække. Store byfornyelsesprojekter som f.eks. Tankefuld ved Svendborg, Rynkeby-området nord for Ringe og erhvervsområdet Tietgenbyen sydøst for Odense er alle områder, som gennem en 10-15 år lang periode gradvist udbygges, og hvor arkæologerne har mulighed for at sammenstykke et repræsentativt billede af fortidens kulturlandskab.

Kulturlandskaber er altså ikke noget, man lige graver frem af mulden på den enkelte gravning. Derimod vil man ved at anvende følgende anbefalinger gennem tid kunne sammenstykke de enkelte mindre gravninger til et større billede inden for et givet område. Undersøgelsen af de enkelte elementer i kulturlandskabet er beskrevet i andre afsnit af strategien. Nedenstående vedrører derfor udelukkende de forhold, som kan understøtte sammenhængskraften mellem elementerne og altså være medvirkende til at skabe billedet af et kulturlandskab.

Anbefalinger

1. Bygherrekontakt: Undersøgelsen af kulturlandskaber kræver, at man har mulighed for at foretage løbende forundersøgelser og undersøgelser af et givet areal. Det er derfor vigtigt, at museet på et så tidligt tidspunkt som muligt kommer ind i planprocessen, og i samarbejde med bygherre lægger en samlet plan for systematisk forundersøgelse af alle arealer. Dette er til gavn for den arkæologiske forskning samtidig med, at bygherre får et bedre overblik over tid og økonomi på et tidligt tidspunkt.
2. Strategi: Det er væsentligt på et så tidligt tidspunkt som muligt at få lagt en samlet plan for undersøgelsespotentialet af et givent område. Samtidig er det væsentligt, at strategien er dynamisk og evalueres løbende. En tidlig inddragelse af eksperter fra f.eks. de naturvidenskabelige fag vil være hensigtsmæssig. Beskrivelse af landskabelige forhold vil også være relevant. Den enkelte undersøgelses formål skal afbalanceres i forhold til den samlede forskningsstrategi for området.
3. Der skal være mulighed for at sammenligne resultater mellem de enkelte lokaliteter. Det vil sige, at AMS-dateringer foretages på ensartet vis, at soldning efter dyreknogler foretages med ens maskestørrelse o.l.
4. Der skal som altid prioriteres kraftigt på undersøgelserne. Samtidig giver den samlede strategi mulighed for, at anlæg og lokaliteter, som ikke i sig selv rummer et stort forskningspotentiale, kan sættes i spil. Tilsvarende kan f.eks. fugtige lavninger, som ikke er egnede til bebyggelse, rumme et naturvidenskabeligt potentiale.
5. Væsentlig er en systematisk forundersøgelse forud for alle anlægsarbejder af en vis størrelse uden skelen til topografi e.l.
6. Afdækning af relativt store flader for at lokalisere særligt ældre førromersk jernalders (og bronzealderens) ofte ganske spredte bebyggelsesstruktur er også væsentlig. Også relativt fundtomme områder mellem huse skal evt. indstilles til undersøgelse.
7. For at kunne fastlægge dynamikken i kulturlandskabet er en systematisk brug af AMS-dateringer nødvendig.
8. Landskabelige analyser bør prioriteres højt og understøttes f.eks. ved hjælp af konsekvent brug af naturvidenskab: zoologi, makrofossiler, pollen mv. Pollendiagrammer kan have et regionalt sigte (tages fra søer, moser e.l.) eller et helt lokalt sigte (tages fra brønde, forseglede muldlag e.l.).
9. Regionalitet: Regionaliteten ses i en række parametre som landskabsudnyttelse, organisation, hustypologi mv. Det er derfor vigtigt altid at have såvel det lokale, regionale og nationale perspektiv for øje i tilrettelæggelsen af sine undersøgelser.

Case: Erhvervsområdet Tietgenbyen i Odense Sydøst