Arbejderbevægelsens forenings- og forsamlingsbygninger

Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning i København er optaget på den danske tentativliste. Det skyldes at bygningen sammen med andre arbejderforsamlingsbygninger verden over vidner om den rolle arbejderbevægelsen fik som samlingspunkt for arbejderne som en helt ny befolkningsgruppe i slutningen af 1800-tallet. Bygningerne er fysiske vidnesbyrd om den socialistiske arbejderbevægelses globale tilstedeværelse og internationale sammenhængskraft. Men også om hvor forskelligt organiseringen af arbejderne forløb i forskellige lande. Og om de forskellige roller, arbejderbevægelsen kom til at spille i samfundsudviklingen.

Folkets huse

Arbejderforsamlingsbygninger er de stærkeste fysiske vidnesbyrd om organiseringen af arbejderne fra industrialiseringens begyndelse og frem til i dag. Bygningerne er særlige ved at være monumenter over og instrumenter for selve bevægelsen. De er fysiske vidnesbyrd om bevægelsens opståen, forandring og rolle som samlingspunkt for faglige, politiske, kulturelle og sociale aktiviteter, snarere end at være udtryk for bevægelsens resultater eller samfundsmæssige betydning i øvrigt. Bygningerne indfanger arbejderbevægelsen som kulturelt fænomen og konkret praksis, som den fremkom under indtryk af de enorme sociale, politiske og ideologiske forandringer, der fulgte med industrialiseringen og urbaniseringen.

Industrialiseringen i slutningen af 1800-tallet er en af de største omvæltninger i menneskehedens historie. Store dele af befolkningen oplevede et opbrud i kulturelle traditioner og netværk og måtte skabe sig en ny identitet og fællesskaber i rammerne af industrisamfundet. I den situation opstod arbejderforsamlingsbygninger som samlingssteder for en ny samfundsklasse - arbejderne - og som ramme for politiske, faglige, sociale og kulturelle aktiviteter, der skulle skabe nye folkelige fællesskaber og sammenhold.

På verdensplan blev der opført flere tusinde arbejderforsamlingsbygninger i årtierne omkring år 1900. Mange af disse er i dag forsvundet, men en række bygninger står tilbage som vidnesbyrd om organiseringen af arbejderne.

Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning

Arbejdernes Forenings- og Forsamlingsbygning i København er den ældste arbejderforsamlingsbygning i Europa, den næstældste i verden, og et enestående autentisk udtryk for den danske arbejderbevægelses udvikling. Bygningen er tæt knyttet til arbejderbevægelsens fremkomst og udvikling i Danmark. Den Internationale Arbejderforening i Danmark - eller blot Internationale - blev stiftet i 1871 som en del af Første Internationale, der havde hovedsæde i London. Foreningen blev anset for at være en trussel mod det danske samfund, og bevægelsens ledere blev forfulgt, fængslet eller deporteret til USA. Arbejdernes faglige aktiviteter kunne dog ikke direkte forbydes, fordi Grundloven gav garanti for forsamlings- og ytringsfrihed. Men de værtshusejere, som udlejede lokaler til arbejdermøderne, kunne rammes på deres bevilling, og her satte politi og justitsministerium ind i de første år. Derfor dannede Internationale allerede i 1872 en byggekomité, som skulle skaffe midler til både grund og hus gennem systematisk salg af andele til arbejderne - om torsdagen, som var lønningsdag. Det tog tid, men projektet lykkedes og d. 24. april 1879 blev Arbejdernes Forsamlingsbygning indviet, bygget af arbejderne til deres egen brug. Ejerne var en række københavnske fagforeninger, domineret af snedkerne. Senere overgik ejerskabet til Fællesorganisationen af fagforbund i København. I 1982 overtog Arbejdermuseet ejerskabet af bygningerne, og i 1983 blev bygningen fredet.

Et nyskabende forslag til verdensarvslisten

Industrialiseringens betydning for forandringer i produktionsmetoder er repræsenteret på UNESCOs Verdensarvsliste i form af en række industrimiljøer som fx minedriftsanlæg, stålværker og spinderier. På samme måde er enestående eksempler på industriproduktionens infrastruktur i form af jernbaner, akvædukter, broer og havne repræsenteret på listen som anerkendelse af industrialiseringens vidt forgrenede konsekvenser. Endelig er en række eksempler på modernistisk arkitektur, der forholdt sig til nye samfunds- og menneskesyn som følge af demokratisering og masseproduktion, opført som verdenskulturarv.

Imidlertid er der ikke optaget symboler på de sociale og politiske forandringer, som industrialiseringen medførte, og i hvilke arbejderbevægelsens opståen og udvikling er en helt central faktor af universel betydning. Verdensarvslisten går uden om den særlige arbejderkultur og politiske organisering, der var en vigtig konsekvens af forandringerne. Arbejderforsamlingsbygningerne er de mest direkte og håndgribelige vidnesbyrd om den socialistiske arbejderbevægelse, og optagelse af disse bygninger på Verdensarvslisten vil selvstændigt kunne indfange et organisatorisk, menneskeligt og identitetsmæssigt perspektiv på de omfattende økonomiske, sociale og kulturelle forandringer, som listen allerede afspejler væsentligheden af.

Målet er at udarbejde en transnational serienominering af en række bygninger på verdensplan. Arbejdermuseet har siden 2008 arbejdet på at identificere relevante bygninger og skabe kontakt til nuværende ejere og nationale kulturarvsmyndigheder. Den transnationale serienominering vil understrege den globale karakter af den kulturarv, som arbejderforsamlingsbygningerne vidner om.

Dialogboksen begynder her. Du kan lukke boksen ved at trykke Accepter cookies knappen eller Enter. Knappen er det sidste element i boksen.

Vi benytter cookies til at forbedre brugeroplevelsen.

På slks.dk anvender vi cookies. Cookies er i mange tilfælde nødvendige for at få en hjemmeside til at fungere. Vi bruger cookies for at forbedre din oplevelse, samle statistik og huske dine indstillinger. Ved at klikke på "Accepter cookies" godkender du dette.

(dialogboks slutter)