17. De Danske Spritfabrikker, Aalborg
I 1931 byggede De Danske Spritfabrikker et anlæg i det centrale Aalborg. Fabrikkens udformning blev fra begyndelsen udtænkt som et led i markedsføringen af det færdige produkt - snapsen. Arkitekt Alfred Cock-Clausen tegnede fabrikken, der er et hovedværk i dansk fabriksarkitektur.
Livets vand i Aalborg
Udover den store cementfabrik Aalborg Portland er Aalborg nærmest blevet synonym med 'livets vand' - snapsen.
Den aalborgensiske snaps kunne fremstilles uden den ildelugtende og giftige fusel.
Det var i Hovedstaden at snapsen blev drukket mest og af flest. Og det selvom hovedparten af den danske spritproduktion var placeret hos De danske Spritfabrikker i Aalborg.
Spritfabrikken i Aalborg ligger nær ved både jernbanen og havnen. Den blev opført 1929-1931, som erstatning for to ældre anlæg. Indførelsen af spiritusafgiften i 1917 havde medført en markant koncentration i branchen, og det samlede salg i Danmark var blevet reduceret voldsomt.
Vi havde det så godt
”Jeg synes, vi havde det så godt. Vi sang og fortalte historier. Og vi sang højt. Gamle viser, og når tiden var med julesange og salmer, så sang vi dem. Vi havde en, der hed Rita. Hvis hun begyndt at synge om morgenen, så kunne hun synge hele den dag og ene forskellige sange hele dagen. Og når så hun begyndte, ja så stemte vi andre jo i med. Hun var altså festlig. Vi sad lige inden for den gamle indgang og så til højre. Vi arbejdede på første sal og havde frokoststue på anden sal. Og der var både pænt og dejligt.”
Karen Christensen, citeret efter Ingeborg Dalgas (red.): Brænderiarbejderne fortæller. Fra Himmerland og Kjær Herred 80. årgang 1991, side 106.
Hjemmemarkedet er bedst
De Danske Spritfabrikker, som opførte fabrikken i Aalborg, var et af de selskaber, hvor finansfyrsten C.F. Tietgen var aktiv ved etableringen. Det blev grundlagt i 1881. Målet var at samle flere mindre brænderier og starte en eksport til Spanien og Frankrig.
Selskabet kom imidlertid hurtig til at samle sig om hjemmemarkedet. Af de 206 brænderier, der eksisterede ved etableringen af selskabet, var seks tilbage i 1923. De var alle ejet af De Danske Spritfabrikker, som samtidig fik eneret på fremstillingen af gær og sprit i Danmark, en position der blev opretholdt frem til 1973, hvor Danmark blev medlem af EF.
Brandet opbygges
Spritfabrikken i Aalborg er et eksempel på en virksomhed, som i 1920'erne indførte et samlet designprogram for alle dens bygninger, skilte, emballage og vogne. Målet var "en diskret, men sikker reklamevirkning", at spare tid og penge ved al projektering af nye fabrikker, samt at gøre kontrollen og eftersynet med arbejdets udførelse sikrere og lettere. Nye bygninger skulle males røde og der blev udarbejdet faste retningslinjer for, hvordan alt fra dørkarme til håndtag skulle se ud. Man mente, at designet ville give ”indtryk af virksomhedens størrelse og samtidig en følelse af solidaritet og orden.”
Designprogrammet og standardiseringen er typisk for perioden, og er et eksempel på, hvordan en metode udviklet i forbindelse med produktion bliver efterlignet indenfor andre områder - i dette tilfælde design.
