Bevaring og metodevalg
Af Søren A. Sørensen
Når man skal undersøge en boplads fra ældre stenalder, er det vigtigt, at man vurderer, hvilke spørgsmål den pågældende plads eventuelt kan være med til at besvare, for efterfølgende at kunne vælge den rigtige udgravningsstrategi. For at gøre det overskueligt er bopladserne inddelt i tre kategorier alt efter deres bevaringsgrad og kompleksitet, hvor 1 er den dårligst bevarede plads, og 3 er den bedst bevarede - og dermed den med de største muligheder for arkæologiske analyser.
De mest aktuelle spørgsmål og de mest omfattende analyser kan i sagens natur ikke tilgodeses af en boplads af ringeste kvalitet, men det betyder ikke nødvendigvis, at denne type pladser er helt værdiløs i forskningsmæssige sammenhænge, man skal blot vælge og tilpasse sine metoder og spørgsmål efter pladsens karakter og potentiale.
Kategori 1-bopladser: Oppløjede eller omlejrede bopladser
Principielt vil materialet fra enhver boplads kunne bruges videnskabeligt, men fra en oppløjet eller stærkt omlejret boplads er det alene flintens udsagn, der kan anvendes (her antages, at organisk materiale er fraværende), og en udgravning i hele kvadratmeterfelter vil være alt rigeligt.
Materialet fra en kategori 1-boplads vil kunne anvendes til at give et typologisk og flintteknologisk signalement af en periode/fase, der kan bruges til påvisning af eventuelle regionale særtræk. Der vil dog altid være en risiko for at et sådant materiale er kronologisk blandet og derfor af ringere værdi, og en sammenblanding kan alene sandsynliggøres gennem påvisning af typologiske ledetyper, hvilket i praksis kan være vanskeligt, hvis de faser, der optræder på pladsen, ligger i umiddelbar forlængelse af hinanden. Materialet kan dog altid anvendes til flintteknologiske studier med samme forbehold som ovenfor.
En væsentlig del af kategori 1-pladsers værdi ligger i en nøje beskrivelse af deres beliggenhed både topografisk og geografisk, altså den overordnede kontekst. Dvs. den topografiske beliggenhed i forhold til den topografi, der herskede på stedet, da bopladsen var aktiv. I egne med en rig mesolitisk bosættelse vil man ofte undlade at udgrave pladser fra kategori 1, hvorimod det i andre egne kan have lokal betydning blot at påvise forekomsten af mesolitisk bosættelse.
En stor del af vores senpalæolitiske bopladser tilhører kategori 1, men vil som oftest blive betragtet som væsentlige fortidsminder alene pga. af deres sjældenhed og derfor blive udgravet, selvom de er stærkt forstyrret af pløjning.
Det er også en væsentlig faktor, om en boplads ligger ved en datidig kyst eller i indlandet. Således er Maglemosekulturens kystbosættelse stort set ukendt, og da det kun er muligt at finde den i det nordligste Jylland og på Bornholm, vil selv en ret dårligt bevaret kystboplads fra Maglemosekulturen være væsentlig at få undersøgt. Indlandsbopladser fra Kongemose- og Ertebøllekultur er ligeledes fåtallige og derfor særligt væsentlige at få undersøgt.
Kategori 2-bopladser: Hvor kulturlaget er omlejret eller oppløjet, men med uforstyrrede anlæg under de ødelagte lag
En plads af kategori 2 vil ofte have stor værdi for besvarelse af nogle af de aktuelle spørgsmål i dagens mesolitiske forskning. Det omlejrede eller forstyrrede lag udgraves som nævnt ovenfor, og anlæggene herunder udgraves som single context med indmåling og registrering af alle kulturlevn og anvendelse af sold (helst vådsoldning) med maksimum 5 mm maskevidde, helst vådsoldning. I tilfælde af mere komplicerede anlæg som f.eks. grave og nedgravede hytter vil en frempræparering af flader, dokumenteret med fotogrammetri med fordel kunne anvendes.