Men så fik de jo maskiner
”Der var jo meget med, at der var låste døre. Vi blev låst inde i tapperiet, og der var låst ind til Edvard, der hvor der blev blandet. Vi kunne ikke sådan rende ud og ind. Selvfølgelig kunne vi da komme ud, hvis vi ville, men ellers så var dørene låst på grund af kontrollen. Muligvis er det toldvæsenet, der er værst. De har en skarp kontrol med produktionen. De skal jo have penge af hver flaske. Der kom også en skillevæg imellem tapperiet og det sted, hvor damerne sad og etiketterede. Og deri kom der et lille glasbur, hvor forvalteren sad og skulle holde øje med os. Det var nok, fordi der blev tappet meget, meget mere under krigen. Tyskerne forlangte jo. De ville have meget akvavit. Det var nok dem, der tog hovedparten, så der skulle holdes øje med flaskerne. De skulle jo stemme! Både alle dem, der gik i stykker, og alle dem, der kom op, og det skulle passe nøjagtigt. Der stod en mand og talte alle dem, der gik i stykker, der skulle være system i det hele…
Men så fik de jo maskinerne ind. Først så skulle flaskerne ikke pakkes ind mere. Vi var jo vant til at pakke flaskerne ind. Så blev det sløjfet, at vi skulle sætte nogle små etiketter på flaskerne. Til slut blev bandarolerne sløjfet, der blev stemplet i kapslerne i stedet for, og så havde de ikke brug for pigerne mere, så kunne mændene godt ordne det. Vi var kun ni tilbage dengang. Vi kom ud allesammen på en gang i 1956…
Efter vi var sagt op dernede, så var vi jo stadigvæk i fagforening og kunne få vores understøttelse, og så skulle vi jo op på Urban [bryggeri i Aalborg]. Så kom vi derop, men vi kunne jo rigtig mærke forskellen. Det var en grim arbejdsplads, når man først havde prøvet at være på Spritten. På Urban, der skulle arbejdes, og det var hele måden, man blev behandlet på. Det var, ligesom vi var en flok hunde. Man skulle hele tiden løfte på kasser. Og mændene de var fredede. De skulle ikke lave noget. De havde ikke det hårde job, det var pigerne, der havde det hårde slæb deroppe. Og vi blev jo ikke kaldt pigerne, nej det var ”kællingerne”. Jeg har præsteret at stå om aftenen oppe og skulle sortere flasker og passe båndet og sætte kasser på, og fem mandfolk, de har siddet og drevet den af… Det var for hårdt ved helbredet deroppe: varme-kulde, varme-kulde, hele tiden skiftevis. Det var slemt. Men jeg holdt ud der til 1963, det var jo de her forbistrede penge!”
Gudrun Agnete Nielsen citeret efter Ingeborg Dalgas (red.): Brænderiarbejderne fortæller. Fra Himmerland og Kjær Herred 80. årgang 1991, side 114-117.
Tysk inspiration
Arkitekten bag fabrikken var Alfred Cock-Clausen, der opførte fabrikken med de foreskrevne røde farve i røde teglsten.
Firmadesignet omfattende alt fra etiketter til bygninger og inspirationen fik arkitekten fra AEG i Berlin, den store fabrikant af elmotorer, der havde ansat arkitekten Peter Behrens som chefdesigner i 1907.
Spritfabrikken er sammen med kraftcentralen på Carlsberg et hovedværk i dansk fabriksarkitektur ved overgangen fra nyklassicisme til funktionalisme.
Den store æder de små
De danske Spritfabrikker i Aalborg repræsenterer den koncentration, der skete blandt brænderierne under industrialiseringen, hvor mange små virksomheder blev udkonkurreret af et stort aktieselskab. Det skete i mange brancher, men er særlig tydeligt blandt brænderierne.
De Danske Spritfabrikker er i dag ejet af franske Pernod Ricard, der er verdens andenstørste vin- og spiritusvirksomhed. Virksomheden anvender i dag navnet "De Danske Spritfabrikker" som brand og paraplynavn for de danskproducerede snapse- og bitterprodukter, herunder Aalborg Akvavit og Gammel Dansk, og er under dette navn registreret som Kongelig Hofleverandør.
Nationalt industriminde
Spritfabrikken i Aalborg er udpeget som nationalt industriminde fordi det:
- er et hovedværk i dansk fabriksarkitektur
- er et tidligt eksempel på branding via et bevidst gennemført designprogram
- er et stort aktieselskab, der under industrialiseringen formåede at slå alle mindre konkurrenter af banen
Guide til De Danske Spritfabrikker, Aalborg
Tag guiden med på tur til De Danske Spritfabrikker i Aalborg.