Da kulturlaget er fraværende, vil der typisk kunne være tale om gruber, grave eller nedgravede hyttetomter, som kan findes nedgravet i lagene under kulturlaget (Læs mere om undersøgelse af anlæg og aktivitetsstrukturer her). Det er vigtigt at forsøge at finde ud af, hvilke af de undersøgte anlæg, der er samtidige og tilhører den samme bosættelsesfase. Udtagelse af prøver til C14-datering fra hvert anlæg bør derfor prioriteres, og det bør ligeledes forsøges, om sammensætninger af flint eller knogler mellem de enkelte anlæg kan sandsynliggøre, at de har været i funktion samtidigt.
Selv i uforstyrrede anlæg og lag er det ikke en selvfølge at organiske levn er bevaret, da det i høj grad afhænger af jordbundens beskaffenhed. Generelt kan man dog konkludere, at jo bedre bevaringsforhold, der er på en plads, desto større videnskabeligt potentiale rummer pladsen. Det betyder også, at man nøje skal vurdere hvilken udgravningsteknik, der skal anvendes for at sikre så mange prøver af de organiske rester som muligt.
Hvis der ved en kategori 2-boplads har været en forholdvis stejl kystgradient, kan der ud for selve bopladsområder stadig findes velbevarede brednære deponeringsområder af stor videnskabelig værdi, et område som tidligere har fået for lille opmærksomhed.
Kategori 3-bopladser: De bedst bevarede med uforstyrrede kulturlag
På bopladser, hvor der findes bevarede kulturlag, er det vigtigt at finde ud af, om pladsen er stratificeret og dermed kan opdeles i flere adskilte bosættelsesfaser. Er dette tilfældet, udgraves den stratigrafisk, men helst med en synkron afgravning af nabofelter, således at én synkron bopladsflade afdækkes ad gangen.
Indmåling og dokumentation foretages på højst mulige niveau. Anlæg udgraves som under bopladser af kategori 2, uanset om de forekommer i eller under kulturlaget. Dokumentation ved hjælp af fotogrammetri kan klart anbefales da denne dokumentationsform også dokumenterer mange af de objekter, der normalt ikke hjemtages fra en udgravning f.eks. ubearbejdede sten og ubearbejdet træ, objekter som kan være af stor betydning for forståelsen af de efterfølgende spredningsanalyser.
Stratificeringen betyder, at man har mulighed for at udskille tidsmæssige horisonter, der kan være af kortere varighed, end selv C14-analyser er i stand til at udskille, hvilket giver mulighed for finkronologiske studier. Kulturlaget giver mulighed for at frempræparere synkrone bopladsflader og påvise aktivitetsområder, bopladsdynamik og latente strukturer. Man bør dog altid være opmærksom på, at selvom et lag fremstår som stratigrafisk isoleret, kan det sagtens dække over længere tidsmæssige sekvenser.
For at kunne vurdere pladsens potentiale så tidligt som muligt er det en god ide, straks efter at den er påvist, at foretage sonderende boringer med et håndbor, for at klarlægge lagenes tykkelse og kompleksitet. Boringer er den mest skånsomme metode til at få afklaret disse problemer, men bør dog ikke stå alene. Et antal prøvehuller lagt strategisk bør supplere boringerne.
Når bopladsområdet er velbevaret, er der stor sandsynlighed for, at også det brednære deponeringsområde er velbevaret og tilsammen udgør bopladsområdet og det brednære deponeringsområde to supplerende enheder, der tilsammen giver det bedste og mest nuancerede billede af, hvad der er foregået på stedet, og områderne bør derfor prioriteres lige højt og med samme dokumentationsgrad.
Når det brednære deponeringsområde udgraves, bør man være opmærksom på at der kan forekomme satellitdeponeringer, som ligger adskilt fra de tætteste fundkoncentrationer af helt eller næsten helt fundtomme områder.